Vesten skal forholde sig mere nuanceret til Kina

Vesten skal forholde sig mere nuanceret til Kina

Carsten Boyer Thøgersen
Tidligere kontorchef i Udenrigsministeriet og generalkonsul i Shanghai og Guangzhou


21. juni 2021

Nogle amerikanske iagttagere mener, at inddæmningen af Kina er begyndt alt for sent. Spørgsmålet er, om ”tidligt nok” overhovedet har været en mulighed, når det gælder inddæmning af næsten 20 pct. af jordens befolkning. Kina er – både økonomisk og teknologisk – en global magtfaktor, som Vesten er nødt til at forholde sig mere nuanceret til, end både politikere og medier gør det i dag.

DER ER MANGE TING, man med rette kan kritisere Kina for. Det gør medierne, det er deres opgave, og det er velkomment. Men hvis det billede, der tegnes af Kina, er unuanceret, svækkes den viden og det grundlag, som vestlige lande nu og i de kommende år skal basere deres Kina-politik på.

At styrke vores viden om Kina er ikke det samme som at forsvare Kina. Tværtimod er viden om og indsigt i, hvorfor Kina – med rette eller urette – indtager de positioner og fører den politik, som det gør, et nødvendigt udgangspunkt for at føre en solid Kina-politik til gavn for Europa.

Først publiceret i tidsskriftet Ræson, 10.05.2021

Den amerikanske fortælling

Forholdet mellem USA og Kina er i dag det mest konfrontatoriske, siden USA og Kina i 1969 – efter Richard Nixons indsættelse som amerikansk præsident – indledte en tilnærmelse, der blev bekræftet ved præsidentens historiske besøg i Kina i 1972.

Siden Joe Biden i januar 2021 blev indsat som amerikansk præsident, er forholdet mellem USA og Kina spidset til. Præsident Biden handler over for Kina, som han under valgkampen sagde, han ville gøre, og som præsident Donald Trump ikke kunne gøre; nemlig ved at skabe en alliance af ligesindede demokratiske lande vendt imod Kina.Præsident Trumps politik over for Kina var impulsiv og mediedreven.

Præsident Bidens kinapolitik er en fortsættelse af Trump-administrationens politik, men den er baseret på systematik, professionalisme og med inddragelse af nogle af de mest erfarne amerikanske embedsmænd. Præsident Bidens opgør med Kina går langt dybere, er mere omfattende end Trumps, og det kan få vidtrækkende konsekvenser. I april 2021 mødte præsident Bidens særlige udsending, John Kerry, den kinesiske klimachefforhandler Xie Zhenhua i Shanghai – og åbnede en dør for samarbejde med Kina omkring klimapolitik. Det er positivt, men det er en enlig svale. 

Kinas øgede økonomiske og teknologiske styrke – uanset Kinas styreform –
er en udfordring for Vesten og resten af verden

Fra 1978 blev Kinas økonomiske åbning til verden hilst velkommen overalt, men det var først i midten af 1990’erne, at de store multinationale virksomheder for alvor fik etableret sig i Kina. Efter Kinas medlemskab af Verdenshandelsorganisationen WTO i 2001 rykkede titusindvis af mellemstore udenlandske virksomheder ind i Kina og outsourcerede produktionen hertil. I 2008 lykkedes det hurtigt Kina at inddæmme virkningerne af den globale finanskrise, der startede i USA, og efter 2010 fik det kinesiske hjemmemarked endnu større betydning for udenlandske eksportører. Kina er i dag verdens næststørste økonomi, største modtager af udenlandske investeringer, er dybt integreret i de globale værdikæder og på vej til at blive verdens største økonomi inden for få år.

Den amerikanske inddæmning af Kina begyndte under præsident Obama, men tog først for alvor fart i slutningen af 2017 under præsident Trump, som også udarbejdede sin egen fortælling: Kina er et autoritært styre, ekspansivt i Det Sydkinesiske Hav, overtræder internationale handelsregler, begår folkedrab i Xinjiang, knægter demokrati og internationale aftaler i Hongkong, undertrykker menneskerettigheder i Tibet og vil erobre et demokratisk selvstyrende Taiwan. Det amerikanske mål er et systemskifte i Kina. Præsident Trump og hans udenrigsminister Michael Pompeos amerikanske fortælling om Kina fortsætter under præsident Biden, men deles ikke fuldt ud af USA’s alliancepartnere i Europa og Østasien.

Kinas øgede økonomiske og teknologiske styrke – uanset Kinas styreform – er en udfordring for Vesten og resten af verden. Det er karakteristisk, at USA – i stedet for at tage udfordringerne op inden for internationale organisationer, pragmatisk og gennem forhandlinger – har valgt en ideologisk fortælling. Demokrati mod diktatur, det gode mod det onde. Fortællingen overser, at mange pro-vestlige stater er hybridsamfund og ikke entydigt lader sig placere i nogen af de to kategorier.

Den amerikanske Kina-fortælling udmønter sig i det pres, USA lægger på en række af Kinas grænseregioner: Xinjiang, Tibet, Sydkinesiske hav, Hongkong og Taiwan. Kina kalder opretholdelsen af landets suverænitet, det vil sige respekten for landets nuværende nationale grænser og bevarelse af landets politiske system, for sine kerneinteresser. I vestlige lande kalder vi det røde linjer.

Xinjiang

På sin sidste dag på kontoret som USA’s udenrigsminister anklagede Michael Pompeo Kina for folkemord på den etniske uighur-minoritet i Xinjiang, der tæller 12 millioner mennesker, med henvisning til FNs Folkedrabskonvention fra 1948. USA’s nye udenrigsminister Anthony Blinken har fastholdt anklagen, der blandt andet omfatter mord, tortur, sterilisation af etniske uighur-kvinder og tvangsarbejde.

Anklagerne baseres på udsagn fra uighurer i eksil i Tyrkiet. Der er cirka 50.000 uighurer i eksil i Tyrkiet og omkring 8.000 i USA. Mange uighurer i eksil har i årtier kæmpet for et selvstændigt Xinjiang, Østturkistan, og modtager gennem World Uyghur Congress (der har hovedkontor i Washington D.C.) støtte fra den amerikanske kongres. De terroraktioner, som nogle uighur-separatister har gennemført de seneste tyve år, anslås at have kostet over 800 ofre. Antallet af uighur-jihadister i Mellemøsten vurderes til at have været flere tusinde, og mange har været aktive i Xinjiang. 

De mange rapporter om Xinjiang er ofte amerikansk sponsorerede og formidler
udsagn fra eksiluighurer, mange med forbindelse til grupper,
der kæmper for et selvstændigt Xinjiang

To spor er vigtige for at forstå situationen i Xinjiang, også fordi de to spor ofte blandes sammen i udsagn fra uighurer i eksil. Den kinesiske centralregering bekæmper terrorisme, separatisme og ekstrem islam. Mistænkte forhøres, deres sager behandles indenfor retssystemet og dømte indsættes i fængsler til afsoning af deres domme.

Det andet spor er Kinas kampagne for fattigdomsbekæmpelse, hvor Kina i 2020 erklærede at have nået sit nationale mål med bekæmpelse af ekstrem fattigdom i hele landet. Kampagnen har også omfattet den etniske uighur-minoritet i Xinjiang. De har i århundreder levet deres traditionelle liv med landbrug og fårehold i området mellem Urumqi og Kasghar. Skal de bringes ind i en moderne verden, lære nye færdigheder, lære Kinas nationale sprog, mandarin, der giver mulighed for højere uddannelser og gode jobs, eller skal de fortsat leve i etniske reservater?

Det er et klassisk udviklingsspørgsmål med velkendte udfordringer. Uddannelsescentre blev etableret for fem år siden, hvor over en million uighurer gennem årene er blevet uddannet i håndværk og servicefag med senere anvisning af jobmuligheder. Uanset at undervisningen har været forbundet med økonomiske incitamenter, er mange formentlig også blevet tvunget til at modtage undervisning, og civile rettigheder er givetvis her blevet krænket.

Indimellem de to spor ligger også et tredje spor: Uighurer, der intet kriminelt har foretaget sig, men som er under mistanke for ekstrem islam. Ifølge udsagn fra eksil-uighurer sendes sådanne mistænkte på genopdragelse gennem længere tid på særlige institutioner, der er forskellige fra uddannelsescentrene til bekæmpelse af fattigdom. Det kan forklare sammenblandingen af de to spor ovenfor. Antallet af indsatte og karakteren af disse institutioner er uklar. Oplysninger om konkrete forhold er sparsomme, og den internationale debat er her meget politiseret. Civile rettigheder bliver givetvis krænket på disse institutioner.

Men der er ikke tale et kinesisk forsøg på at udrydde en etnisk muslimsk minoritet i Xinjiang. Islam har gennem 1.400 år været en del af Kinas kulturhistorie med mange muslimer på fremtrædende offentlige poster som for eksempel den berømte søfarer fra 1400-tallet, Zheng He. Uden for Xinjiang – i andre dele af Kina – lever over 20 millioner muslimer i fred med det øvrige samfund, og ingen muslimske lande har vendt sig imod Kinas politik i Xinjiang.

De mange rapporter om Xinjiang er ofte amerikansk sponsorerede og formidler udsagn fra eksil-uighurer, mange med forbindelse til grupper, der kæmper for et selvstændigt Xinjiang. National Endowment for Democracy (NED) er et agentur, der hovedsageligt er finansieret af den amerikanske stat, som har kanaliseret penge videre til World Uyghur Congress, der står bag flere rapporter, som den amerikanske regering læner sig op ad. 

Under de langvarige demonstrationer i 2019, der startede som
modstand mod udleveringsaftalen med Beijing, blev nye og
markante ønsker om selvstændighed
og amerikansk involvering fremsat

Videnskabeligt materiale og håndfaste beviser på de alvorlige anklager om folkedrab mangler og blev heller ikke fremført af EU i de sanktioner mod fire kinesiske embedsmænd i Xinjiang, som Det Europæiske Råd offentliggjorde den 22. marts 2021. Her nævnes overgreb over for uighurer i form af overvågning, fængsling og tvangsarbejde blandt andet ved bomuldsplukning. Som normalt vedlægger Det Europæiske Råd ikke dokumentation for sådanne sanktioner, og man må forstå, at der refereres til almindeligt kendte åbne kilder.

Some et eksempel lød det i vestlige medier gennem årtier, at 1.2 million tibetanere var blevet udryddet i Tibet siden Dalai Lamas flugt i 1959. I 2008 skrev direktøren for Free Tibet Campaign i London (22.03.2008, New York Times), at han havde været i det eksiltibetanske center i Dharamsala i Indien og tjekket arkiverne. Han fandt ingen dokumentation. Man ville nu ikke længere bruge tallet på 1.2 million omkomne tibetanere, skrev direktøren.

Hong Kong

I 1984 aftalte Kina og Storbritannien, at den britiske kronkoloni Hongkong i 1997 igen skulle blive en del af Kina under formlen ”Ét land, to systemer”. Kina fik straks sin del af aftalen opfyldt: Hong Kong kom tilbage til Kina. Hong Kongs administration fortsatte stort set uændret under formlen ”To systemer”, der betød, at Hongkongs status som selvstyrende region skulle opretholdes i 50 år frem til 2047. Kina blandede sig ikke i Hong Kongs interne administration, bortset fra udnævnelsen af Hong Kong-regeringens leder, the Chief Executive, hvis vigtigste opgave set fra Beijing var ikke at udfordre præmissen om, at Hong Kong var en del af Kina.

Den chance, som civilsamfundet i Hong Kong fik til at skabe en ny og egen identitet, at udvikle sig fra en tidligere britisk kronkoloni, hvor man ingen indflydelse havde haft på Hong Kongs lokale politik og til at etablere sig som en robust selvstyrende kinesisk region, blev ikke grebet. Alle involverede parter bærer hver deres del af skylden. Regeringen i Beijing rådgav/tilskyndede for lidt, Hong Kongs lokalregering manglede visioner og kompetencer, civilsamfundsorganisationer og de politiske grupperinger i Hong Kong søgte ikke sammen om opbygningen af et aktivt civilsamfund, der kunne have understøttet et bæredygtigt selvstyre i Hong Kong, og Hong Kongs finansielle sektor vedblev med at have al for stor indflydelse på områdets politik.

Under de langvarige demonstrationer i 2019, der startede som modstand mod udleveringsaftalen med Beijing, blev nye og markante ønsker om selvstændighed og amerikansk involvering fremsat, vestlige lande og organisationer finansierede aktivistgrupper og lokale medier, og de brugte Hong Kong som platform for deres kritiske politik over for Kina i almindelighed. Kinas røde linje ”ét land” blev overskredet, og året efter blev en national sikkerhedslov indført i Hong Kong og gjorde det ulovligt at arbejde for en løsrivelse af Hong Kong fra det øvrige Kina. 

Overordnet har Kinas håndtering af Hong Kong de sidste to år
været blødere end Madridregeringens håndtering af Cataloniens
forsøg på løsrivelse, hvor ni politikere valgt ved fuldt demokratiske valg
har fået fængselsstraffe på op til 13 år

Storbritannien har anklaget Kina for at bryde den bilaterale aftale fra 1984, hvad angår fortsættelsen af ”to systemer”, men anklagen er Storbritanniens egen politiske fortolkning af aftaleteksten. Overordnet har Kinas håndtering af Hong Kong de sidste to år været blødere end Madridregeringens håndtering af Cataloniens forsøg på løsrivelse, hvor ni politikere valgt ved fuldt demokratiske valg har fået fængselsstraffe på op til 13 år. Senest ophævede Europa-Parlamentet immuniteten for tre medlemmer valgt i Catalonien og under anklage af de spanske myndigheder. Hverken i Catalonien, der har et demokratisk valgsystem eller i Hong Kong, der aldrig har haft udbredt demokrati, heller ikke under britisk styre, handler det om demokrati. Det handler om områdernes nationale tilhørsforhold.

Trods amerikansk og europæisk kritik af Kinas tiltag over for Hong Kong, flyder der fortsat betydelige summer af kapital fra amerikanske og europæiske investeringsbanker og fonde ind i Kina via Hong Kong efter liberaliseringen af de kinesiske kapitalmarkeder.

Det Sydkinesiske Hav

Spratly-øerne er den største og mest omstridte øgruppe i Det Sydkinesiske Hav. Både Kina, Vietnam, Filippinerne, Malaysia og Brunei gør krav gældende i Spratly-øgruppen, der består af godt et dusin øer, små sandbanker og over 100 oversvømmede rev.

Kina gjorde allerede i 1935 og igen i 1947 krav på suverænitet over øgruppen. Senere gjorde de øvrige lande det samme, og de begyndte fra 1980 at besætte, udbygge og befæste flere af øerne. Kina krævede fortsat suverænitet over de fleste af Spratly-øerne, men besatte ingen af øerne – bortset fra en enkelt ø i 1988 efter et undtagelsesvist sammenstød med Vietnam. Kina indgik i 2002 en aftale med de øvrige lande om at forhandle om øernes fremtid. Princippet var, at uenighederne anerkendtes, og at de skulle forhandles bilateralt mellem de involverede lande. I 2011 genbekræftede landene dialogen, der var startet i 2002.

I 2010 indledte USA sin ”Pivot to Asia” politik og engagerede sig nu i spørgsmålet om Spratly-øernes fremtid. En regional forhandlingsproces blev afløst af konfrontation. Kinas svarede igen, besatte og udbyggede fra 2014 otte øer. Øgruppens oprindelige areal var under 2 km². Senere har Kina ved inddæmning lagt 10 km² til – svarende til godt halvdelen af Saltholms størrelse – efter at de øvrige lande allerede havde udbygget deres øer med 2 km². I dag er 26 af øerne og revene kontrolleret af Vietnam, 10 af Filippinerne, 8 af Kina og 7 af Malaysia.I 2016 fastslog FN’s Havretskonvention med hovedsæde i Hamborg, at ingen af øerne kunne kaldes for øer, og at reglen om en kyststats eksklusive zone på 200 sømilegrænse derfor gjaldt for området. Kina var fra begyndelsen imod Havretskonventionens indblanding. Republikken Kina/Taiwan har siden 1946 kontrolleret den største ø i øgruppen, Taiping, og gør ligeledes krav på øer i Spratly-øgruppen. 

Taiwans status er fortsat uafklaret,
72 år efter den kinesiske borgerkrigs ophør,
hvis officielle afslutning endnu mangler

Spratly-øerne i Det Sydkinesiske Hav har ingen oprindelig befolkning. Det er kun sandbanker. USA ønsker med sin flådes tilstedeværelse at hævde retten til fri sejlads i området. Ingen lande – heller ikke Kina – bestrider den ret. Området er et af verdens mest trafikerede for handelsskibe, dog ikke direkte igennem øgruppen, men 200 km vest for. Sammenstød er sket, når amerikanske krigsfartøjer er sejlet indenfor de kinesisk-kontrollerede øers 12 sømilegrænse, der udgør staters indre territorialfarvand.

Konflikten i Det Sydkinesiske Hav er symbolsk og er en styrkeprøve mellem USA og Kina. Kina ønsker, USA skal stoppe patruljeringen langs Kinas kyster, 12.000 km fra den amerikanske Vestkyst. USA ser det som sin nationale interesse at være til stede. Skulle der ske sammenstød, vil det kun involvere militære enheder. Der er ingen civilbefolkning i området, og civile handelsskibes rutetrafik er aldrig blevet antastet.

Taiwan

Den kinesiske borgerkrig fra 1946 til 1949 endte med etableringen af Folkerepublikken Kina, mens Republikken Kinas militære elite og ledende embedsmænd, omkring 2 millioner mennesker, flygtede til øen Taiwan. Frem til 1971 var Republikken Kina medlem af FN og FNs sikkerhedsråd, hvorefter Folkerepublikken Kina overtog pladsen som repræsentant for Kina. Under præsident Nixons besøg i Kina i 1972 underskrev USA og Kina en erklæring, kaldt Shanghaikommunikéet, hvori USA fastslår:

“The United States acknowledges that all Chinese on either side of the Taiwan strait maintain there is but one China and that Taiwan is a part of China. The United States Government does not challenge that position.”

Efter 1971/72 afbrød næsten alle vestlige lande diplomatiske forbindelser med Republikken Kina og etablerede diplomatiske forbindelser med Folkerepublikken Kina. En håndfuld vestlige lande, herunder Danmark, havde allerede tidligere oprettet diplomatiske forbindelser med Folkerepublikken Kina. I 2002 var George W. Bush den sidste amerikanske præsident, der officielt bekræftede indholdet af Shanghaikommunikéet fra 1972.

Lige siden 1684, da Taiwan blev en del af Qingdynastiet, har kinesiske ledere på begge sider af Taiwanstrædet set Taiwan som en del af Kina, bortset fra perioden fra 1999 til 2008 under Taiwan præsidenterne Lee Teng-hui og Chen Shuibian og siden 2016 efter valget af Tsai Ing-wen som præsident.

Taiwans status er fortsat uafklaret, 72 år efter den kinesiske borgerkrigs ophør, hvis officielle afslutning endnu mangler. Under Trump-administrationen og nu stærkere under præsident Biden er fortællingen om Taiwan blevet ændret fra en historisk, statsretlig fortælling til en værdibaseret fortælling. Folkerepublikken Kina er et autoritært styre, mens Taiwan de seneste 25 år – med rette – kan kaldes et velfungerende demokrati i vestlig forstand. USA leverer våben til Taiwan og er i gang med at opbygge stat-til-stat lignede relationer til Taiwan og fremme Taiwans position som en selvstændig nation, løsrevet fra det kinesiske fastland. Det er nyt og vil overskride en af Kinas røde linjer. Ingen kinesisk ledelse vil overleve en afståelse af Taiwan.

Set fra Kina, handler spørgsmålet om Taiwans status for Kina ikke om Taiwans styreform, men om Kinas grænser. Kinas model for Taiwan er enkel: Efter en officiel ceremoni om Taiwans tilbagevenden til Kina, fortsætter Taiwan som hidtil med eget politisk system, egen valgt regering, egne offentlige institutioner og fuldt internt selvstyre.

Kinas mål er Taiwans formelle status som en del af den kinesiske nation og fravær af udenlandsk indblanding. Herefter må Taiwan udvikle sig som dets regionale ledelse har evner og visioner til, men som en del af Kina. 

I 2018 indførte USA nye og højere tariffer på importvarer fra Kina
og har siden fulgt op med omfattende forbud mod
import af bestemte varegrupper fra Kina

Dette sagt, ser verden i dag anderledes ud end i 1949. Modsat befolkningen i Fastlandskina, 1.4 milliarder mennesker, er der i dag intet ønske hos de 22 millioner taiwanesere om en genforening med Fastlandskina. Taiwans nuværende regering har et samarbejde med USA, og Taiwan er en del af konfrontationen mellem USA og Kina. Forslag til en holdbar løsning på spørgsmålet om Taiwan er lige nu få.

Handelssanktioner

Verdenshandelsorganisationen WTO og dens forgænger GATT blev sat i verden for at regulere verdenshandelen. GATT og senere WTO var en del af efterkrigstidens internationale struktur med tydelige amerikanske fingeraftryk. De seneste år har USA nedtonet sit engagement i WTO og har valgt en bilateral tilgang i handelstvister og brugt sin økonomiske styrke til at opnå resultater. Det er sket over for Canada, Mexico, EU, Tyskland og ikke mindst Kina.

I 2018 indførte USA nye og højere tariffer på importvarer fra Kina og har siden fulgt op med omfattende forbud mod import af bestemte varegrupper fra Kina, sortlistet en række kinesiske virksomheder og vedtaget sanktioner mod både regionale og nationale kinesiske embedsmænd. Senest bekræftede Biden-administrationen sanktioner mod Den kinesiske folkekongres’ 14 viceformænd. Det er det politiske lag i Kina lige under Kinas absolutte topledelse.

Mest kendt er anklagerne om spionage og overvågning mod det kinesiske IT-selskab Huawei og dets 5G teknologi. Amerikansk pres har fået en række allierede lande, blandt andet Danmark, til at fravælge 5G-udstyr fra Huawei med store økonomiske omkostninger til følge for de pågældende lande. Huawei har afvist anklagerne og henvist til, at USA gennem 15 år har undersøgt Huaweis 5G teknologi uden at finde beviser, der underbygger anklagerne.

Huaweis finanschef Meng Wanzhou er på tredje år tilbageholdt i Canada under anklage for at have overtrådt en national amerikansk lovgivning – under møder med en bank i Hongkong. En bilateral udleveringsaftale mellem USA og Canada har forpligtet Canada til at indlede undersøgelser. 

Præsident Biden fortsætter sin forgængers
økonomiske, handelsmæssige og teknologiske
opgør med Kina

Til trods for de mange amerikanske sanktioner har Kinas eksport til USA alligevel været støt stigende siden 2017, inklusive første kvartal af 2021.

Fremtiden

Præsident Biden fortsætter sin forgængers økonomiske, handelsmæssige og teknologiske opgør med Kina. Inden styrkeforholdet mellem USA og Kina kan nå at afgøre striden, vil verdensøkonomien have lidt voldsomt og have ramt alle.

Nogle amerikanske iagttagere mener, at inddæmningen af Kina er begyndt alt for sent. Spørgsmålet er, om ”tidligt nok” overhovedet har været en mulighed, når det gælder inddæmning af næsten 20 pct. af jordens befolkning, der støt og roligt bliver rigere, mere teknologisk avanceret og som lever i et samfund med social stabilitet, fremdrift og opbakning bag en regering, der senest har forvaltet en COVID-19 pandemi med meget få dødsfald og uden nedlukning af samfundet bortset fra de første to til tre kaotiske måneder.

Til en begyndelse vil mange af USA’s allierede slutte verbalt op om amerikanske sanktioner mod Kina. Men hvad vil USA’s allierede gøre, når Kina svarer igen med sanktioner, der rammer de amerikanske allieredes egen økonomi?

Andre amerikanske iagttagere mener, at USA skal acceptere den kendsgerning, at landets overordnede økonomiske styrke er blevet mindre, men samtidig forhandle håndfast om de mange handelstvister, som verdenshandelen lider under og udnytte Kinas økonomiske opdrift til USA’s egen fordel – gennem samarbejde og forhandlinger.

Selvom Kina kommer til at fylde mere internationalt her og nu og USA relativt mindre, vil USA’s fortsatte styrke – økonomisk, politisk og militært – stadig være umådelig stor de kommende årtier. Et amerikansk opgør med Kina i dag – bistået af en værdibaseret alliance af demokratiske lande vendt mod Kina – kan blive langt mere omkostningsfuld for USA end en amerikansk kinapolitik, hvor der samarbejdes, alt imens USA’s økonomi styrkes, og mens USA konsoliderer sit eget samfund og får gennemført de mange nationale reformer, som USA har brug for.

Om tyve år vil USA da stå stærkere, end hvis USA fremprovokerer et opgør med Kina i dag. Samme amerikanske iagttagere påpeger, at USA trods sin overvældende militære styrke, ikke vandt Koreakrigen i 1953, krigene i Vietnam og Cambodia i 1975, i Irak i 2003 eller i Afghanistan fra 2001. De eneste krige USA har vundet i Østasien var i Filippinerne i 1898 og mod Japan i 1945 – med anvendelse af kernevåben.Det rationelle og lange perspektiv tilsiger en amerikansk forhandlings- og samarbejdspolitik over for Kina. Men måske giver amerikansk patriotisme og populisme i dag ikke plads til en sådan mulighed. ■ 

Et amerikansk opgør med Kina i dag – bistået af en værdibaseret
alliance af demokratiske lande vendt mod Kina
– kan blive langt mere omkostningsfuld for USA
end en amerikansk Kina-politik, hvor der samarbejdes

Fotograf Camillahey.dk

The author

Carsten Boyer Thøgersen er tidligere kontorchef i Udenrigsministeriet og generalkonsul i Shanghai og Guangzhou. Og mere hér.

Vi på The Transnational – TFF bliver glade hvis vore læsere blot en gang imellem udtrykker deres anerkendelse af vort arbejde – såsom også denne artikel – her. Mange tak!

One Response to "Vesten skal forholde sig mere nuanceret til Kina"

  1. vhelenl   June 21, 2021 at 8:19 pm

    It’s very important to get a broader picture of China. And also Western countries which are about 20-50 years too late. They slept in class, made a lot of wars including proxy wars – while China built roads etc in Africa and elsewhere.

    Reply

To promote dialogue, write your appreciation, disagreement, questions or add stuff/references that will help others learn more...

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.