Af Jan Øberg

Et tidssvarende og relevant forsvarsforlig ville være et hvor man fordomsfrit og med bred ekspertise havde spurgt:

Givet at verden ser ud som den gør – og kan forventes at gøre i de næste 20-30 år – hvilken politik på de relevante militære og civile områder bør Danmark så vælge for at få færrest mulige fjender, bidrage til reduktion af krig og risici herfor hjemme og ude og i det hele taget bidrage til en fredelige verden?

Det netop indgåede forsvarsforlig indebærer istedet en kraftig militær oprustning og øget beredskab for at deltage i international krige under USAs ledelse. Det åbner mulighed for at Danmark anskaffer Tomahawk-krydsermissiler og bygger helt på et postuleret, u-argumenteret trusselsbillede.

Der køres en tur ad de udlagte skinner uden tanke på endestationen bare nogle få kilometer længere fremme. Og den endestation hedder ikke fred i nogen rimelig intellektuel forstand af bergebet.

Forsvarsforlig er konstrueret til at passe til de penge, der kan findes og de våben, militæret gerne vil have – inden for rammerne af total loyalitet med USA og den i Washington til enhver tid førte politik uanset dens kvalitet eller grad af vold.

Myten er at dette automatisk bliver til et godt forsvar for Danmark og en fredelige verden i fremtiden.

I 2023 vil danskerne få at vide at der atter er brug for mere penge til våben fordi man alligevel med disse investeringer ikke fik en sikrere verden.

Verden se meget anderledes ud og Vestens rolle være en anden end i dag, især USAs. På denne nye verden vil Danmark være helt uforberedt.

 

Medierne magter ikke konflikter, krig og fred

Hvordan man også kunne tænke fred og forsvar – og forlig – er det umuligt at få en debat om i dagens Danmark.

Der findes ingen af regerings- eller næringsliv uafhængig ekspertise, ingen bredt sammensat kommission eller noget i retning af Sikkerheds- og Nedrustningspolitisk Udvalg, SNU, i 1980erne.

De store danske medier taler kun med eksperter, der støtter det hele kritikløst og for de flestes vedkommende tilhører militære institutter eller de bruger journalister, der har en fortid i det militære.

De tror på den snævre tolkning at “forsvar” = militær/mere våben og at det er OK – med lidt om og men – at provokere Rusland.

Politiken – den historisk militær-skeptiske – avis gør det i et antal artikler om forsvarsforliget.

I DR’s P1 Morgen understreger Steffen Kretz hvor flot forsvarsforliget må være i USAs øjne. Det er godt at have med i mappen når udenrigsminister Samuelsen idag træffer Tillerson. Danmark har virkeligt taget den russiske trussel og den sibiriske kulde alvorligt. Og Danmark er heldigvis tilstede overalt hvor USA fører krig.

Danmark totale loyalitet med USA understreges af både DR og ministeren selv og – som noget nyt, må man vist sige – påpeger Kretz at DK ikke bliver opfattet som en trussel af USA!

Og, mener Kretz, dette usædvanligt gode dansk-amerikanske forhold er blevet udviklet siden Fogh Rasmussens venskab med George W. Bush.

Der stilles ingen spørgsmål ved denne relation til en permanent krigsførende stat. Derimod påpeger DR-medarbejdere gerne at DK altså ikke når op på de 2% af BNP til krudt og kugler, som er NATOs målsætning (for øvrigt uden forklaring).

Der findes i dag ikke én medarbejder i DR public service, der kunne stille et kritisk spørgsmål om de nok så vigtige emner, krig og fred. Man må næsten forestille sig at det indgår i ansættelsessamtalen at sikre at nyansatte ikke véd noget på områderne eller at de, hvis de gør, aflægger ed på ikke at bruge denne viden til at stille bare ét kritisk spørgsmål.

Hvis jeg overdriver så fortæl mig – I der måtte vide det – hvorfor den slags spørgsmål aldrig bliver stillet.

 

Rammeværket og de fælles eliteinteresser

Hverken i forliget eller i mediernes dækning af det høres eller ses ord og begreber som f.eks.:

Konfliktløsning, tidlig varsling, dialog, defensivt forsvar, FN, våbenkontrol, nedrustning, veje til afskaffelse af atomvåben (som NATO er baseret på), konfliktløsning, tillidsskabelse, mere relevante og rimelige fjende/trusselsopfattelser, andre civile trusler, fælles sikkerhed, ikkevold, civilt forsvar eller hvordan vi ellers måtte kunne bremse den nye Kolde Krig i at rodfæste sig de næste årtier eller om nødvendigheden af at reducere – den voksende – risiko for krig i Europa.

I Danmark anno 2018 sidder militæret, industrien, partierne, forskningsinstitutterne og medierne i praksis sammen inde i en høj, smal boks med et lille vindue længst oppe i hjørnet. Der er hermetisk lukket for kritisk omverdensanalyse, nye idéer og alternative tolkninger af den internationale situation.

Det kaldes det Militær-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks, MIMAK, og ingen spørger om den danske befolkning og vore nabo-lande deler interesser og verdensbilleder med denne håndfuld eliteinteresser.

Trusselsbilledet postuleres, argumenteres ikke.

Forsvarsforlig er konstrueret til at passe til de penge, der kan findes og de våben, militæret gerne vil have. Myten er at dette automatisk bliver til et godt forsvar for Danmark og en fredelige verden i fremtiden.

 

Gruppetænkningen og behovet for topkaraktér i Washington

Alt dette er der for så vidt intet nyt i.

Det hele er blot blevet endnu mere snævert og udtryk for endnu mere harmoniseret ”gruppetænkning”, der som tiden går vil bekræfte deltagerne i at de er på rette vej, ikke kan tage fejl og ikke har brug for at lytte til kritiske røster (som ingen af dem heller har kontakt med).

Een sandhed som dyrkes af disse loge-lignende eliter og som man ikke behøver at argumentere for ved hjælp af andet end mantra om aggressionen på Krim er at Rusland er ond, aggressiv, snedig og en stadigt voksende trussel.

Man behøver ikke at se Rusland som part i en konflikt i hvilken USA/NATO befinder sig i og agerer. Der er ikke et samspil. Der er kun aktion, ikke aktion-reaktion.

En anden indiskutabel sandhed er at USA er Danmarks ven og det er USA man skal tækkes til evig tid. Alt hvad USA og NATO gør er rigtigt, moralsk og effektiv. At en stedse større del af verden ser det anderledes er ikke et lysglimt, der slipper ind i boksen.

Danmark skal have point i Washingtons bog og Samuelsen kommer til eksamen lige efter forliget.

Selv siger udenrigsminister Samuelsen (LA) ifølge DR at Danmarks krigsdeltagelse er…

– “Indsatser, der bliver bemærket i USA.
– Det vigtigste er at få en bekræftelse på, at amerikanerne er til stede, hvor de skal være til stede. Det er vigtigt for Danmarks sikkerhed og vores frihed.
– Vi er der, hvor det gør ondt at være. Altså helt, helt fremme. Om det er Irak eller Afghanistan eller i de baltiske lande.
– Og det er sådan noget, der bliver noteret med stor tilfredshed fra amerikansk side, fordi de jo er dem, som for alvor lægger i boksen.”

Derfor mener han heller ikke – som svar på DR’s spørgsmål – at det betyder meget for hans amerikanske kollegaer, om Danmark yder 1,3 eller 2 procent af bruttonationalproduktet til forsvarsbudgettet.

– Der er stor forskel på, om man har en meget tilbagetrukken rolle og ikke er der, hvor konflikterne gør så ondt. Eller om man er helt fremme i bussen. Og det har Danmark en lang historie for, at vi er. Og det er noget, der bliver lagt mærke til,” siger Anders Samuelsen.

Danmarks selvvalgte og intellektuelt, etisk blinde lydighed under His Master’s Voice i krig efter krig er naturligvis den store elefant i forligsrummet.

Det vigtigste er ikke Danmarks sikkerhed, det er at Danmark får flot karakter i Washington for sin deltagelse i USA’s krige – før, nu og i fremtiden.

 

Det bekymrer ingen

Det bekymrer ingen i det danske Militær-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks, MIMAK, at USA er klart politisk upålidelig på hjemmeplan, ledes af en præsident som f.eks. seriøse amerikanske medier betragter som utilregnelig og som løbende understreger at han skal fremstå som uberegnelig og truer andre med atomvåben meget større end Hiroshima.

Det bekymrer ingen at USA er det mest oprustede, krigsførende og folkerets-foragtende land i verden siden 1945 med indblanding og voldelige kup i snesevis af lande og 600+ basefaciliteter i godt 130 lande og specialenheder i endnu flere.

Det bekymrer ingen – at USA’s nye 2018 National Defence Strategy samt Nuclear Posture Review er enestående i verden for tankegodsets gennemførte militarisme, oprustning og insisteren på herredømme over hele kloden.

Det bekymrer ingen at sidstnævnte Review er også én stor advokatur for at atomvåbnene skal videudvikles, USA skal have mange flere og de skal blive mindre (så ”små” som Hiroshima) og kunne bruges oftere på slagmarken ungefær som om de var konventionelle våben.

Det bekymrer ingen at disse ting behandles intellektuelt og ret kritsik i ledende amerikanske aviser men ikke i danske. Hvis Rusland eller Kina havde haft samme officielle politik for verdensherredømme med konventionelle og atomare midler ville du have set det på forsiden af alle danske medier.

Men det må bekymre enhver, der som undertegnede gerne vil se en bare lidt mere fredelig verden – også på længere sigt.

 

Fake, ikke fakta. Udelukkelse, ikke alsidighed

Alt dette må naturligvis forties, udelukkes i trusselsbilledet som – for at få USA/NATO til at fremstå som fredens apostle – må bygge på et vildt overdrevet, urealistisk og ensidigt negativt billede af Rusland.

Det er disse tiltag i USA/NATO-kredse, der i hovedsagen – ikke udelukkende men netop i hovedsagen – gør at russerne arbejder på at komme op fra de knæ, de faldt ned på i 1989 med Sovjetunionens, Warszawapagtens og det kommunistiske systems endelige sammenbrud.

I den Første Kolde Krigs år svingede Warszawapagtens militære udgifter på mellem 65 og 75% af NATOs, idag under den Anden Kolde Krig er de 8%. Rusland alene i forhold til 29 NATO-lande kan kun gøres til en trussel, det er det ikke. I hvert fald ikke så længe det ledes af en professionel, erfaren og nogenlunde rationel præsident – hvad der ikke er nogen garanti for i fremtiden.

Men man kan naturligvis skabe fjender og udpege det onde – så man selv, som den gode, må “forsvare” sig.

Vi har altid hørt at balance er en måde at skabe stabilitet og fred på. Hvis parterne er nogenlunde lige stærke så afholder de sig fra at starte en krig. Mens der altså tidligere var en tilnærmet balance er der idag en heftig ubalance.

Den er et resultat af at NATO ikke blev nedlagt men i stedet blev ekspanderet hele vejen rundt om Rusland, fra Georgien i 1994 til Baltikum og det gamle, nu opsplittede Jugoslavien.

Det var et dokumenteret brud på alle løfter som topledere i Vesten gav Sovjetunionens sidste leder Mikhael Gorbatjov. Men alt dette er for omstændeligt – journalister, der ikke gider at sætte sig ind i samtidshistorien og læse nogle bøger agumenterer jo normalt med at man ikke skal gøre det altfor komplekst for den meninge læser, lytter og seer.

Og resultat over tid?

Fakta og kundskabsbaserede analyser spiller ingen rolle, det gør derimod markedsføring af slagkraftige slogans og til ulidelighed grænsende gentagelser af mantra, der til sidst for alle involverede i MIMAKs gruppetænkning fremstår som uimodsigelige fakta.

Som tro.

Men hvis fakta og vidensbaseret analyse spillede bare en lille rolle ville man ikke kunne indgå forlig som dette og skrive om det på den måde man gør.

 

Gode spørgsmål – så gode at de ikke skal drøftes i Folketing, medier eller på institutionerne

Hvis der fandtes en slags intellektualisme i alt dette, en lille nagende tvivl hos forskere – searchers and re-searchers – kunne man måske åbent diskutere spørgsmål som disse:

• Gad vide hvorfor den internationale sikkerhed er så forringet når man tænker på de enorme summer, NATO med USA i spidsen har brugt siden Murens fald på at skabe hvad de dengang og hvert år hævdede skulle blive en fredeligere verden? Hvorfor er det gået så dårligt når det skulle/kunne være så godt idag?

• Hvad er der grundlæggende galt i denne militære oprustningstanke når den som tiden gå kun har ledt til en mere konfrontative og riskofyldt verden – i Europa, i Mellemøsten og i Asien?

• Hvorfor har vi en Ny Kold Krig?

• Hvorfor har den Globale Krig Mod Terrorister (ikke ismen) – medført at problemet, iflg The Global Terror Index, er vokset godt 80 gange sammenlignet med 9/11 2001?

• Har det kun været godt for Danmark at det siden 1999 har deltaget i krige i Jugoslavien, Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien – eller er der ting at lære af disse erfaringer eftersom de alle er militære, folkeretslige, etiske og politiske fiaskoer?

• Hvorfor er forsvarsforliget overvejende gearet til at deltage i internationale konflikter og krige på en måde, der kun kan opfattes som provokativt af andre? Nye F35 kampfly, tanken om Tomahawk-krydsermissiler, krigsdeltagelse i USA-ledede krige samt  brigader hér og dér er sikre tegn herpå.

• Hvorfor handler forsvarspolitik og forlig i det alt væsentlige om den militære dimension og ikke om de ting, der er nævnt ovenfor?

• Hvorfor problematiseres hele denne filosofi ikke? Den er krystalklart uforeneligt med FN-Erklæringens Artikel 1 (om fred med fredelige midler), Artikel 51 (om retten til selvforsvar men altså ikke angreb) samt præamblen, der siger at krig skal afskaffes. Men om folkeretslige implikationer om dette forlig, Danmarks aktive og militante udenrigspolitik taler ingen. Hvorfor mon ikke?

• Hvor langt fremme i Samuelsens amerikanske bus kan man sidde uden at forsvar og defensivitet bliver til det modsatte, i det mindste i andres øjne – hvilket betyder at Danmark også, i tilfælde af krig og terror, vil ligge højt oppe på angrebslisterne?

• Hvis alle småstater som Danmark gjorde det, som Danmark gør, hvordan ville verden så se ud?

Og hvordan er det kommet så langt så der i Danmark ikke længere kan føres en balanceret diskussion om principper, værdier og tænkemåder men kun udbasuneres enstemmighed omkring et militært perspektiv og blind NATO/USA loyalitet?

Det er ikke 30 år siden at hele det danske politiske spektrum ville have forsvoret at Danmark skulle deltage i angrebskrige langt borte. Det var ligesom ikke en del af identiteten i landet med andeflokken, hyggen, velfærdsstaten, ligestillingen, folkehøjskolerne, Grundtvig, Svante og Rifbjerg – landet med god internationalisme og solidaritet, rimeigt god FN-profil og tro på at det samfund – også internationalt – hvori love respekteres er bedre end slyngelstatens og diktaturets.

 

Den snarlige bratte opvågnen

I 2023 vil skatteyderne få at høre at verden desværre heller ikke denne gang blev sikrere. Og de vil igen blive tvunget til at punge ud med meget mere for deres “sikkerhed” og især for F35, der for øvrigt i amerikanske fagtidsskrifter står som en fremtidig Nummer 1 hvad angår pris kombineret med ubrugelighed.

Meget tyder på at i 2023 vil det USA, DK ligger så totalt under for, vil have en voldsomt forringet status og anseelse i verden og at den globale orden vil se endog meget anderledes ud.

NATO slår allerede i dag alvorlige revner med alliancens to største militærmagter, Tyrkiet og USA, ude i noget, der ser ud som krig med hinanden i Syrien og et Tyrkiet, der står de facto langt nærmere Rusland end NATO/EU.

Kina og dets gigantiske fremtidsvision om Silk Road and Belt, BRICS-landene og nye valutaer til erstatning for dollaren og alliancer fra Syrien og østerud vil skabe økonomiske, sikkerhedspolitiske og kulturelle mønstre, ingen i det danske MIMAK synes at mene har nogen betydning for Danmarks forsvar.

Der spørges ikke om hvor klogt det er at lægge alle sine æg i den amerikanske kurv og støtte USAs verdensherredømme til den bitre ende – til det er faldet lige så uigenkaldeligt sammen som Sovjetunionen. (Mens europæiske ledere allerede på punkt efter punkt lægger afstand til Trump-administrationen).

Hvis USA fortsætter med at skabe konfrontation med Iran og til slut angriber det også med en eller anden fake pretext så vil Danmark ikke kunne andet end støtte – politisk såvel som, sandsynligvis, militært.

Og hvis Danmark har et problem med russerne var det måske en idé at spørge: Hvorfor har det det? Og så snakke med russerne om hvad Danmark synes og hvad Rusland synes, hvilke misforståelser, der kunne ryddes af vejen, og hvad man eventuelt kunne enes om at samarbejde om. Det ville både være billigere og mere fredsfremmende end dette.

Men det kan Danmark ikke fordi det er NATO-medlem.

Om føje tid vil der ske en brat opvågnen i den danske udenrigs- og forsvarspolitiske administration. Væggene i MIMAKs gamle boks vil falde ind som følge af virkelighedens trykbølge. Hvor uforberedt på fremtiden har man lov at være i den branche? Og hvem skal til den tid betale prisen?

Foto fra DR-artiklen om udenrigsministerens besøg i Washington.

 

Anbefalet læsning om forsvarsforliget

Forsvarsforliget 2017 – Ti positive punkter

Forsvarsministeriet

Hele teksten i PDF

  Anders Samuelsen, folketingets forsvarsforlig 2018, forsvarsforliget 2018