Af Jesper Munk Jakobsen
Rusland og Vladimir Putin har en lang og væmmelig historie bag sig. Den ene fortælling efter den anden i de danske medier har berettet om forkastelig adfærd fra Rusland, som har manifesteret et stereotypt og negativt billede af vestens fjende nummer ét.
I løbet af foråret 2018 har de danske medier fortalt om to sager, hvor anklager om, at Rusland står bag, er blevet bragt i de danske medier, uden at beviset er blevet fremført. Sergei og Julie Skripal, der blev forgiftet den 4. marts 2018 og senest den russiske journalist Arkadij Babtjenko, hvis død den 29. maj 2018 viste sig at være iscenesat. Spørgsmålet er, hvilken betydning har det for at skabe fred med Rusland? Det vil jeg forsøge at give et perspektiv på i denne artikel med udgangspunkt i begrebet ”Masterplots”.
English summary at the bottom
Denne analyse tager udgangspunkt i, at alle skriftlige gengivelser er en fortælling af virkeligheden. Med det menes, at alle oplevelser og erfaringer af virkeligheden er funderet i det enkelte individs opfattelse af verden og dermed i sin videreformidling har et element af fortælling i sig, når den bliver fremstillet skriftligt i en artikel, et telegram, et debatindlæg eller en analyse, hvor der er foretaget skriftlige valg som konstruerer virkeligheden ud fra et bestemt individuelt synspunkt.
Denne artikel er ikke akademisk funderet med henblik på akademisk teori og metode, men et forsøg på at anvende et teoretisk begreb i praksis som redskab til at kritisere den offentlige debat.
Artiklens teori om masterplots er inspireret af Narrativ Retorik, 2013, af Stefan Iversen, lektor i Institut for Kommunikation og Kultur – Nordisk Sprog og Litteratur fra Aarhus Universitet.
• • •
Den 29. maj 2018 bragte danske og udenlandske medier et telegram om, at en ”Putin-kritisk” journalist ved navn Arkadij Babtjenko var blevet dræbt af skud i sit hjem i Ukraines hovedstad Kiev. Dagen efter blev der holdt et pressemøde om Arkadij Babtjenkos død, men samme mand på samme dag på samme pressemøde troppede op i kød og blod og dementerede tragedien.
Ukraines efterretningstjeneste havde eftersigende iscenesat journalistens død, fordi de mente, at Rusland havde planer om at dræbe journalisten. Arkadij Babtjenkos var flygtet til Ukraine fra Rusland af overbevisning om, at hans kritiske journalistik om Kreml havde bragt ham i livsfare.
Det er på nuværende tidspunkt vanskeligt at forstå, hvad der egentlig er på spil i denne sag.
Kievs politichef Andrij Krijstjenko sagde inden afsløringen af, at journalistens død var iscenesat, at det tydede på, at Arkadij Babtjenkos professionelle aktiviteter var gerningsmændenes motiv bag drabet. Indberetningerne om Andrij Krijstjenkos død blev formidlet i de danske medier gennem telegrammer fra Reuters og Ritzau.
For at nævne nogle udvalgte bringer BT, Politiken, Information og tv2.dk alle politichefens motivudlægning. DR tager udgangspunkt i samme telegram, men forbinder indirekte drabet med journalistens forhold til Putin: ”Putin-kritisk journalist dræbt af skud i Ukraine”.
Dagen efter er Ukraines premierminister Volodymyr Hrojsman ude med direkte anklager mod Rusland, som senere på dagen viser sig at være en del af et planlagt manuskript.
Denne sag er umiddelbart spektakulær og langt fra afsluttet, men der kan på nuværende tidspunkt drages nogle paralleller til en sag tidligere på året, hvor der var en indberetning om et gift-angreb i den sydengelske by Salisbury den 4. marts 2018 (kendt som Skripal Case) i forhold til, hvordan vestlige medier reagerede på de to tragiske nyheder.
Her blev det meldt ud fra den britiske efterretningstjeneste, at den tidligere russiske dobbeltagent Sergej Skripal og hans datter Julie Skripal den 4. marts 2018 var blevet forgiftet med nervegassen Novichok, og begge var øjeblikkeligt blevet indlagt på hospitalet i kritisk tilstand.
Det fik den britiske premiereminister Theresa May til den 12. marts at udtale, at det ”højst sandsynligt” er Rusland, som står bag. May’s påstand om, at Rusland er ansvarlige for giftangrebet bygger på, at Ruslands militær ifølge hende, er de eneste i verden som har adgang til Novichok, da nervegiften blev udviklet under Sovjetunionen. Derfor er det enten Rusland, som står bag eller også har Rusland mistet kontrollen med nervegiften, og er ligeledes ansvarlig for dette.
Samme dag giver Theresa May Rusland et ultimatum: Hvis Rusland ikke har forklaret, hvordan en tidligere russisk agent i England er blevet forgiftet inden midnat, vil hun konkluderer, at Rusland står bag et ”unlawful use of force”. Rusland svarede ikke tilbage, og May konkluderede og konsekvensen blev en udvisning af 23 russiske diplomater. Den 26. marts fulgte 20 lande trop og udviste ligeledes russiske diplomater. Der i blandt Danmark.
Men så udviklede sagen sig, selvom medier og politikere fra Storbritannien, Danmark og 19 andre lande havde afsagt dom. For selvom May var skråsikker og statsminister Lars Løkke Rasmussen ligeledes var, er ingen endegyldige beviser blevet fremlagt.
Den 3. april kommer det frem at Porton town, det britiske forsvarslaboratorium, ikke kan konkluderer, at nervegassen stammer fra Rusland. Information laver to dage efter en grundig gennemgang af sagen og mener meget tyder på, at Rusland står bag, men at der mangler overbevisende argumenter, og det kan resultere i ”konspirationsteorier”.
Udvisningen af diplomater bygger således på en mistanke, som britiske efterretningstjenester ikke har kunne føre bevis for.
Både i sagen med Sergei Skripal og Arkadij Babtjenkos sætter medierne automatpiloten til og holder mikrofonen for deres egne magthavere, som peger på den åbenlyst mistænkte og erklærer ham skyldig – Vladimir Putin. Manden som er blevet synonym med et manifistret, stereotypt billede af landet Rusland. Det vil komme nærmer ind på ved at hjælp af begrebet ’masterplots’.
Hvad er et masterplot?
Vi kender alle sammen, når vi fortæller en historie. Vi udsmykker den med en masse fortællende elementer i vores valg af, hvordan vi beskriver sanseligt, vi oplevede en situation. Vi inddrager nuancer og synspunkter og undlader andre, og vi konstruerer nogle årsagsmæssige begivenheder, som kulminerer ved fortællingens pointe.
I politik konstruerer man ofte eksempler og fortællinger, når man vil begrunde sine synspunkter, og nogle gange går det galt. Under sidste valgkamp i 2015 turnerede Venstres formand Lars Løkke Rasmussen rundt med et slogan om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det kunne det ikke for mennesker som var på kontanthjælp, de foretrak ifølge Løkke Rasmussen at blive hjemme, fordi den økonomiske forskel mellem et lavtlønsjob og at være på kontanthjælp ikke var stor nok.
Løkke understregede sin pointe med at hive et eksempel frem fra en tidligere ansat ved rengøringsvirksomheden Panorama. 3F kunne ikke genkende den udlægning, da de selv havde siddet til møde med Panorama, og de regnede på Løkkes eksempel og kom frem til, at det kunne ”betale sig at arbejde” med 8000 kr. ekstra om måneden. Fortællinger er konstruerede, og det bliver særligt tydeligt i det øjeblik, der bliver sat spørgsmålstegn ved sammenhængen mellem fortælling og virkelighed.
Forestil dig så, at den ene fortælling efter den anden om samme emne eller i en lang årrække langsomt hober sig op i en bunke og en ny fortælling bliver det seneste i summen de fortællinger, det kan kaldes et ”masterplot”.
Masterplots har den effekt, at de kan være kulturbestemte og kulturbestemmende, og hvis man derved opbygger sine værdier og identitet op om masterplots, så kan de have en retorisk effekt. Eksempelvis når den offentlige debat i Danmark omhandler Putin og Rusland.
Jeg vil derfor fremhæve nogle fortællinger, som er relevante for den aktuelle sag om Andrij Krijstjenkos iscenesatte død og giftangrebet på Sergei Skripal og Julie Skripal.
Fortælling efter fortælling
Rusland har en lang, traumatisk og blodig historie, i højere grad end mange andre lande. De har fra et dansk, vestligt, demokratisk perspektiv en tung baggage med kommunismen i form af Sovjetunionen, der under Den Kolde Krig havde en af de to hovedroller.
Efter Sovjetunionens fald rørte landet mindre på sig internationalt, men den ene modbydelige historie efter den anden er blevet fortalt og har siden bidt sig permanent fast i benet på Rusland.
Først er der landets leder Vladimir Putin. Den tidligere KGB-agent, som styrer Rusland og styrer landets medier. Tv-stationen Russia Today er blevet beskyldt for at være et russisk propaganda-medie. Blandt andet af det amerikanske justitsministerium, som mener at mediet er et propagandaorgan for Putin, fordi de spreder anti-amerikansk propaganda.
Den tidligere danske landsholdsmålmand Peter Schmeichel optrådte i april i år på kanalen for at promovere VM i fodbold til sommer og blev kritiseret af en lang række folketingspolitikere fra højre til venstre. Rasmus Jarlov fra De Konservative skriver på Twitter ” Reklamesøjle for Putins propagandakanal Russia Today. Er der ingen nedre grænse for, hvad folk vil gøre for penge?”
Der har også været skrevet meget og længe om Rusland i forbindelse med det amerikanske valg, hvor Trump blev valgt som USA’s præsident. Rusland har en ”trollefarm”, som tilsyneladende oprettede 500 falske konti, som skulle skabe splid i den amerikanske befolkning ved at påvirke udfaldet af valget. Siden har der været stakkevis af fortællinger om de russiske” trolle” på internettet, senest for ganske nylig.
Mest direkte relateret til sagen med Arkadij Babtjenko er de mange fortællinger om russiske journalister, som er døde eller forsvundet gennem årene. JP beretter fra en rapport fra det Russiske Journalistforbund, om, at 124 journalister siden 1993 er døde som konsekvens af deres profession. Tv2.dk lister fem ”Putin-kritiske journalister, som er blevet dræbt. Gerningsmændene er aldrig fundet.
Fortællingerne forinden sagen med Arkadij Babtjenko viser et tydeligt billede af Rusland som et land som slår russiske, kritiske journalister ihjel, der ikke har pressefrihed og spreder misinformation på internettet hvis mainstream medier er propagandamaskiner.
Skyldig fordi det tidligere er bevist
I den aktuelle sag om forgiftningen af Sergei Skripal og Julie Skripal den 4. marts 2018, har der tidligere været fortællinger om Ruslands adfærd.
Den 23. november 2006 døde den tidligere russiske efterretningsagent Aleksandr Litvinenko. Han blev forgiftet med det radioaktive stof isotop polonium-210, som angiveligt blev hældt i hans te under et møde i en bar på luksushotellet Millennium på Grosvenor Square i London.
Stoffet bliver ifølge eksperter kun fremstillet i større mængder i Rusland. I 2016 bliver der konkluderet i en rapport lavet af den britiske højesteretsdommer Robert Owen, at Putin ”formentlig” godkendte giftdrabet ifølge blandt andet DR, Politiken og Berlingske.
Der er eftersigende ikke fremlagt endelige beviser for, at Putin har givet ordre til denne likvidering, men i denne forbindelse er det heller ikke det væsentligste, men derimod at fortællingen er ude forud for de to sager i 2018.
Den er en fortælling ovenpå på en række af fortællinger om, at dette land slår tidligere spioner ihjel.
Rusland er Danmarks fjende, og det kunne ligne dem at gøre den slags ting, hvis man husker de tidligere fortællinger. Derfor forkaster man det simpleste princip om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.
Men hvad er et bevis? At en gas som er produceret i Rusland bliver anvendt mod en russisk eks-spion er ikke et bevis for, at Rusland står bag. Det er en antagelse baseret på en spekulation om motiv.
Konflikten i Syrien, hvor et formodet kemisk angreb i Syrien dræbte over 40 civile blev skylden rettet mod Syrien og dens allierede Rusland og fem dage senere lettede 105 franske og amerikanske missiler mod Syrien. Ingen har kunne dokumentere efterfølgende, hvem der står bag angrebet i Syrien, mange tvivler på, om angrebet har fundet sted.
Assad og Putin udfører ikke nødvendigvis giftangreb, fordi de angiveligt har gjort det før. Og en ”Putin-kritisk journalist” bliver ikke nødvendigvis skudt af russiske agenter, fordi han var Putin-kritisk. Det kunne være Rusland stod bag, og det er måske mest sandsynligt, at de står bag, fordi de tilsyneladende har gjort det tidligere.
Medierne har et ansvar for ikke at bære ekstra brænde til bålet, men derimod forsøge tålmodigt at tilgå højspændte internationale konflikter så kritisk og objektivt så muligt.
Masterplots har dermed den funktion, at de opstiller godt og ondt i en samling af fortællinger. Det leder til stereotype forestillinger, og man kan spørge, om man kan inddele lande i de gode og de onde, eller om langt de fleste ikke ligger midt i mellem – Afhængigt af øjnene der ser.
Med de mange fortællinger om Rusland og Putin, er det ikke overraskende og ikke mindst forståeligt, at opfattelsen af Rusland er overvejende negativ og fordømmende.
Fortællingerne ligger i vores hukommelse og kan opremses som et belæg for, at Rusland igen står bag en kriminel handling, og det bliver mediernes udgangspunkt i deres dækning. Efterhånden bliver det mindre vigtigt, at gå kritisk til egne magthavere og forlange, at de fremlægger beviser og dokumenterer deres påstande. Måske, er det ikke beviser, som er det vigtigste for os, men derimod at få bekræftet vores etablerede fjendebillede.
Et relevant spørgsmål kunne være, hvorfor er Rusland blevet anklaget for at stå bag tre angreb i andre lande i løbet af foråret, uden at nogen har kunne fremlægge beviser for det?
Bryd med masterplottet
Det er ikke nogen overraskelse, at negative fortællinger om et land og en mand bidrager til et negativt billede af et land og en mand, som bliver bekræftet igen og igen.
Når der i dag er en nyhed om, at Rusland og Putin er involveret i en sag, bliver mediernes tilgang mindre kritisk af den årsag, at sagen i henhold til den gængse fortælling af forbundne hændelser passer ind i det danske manifesterede masterplot.
Det er ikke overraskende, men det kan vise sig problematisk, hvilket de to sager i foråret i 2018 er eksempler på. I begge tilfælde spores motivet og mistanken tilbage til Rusland på grund af de forrige fortællinger. Altså, at det ikke er overraskende, måske nærmest forventeligt, at Rusland slår tidligere spioner ihjel og gør det med våben fremstillet i eget land. Eller at kritiske journalister bliver slået ihjel passer ind i fortællingen om manglen på fri presse i Rusland, og at russiske medier driver propaganda, kritiske journalister bliver forfulgt og myrdet.
Dette brede dominerende masterplot omkring Rusland har rodfæstet sig i flere årtier, og jeg vil påstå, at man som medie har lettere tilbøjelighed til at glemme at stille de kritiske spørgsmål eller træde på bremsen og erkende, at verden er kompleks. Selv dem vi får fortalt er onde er ikke nødvendigvis onde i alle henseender. Det er derfor, at vi, uanset om det er Rusland, USA, Nordkorea eller Syrien som spiller rollen som skurk, skal vi hver gang, have en kritisk og nuanceret tilgang til de nyheder, vi bliver præsenteret for.
For når masterplots først har slået rod, er de effektive at anvende retorisk. Hvis en Putin-kritisk journalist dør, og han bliver præsenteret som Putin-kritisk i en rubrik, hvem tænker man så har motiv for at dræbe ham? I dette tilfælde har den ukrainske efterretningstjeneste således anvendt dette til at iscenesætte et falsk mord, og automatreaktionen fra de vestlige medier kunne skrives på forhånd.
Det betyder ikke, at Rusland eller andre stater ikke gør forfærdelige ting, og det sandsynligt at Arkadij Babtjenko var i livsfare. Men det betyder også, at efterretningstjenester og stater ved, hvordan masterplots kan bruges strategisk og i sagerne med Sergej Skripal og Arkadij Babtjenko, viser det sig, at der ikke har været hold i anklagerne.
Fra et russisk synspunkt betyder det også, at det kan være svært for dem at bryde ud af den grundlæggende fortælling og deres rolle som skurk, og i det omfang at nogen forsøger at bidrage med fortællinger som bevæger sig radikalt ud over masterplottet, risikerer de at blive stemplet som trolle, propagandister eller nyttige idioter.
Derfor er det en prøvelse for journalister og medier at bryde disse masterplots ved at reflektere over, hvordan det påvirker deres journalistik.
Jeg vil påstå, at det i sidste ende kan have indvirkning på fred og konflikter i verden, i kraft af fastholdelse af fjendebilleder og fortællinger, om de gode og de onde. Også fordi det får den konsekvens i dette tilfælde, at Rusland ikke har nogle legitime interesser. Rusland bliver ikke et land, vi skal have sympati og føle empati for.
Dermed bliver landet reduceret til en fjende, som skal bekæmpes med hård hånd i form af sanktioner og militær og ikke dialog. Derfor mener jeg, at de seneste sager om Rusland giver anledning til en forsigtig opfordring til, at journalister og medier sætter spørgsmålstegn ved, om de bidrager mere end rimeligt til en fortælling som manifesterer et stereotypt billede af Rusland.
For den almene demokratiske borger i Danmark, vil jeg mene, at løsningen i første omgang er at nuancere sit mediebillede. Fx nyheder om Rusland kan man tilgå gennem et dansk medie, et amerikansk medie, et russisk medie og evt. et mellemøstligt medie.
På den måde vil man få et indblik i, hvordan fortællinger kan fortælles forskelligt og blive opmærksom på, at journalistik er indrammet i kulturelle grundlæggende fortællinger.
En pointe er dermed også, at dette i mindre eller højere grad er uundgåeligt at blive underlagt, men i et land med pressefrihed og ytringsfrihed har vi heldigvis mulighed for at reflektere og perspektivere diskussioner så bredt og nuanceret, som vi selv tillader.
Den individuelle og samfundsmæssige udfordring er at blive bevidst om de masterplots som hersker. Det er ikke let, og tror jeg en løsning er at tale og interagere med andre mennesker end dem, man deler nationalitet og uddannelsesniveau med. Det vil gøre det nemmere at se, at verden ikke kun skal opleves ud fra vores eget synspunkt, og derfor er mere kompleks og mangfoldig i det øjeblik, at vi bliver præsenteret for andre fortællinger. Det vil bidrage til højere grad af forståelse og respekt for andre mennesker, som er afgørende for at skabe fred i verden gennem samtale.
Summary in English
Two times in spring 2018 Russia has been accused of being responsible for a serious crime while the accusers haven’t presented any evidence to the public. The Danish media have conveyed the accusations from Western politicians and intelligence services – via Western news bureaus – without asking any critical questions, demanding evidence or carried out independent research.
This article analyses how the many narratives about Russia in the past accumulates into one long and negative story about Russia, and how that recently has influenced the Danish media’s uncritical coverage of cases related to Russia.
Two cases are examined.
First, the Russian journalist Arkadij Babtjenko, who the media reported dead on May 28th, 2018, while the day after he showed up quite alive at a press conference hosted by the Ukrainian Intelligence Service.
Second, the poison attack of Sergei and Julie Skripal in Salisbury in Marts 4th 2018, better known as The Skripal Case.
To analyse the media coverage of these two cases, I rely to a large extent on the concept of “master plots”.
The basic idea is that, in the past, there has been plenty of rather similar narratives about Russia in the Danish media which can be categorized as clearly negative and that the sum of these negative narratives manifests a stereotyped image of an evil state.
The complexity of reality repeatedly has challenged the media and journalists who are trapped in the rhetorical power of such a master plot. It implies that when Russia is accused of a poison attack or of murdering a journalist, it is just constructed as another narrative which fits perfectly into the dominating master plot – and therefore needs no investigation or diversity of perspectives to be understood by the readers, listeners, and viewers.
If the Danish media regularly and uncritically distribute exclusively negative narratives about the state of Russia, it is reasonable to ask how the West shall ever be able to make peace with Russia and acknowledge it as an equal, or partner, which also has legitimate interests?
The two cases in spring 2018 show that it is high time for the Danish media to think through their standard mode of operation and reflect on how their uncritical journalism impacts negatively on the opportunity for peace between Russia and the West. In other words, focus on the extent to which their media work contribute more to the maintenance of enemy images than to the much needed and desired trust-building and peace.
Such a self-evaluation might set in motion a different journalistic and editorial method which would apply both fairness, diverse and critical perspectives as well as source critique to stories having to do with Russia.
But that in itself would, of course, require that they break out of the master plot.
Masterplottet om Putins Rusland added by JO on
View all posts by JO →