20. april, 2015: Mennesker står i kø for at få vand da drikkevand næsten ikke findes. Foto: Mohamed al-Sayaghi/Reuters

 

Af Jesper Munk Jakobsen
TFF Associate

12. august 2018

Det er en gammel floskel at kalde sommerferien for agurketid. Der er ingen historier at skrive om for de danske journalister, når erhvervslivets ledere, debattørerne og politikerne på Christiansborg er på sommerferie.

Agurketid kunne dog også ses som en mulighed for at skue udover landegrænsen, og måske man vil opdage en verden fyldt af historier, som mangler at blive fortalt.

Hvis man generelt følger danske mediers dækning af de mest presserende konflikter, som foregår udenfor landets grænser, er det et stofområde, som jeg vil påstå er i en nedadgående kurve. Når det drejer sig om internationale konflikter og krige virker det faktisk som om det er blandt de lavest prioriteret samtaleemner på landets redaktioner. Det står i skarp kontrast til det faktum at Yemen er udpeget af Unicef som den største humanitære krise siden 2. verdenskrig.*

Medierne har stort set ikke bragt artikler i juli måned om krisen i Yemen trods agurketiden som en god mulighed.

Hvis man foretager en onlinesøgning på Yemen fra 1. juli 2018 – 6. august 2018 og ser på artikler med hovedfokus på konflikten i Yemen og dertil inkluderer viderebragte telegrammer, debatindlæg og ledere for, finder man ikke ét stykke journalistik i hverken Politiken, Information, Jyllands-Posten, Berlingske, Kristeligt Dagblad og tv2. Kun Danmarks Radio kan prale med at investere journalistiske kræfter i sagen, selvom det også holder sig på et lavt niveau.

Samme tendens til manglende interesse for lidende mennesker i konfliktområder afspejles også i danskernes prioritering.

I en undersøgelse i Berlingske Tidende den 14. juni, 2018, kunne danskerne udpege de tre vigtigste emner for dem i dansk politik, og blot fire procent valgte forsvars- og sikkerhedspolitik (udenrigspolitik var ikke en valgmulighed).

Alligevel lykkedes det måske ikke engang fire procent at se ud over egen landegrænse, da forsvars- og sikkerhedspolitik kun henviser til et fokus på Danmarks forsvar og sikkerhed og ikke andre landes konflikter og sikkerhed, eller en fredelig verden eller humanitær bistand.

 

De glemte lidende i Yemen

Så hvad kommer først, hønen eller ægget? At danskerne interesserer sig mindre for fred og konflikter i verden, eller at medierne skriver om den slags emner i mindre grad?

Medier er ikke kun en økonomisk forretning, de har også en ekstra ærefuld opgave i et demokrati – at være vagthund og kontrollere magthaverne. De skal også oplyse deres læsere, seere og lyttere med viden og bidrage til den offentlige debat og perspektiv. Det er hæderlige idealer i mediebranchen og den journalistiske profession, men i de senere år har medierne mistet mere og mere af disse idealer og dermed også troværdighed.

Sidstnbævnte rasler ned og skraber bunden i selskab med politikere og bilforhandlere. Samtidig er medierne presset økonomisk. Selvom de får mediestøtte i millionklassen, æder Facebook og Google en stor del af annoncekronerne.

Så skal danske medier fortsætte med kun at sende og skrive om emner, det store flertal interesserer sig for, inklusive sport? Eller bør medierne også fokusere på det, læserne tilsyneladende ikke interesserer sig synderligt for, men som er vigtigt for den store verden derude?

Visse konflikter får rimelig medieopmærksomhed, andre ties det om. Hvis der overhovedet er et væsentlighedskriterium har i hvert fald jeg svært ved at se hvordan det defineres og derpå anvendes i valget af stof.

Et formodet kemisk angreb i Syrien i begyndelse af april 2018 havde angiveligt slået over 40 mennesker ihjel. Udenrigsminister Anders Samuelsen og statsminister Lars Løkke Rasmussen mente, at den syriske leder Bashar al-Assad stod bag det, og af medfølelse overfor de børn, kvinder og mænd som på videomaterialet led, støttede Danmark at over 100 amerikanske og franske missiler blev affyret.

Denne empatiske bekymring virker lidet troværdig, når man sammenligner med, hvad der er foregået i Yemen over sommeren – imens det officielle Danmark ikke viser empati dér og danskerne har solet sig i 30 graders varme:

16.000 mennesker meldes døde på to år. Unicef beretter at 80 % af børnene i Yemen er underernæret og næsten to 2 millioner børn er akut underernærede. Det skyldes blandt andet, at Yemen er offer for det største udbrud af kolera i moderne tid. De mangler mad og medicin, der ikke kan nå frem over grænsen, da den ikke længere kontrolleres af Yemen, men af Saudi Arabien, som har ledt en militær intervention siden 2015.

Grænserne er blokeret så mad og medicin ikke kan komme frem, imens befolkningen er fanget som en sild i en tønde, da Saudi Arabien grænser op til Yemen, som derfor er mere eller mindre isoleret på den sydlige spids ud mod Afrikas Horn.

Yemen er altså midtpunktet i den største humanitære krise siden 2. verdenskrig ifølge Unicef. Men kan det virkelig passe? For hvis det er tilfældet, ville de fleste danskere vel forvente at der stod stolpe op og stolpe ned i danske medier med oplysning, viden, perspektiv og debat om denne katastrofe?

Men dét er altså ikke tilfældet.

 

Empatiens begrænsninger

Den store gåde er, hvor langt – eller måske snarere kort – den menneskelige empati rækker. Som mennesker er det ikke svært for os at have medfølelse for vores samlever og børn, hvis de er syge eller er kede af det. Vi tænker på dem og taler med dem og ønsker dem det bedste, imens vi kan kigge dem i øjnene. Går vi uden for hjemmets fire vægge, møder vi venner og bekendte, hvis livshistorier vi kender i forskellig grad og vores medfølelse styres af den relations styrke.

Når vi ser mennesker, vi ikke kender komme til skade i trafikken, falder på gaden eller får en på tuden i byen, hjælper vi dem op og tilkalder politiet. I vore medier kan vi læse om danskere, som er blevet dræbt hér eller dér – i Danmark eller ude i verden.

Og hvis det er foregået på en ubåd under temmelig specielle omstændigheder – ja så beskrives forløbet i mindste detalje og gentagne gange til vi måske næsten føler det som om vores nærmeste var med om bord og vi kan mærke kniven i vedkommendes kød.

På det tidspunkt er vi ikke længere førstegangsvidne og oplever ikke hændelsen selv, men får den genfortalt. Formidleren har en ganske særlig magt til at overbevise os om hvilken følelse og medfølelse vi sidder tilbage med.

Men så snart vi ser ud over landegrænsen falder sympatien og empatien omgående.

Står der flygtninge, som er flygtet for deres liv og beder om at blive reddet – få asyl – bliver de af den danske regering bedt om at vende hjem igen uanset at det er mennesker hvis land er i krig, omgivet af anarki, vold, økonomisk nød og hvor fremtiden ser endog meget mørk ud.

Når Danmark derimod bliver ramt af et terrorangreb, hvor to mennesker bliver dræbt som i 2015 ved Krudttønden og Synagogen, får vi beskrivelser minut-for-minut, og der er landesorg og mindestund i Fælledparken med alt hvad der kan gå og stå i Danmark og alt transmitteres naturligvis live.

Når to mennesker dør i Yemen er det mere en hverdagshændelse end en nyhed, og dét i sig selv er langt mere frygteligt at turde forestille sig. Det er det dér med at lukke øjnene for andres virkelighed, og der har medierne et stort ansvar for at formidle den ubehagelige virkelighed, som finder sted i Yemen.

For ellers kan vi ikke vise medfølelse eller protestere mod krigen.

 

Freden misunder klimadebattens charme

Det er min opfattelse at empati og medfølelse for civile i internationale konflikter er på et historisk lavpunkt i Danmark. Derimod har empatien vundet indpas indenfor andre dagsordner som fx klima og miljø. Disse emner er blevet mærkesager for politiske partier, og mediernes forsider fyldes med rapporter og opgørelser fra tænketanke – og professorer og eksperter kommer sammen og råber i kor på handling. Så sent som den 6. august 2018 var klima igen i fokus i Politiken.

Klimabevægelsen har for mig at se den fordel, at det er nemmere for mennesker at identificere sig med konsekvenserne samtidig med at man har mulighed for også at drage paralleller til sin egen konkrete dagligdags gøremål. Det betyder at man selv kan ændre adfærd og gøre en forskel. I bilen på vej til arbejde udleder mange Co2 på grund forbruget af benzin og diesel, men det er også muligt at købe en el-bil eller måske tage offentlig transport på arbejde i stedet for.

Man kan tage korte bade i stedet for lange for at spare på vandet eller spise økologiske grøntsager og veganske bøffer til aftensmad. Klimaspørgsmålet har lettere mulighed for at blive et samtaleemne i menneskers hverdag, hvor hvert enkelt menneske skal forsvare sin moralske position omkring egen dagligdagshandlinger men også samtidig selv kan vælge at ændre adfærd og gøre en forskel.

Den enkeltes hensyn til klima og miljø kan fungere som en målestok for, hvorledes man tager ansvar for verden og dens fremtid. En identitetsskaber, et mærkat som blåstempler værdier og identitet.

Der er næppe mange i Danmark, der vil påstå, at det lige netop er i vores land, at vi oplever de største konsekvenser af klimaforandringerne. Men empatien, skyldfølelsen og paratheden til at i hverdagen gøre noget for en løsning ligger nok så meget i at det er blev gentaget tilpas mange gange og i at vi godt véd at planeten, som vi er en del af og afhængige af, er i eksistentiel fare.

Spørgsmålet er for så vidt kun hvor travlt vi har med at afværge katastrofen.

På den måde er klimadebatten også et emne, som vi kan relatere direkte til som individer. Temperaturstigningerne kan få konsekvenser for vores børn og børnebørn, og dermed vores nærmeste relationer og dermed os selv.

Spørgsmålet man nok bør stille er om det er de afrikanske lande, isen på Grønland og tornadoerne i USA, som vi egentlig bekymrer os om? Eller det i virkeligheden er os selv?

I Danmark sender vi gerne flygtninge tilbage, hvor de kom fra. Vi vil nok gerne redde flygtninge fra vejrforholdene, men ikke fra konfliktområder i Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien og Yemen, som vi selv har været med til at skabe gennem 17 års krigsdeltagelse i Mellemøsten. Det afgørende er, at de skal blive, hvor de er – i nærområdet.

Et andet interessant perspektiv er omfanget af krisen og tidshorisonten. Hvis antagelsen er at klimaudfordringerne omfatter hele verden, så vil vi alle blive direkte ramt af konsekvenserne. Det kan derfor næppe overraske at undersøgelsen fra Berlingske den 14. juni 2018, som jeg nævnte tidligere, viser at 34 % valgte miljø- og klimapolitik som det vigtigste politiske emne for dem.

Krisen i Yemen omfatter direkte et enkelt land med omkring 28 millioner indbyggere. Det foregår over 5400 km fra Danmarks landegrænse og mit gæt er, at det er relativ lav procentdel af danskerne, inklusiv mig selv, har været i Yemen og set de mennesker i øjnene.

I Yemen dør mennesker lige nu, i dag. Flere og flere som dagene går. Behovet for omfattende humanitær hjælp – og for at få stoppet krigen – kunne ikke være mere akut ifølge FN. Alligevel er den danske empati på alle planer ikke-eksisterende.

 

Action for folkeoplysningen og empatien omkring Yemen

Jeg har forståelse for at det kan være endog meget svært at få adgang til Yemen og rapportere indefra det og at det kan indebære en stor risiko for journalister at forsøge. Men dét burde ikke afholde medierne fra alligevel at forsøge at oplyse os om krisen.

Rundt om på Internettet, i visse internationale medier samt i humanitære organisationer – inklusive FN – produceres rent faktisk rapporter om krisen. Dem kunne danske medier viderebringe som bidrag til debat – og empatien med de lidende ville givetvis øges.

Man kunne interviewe danske politikere om deres holdning til at vore allierede – USA – i Saudi Arabien bomber uskyldige civile og at Saudi Arabien kan gøre det fordi de har købt det meste, de bruger til krigen, af USA.

Eller man kunne spørge, som jeg gør i denne artikel, hvordan det er kommet så vidt at vi i Danmark har mistet stort set enhver empati og sympati for mennesker i krigszoner og konflikter og for dem, der banker på vores dør på grund af disse krige?

Her har medierne svigtet ved at kun se på hvad der sælger og helt glemt deres pligt til at oplyse os alle om humanitære kriser så vi får  mulighed for at bede vores folkevalgte om at tage stilling til sagen.

Endelig kan man vel sige at fredsbevægelserne ville gøre klogt i at kigge nærmere på klimabevægelsen i håb om at finde inspiration til hvordan de bedst vækker dén medlidenhed og medfølelse, der skal til for at formulere en adekvat politik.

Og vi må aldrig glemme at mennesker, som har brug for hjælp, har brug for den nu og ikke om ét eller fem år.

Eksperter og meningsdannere mener ikke, at man gør nok for klimaet, men man debatterer i det mindste emnet, og dét er en enorm styrke, som menneskene i Yemen og andre humanitære katastrofeområder også fortjener at nyde godt af. Nu.

 

* Afhænger naturligvis noget af hvordan man måler. De 7 års krig i Syrien har dræbt flere og sendte flere på flugt og blev, indtil for nylig, kaldt den største humanitære konflikt siden 1945.

 

 

  danske medier og Yemen, danske medier svigter, empati i medier, humanitær hjælp, hvor langt rækker vor empati?, mediers folkeoplysende opgave