PressInfo 2002

We had just driven the 900 kilometres-long, desert highway from Baghdad to Amman and boarded the plane from Amman to Sweden via Paris. Having lived in a free media free-zone for two weeks during our fact-finding mission to Baghdad, we eagerly grabbed The Wall Street Journal of May 28. The top headline read, Military Strategists Favor Large Iraq Invasion Force. At Least 200,000 Troops Would Be Needed to Oust Saddam, U.S. Suggests. So, they are going to bomb, to destroy, to impose their will on Iraq, the country and the people, that we have just visited? Now that we have been there, our reaction is different than it would have been had we read that headline back home in Sweden. We met a young woman in her wheelchair in Babylon, south of Baghdad. She had just been helped by the United Nations Development Program (UNDP) and the Iraqi Ministry of...

Vi havde netop kørt den 900 km lange ørkenmotorvej fra Baghdad til Amman og sat os i flyet fra Amman til Sverige via Paris. Efter at have levet i en zone, der var fri for frie medier i 2 uger under vort studiebesøg i Baghdad, greb vi ivrigt efter Wall Street Journal fra 28 maj. Top overskrifterne lød: “Militære strateger taler for en stor invasionsstyrke mod Irak. Mindst 200.000 soldater nødvendige for at smide Saddam ud.” Så de vil bombe, ødelægge, påtvinge Irak – landet og folket, vi lige har besøgt – deres vilje ? Nu hvor vi har været der, er vores reaktion anderledes end den ville have været, hvis vi havde læst overskriften hjemme i Sverige. Vi mødte en ung kvinde i rullestol i Babylon, syd for Baghdad. Hun havde lige fået hjælp af FNs udviklingsprogram (UNDP) og det Irakiske arbejdsministerium til at starte en lille forretning, hvor...

Vi hade precis kört den 900 kilometer långa ökenlandsvägen från Bagdad till Amman och gått ombord på planet från Amman till Sverige via Paris. Eftersom vi under två veckor på vårt faktasökande uppdrag till Bagdad bott i en zon fredad från fria medier, plockade vi ivrigt åt oss Wall Street Journal för den 28 maj. Huvudrubriken var “Militärstrateger för stor invasionsstyrka i Irak”. En styrka på minst 200 000 man skulle behövas för att få bort Saddam, hävdas från USA:s sida. Det är alltså skälet till att de tänker bomba för att ödelägga Irak och framtvinga sin vilja mot det land och det folk som vi just har besökt? Nu när vi varit där, reagerade vi annorlunda än om vi hade läst rubriken hemma i Sverige.Vi träffade en ung kvinna som satt i sin rullstol i Babylon syd om Bagdad. Hon hade precis fått hjälp av FN:s utvecklingsprogram (UNDP) och...

Ett öppet brev till Sveriges och övriga Nordens regeringar Kom också ihåg de oskyldiga som dödats i Afghanistan Liksom andra länder inom EU iakttog Sverige tre minuters tystnad för de oskyldiga dödsoffren i terrorattacken på World Trade Centre och Pentagon den 11 september förra året. Utifrån liknande humanitära överväganden borde, enligt min uppfattning, Sverige och likasinnade länder visa de oskyldiga dödsoffren i Afghanistan samma ärebetygelse. På principiell grund, och därför att det finns ett uppenbart samband mellan de bägge händelserna. Alla religioner understryker att varje människoliv är heligt. Humanism bygger på förutsättningen bland annat att varje människoliv är precis lika värdefullt som varje annat, oavsett nationalitet, ras, hudfärg, kön osv. Det råder därför inget tvivel om att de oskyldiga människoliv som gått förlorade i Afghanistan har exakt samma värde som vart och ett av de nära 3000 oskyldiga liv som togs den 11 september. Enligt noggranna beräkningar har 3500 civila...

Som andre EU-lande iagttog Danmark tre minutters stilhed for de uskyldigt dræbte i terror-angrebet på World Trade Center og Pentagon den 11. september sidste år. Der blev også afholdt en mindegudstjeneste i København med repræsentaner for regering, kongehus og for De forenede Stater i Danmark. Ud fra et lignende humanistiskt hensyn mener jeg Danmark og ligesindede lande bør vise de uskyldigt dræbte i Afghanistan den samme ære. Af principielle grunde og fordi der er en indlysende sammanhæng mellem de to begivenheder. Alle religioner understreger at ethvert menneskeliv er helligt. Humanisme bygger blandt andet på den ufravigelige grundværdi at alle og ethvert menneskeliv er lige så værdifuldt som ethvert andet uanset nationalitet, race, hudfarve, køn osv. Der er således ingen tvivl om at et uskyldigt dræbt menneskeliv i Afghanistan har eksakt samme værdi som ethvert af de knapt 3000 uskyldige liv, der blev taget 11. september. Forsigtige beregninger gør gældende at...

Remember the innocent dead in Afghanistan too In many countries around the world, including NATO and the EU, governments and citizens observed three minutes of silence for the innocent victims killed in the terrorist attack upon the World Trade Centre and the Pentagon on the 11th of September last year. In Denmark, for instance, a memorial service was also held in Copenhagen with representatives from the government, the Royal family and from The United States. Out of a similar humanitarian consideration, it is my opinion that the same countries should show the innocent victims killed in Afghanistan the same honour. On the grounds of principle and because there is an obvious connection between the two events. All religions maintain that each human life is sacred. Humanism is built, amongst other things, upon the premise that each and every human life is just as valuable as all others, no matter what...

fortsættelse af PressInfo 148 og 149. Militarisering overfor demilitarisering. Våben og ammunition er strømmet ind i Mellemøstkonflikten i årtier. De, der tjener på våbeneksporten, har undskyldt sig med, at det bidrog til en eller anden slags balance og til “sikkerhed” og “stabilitet”. Hvad, hvis vi endelig brugte Mellemøsttragedien til at stoppe denne form for (selv)bedrag. Hvad, hvis en stor fredsbevarende mission var fløjet ind for længe siden og på en kontant måde havde afvæbnet alle sider og dannet et sikkerhedssystem sammen med dem og havde skabt en Fredszone. Hvad, hvis vi endelig begyndte at se på våben og andre voldelige midler som det store problem (sammen med de konflikter, der har dybe rødder, selvfølgelig) ? Vist bliver man fortvivlet, når man ser folk bruge våben og slå hinanden ihjel. Men hvad, hvis vi også fordømte de private og statslige interesser, der tjener på at udvikle, producere og eksportere disse våben...

This is a follow-up to PressInfo 148 and 149. Militarisation versus de-militarisation Weapons and ammunition have poured into the Middle East conflict for decades. Those who have earned a profit on the arms exports have argued that it contributed to some kind of balance and to “security” and “stability”. What if we finally used the Middle East tragedy to stop this kind of (self)deception? What if a huge peace-keeping mission had been flown in long ago and, in a no-nonsense manner, had disarmed all sides, set up a security regime together with them and created a Zone of Peace? What if we finally began to look at weapons and other violent means as a major problem (together with the deep-rooted conflicts, of course)? True, we may despair when we see people use weapons and kill each other. But what if we also condemned those private and state interests that profited...

När jag ser fasorna på Västbanken och Colin Powell’s förutsägbara misslyckande med “fredsuppdraget”, ställer jag mig minst tre frågor: a) Skall vi någonsin lära oss att se våldet självt såsom det huvudproblem det är och såsom kontraproduktivt för varje fredsuppgörelse? b) Hur mycket längre skall det vara möjligt att använda metoder för “konflikthantering” som har visat sig vara katastrofbringande och folkrättsstridiga i praktiskt taget samtliga fall sedan slutet av det kalla kriget, inte minst på Balkan och nu senast i Afghanistan? Hur mycket längre kommer det att vara möjligt att undvika frågan: Har den självutnämnda medlaren USA den professionella kunnighet, de altruistiska motiv och den opartiskhet som krävs för att fungera som en äkta medlare? c) Kan vi lära oss något konstruktivt av den trag iska upptrappningen av våldet i Mellanöstern? Kort sagt tror jag att vi behöver utforska vilka “tänk om”.vi har Tänk om alla parter hade inriktat sig...

Watching the horrors on the West Bank and Colin Powell’s predictable “peace” mission failure, I ask myself at least 3 questions: b) How much longer shall it be possible to use methods of conflict “management” that have proven disastrous and contrary to international law in virtually all cases since the end of the Cold War, not the least in the Balkans and, latest, in Afghanistan? How much longer will it be possible to avoid the question: does the U.S., the self-appointed mediator, have the required professional skills, altruistic motives and impartiality required to serve as a genuine mediator? c) Can we learn something constructive from the tragic escalation of violence in the Middle East? In short, I think we need to explore the what ifs. What if all parties had addressed the conflict in a different manner and used another, professional paradigm during the last few decades? Israel’s government uses...

Når jeg ser rædslerne på Vestbredden og Colin Powels forudsigeligt mislykkede “freds” mission, stiller jeg mig mindst 3 spørgsmål: a) Lærer vi nogensinde, at se volden selv som det store problem, og at se den som noget, der modvirker enhver fredsløsning? b) Hvor meget længere skal det være muligt at anvende de metoder til konflikt”løsning”, som har vist sig ødelæggende og i strid med international lov i stort alle tilfælde siden den kolde krigs ophør, ikke mindst på Balkan og senest i Afghanistan? Hvor meget længere kan man undgå at stille spørgsmålet: Har USA, den selvudnævnte mægler, den nødvendige professionelle kunnen, har USA de altruistiske motiver og den upartiskhed, der er nødvendig for at tjene som virkelig mægler? c) Kan vi lære noget konstruktivt af den tragiske eskalation af volden i Mellemøsten? Jeg tror vi må udforske “hvad-hvis’erne.” Hvad hvis alle parter havde håndteret konflikten anderledes og brugt en mere...

Dette er en fortsættelse af PressInfo nr 148. Fredsprocessen Forhandling er den eneste metode. Der har været talt meget om “at få dem til forhandlingsbordet,” om mægling og kompromis. Og når man ikke véd, hvad man skal stille op, kan man altid indkalde til en konference ! Hvad hvis vægten først var lagt på dialog med hver part, baseret på at man aktivt lyttede til deres fortællinger, frygt og håb ? Med andre ord, først dybere forståelse og udvikling af et minimum af tillid og gensidig respekt. Derefter kunne der være samtaler/møder og mere tillid. Og til sidst en slags forhandling, der drejede sig om kerneproblemerne, sådan som parterne ser dem, snarere end en forhandlingsdagsorden lavet af udefra kommende regeringer, som samtidig forsøger at gavne deres egne interesser i regionen ? Hvad hvis man skrottede princippet om kompromis og vi havde forstået, at ingen side kan forventes at acceptere noget...