Vi havde netop kørt den 900 km lange ørkenmotorvej fra Baghdad til Amman og sat os i flyet fra Amman til Sverige via Paris. Efter at have levet i en zone, der var fri for frie medier i 2 uger under vort studiebesøg i Baghdad, greb vi ivrigt efter Wall Street Journal fra 28 maj. Top overskrifterne lød: “Militære strateger taler for en stor invasionsstyrke mod Irak. Mindst 200.000 soldater nødvendige for at smide Saddam ud.” Så de vil bombe, ødelægge, påtvinge Irak – landet og folket, vi lige har besøgt – deres vilje ?
Nu hvor vi har været der, er vores reaktion anderledes end den ville have været, hvis vi havde læst overskriften hjemme i Sverige. Vi mødte en ung kvinde i rullestol i Babylon, syd for Baghdad. Hun havde lige fået hjælp af FNs udviklingsprogram (UNDP) og det Irakiske arbejdsministerium til at starte en lille forretning, hvor hun trykker skrifter fra en computer og holder computerkurser for universitetsstudenter og andre. Skal hendes drøm, som allerede er virkelighed, ødelægges af en ny krig ?
Vi tænker på de snese af børn og gamle på gaderne, som hilste os med “Welcome to Irak” og “Salam Aleikum” (Fred være med dig), og som ville have os til at tage billeder af dem, smilende over hele hovedet, selvom vi jo så helt fremmede ud for dem. Vi har begge rejst en del og få folk kan konkurrere med irakerne, når det drejer sig om at være venlige, hjælpsomme og respektfulde overfor fremmede. Vi tænker på de videnskabsmænd, vi mødte den sidste aften, hvor vi gav en forelæsning om forebyggende diplomati, fredsskabelse og ikke-voldelig konfliktløsning i Baytol Hikma – Visdommens Hus – en smuk, nyrestaureret, blå bygning på bredden af Tigris. Skal Baytol Hikma ødelægges i nye bombninger, bliver disse lærde og deres familier dræbt eller yderligere hindret i deres ret til at fortsætte deres videnskabelige arbejde, som de hidtil har gjort ?
Hvor sentimentalt, tænker du måske. Men problemet med Vesten og dets medier, inklusive Wall Street Journal er, at den eneste iraker af de 25 millioner, der nævnes, er præsident Saddam Husayn. Den eneste måde, de nærmer sig til en af verdens ældste og mest sofistikerede kulturer, er med ødelæggende sanktioner og militær magt. De har kun deres eget perspektiv, og det synes helt hævet over enhver diskussion, at de har moralsk ret til at bombe samfund og smide ledere ud, som de bare ikke kan lide. Man bekymrer sig ikke om, hvordan irakerne tænker og føler efter krigene med Iran, med Kuwait, med hinanden, med Vesten og efter 12 år med yderst inhumane sanktioner.
Hvis Wall Street Journal brød sig det mindste om undersøgende journalistik og tog en tur til Irak ville man have svært ved at finde en eneste i Irak, statsborger eller udlænding, som går ind for de nuværende sanktioner eller en fremtidig amerikansk krig mod Irak. Hvis WSJ interesserede sig for objektivitet ville vi have set antikrigs synspunkter præsenteret i samme artikel eller på næste udgaves forside.
Hele krigsprojektet virker mod sin hensigt, eller mindre diplomatisk udtrykt: det er absurd, perverst, pinligt og moralsk uforsvarligt. Hvis USA starter en krig mod Irak, vil det give yderligere splittelse inden for NATO, som stadig slikker sine sår efter bombningen af Jugoslavien i 1999 og efter USA’s “vi-har-ikke-brug-for-jer”-holdning under angrebet på Afghanistan. I forhold til den offentlige mening vil USA desværre ende endnu mere isoleret og det atlantiske gab vil yderligere øges.
Saddam Husayn vil tjene på en sådan krig og han ved hvordan han skal udnytte den til sin egen fordel. Vist kan der være mange i Irak og udenfor, der drømmer om den dag, han er væk. Men i krise- og krigstider samles borgerne omkring deres ledere, som vi så det i Serbien under bombningerne. Det mest sandsynlige er at de indre oppositionelle, der findes, vil blive stemplet som forrædere og behandlet derefter af et regime, der ikke netop er berømt for at bruge fløjlshandsker. Så vidt vi ved, er der ingen regering i Mellemøsten – bortset fra Israel – som går ind for en ny krig mod Irak, ikke engang Kuwait. Hvis det er sådan på regeringsniveau kan man være sikker på, at araberen på gaden vil være endnu mere imod. Det er en kendsgerning, at irakerne har været meget dygtige til at genopbygge diplomatiske og økonomiske forbindelser med naboerne. Åbningen af grænsen til Saudi Arabien i maj er et af mange eksempler.
Selvom Irak er ødelagt og nu kun har en skygge af sin tidligere militære magt, så er det ikke Afghanistan. Det vil ikke være muligt for en af Vest indsat ledelse at kontrollere Baghdad og dens omgivelser med ca 5 millioner indbyggere og slet ikke at styre hele landet.
Med 200.000 amerikanske soldater og formentlig flere sat ind under kampene, hvad kan USA og Vesten gøre for at kontrollere og styre i Irak ? Kort sagt, hvordan styrer man 25 millioner mennesker, hvoraf mange, måske flertallet, er absolut imod Vesten og aldeles ikke stoler på USA efter alt, hvad de har været igennem? Man kan ikke engang argumentere med, at man befrier kvinderne, for Irak er et sekulært samfund, hvor kvinderne spiller en mere “vestlig” rolle end i nogen anden arabisk stat.
Hvorfra forestiller krigsplanlæggerne og de ansvarlige for udenrigspolitikken sig at samle tilstrækkeligt med veluddannede, erfarne og ærlige irakere til at køre det post-Saddam Irak, som de håber på? Det bør være ret klart, at den irakiske opposition ikke udgør et troværdigt, levedygtigt alternativ. Ville de tjene en fremmed regering for andet end pengene og de privilegier, de forventer og ville de med denne motivation være de ledere og tjenestemænd som borgerne behøver ? Eller ville vi ende med at se borgerkrige, kup, komplotter og oprør – som Iraks nyere historie allerede har nok af – i kølvandet på en amerikansk invasion og siden ophør af besættelsen ?
Hvad ville det betyde for Iraks borgere hvis FN og de utroligt hårdtarbejdende humanitære organisationer Care, UNICEF, Caritas, Røde Kors-federationen, ICRC osv blev tvunget til at evakuere? Olie for Mad-programmet (som vi vender tilbage til i en senere PressInfo) fungerer effektivt både takket være den Irakiske regering – hvis fordeling af føde og medicin med en fremtrædende international medarbejders ord er “uovertruffen med hensyn til at nå dem, der har behov” – og takket være den store bredde af nationale og internationale humanitære organisationer. Ingen, der har besøgt Irak, kan være i tvivl om, at en ny krig vil have ubeskriveligt grusomme konsekvenser for den civile befolkning. Enhver ved også, at den irakiske elite ikke netop lider, på noget som helst område, på grund af sanktionerne eller bombningerne.
Saddam Husayn begår også en række fejl. Den største er formentlig, at han tror, at militære forberedelser er den eneste måde at forsvare Irak. Vi har ingen illusioner om, at han skal studere Gandhi, men han og hans rådgivere skulle være klare over, at der ikke er nogen måde, hvorpå de kan vinde en militær sejr over historiens stærkeste militærmagt – hvilket på den anden side heller ikke betyder, at USA kan vinde, fordi det kræver mere end militær magt. Man kan vinde militært og tabe moralsk og politisk.
Krigen må forhindres med alle mulige midler. Den eneste store mægler, som er acceptabel for alle, som måske kunne hindre en krig, er den Europæiske Union, i et eller andet samarbejde med Kina og Rusland. De to har fuld ambassade i Irak og følger situationen på nært hold. Mens EU-landene har trukket deres ambassadører tilbage. Kun Frankrig opretholder et mere omfattende de facto nærvær, som koncentrerer sig om handel og kultur. Således er der en tilstedeværelse på lavt niveau og et lavt niveau af viden om, hvad der virkelig sker – et brud på den første regel for konfliktløsning: Hold dig selv informeret om din modstander og hold en dør åben for kommunikation.
Irak har signaleret et ønske om dialog med EU, men igen, EU var ude af stand til at mønstre en samlet, relevant og fremtidsorienteret fælles politik. Konsekvensen kan blive at EU – igen – overlader til USA at udføre den store destruktion for derpå selv at betale for landets fremtidige genopbygning. Så meget – eller så lidt, desværre – er der i EUs civile krisestyringsgruppe og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik overfor en af klodens mest alvorlige konflikter.
Så artikler i de vestlige medier rapporterer koldt og sagligt om planlægningen af, hvad der kun kan lede til håbløst kaos og grusomhed for irakerne. Det påstås at lede til fjernelsen af Saddam, men selv da, hvad er sandsynligheden for et bedre, rigere, sikrere og mere demokratisk Irak efter bombninger, invasion og besættelse ?
Vort svar er: ingen chance! Militær konfliktløsning i Kroatien, Bosnien, Kosovo, Makedonien, Somalia og Afghanistan kan opsummeres som kortsigtede smarte løsninger uden mulighed for langtidsforbedring. De politikere og militærfolk, der står bag konflikthåndteringen disse steder, synes at have glemt von Clausewitz’ kloge formulering: “inden du går i krig, må du beslutte, hvilken slags fred du ønsker dig”.
Enhver type af krig mod Irak vil skabe flere problemer og ikke løse nogen på langt sigt. Hvis de frie medier fokuserede på de 24,999,999 andre irakere snarere end på Saddam Husayn, stillede de ansvarlige kritiske spørgsmål om scenariet for Irak og regionen efter Saddam, og endelig gav stemme til anti-krigs majoriteten i Vesten og i Irak, ville der være en chance for at undgå den overhængende katastrofe.
Konflikten mellem Irak og USA og Vesten er en af de mest fastlåste med stereotyper på begge sider. Vi, forfatterne, påstår ikke, at vi har løsningen. Men hvis debatten kunne genstartes fra et nyt udgangspunkt – dvs ikke flere krige med Irak – kunne andre løsninger få en chance. Når vi ved, at krig ikke er en mulighed kan vi begynde at bevæge os fra smarte sanktioner og smarte krige og udforske smartere måder at løse konflikter på.
