PressInfo #145 – McNamaras skitse till enny amerikansk politik: Lyt Hr Bush

I en alder af 86 har Robert S. McNamara skrevet endnu en bog fyldt med klogskab og vision, Wilsons Spøgelse, i samarbejde med James G. Blight. Dens undertitel er Om at mindske risikoen for konflikt, drab og katastrofe i det 21. århundrede. (Robert S McNamara & James G Blight: Wilson’s Ghost, Reducing the Risk of Conflict, Killing and Catastrophe in the 21st Century, BBS Public Affairs, New York, 2001, 270 pp, 24 USD). Det er en enestående og bevægende læseoplevelse. McNamara tilbragte næsten 40 år i offentlig tjeneste, han var forsvarsminister under præsidenterne Kennedy og Johnson fra 1961 til 1968.

Robert S. McNamara & James G. Blight

Gennem dette arbejde viderebringer handet han personligt har lært af både Vietnamkrigen og Kubakrisen samtidig bruger han strukturen fra præsident Wilsons ideer til at frembringe, hvad jeg bedømmer som den mest overbevisende realistiske skitse til en ny amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Personerne i Bush administrationen ville gøre klogt i at studere McNamaras moralsk og intellektuelt kraftfulde og sammenhængende fremstilling. Det er jeg nu bange for, at de ikke gør. Wilsons spøgelse er en bog langt uden for deres referenceramme. Men vi skal alligevel være glade for, at der findes en stemme som McNamaras, som både i 1995 og 1999 udgav bøger om Vietnamkrigens tragedie og hvad man kan lære af den; han har desuden haft det moralske mod til at rejse tilbage til Vietnam, lytte, være selvkritisk og deltage i semininarer for gensidig forståelse af historien mellem de to lande og for at skabe forsoning.

Jeg kan ikek forestille mig at nogen af Bush familien, Bill Clinton eller deres sekretærer og rådgivere i fremtiden vil tage tilbage til Iraq, Jugoslavien eller Afghanistan for at diskutere tragedierne og hvordan man kan bevæge sig mod en forsoning.

Her en beskrivelse af hvordan McNamaras og Blights enestående bog er opbygget i 4 grundafsnit:

McNamaras trosbekendelse: en moralsk politik

I den første del af bogen beskriver McNamara sit credo. I det 20. århundrede dræbtes ca. 160 millioner mennesker i krig. Det må være vores moralske første opgave i det 21. at forhindre at noget lignende sker. “Vi bruger Wilsons tragedie som et historisk spejl til belysning af vore egne sikkerhedsrisici og som en stimulans til at finde veje til formindskelse af disse risici.”

I modsætning til, hvad Wilson troede, viste første verdenskrig sig ikke at være “den krig som afsluttede alle krige”. I Versailles håbede Wilson at opnå to ting, nemlig for det første at lægge grunden for en ikke-straffende fred, som var rettet mod at skabe forsoning mellem Tyskland og dets europæiske fjender og for det andet at skabe en multilateral struktur for håndtering af konflikter, nemlig Folkeforbundet (Leagure of Nations). Men han mislykkedes med begge dele. Tyskland følte sig dybt ydmyget og Folkeforbundet blev gjort næsten betydningsløst derved at USA ikke var med. Wilson selv døde af et slagtilfælde i 1919.

Vi har, siger forfatterne, at gøre med 2 fundamentale budskaber fra de sidste 100 år:

a) Det moralske imperativ. Vi må undgå massedrabene i fremtiden.
b) Det multilaterale imperativ. USA må være ledende i arbejdet for at mindske blodsudgydelser, men aldrig – aldrig – anvende sin økonomiske, politiske eller militære magt unilateralt undtagen til forsvar for sit eget territorium.

Disse to imperativer udgør kernen i forfatternes “radikale program”.

De opsummerer den lære, man kan drage af Wilsons mislykken således:

– om moral i modsætning til moraliseren: Vælg livet, siger de med henvisning til Albert Schweitzer. Og tillad ikke forsøg på at iværksætte en udenrigspolitik baseret på moral at blive ødelagt af moralistisk selvretfærdighed.
– om multilateralisme: Hvis der mangler en fast forpligtelse til multilaterale afgørelser, helst institutionaliserede gennem troværdige internationale og regionale organisationer, bliver håbet om en holdbar fred illusorisk.
-om forebyggelse i stedet for at løbe risiko for konflikt mellem stormagter: Forsøg at vise din modstander forståelse, empati; hvis du ikke gør det, risikerer du den slags fejlberegning, misforståelse og fejlbedømning, som stormagter imellem kan føre, og har ført, til katastrofal krig.
– om at reducere i stedet for at fremme gensidig nedslagtning: Nye grænser, specielt løsrivelse og dannelse af nye stater er sandsynligvis farlig og destabiliserende og skal derfor kun forsøges som den allersidste udvej og selv da kun, hvis de nye grænser ikke truer naboer til de involverede stater.

Således foreslår McNamara, at hvis USA skal lede og fortjene at være leder, skal dets moralske mål være at udforme en udenrigs- og forsvarspolitik, sammen med andre, som vil forhindre de massedrab vi så i det 20. århundrede. Aldrig mere 160 millioner døde ! Lyt, siger de, til Kant og Hans Küng, lyt til de store religioner som har en fælles tro på Den Gyldne Regel. Kristendommen siger: “Hvad du ønsker andre skal gøre mod dig, skal du gøre mod dem”. Buddhismen siger: “Undlad at såre andre på måder du selv ville finde sårende” Og Islam siger “Ingen er en troende medmindre han ønsker dét for sin bror, som han ønsker for sig selv”.

Kort sagt politikken må baseres på en grundlæggende værdi: afgør stridigheder indenfor og mellem nationer uden at ty til vold.

McNamara og Blight henviser til Reinhold Niebuhrs diskussion fra 1944 om ondt og godt – med betragtelig relevans for den situation vi er i efter 11. september. Hvad der er ondt i den internationale sfære er “hævdelsen af en egennytte uden hensyntagen til helheden, hvadenten helheden opfattes som de nærmeste samfund eller hele menneskeheden”. I modsætning til “mørkets børn” søger lysets børn “at bringe egennytten under en mere universel lovs disciplin og i harmoni med mere universale goder”.

Vi må forebygge stormagtskonflikt

Det forræderi, som Tyskland oplevede, gav næring til Naziregimets fremvækst. Det medførte, at det 20. århundrede blev “druknet i blod”. “Wilsons spøgelse” skriver McNamara og Blight “har allerede vist sig i det 21. århundrede, idet Rusland og Kina er blevet mere mistænksomme overfor USA og Vesten, som har snydt dem: for russernes vedkommende, efter deres opfattelse, ved at fragå løfter om ikke at udvide NATO og efter kinesernes opfattelse handler det om løfter om ikke at støtte Taiwans stræben efter selvstændighed.”.

Forfatterne siger ikke, at Rusland og Kina har ret. Deres psykologisk velbegrundede pointe er, at vi må anvende “realistisk forståelse” og bringe dem begge “ind fra kulden”. McNamara minder os om, hvor lille forståelse Vesten i sin tid udviste overfor Rusland og Vietnam.

Og så kommer et særlig vigtigt argument. “Konflikt på grund af uagtsomhed er ikke konflikt ved “et uheld”. Snarere er det en konflikt, der opstår på grund af utilsigtede konsekvenser af mange aktørers handlinger over en udstrakt periode, hvor ingen af aktørerne fra begyndelsen af havde forudset en krise, der fører til forøget risiko for krig mellem to eller flere af dem.”

Forfatterne understreger, at nogle af de vigtigste handlinger, der fører til krig, er handlinger begået år, årtier, sommetider århundreder før krigen faktisk bryder ud. Historien – uforenelige fortolkninger af den “samme” historie – må også tages i betragtning som en potentielt eksplosiv faktor, der i en proces kan føre til øget risiko for konflikt.Den vigtige distinktion McNamara og Blight her gør er den mellem konflikten og dens rødder på en ene side og volden på den anden.

Det véd McNamara noget om. I august 1937 var han i Shanghai og oplevede Japans uprovokerede bombning af denne by. Kineserne hævder at den kostede 20 millioner livet. I 1996 fornyede USA og Japan deres sikkerhedsalliance. Hvordan ville vi opleve det, hvis vi var kineserne?

Vesten lovede Gorbatjov ikke at udvide NATO, men vi brød det løfte og NATO sender “metastaserer” for at omringe Rusland engang for alle. Har Vesten givet nok hjælp, den rigtige hjælp og hjælp i tide til Rusland? Næppe, siger de! Jeltsin talte om “kold fred” i 1994 og den har vi nu, siger forfatterne. Der er mange andre eksempler og vi må forstå, siger de, at andre ser en amerikansk arrogance, et amerikansk bedrag, en amerikansk trussel og et amerikanskt skabt eventuelt urocenter. Det betyder jo ikke, at forfatterne nødvendigvis er enige med russerne og kineserne, men:

“Dette er det helt centrale forslag, begyndelsen på den visdom, som skal forhindre stormagtskonflikt i det 21. århundrede: hvis Rusland føler sig alvorligt truet af NATOs ekspansion på dets vestgrænse og hvis Kina på samme måde føler sig truet af, hvad det opfatter som stigende amerikansk støtte til Taiwans selvstændighed og genbevæbning af Japan, så bør USA og dets allierede, inklusive Japan, føle sig tilsvarende truet”.

Formindskelse af masseslagtningen.

Wilson fremsatte sine 14 punkter, der tilsyneladende lovede national selvbestemmelse til alle, der begærede det. Det var, vurderer McNamara og Blight, en opskrift på katastrofe. I denne del af bogen behandler forfatterne Rwanda, Somalia og Balkan (især Kosovo/a). Deres udgangspunkt er en diskussion af Niebuhrs berømte spørgsmål: Hvor meget ondt må vi gøre for at gøre godt ?

Det er ikke overraskende, at erfaringerne fra Vietnam igen står centralt: “Vietnams tragedie var, på mange måder, den amerikanske unilateralismes tragedie”. I dag må vi lære, at “USA i intet tilfælde skal beslutte sig unilateralt for at gribe ind. Amerikanske ledere er ikke alvidende, selvom de somme tider optræder, som om de var. Klogskab og viden om lokale forhold er vigtige for en succesrig intervention, og andre med tilsvarende bekymringer kan meget vel have mere heraf end amerikanerne …. vi skal praktisere dét demokratiske princip, vi prædiker ved at underkaste vore opfattelser og planer kritisk gennemgang af ligesindede allierede med tilsvarende værdier og interesser”.

Der vil være en række juridiske, institutionelle og perceptive fordele forbundet med at følge dette princip. Hvis USA konsulterer andre og lytter med forståelse, vil det gøre færre fejltagelser. Hvis USA gør sådan vil det også “bekæmpe den opfattelse, der breder sig over verden, at USA er blevet en ‘bøllesupermagt'”. For at sige det ligeud, den eneste måde hvorpå USA kan blive en accepteret og værdsat leder er ved at praktisere multilateralisme og forståelse/empati og anvende en kompleks analyse af de langsigtede konsekvenser af dets hidtidige og nuværende politik.

Man kan synes, at denne del af bogen siger alt for lidt om konfliktløsning, voldsforebyggelse og almene nord-syd problemer i forhold til hvad der bruges på at udstikke retningslinier for hvornår og hvordan der skal interveneres militært. Det er synd, fordi McNamaras angrebsvinkel er helt i overensstemmelse med moderne teorier og metoder for konfliktløsning – og med FNs charter, som fastslår, at alt skal forsøges med civile midler inden militærmagt sættes ind som den absolut sidste udvej.

Forfatterne tager – meget nødvendigt – afstand fra en af tidens mest moralistiske tendenser – den absolutistiske menneskeretsbevægelse, som hævder at det er en pligt at gribe ind: “Menneskeretsbegrundelsen for amerikansk indgriben i sidste ende er forførende, men vi er ikke overbeviste. Mange af dem, der har denne opfattelse påstår, at amerikansk unilateralisme ikke er som andre landes unilateralisme, f.eks. lande med en kolonimagts fortid og måske stadig med rester af imperieambitioner. De påstår, at USA vil tage bedre vare på dem i hvis affærer det vælger at blande sig. Men mens dette argument måske går ind hos europæiske og amerikanske tilhængere, kan vi ikke forestille os, at det kan accepteres af cubanere, filippinere, grenadanere, panamaianerne, vietnamesere, dominikanere, mexikanere eller andre som har mærket svøben af, hvad de betragter som amerikansk imperialisme”.

Gjorde vi, gennem vore bombninger, livet bedre for menneskene i Kosovo? Svaret kan meget vel være nej, siger de, og minder os om Carl Kaysens moralske pointe “du kan ikke retfærdiggøre drab for noget, du ikke er parat til at dø for”. Vesten kan have meget fine værdier, men hvis man ikke er parat til at ofre noget for at fremme dem, hvad er de så egentlig værd ?

Således er Wilsons Spøgelse ét langt, overbevisende argument imod unilateral indblanding og derved – indirekte ihvertfald – for ikkevoldelig konfliktløsning. Og få om nogen kan tale med udgangspunkt i en større personlig erfaring med krige og større verdenskriser siden 1937.

Afskaf kernevåben engang for alle

Vi har stadig ikke forstået hvad brugen af kernevåben vil betyde for verden i form af ødelæggelse, inklusive måske 300 millioner døde. Vi har ikke forstået, at en første-brugs politik (som NATOs) er destabiliserende og truende og at efter-kold-krigs kernevåbensituationen er farligere end før. Vi véd nu fra de nyligt offentliggjorde bånd at Nixon forelog Kissinger at tænke stort og overveje brugen af kernevåben mod Vietnam.

Vi har ikke forstået at intet politisk mål nogensinde kan retfærdiggøre deres anvendelse. Her er et andet eksempel på bogens bemærkelsesværdige klarhed:

“Dette er tror vi, den korrekte måde at håndtere problemet (med kernevåbnene): begynd med enden, den mulige katastrofe; spørg om noget – noget overhovedet – kunne retfærdiggøre en sådan udgang; hvis svaret er nej, så har du din marchordre; kapaciteten til at ødelægge nationer skal fjernes. Eftersom det mulige udfald er absolut, må handlingen for at forebygge det også være absolut.”

De fortsætter med at sige, at mens den kolde krig er forbi, så er afskrækkelsen det ikke – og den er moralsk uacceptabel, militært unødvendig, og ekstremt farlig. Forestillingen om at vinde en kernevåbenkrig er en urealistisk drøm; at bygge et ballistisk raketforsvar er et andet eksempel på amerikansk ekceptionalisme og vil blive opfattet af andre som endnu et eksempel på USAs ageren som bøllesupermagt. For det kan kun gøres på bekostning af verdenssamfundets sikkerhed.

Efter Canberra-Kommissionens eksempel skitserer forfatterne så et meget realistisk program frem mod en kernevåbenfri verden. Vi må bekæmpe frygten, siger de, for at en sådan proces og en sådan verden skulle være mere farlig end den verden, vi har med disse våben. Og de erkender at der er risici, som f.eks. muligheden for at nogen snyder og at nogen hopper af nedrustningsprocessen og at andre tager chancen og erhverver kernevåben.

Igen råder de os imidlertid til at se på hele billedet, og til at forstå de andre. Kernevåbenstater ville blive i stand til at bruge deres energi til mere konstruktive formål og forholdet mellem de nuværende kernevåbenmagter og dem, der ikke har kernevåben, ville ændre sig fundamentalt. “Det er nemt at se, hvorfor vi må holde øjet fast på nul som det nødvendige antal kernevåben. Fordi en verden, som vil acceptere at give afkald på sine kernevåben og retten til at lave dem, er en verden hvori mange lande vil føle sig mere sikre uden dem end de nu føler sig med dem.”

Trænger disse tanker igennem ?

Wilsons Spøgelse er en smuk og pædagogisk bog skrevet med mere lidenskab og overtalelsesevne end de fleste. Mod slutningen opsummerer McNamara og Blight det hele ved at argumentere for, at vi har en forpligtelse til i et vist omfang at opveje de mange, som døde voldeligt i det 20. århundrede. For at gøre det må vi føle, tænke og handle efter følgende retningslinier:

Om stormagtskonflikter: Gensidig forståelse og indlevelse nu !

Om massedrab: Løs konflikterne nu, uden vold !

Om kernevåben: Radikal nedskæring – og til slut total afskaffelse – begynd nu !

Dette er naturligvis ikke den eneste bog med visdom, vision og klarsyn. Der er mange amerikanske videnskabsmænd, journalister, fredsforskere og eksperter i international politik, som har beskrevet trygge og moralskt acceptable alternativer til den nuværende selvretfærdige, ensidige, missionspolitik, som Bush-regimet står for. Og vi véd, at et ikke-imperalistisk USA ville være et smukkere og mere beundret samfund.

Spørgsmålene i hvert fald jeg stiller mig, når jeg lægger en bog som Wilsons Spøgelse og alle de andre lige så fremragende fra mig er disse: Hvorfor synes den formelle magts porte vidt åbne for destruktive teorier og metoder? Hvorfor er disse porte smækket i i hovedet på dem, som argumenterer for forståelse, forsoning, historisk ydmyghed, ikke-vold, medlidenhed og sameksistens? Hvilken verden vil vi på langt sig få med denne selektionsmekanisme?

Hvorfor accepterer jeg, og hvorfor accepterer du, at det er sådan – og hvad kan vi gøre for at tvinge disse porte op inden katastrofen kommer over os alle? For, når alt kommer til alt, handler demokratisk ledelse om åbne døre og om at lytte snarere end om intellektuelle mure og små eliters megalomanisk gruppetænkning.

Oversat af Orla Jordal

Argument Without End: In Search of Answers to the Vietnam Tragedy
Robert S. Ncnamara, James G. Blight, Robert K. Brigham, Biersteker

In Retrospect: The Tragedy and Lessons of Vietnam
Robert McNamara and Brian Vandemark

© TFF 2002

PhD, Peace & future researcher + ‌Art Photographer, Professor Emeritus and media commentator

Related Posts

Below are TFF-related media mentions, comments, videos and social media posts published elsewhere but not on this homepage. We happen to catch and list only a fraction. Regarding video comments and debates, we recommend that you go to the TFF Video Channel on Substack where many of them are reproduced. Jan Oberg is a contributor to China Daily – 52 million daily clicks – and Global Times, CGTN and CCTV (the national television), China Investment, Xinhua News Agency and several others. Articles and videos on these media very often multiply into countless Chinese (and Western media) that re-post them from these main media. Thanks to The China Academy, his analyses, interviews and comments are frequently posted on YouTube channels such as Thinkers Forum and Wave Media. These videos are often re-posted on Bilibili (China’s YouTube), the China Content Center on TikTok, and on the Chinese edition of TikTok, Douyin.com. This means reaching hundreds of millions of viewers worldwide over a year. While there are too many to catch on all these...
Small and different + among the 10% most active + 9,000 texts + 150 Associates + 60 000 a day — and a stubborn belief that peace is smarter and must be secured by peaceful means. In 2026, the Transnational Foundation for Peace and Future Research (TFF) turns 40. On Monday, October 5, 2026, a new TFF homepage will go live — a new gateway to more than 9,000 articles, analyses, research papers and other contributions produced over four decades of independent peace research. But this is not simply a new website. For four decades, TFF has worked from a simple conviction: peace is smarter than militarism and can be brought about by peaceful means. This is not merely an aspiration. It is the principle expressed in the UN Charter and the Gandhian tradition that has guided our work from the beginning. TFF is a research-based, independent and people-financed foundation....
The agreement is catastrophic both because of what it says and what it doesn’t mention. It reduces further the major asset of security policies: Freedom of action. Jan Oberg TFF director September 25, 2026 A couple of hours before the agreement was signed on September 22, 2026, I published the following 13 hypotheses about what it would most likely contain on TFF Substack (in English). I was wrong on only the first point. Contrary to what Trump had written on his Truth Social platform, it does not appear to come into force immediately. In fact, it turned out to be worse than even I had anticipated. After these hypotheses now come a number of reflections in light of what the agreement actually contains, and does not contain, as well as the way in which it has generally been presented by major media outlets and by the public-service broadcaster DR. My...

Recent Articles

Photo above: Carl Fredrik Reuterswärd’s Non-Violence outside UN Headquarters in New York. Kirill Levin, CC BY-NC-SA 2. Jan Oberg November 3, 2026 I am happy to be published in Horizons which is produced by the Center for International Relations and Sustainable Development, CIRSD, in Belgrade. My contribution brings out a radical re-thinking of what concepts such as defence, security, deterrence – and peace – may mean if we want to create a more peaceful world. It also summarises a few things I have been working with the last few decades. Please read it here Og her er den på dansk, takket være Johnny Baltzersens lynhurtige oversættelse
UNITE-tillid, DREAM-velstand og andre konstruktive komponenter Normally we publish articles in English here. But this is a translation of a very important TFF document that should reach as many as possible in Denmark since this country’s government has been one of the most hardline in Europe and, up till now at least, has refused to use diplomacy and, instead, spent tremendous sums on arming Ukraine with the express goal of defeating Russia. Thus this – unique – article is in Danish. Vi er Johnny Baltzersen og hans Fælles Sikkerhed – Fælles Fremtid på Substack overmåde taknemmelige for at have oversat og publiceret TFF’s 2025-portfølje for fredsidéer med henblik på Ukraines fremtid. Vi håber den nu kan nå mange flere danskere – som også vil sprede den og skabe debat – nu den danske regerings og folketingspartiernes politik på dette område siden 2022 står nu – forudsigeligt – ved vejs ende....
Jan Oberg TFF director October 28, 2026 Exactly one month has now passed since I published my criticism of the introduction to the special issue on Johan Galtung published by the Journal of Global Security Studies, JoGSS, and of Tor Egil Førland’s chapter about Galtung which serves as a preview to his forthcoming biography of Galtung to be published by PRIO. See the original on The Transnational here and the same article on TFF Substack with many general and critical comments and, in particular, the people who decided to withdraw from the biography project in protest. The special issue itself was extraordinary. It was devoted to the intellectual legacy of one of the founders of peace research and contained a number of strong assessments of his personality, scholarship, intellectual trajectory, and public role. Such assessments are, of course, entirely legitimate. No scholar is beyond criticism, and neither was Johan Galtung....

TFF on Substack

Discover and subscribe to more peace materials on TFF Substack

Most Popular

Photo above: Carl Fredrik Reuterswärd’s Non-Violence outside UN Headquarters in New York. Kirill Levin, CC BY-NC-SA 2. Jan Oberg November 3, 2026 I am happy to be published in Horizons which is produced by the Center for International Relations and Sustainable Development, CIRSD, in Belgrade. My contribution brings out a radical re-thinking of what concepts such as defence, security, deterrence – and peace – may mean if we want to create a more peaceful world. It also summarises a few things I have been working with the last few decades. Please read it here Og her er den på dansk, takket være Johnny Baltzersens lynhurtige oversættelse
UNITE-tillid, DREAM-velstand og andre konstruktive komponenter Normally we publish articles in English here. But this is a translation of a very important TFF document that should reach as many as possible in Denmark since this country’s government has been one of the most hardline in Europe and, up till now at least, has refused to use diplomacy and, instead, spent tremendous sums on arming Ukraine with the express goal of defeating Russia. Thus this – unique – article is in Danish. Vi er Johnny Baltzersen og hans Fælles Sikkerhed – Fælles Fremtid på Substack overmåde taknemmelige for at have oversat og publiceret TFF’s 2025-portfølje for fredsidéer med henblik på Ukraines fremtid. Vi håber den nu kan nå mange flere danskere – som også vil sprede den og skabe debat – nu den danske regerings og folketingspartiernes politik på dette område siden 2022 står nu – forudsigeligt – ved vejs ende....
Jan Oberg TFF director October 28, 2026 Exactly one month has now passed since I published my criticism of the introduction to the special issue on Johan Galtung published by the Journal of Global Security Studies, JoGSS, and of Tor Egil Førland’s chapter about Galtung which serves as a preview to his forthcoming biography of Galtung to be published by PRIO. See the original on The Transnational here and the same article on TFF Substack with many general and critical comments and, in particular, the people who decided to withdraw from the biography project in protest. The special issue itself was extraordinary. It was devoted to the intellectual legacy of one of the founders of peace research and contained a number of strong assessments of his personality, scholarship, intellectual trajectory, and public role. Such assessments are, of course, entirely legitimate. No scholar is beyond criticism, and neither was Johan Galtung....
Read More
knotted gun
Photo above: Carl Fredrik Reuterswärd’s Non-Violence outside UN Headquarters in New York. Kirill Levin, CC BY-NC-SA 2. Jan Oberg November 3, 2026 I am happy to be published in Horizons which is produced by the Center for International Relations and Sustainable Development, CIRSD, in Belgrade. My contribution brings out a radical re-thinking of what concepts such as defence, security, deterrence – and peace – may mean if we want to create a more peaceful world. It also summarises a few things I have been working with the last few decades. Please read it here Og her er den på dansk, takket være Johnny Baltzersens lynhurtige oversættelse
TFFPortfolioVign
UNITE-tillid, DREAM-velstand og andre konstruktive komponenter Normally we publish articles in English here. But this is a translation of a very important TFF document that should reach as many as possible in Denmark since this country’s government has been one of the most hardline in Europe and, up till now at least, has refused to use diplomacy and, instead, spent tremendous sums on arming Ukraine with the express goal of defeating Russia. Thus this – unique – article is in Danish. Vi er Johnny Baltzersen og hans Fælles Sikkerhed – Fælles Fremtid på Substack overmåde taknemmelige for at have oversat og publiceret TFF’s 2025-portfølje for fredsidéer med henblik på Ukraines fremtid. Vi håber den nu kan nå mange flere danskere – som også vil sprede den og skabe debat – nu den danske regerings og folketingspartiernes politik på dette område siden 2022 står nu – forudsigeligt – ved vejs ende....
JoGSS-Silent
Jan Oberg TFF director October 28, 2026 Exactly one month has now passed since I published my criticism of the introduction to the special issue on Johan Galtung published by the Journal of Global Security Studies, JoGSS, and of Tor Egil Førland’s chapter about Galtung which serves as a preview to his forthcoming biography of Galtung to be published by PRIO. See the original on The Transnational here and the same article on TFF Substack with many general and critical comments and, in particular, the people who decided to withdraw from the biography project in protest. The special issue itself was extraordinary. It was devoted to the intellectual legacy of one of the founders of peace research and contained a number of strong assessments of his personality, scholarship, intellectual trajectory, and public role. Such assessments are, of course, entirely legitimate. No scholar is beyond criticism, and neither was Johan Galtung....
Screenshot 2026-10-26 115647
An aspect of Iran’s culture and civilisation you’ve probably never heard about. Don’t be surprised if the US and Israel also try to bomb them. Jan ObergTFF director October 26, 2026 Today – under the “USraeli” threat of new “annihilating” bombings – opens the 7th International Conference on Peace and Conflict Resolution at Tehran’s University. As far as I can tell, this is the only permanent, advanced peace research institution in West Asia/the Middle East. Perhaps more countries in that region could be inspired? I mean, how many military “security” institutes and military academies do they have? Many peace research institutes and university departments have been established since the 1950s in the West. They are now all under attack; some have closed down, some have gone mainstream, yet others kept the name but do nothing to research peace and disseminate results or advice; instead, they cooperate with militarism’s platforms such...
Screenshot 2026-10-15 141837
Let’s discuss using AI to create peace – in contrast to boring geopolitics devoid of creative healing and visions. Jan Oberg TFF director October 15, 2026 I asked VEED to create a short video exemplifying how peace is preferable to war, then chose the lady as a template. Simple as that. In less than a minute, it produced this video, which any peace-loving person would appreciate. The only problem is that human intelligence (HI), at least the one that exists among Western decision-makers, isn’t half as moral or smart as AI. I have used AI to dialogue about peace and peace plans, creative conflict resolution and visions of a better future for humankind. It so happens that I am having more stimulating, intelligent, creative and moral discussions with AI than I could possibly have with any EU or NATO leader today. Yes, AI has very problematic and dangerous aspects; used...
girl-5894831_1280
Below are TFF-related media mentions, comments, videos and social media posts published elsewhere but not on this homepage. We happen to catch and list only a fraction. Regarding video comments and debates, we recommend that you go to the TFF Video Channel on Substack where many of them are reproduced. Jan Oberg is a contributor to China Daily – 52 million daily clicks – and Global Times, CGTN and CCTV (the national television), China Investment, Xinhua News Agency and several others. Articles and videos on these media very often multiply into countless Chinese (and Western media) that re-post them from these main media. Thanks to The China Academy, his analyses, interviews and comments are frequently posted on YouTube channels such as Thinkers Forum and Wave Media. These videos are often re-posted on Bilibili (China’s YouTube), the China Content Center on TikTok, and on the Chinese edition of TikTok, Douyin.com. This means reaching hundreds of millions of viewers worldwide over a year. While there are too many to catch on all these...