6. maj 2020
COVID19 har udviklet sig til en krig mellem Vesten og Kina om en fortælling. Hvem kan tildeles skylden, så man selv kan gå fri? Kina bliver i den her tid anklaget for mere end normalt at udføre misinformationskampaner. Senest er der kommet en beskyldning fra EU, og nu skulle Kina ifølge DR også have forsøgt at påvirke EU’s kritik af Kina: Har Kina presset EU til at bløde op på kritik? Nu vil parlamentet have svar
Artiklen baserer sig på en rapport fra EU på euvsdisinfo.eu, som mener at dokumentere, at Kina og Rusland spreder misinformation. En umiddelbar og enkel konklusion, som de danske medier gerne videreformidler. Jeg mener dog, at medierne ofte forsømmer at foretage nogle refleksioner og mellemregninger, inden at de videreformidler en påstand om spredning af misinformation fra de demokratiske statsinstitutioner, som faktisk er deres opgave at kontrollere.
Jeg vil derfor i denne artikel fremhæve hvilke overvejelser, jeg mener, at man kunne gøre sig næste gang, at man bliver præsenteret for en nyhed om, at en anden stat spreder misinformation.
Hvad betyder hvad?
Begrebet misinformation bliver ofte brugt i den offentlige debat sammen begreber som desinformation, disinformation og fake news/falske nyheder, men der er ikke altid konsensus om hvad begreberne betyder, og hvordan vi som læsere skal forstå dem.
Lad mig tag dig med på en forvirrende rundrejse i begreberne for at vise, hvordan de bliver brugt forskelligt.
Første eksempel er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Lisbeth Knudsen, som skriver en fin klumme den 24. januar 2020 om fake news og spredning af misinformation men til sidst i indlægget siger, at vi skal ”opbygge den mentale robusthed og modstandskraft mod fake news og disinformation”.
Hun definerer ikke nogen af begreberne, så enten er misinformation og disinformation for hende det samme, eller også skal vi tag os i agt for to forskellige ting.
Den statslige forskningsinstitution DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier), der beskæftiger sig med sikkerhed og udenrigspolitik, anvender ikke begrebet disinformation, men derimod desinformation og misinformation i udgivelsen ”Trolde i dit feed – russisk desinformation”:
Ifølge denne illustration fra DIIS er spredning af misinformation en ubevidst handling. Derimod hvis man spreder information, som man véd er falsk, er det desinformation (Jeg skrev sammen med fredsforsker fra TFF Jan Øberg en analyse af dette materiale fra DIIS).
Med andre ord er desinformation en uetisk og umoralsk handling, ifølge DIIS, hvorimod at sprede misinformation ikke er en uetisk og umoralsk handling, da det ikke gøres for bevidst at vildlede.
I denne artikel fra dr.dk den 30. januar 2017 er overskriften: ”OVERBLIK Her kæmpes der mod falske nyheder og disinformation”
EU vil altså ifølge overskriften forhindre falske nyheder og disinformation, men kort nede i artiklen vil EU sætte ind mod ”falske nyheder og misinformation”.
Artiklen fortæller ikke, hvordan vi som læsere skal forstå begrebet ”disinformation” og ”misinformation”, og det kunne tyde på, at man i artiklen sætter lighedstegn mellem de to begreber. Men som nævnt før, kan det være afgørende, om den anden part bliver beskyldt for bevidste eller ubevidste handlinger.
Det bliver vi lidt klogere på længere nede i artiklen: ”Tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R) har kæmpet for, at EU skulle gå i krig mod “den russiske propaganda”.
Nu bliver ordet propaganda inddraget.
Definitionen af propaganda fra Den Danske Ordbog lyder: ”Information, ofte usand eller ensidig, som udspredes for at påvirke andre til at tænke, mene, føle eller gøre noget bestemt”.
Så propaganda er dermed bevidst vildledelse ligesom desinformation er, ifølge DIIS.
Ifølge Den Danske Ordbogs definition af desinformation og misinformation, kan man umiddelbart godt sætte lighedstegn mellem desinformation og misinformation, men det ser også ud til, at misinformation både kan være formidling af forkerte meddelelser og bevidst formidling af forkerte meddelelser.
Ordet disinformation ser ikke ud til at være optaget i den danske ordbog, men der henvises i stedet til ”desinformation”. Alligevel bliver begrebet disinformation ofte brugt som i overskriften på DR’s artikel ovenfor.
Det kommer sandsynligvis af, at det ord bliver brugt på engelsk i international politik. Når desinformation bliver anvendt i Danmark af fx DIIS, er det muligvis en dansk oversættelse af det engelske ord disinformation.
Ordet desinformation eksisterer ikke på engelsk, men det gør disinformation og misinformation. Forskellen på de to ord lyder således:
Dictionary.com defines misinformation as “false information that is spread, regardless of whether there is intent to mislead.” And it describes disinformation as “deliberately misleading or biased information; manipulated narrative or facts; propaganda.”
Forskellen mellem mis- og disinformation er altså intentionen bag handlingen.
Denne gennemgang skulle gerne illustrere, at der ikke er kontinuitet eller samstemmighed mellem, hvordan begreberne bliver anvendt, og hvad der menes med dem samt at forfatterne ikke altid definerer hvad de taler om.
Jeg tror i hvert fald, at mange, ligesom jeg selv, kan have svært ved i at skelne mellem, hvad der er hvad, når man hører eller læser nyheder i Danmark, hvor medier og politikere ofte slynger om sig med begreberne i beskyldninger mod andre stater som fx Kina eller Rusland.
Medierne burde tydeliggøre fra gang til gang, om der er tale om at fx EU beskylder en anden part for at sprede mis- eller disinformation? Og vigtigere: bliver de beskyldt for bevidste eller ubeviste handlinger? Det kan være afgørende for, hvordan vi skal tag stilling til denne parts handlinger.
Hvordan afgør vi, hvad der er sandt eller falskt?
Det er dog ikke nødvendigvis så enkelt at definere, hvad det er sandt og falsk og afgøre, og hvad der mis- dis- eller desinformation. Specielt ikke indenfor international politik – men gid det var. At jorden er flad er et falskt udsagn ud fra et videnskabeligt faktuelt perspektiv.
”Du får corona-virus af at drikke corona-øl” er et falskt udsagn, og det er bestemt problematisk, hvis den slags løgne spreder sig og med tiden udvikler sig til sandheder.
Derimod er der også mange ting i denne verden, der er svære at analysere og bedømme som sande eller falske.
Det afhænger af vores sind og dermed egne oplevelser, kultur, verdensopfattelse, uddannelse, værdier og moral og så meget andet. Især når det drejer sig om komplicerede udenrigsspørgsmål, som kan involvere milliarder af individer. På netop det område er de fleste jo tvunget til at stole på hvad der formidles fordi de ikke normalt rejser rundt i verden og checker alting selv.
Det ville det være naivt at tro, at der eksisterer én sand udlægning af begivenheder som for eksempel krigene i Afghanistan og Irak.
Derfor kan man ikke gøre andet end at bestræbe sig på objektivitet, når man som f.eks. journalist vil formidle informationer.
Det må vi som læsere og demokratiske borgere derfor også tage med i vores betragtning, når vi læser nyheder i vestlige medier om, hvordan fx Rusland og Kina spreder dis-, des- eller misinformation.
I hver konkret situation bør vi lægge nøje mærke til ordvalget, og om får vi præsenteret en klar definition af begreberne og begrundelser for, hvorfor det er det ene eller det andet.
Hvis der står, at man i EU har observeret en massiv misinformationskampagne fra Kina, hvad betyder det så?
Ja, ifølge ordbogen kunne det både være, at Kina bevidst eller ubevidst vildleder omverdenen, men ifølge DIIS’s definition er det ikke bevidst fra Kinas side, hvis ordet misinformation bliver anvendt – for da mener kineserne selv at de videregiver sand information, men det ifølge ifølge EU ikke er sand information.
Det næste spørgsmål er, om EU beskylder Kina at viderebringe deciderede løgne, som at ”jorden er flad”, eller er der tale om manglende information, om udeladte fakta som EU mener hører til et helhedsbillede?
Hvis man mener, at der mangler væsentlig og relevant information i f.eks. en nyhedsartikel, kan man sige at artiklen ikke fortæller hele sandheden. Det kan jo både være bevidst og ubevidst fra journalisten og mediets side. Hvad der er en hel artikel har at gøre med sammenhæng, definition af spørgsmålet, der formidels viden – og mange andre ting. Ofte taler man om at noget er “taget ud af sin sammenhæng”.
Man kunne f.eks. også forestille sig, at en dansk journalist, der sidder i Danmark og skriver om Kina, ikke får lige så mange forskellige vinkler og informationer med, som hvis hun eller han var til stede i landet og talte med mennesker dér.
Hvis den danske journalist undlader en væsentlig information fra et kinesisk perspektiv, så er det, ifølge DIIS, misinformation – hvis det altså er ubevidst. Det er derimod desinformation, hvis det er gjort bevidst og dermed at betragte som en umoralsk handling.
Hvis denne journalist ubevidst har valgt ikke at søge fakta og perspektiver i alternative kilder, vinkler for skarpt eller er for subjektiv og ukritisk, kan man måske bare tale om at journalisten er dårlig til sit arbejde. Det er naturligvis synd, men som nævnt ikke bevidst fra journalistens side.
Men man kan måske gå skridtet videre og beskylde journalistens overordnede for en bevidst handling. Har man eksempelvis på et russisk medie valgt at hyre en journalist, som man véd har nogle bestemte ensidige holdninger og begrænset kritisk refleksion over sin egen rolle og informationsformidling, er det så fordi, at mediet ønsker at videreformidle et bestemt verdenssyn?
Det er med andre ord utrolig kompliceret, når fx EU beskylder Kina for en misinformationskampagne, men det bliver ofte meget forsimplet, når det bliver videreformidlet af korrespondenter i Bruxelles på live-tv eller i artikler på Danmarks Radios hjemmeside, DR.dk. Der burde gøres nok så mange del-analyser og overvejelser før end man som journalist kan videreformidle hvad den slags information – mis/dis/des – i virkeligheden drejer sig om.
For hvor stor en mængde misinformation taler vi i så fald om? Hvor mange konkrete eksempler er der? Hvem er afsenderen? Og hvordan har EU, eller hvem det nu kunne være, vurderet, om den konkrete information er mis-,dis- eller desinformation?
Ærlig talt tror jeg ikke, at hverken politikerne og medierne i Vesten selv reflekterer meget over, hvordan de anvender de her begreber, og jeg tror heller ikke, at de er kritiske overfor egen dømmekraft. (Jeg har også ovenfor nævnt at selv kyndige og erfarne folk ikke opererer med klare begreber).
Politikerne burde fremlægge seriøse analyser og redegøre for deres påstand om andres propaganda og dermed manglende troværdighed/ærlighed med en række konkrete eksempler de tillige redegøre for de kriterier, de anvender deres vurdering. Og medierne burde kræve det af dem og teste politikernes argumentation: Hvordan er du kommet frem til din påstand om det hér?
Her nærmer vi os hvad der kunne kaldes en motivanalyse: Hvilke formål kan aktører have for netop at sige noget bestemt – og andre i at betegne det på en bestemt måde – set i forhold til hvilke overordnede politiske målsætninger de har?
For hvis en politisk institution som EU beskylder andre lande for bevidst at vildlede, er det en meget grov beskyldning og en alvorlig sag, der kan få betydelige politiske følgevirkninger – f.eks forøge spændingen mellem partnerne og forringe mulighederne for samarbejde.
Når medierne fortæller om russisk desinformation og kinesisk-misinformation kunne man godt få indtryk af at det ikke er vigtigt at komme til bunds i de beskyldninger, men at dét det egentlig handler om er at der skal opstå (eller vedligeholdes) en mistillid til den omtalte anden part.
Hvorfor det?
Fordi vi som mennesker – både journalister, politikere, meningsdannere og medieforbrugere – ikke er 100% bevidste om vores kulturelle dannelse, og hvilke forudindtagede holdninger og værdier, vi lægger til grund for vores vurderinger af informationer.
Vi kan være forudindtaget af en eller anden grund, vi kan leve i et miljø hvor visse holdninger er helt naturlige og ikke udfordes – ja, vi er subjektive.
Samtidig tjener det også et geopolitisk formål for politikerne i Vesten i et længere perspektiv – Vestens krig mod Kina. Lige nu foregår den under Corona-paraplyen og er i første omgang en kamp om mis-, dis-, og desinformation.
Den mistillid til Kina, som Vesten i årtier har haft – og også omvendt – og som nu intensiveres i de vestlige befolkninger kan man lære mere om i ”The Coming War on China”, som er titlen på den prisvindende journalist John Pilgers dokumentar fra 2016.
For at man i demokratier kan starte en krig må magthaverne forsøge at overbevise sine befolkninger om at krigen er legitim og det er den især hvis man føler sig truet) og at den er værd de ofringer, den vil kræve. For ellers risikerer man som politiker at det koster ens væsentligste kapital – Magten.
Journalisterne bør skrive definitionen på begreberne
Det vi ser i Vesten nu i forbindelse med corona er, at vi får fortalt på et meget overfladisk niveau, at vi ikke kan stole på Kina og den information, som kommer derfra. Vestens budskab er, at hvis du vil vide noget faktuelt om Kina og ikke skal risikere at blive udsat for misinformation, skal du ikke læse nyheder fra Kina. Du skal læse vestlige medier – der iøvrigt i hovedsagen baserer sig på USAs nyhedsbureauer.
Vestlige medier mener næppe, at de selv spreder misinformation. Den der informerer mener jo aldrig at han eller hun leverer mis- eller disinformation – men netop sandheden.
Men det er alt andet end sikkert at man ville være enig i dén vurdering i Kina. Faktisk kan information i vestlige medier fremstå som misinformation i Kina – og læser man officielle kinesiske medier som The Poeple’s Daily eller Global Times, ja så er det helt klart sådan. Og hvis den ensidige dækning i vestlige medier er bevidst, så opfattes det sikkert derovre som den rene desinformation eller vestlig propaganda.
Beskyldningerne lige nu mod Kina minder meget om dem mod Rusland, som jeg skrev om i Ræson den 13. marts 2019 (kun for abonnenter). De beskyldninger mod Rusland og Kina bygger på en grundlæggende holdning om, at de to lande bevidst ønsker at skade Vesten og udgør en trussel.
Derfor kan man tillægge dem et umoralsk motiv.
Hvis det nu var Sverige, ville medierne så dække historien om svensk-misinformation på samme måde? Næppe. Det afhænger af holdninger og internationale relationer, men det kan medierne ikke selv se for de er selv en del af den informationskrig, som lige nu er i gang mellem Vesten og Kina.
Hvis man skulle give medierne et råd i deres dækning af mis-, dis- og desinfomation, ville det være:
Skriv i alle artikler definitionen på begreberne, og hvor den definition kommer fra.
Så ved vi som læsere, lyttere og seere, om Kina og Rusland beskyldes for bevidst at vildlede. Og hvis de beskyldes for det, bør journalisterne bede om at politikerne dokumentere og argumentere for sine udsagn.
Som borger er man magtesløs, når medierne ikke definerer begreberne og tester pålideligheden bag politikernes argumentation.
Man er tvunget til selv at undersøge sagen nærmere for at danne sig en seriøs holdning, men i et demokratisk samfund kan vi ikke forlange, at borgerne efter at have læst en artikel om – eller med – mis-, dis- og desinformation selv skal sidde og lege journalister og researche i deres fritid.
Det er de færreste, som har tid – og fagkundskab – til det. Vi regner derfor med at vi kan stole på det, der bliver fortalt os.
Hver gang vi hører eller læser om mis-, des- og dis-information, må vi derfor lægge mærke til, om den anden part i artiklen bliver beskyldt for bevidst at vildlede, og om der altså findes en mulig ond hensigt. De politikere som fremlægger de beskyldninger må kunne fremlægge dokumentation for dette med analyser og forklare den metode, de har brugt for at komme frem til at noget er vildledende – propaganda.
Medierne må forholde sig kritisk til dette – til alle sider for informationskrigen har ikke kun en deltager, der er mindst to sider i enhver krig – og videreformidle denne dokumentation, så vi som borgere kan se det med vores egne øjne.
Bliver det ikke fremlagt, vil jeg faktisk betragte det som løse påstande og beskyldninger fra politikere – blåstemplet af dårlig journalistik på vej ind i en kommende kold eller varm krig mellem Vesten og Kina – eller hvem det nu blir.
Vi skal ikke have en krig med Kina – vi skal have fred!
Mere om
Nyt lovforslag: ”Del” dig til 12 års fængsel, hvis du deler holdning med Rusland
Falsk nyhed er russisk propaganda, sandt eller falsk?
Lyver Vesten og DR om at Kina lyver om vesten
Forskellen mellem beskyldninger om dis- og misinformation er afgørende added by Jesper Munk Jakobsen on
View all posts by Jesper Munk Jakobsen →