PressInfo 2002

Inte sedan atomålderns gryning i slutet av andra världskriget har faran för ett kärnvapenkrig varit större än nu. Lika oroande är att denna fara i vida kretsar inte är insedd. Åtskilligt i den senaste utvecklingen ger förklaringar till denna ytterst upprörande situation. USA:s regering har uppenbart antagit planer för oförutsedda händelser som innefattar utnyttjande av kärnvapen mot särskilt utpekade länder och avser ett brett spektrum av händelser. Terroristnätverk med folkmord på programmet har gjort trägna ansträngningar att skaffa kärnvapen och andra massförstörelsevapen. Spridning av biologiska och kemiska vapen stärker den politiska drivkraften för att hota med kärnvapenvedergällning. Den amerikanska satsningen på robotförsvar leder troligtvis till att andra kärnvapenstater ökar sin arsenaler. Indien och Pakistan, fientliga grannstater, fortsätter sin konflikt rörande Kashmir med de respektive kärnvapenarsenalerna lurande i bakgrunden. Den stämning som skapats av attackerna den 11 september har givit upphov till synsättet att världen består av onda och goda och...

Not since the dawn of the nuclear age at the end of World War II has the danger of nuclear war been greater. And what is as troubling, this danger is not widely understood. Several developments account for this most disturbing situation. The US Government has apparently adopted contingency plans that look for the use of nuclear weapons against specific countries and in a wide range of circumstances. Terrorist networks with genocidal agendas have been making strenuous efforts to acquire nuclear and other weapons of mass destruction. The spread of biological and chemical weapons increase political incentives to threaten nuclear retaliation. The American push for missile defense is likely to lead other nuclear weapons states to increase their arsenals. India and Pakistan, hostile neighbors, continue their conflict over Kashmir with their nuclear arsenals lurking in the background. And, in addition, the atmosphere created by the September 11 attacks has given...

Dette er en fortsættelse af PressInfo nr 148. Fredsprocessen Forhandling er den eneste metode. Der har været talt meget om “at få dem til forhandlingsbordet,” om mægling og kompromis. Og når man ikke véd, hvad man skal stille op, kan man altid indkalde til en konference ! Hvad hvis vægten først var lagt på dialog med hver part, baseret på at man aktivt lyttede til deres fortællinger, frygt og håb ? Med andre ord, først dybere forståelse og udvikling af et minimum af tillid og gensidig respekt. Derefter kunne der være samtaler/møder og mere tillid. Og til sidst en slags forhandling, der drejede sig om kerneproblemerne, sådan som parterne ser dem, snarere end en forhandlingsdagsorden lavet af udefra kommende regeringer, som samtidig forsøger at gavne deres egne interesser i regionen ? Hvad hvis man skrottede princippet om kompromis og vi havde forstået, at ingen side kan forventes at acceptere noget...

Ikke siden kernevåbenalderens begyndelse ved slutningen af den anden verdenskrig har faren for en kernevåbenkrig været større. Og hvad der er ligeså bekymrende, denne fare er ikke opfattet rundt omkring. Flere udviklingsforløb er årsag til denne meget frustrerende situation. Den amerikanske regering synes at have vedtaget planer, der arbejder med anvendelsen af kernevåben mod bestemte lande og under en lang række forskellige omstændigheder. Terrorist netværk med folkemord på dagsordenen har gjort alvorlige forsøg på at skaffe sig kernevåben og andre masseødelæggelsesvåben. Spredningen af biologiske og kemiske våben øger den politiske motivering til at true med kernevåbengengældelse. Det amerikanske pres for at skaffe sig et raketforsvar får sandsynligvis andre kernevåbenmagter til at øge deres arsenaler. Indien og Pakistan, fjendtlige naboer, fortsætter deres konflikt om Kashmir med deres kernevåben lurende i baggrunden. Og oven i har den atmosfære, der skabtes af 11. september angrebene, givet anledning til et sorthvidt verdensbillede, som bevirker,...

This is a follow-up to PressInfo 148. We continue the peace-making analysis with these dimensions: The peace process Negotiation as the only method There has been an emphasis on “getting them to the table”, on negotiations and compromise. When not knowing what to do, call a conference! What if the emphasis had been on dialogues with each party first, based on active listening to their stories, fears and hopes? In other words, deep understanding first, and the development of a minimum of trust and mutual respect. After that there would be talks/conversations and more confidence. And finally, some kinds of negotiations shaped around the core issues as defined by the parties rather than a negotiation agenda set up by external governments that seek simultaneously to promote their own interests in the region? What if the principle of compromise had been scrapped and we had recognised that no side should be...

For the project INSTEAD OF NUCLEAR WEAPONS By the Swedish Physicians for the Prevention of Nuclear War (SLMK) in cooperation with International Physicians for the Prevention of Nuclear War (IPPNW) Ten years after the so-called end of the Cold War, nuclear weapons are still with us. There is the BMD, the risk of diversion of fissile materials, the fear of nuclearisation of terrorism. The weapons and their means of delivery have become ever more sophisticated. Through base systems, sub-marines, aircraft carriers, the global reach of militarism has intensified. Still, in proportion to the increasing threat all this represents to humankind’s survival as well as to democracy and global development, public debate with visions of a nuclear-free is desperately feeble. Advocates of a nuclear-free world, face immensely powerful governments and military-industrial-scientific structures. We also face the arrogance of power of the roughly 600 individuals (presidents, prime ministers, defence ministers, chiefs of...

At 86, Robert S. McNamara has written yet another book filled with wisdom and vision, Wilson’s Ghost, co-authored by James G. Blight. It is subtitled Reducing the risk of conflict, killing, and catastrophe in the 21st century. It’s a unique and moving reading experience. McNamara has almost forty years in public service; he served as Secretary of Defence to Presidents Kennedy and Johnson from 1961 to 1968. Robert S. McNamara & James G. Blight Through this work he offers personal lessons learned from both the Vietnam War and the Cuban Missile Crisis while he uses the framework of President Woodrow Wilson’s ideas to produce what I judge to be the most compelling realistic blueprint for a new American foreign and security policy. The personalities in the Bush administration would be wise to study McNamara’s morally and intellectually powerful and consistent exposé. I fear they won’t. Wilson’s Ghost is a book way beyond their frame...

I en alder af 86 har Robert S. McNamara skrevet endnu en bog fyldt med klogskab og vision, Wilsons Spøgelse, i samarbejde med James G. Blight. Dens undertitel er Om at mindske risikoen for konflikt, drab og katastrofe i det 21. århundrede. (Robert S McNamara & James G Blight: Wilson’s Ghost, Reducing the Risk of Conflict, Killing and Catastrophe in the 21st Century, BBS Public Affairs, New York, 2001, 270 pp, 24 USD). Det er en enestående og bevægende læseoplevelse. McNamara tilbragte næsten 40 år i offentlig tjeneste, han var forsvarsminister under præsidenterne Kennedy og Johnson fra 1961 til 1968. Robert S. McNamara & James G. Blight Gennem dette arbejde viderebringer handet han personligt har lært af både Vietnamkrigen og Kubakrisen samtidig bruger han strukturen fra præsident Wilsons ideer til at frembringe, hvad jeg bedømmer som den mest overbevisende realistiske skitse til en ny amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Personerne i...

President Bush’s State of the Union address was great rhetorically, he was self-confident and visionary. He comforted, I assume, the souls of Americans. Members of Congress rose to their feet and applauded him repeatedly and enthusiastically. I’ve taken the trouble to listen to the speech, read it carefully and analyse it. Why do I, deep down, perceive this speech as bellicose, disrespectful of others and as boding ill for the world? I believe we all have a duty now to try to dialogue with Americans about the fact that some of us who are by no means “anti-American” feel increasingly alienated by what we hear and see. I, for one, was brought up with great admiration for the United States; my parent’s generation always pointed to how Americans helped Europe, to the Marshall Plan and the dynamism of American society, its art, literature and music, and the miracles of its...

President Bushs tal om tillståndet i nationen var storartat retoriskt sett, fyllt av självförtroende och visionär kraft. Jag förmodar att han skänkte tröst till amerikanerna. Medlemmar av kongressen reste sig och applåderade honom gång på gång och med entusiasm. Jag har bemödat mig om att lyssna till talet och läsa det noggrant och analysera det. Varför uppfattar jag, innerst inne, detta tal som krigshetsande, som att det brister i respekt för andra och som att det är illavarslande för världen? Jag tror att vi alla nu har en skyldighet att försöka föra en dialog med amerikanerna om att en del av oss som på intet sätt är “antiamerikanska” känner oss alltmer främmande inför det vi hör och ser. Jag, exempelvis, uppfostrades med stor beundran för Förenta staterna; mina föräldrars generation pekade alltid på hur amerikanerna hjälpte Europa, på Marshallplanen och på dynamiken i det amerikanska samhället, dess konst, litteratur och...

Præsident Bush’s erklæring om unionens tilstand var retorisk vellykket, han var selvbevidst og visionær. Jeg tror han var en trøst for amerikanske sjæle. Kongressens medlemmer rejste sig entusiastiskt og klappede igen og igen. Talen er interessant også for andet end det, medierne hidtil har taget op fra den. Jeg opfatter talen som krigerisk, uden respekt for andre og som ildevarslende for verden. Jeg tror vi alle nu har en pligt til at tale med amerikanere om hvorfor mange af os, som aldeles ikke er “anti-amerikanske,” føler os fremmedgjorte af hvad vi ser og hører. Jeg, for min del, blev opdraget til stor beundring for De Forenede Stater. Mine forældres generation pegede altid på, hvordan amerikanerne hjalp Europa, på Marshall-planen, det amerikanske samfunds dynamik, dets kunst, litteratur og musik og dets økonomiske mirakel. USA i de sene 1950ere og 1960erne var et land, der blev beundret af millioner, det havde en...

Introduction This PressInfo is written by concerned American citizens. They express their thoughts upon reading PressInfo # 143, Bush’s “State of War Address”. Among them are activists, leadership experts, consultants, business people, professors, a priest, editors, while others who wrote are simply concerned citizens. They are about an equal number of men and women. Below you can read what they think and feel. All are critical of Bush’s policies. Did we select only Bush-critical messages? No. However, only one (1) among some forty responses was critical to the analysis in PressInfo # 143: a US government envoy to a conflict region wrote back without offering his name, “I would prefer that I do not receive crap news like this one.” These are the main themes: – Bush does not speak for me. I disagree with U.S. foreign policy. – I am ashamed that he is our President. I do not...