fortsættelse af PressInfo 148 og 149.
Militarisering overfor demilitarisering.
Våben og ammunition er strømmet ind i Mellemøstkonflikten i årtier. De, der tjener på våbeneksporten, har undskyldt sig med, at det bidrog til en eller anden slags balance og til “sikkerhed” og “stabilitet”.
Hvad, hvis vi endelig brugte Mellemøsttragedien til at stoppe denne form for (selv)bedrag.
Hvad, hvis en stor fredsbevarende mission var fløjet ind for længe siden og på en kontant måde havde afvæbnet alle sider og dannet et sikkerhedssystem sammen med dem og havde skabt en Fredszone.
Hvad, hvis vi endelig begyndte at se på våben og andre voldelige midler som det store problem (sammen med de konflikter, der har dybe rødder, selvfølgelig) ? Vist bliver man fortvivlet, når man ser folk bruge våben og slå hinanden ihjel. Men hvad, hvis vi også fordømte de private og statslige interesser, der tjener på at udvikle, producere og eksportere disse våben ?
Hvad, hvis vi fordømte de våbeneksporterende lande og selskaber som hyklerisk siger: “åh, det er ikke meningen, at I skal bruge de våben, I har betalt os så godt for ! I må stoppe volden før vi vil handle med jer !”
Hvad, hvis medierne rejste spørgsmål som: Har USA og andre lande ret til at give Israel våben og fortælle dem, at de ikke må bruge dem ? Er USA troværdig, når det samtidig taler mod militær udfoldelse og er historiens største producent og forbruger af våben og har en historisk rekord i antallet af krige, interventioner, besættelser, hemmelige aktioner og andre militært understøttede politiske handlinger ?
Kan USA troværdigt bede Israel om ikke at bekæmpe, hvad Israel kalder terror, når de har lært tricket og retorikken fra USA selv siden 11. september?
Har USA nogen moralsk ret til at fordømme palæstinensisk terrorisme, når USA selv bygger en betragtelig del af sin globale politik på udøvelsen af statsterrorisme ?
Hvad, hvis … så måske
Hvad, hvis vi begyndte at se lokale konflikter som en næsten uundgåelig konsekvens af den kortsigtede og brutale politik, som det internationale samfund har ført i fortiden, i dette tilfælde siden 1948 ?
Hvad, hvis vi vovede at drage den konklusion, at vold, hvad enten den begås af George W Bush, bin Laden, Sharon eller palæstinenserne gror ud af den ene sides magtarrogance og den anden sides desperation og magtesløshed ?
Hvad, hvis borgere begyndte at forlange en lige anvendelse af visse principper ? Hvis man sammenligner, hvad Slobodan Milosevic antages at være ansvarlig for i Kosovo op til anklagen mod ham i 1999 med, hvad Ariel Sharon formodentlig er ansvarlig for i de sidste godt 20 år, er det ikke selvklart hvorfor den første sidder i Haag og den anden kaldes en “fredens mand” af den mest magtfulde leder (i militær, ikke i intellektuel eller moralsk betydning) i vesten.
Hvad, hvis vi vovede at sige højt, at brugen af vold altid er et moralsk og intellektuelt nederlag ? At det hverken er heroisme eller statsmanskab, men disses modsætning ? For dem, der ikke ved noget om konflikt, mægling og fred, er volden en løsning. De millioner, som ved at vold ikke er en løsning, er de almindelig uskyldige og fredselskende borgere, som betaler prisen på Balkan, på Afrikas Horn, i Afghanistan, Mellemøsten og alle andre steder.
Hvis man i det mindste diskuterede og forskede mere i nogen af disse problemer blev der måske mindre vold rundt om. Vi slap måske for militær besættelse med tanks og bulldozere, ingen stats- eller smågruppeterror og ingen selvmordsbombere. For en professionel konfliktekspert, for en fredsarbejder er disse spørgsmål helt naturlige at stille og at udforske.
Min ydmyge konklusion er, at så længe der er så megen konflikt “analfabetisme”, så lidt intellektuelt interesse og professionel viden blandt magteliterne, så vil der være vold.
Når vi ønsker at reducere volden i trafikken, forlanger vi, at folk læser teoribøger og studerer trafikregler, øver sig bag rattet og så aflægger en prøve, kun da, kan de få kørekort. Vi bygger også sikrere veje og biler. Sådan er det ikke i den internationale politiske trafik ! Her kører folk hurtigt uden grundlæggende regler, uden praktisk erfaring eller kørekort vedrørende konflikter; og de største og hurtigste køretøjer bestemmer…
Det er klart, at de gamle intellektuelle kort er forældede, at de gamle veje er blokerede. Tragedien i Mellemøsten handler ikke kun om Mellemøsten. Den handler om rå magtpolitik forklædt som “freds”skabelse, konfliktkontrol, “sikkerhed”. Det sker i kølvandet på konfliktfejlhåndteringen på Balkan, i Somalia, Afghanistan og mange andre konfliktområder, hvor udtalte ædle motiver konstant er blevet trampet på af interesser som olie, afprøvning af våben, diamanter, grådighed, økonomisk vinding, almindelig demonstration af mandemagt, skabelsen af militære baser, privatisering og NATO udvidelse. I ingen af disse frygtelige kriser prøvede regeringerne altruistisk at hjælpe de lokale stridende parter til at leve fredeligt sammen.
Mellemøsten skal blive det sidste bevis på freds-skabelses bedraget fra det såkaldte internationale samfund og i særdeleshed USA. Siden 1989 har vi kun set foragt for international lov og menneskerettigheder. Vi har set, hvordan den potentielt mest relevante og internationalt mest demokratiske organisation nogensinde, FN, er blevet sat ud på en sidelinie og undertrykt af USA, især.
Hvis en leder på højt niveau har mod til at se og sige noget i retning af dette, kunne der åbnes nye veje til global fred, hvilket ville være en smule mere værdigt for de vestlige ledere, som påstår, at de er uddannede og civiliserede.
