Materialet om Europa og USA har et omfang, der svarer til godt 50 A4-sider og er derfor lagt ud i mindre stykker, Del 1 – 4. Indholdsfortegnelsen herunder dækker hele materialet og du kan klikke dig direkte til hver del. Længst nede på hver del kan du klikke dig til den næste, den foregående og til hovedsiden.
Indholdsfortegnelse
Kapitel 1: Inden vi går i gang
1. Hvad drejer det sig om?
2. Viden og dialog
3. Vær nysgerrig og stil spørgsmål om spørgsmålene – også om dem i det her materiale
4. Hvem er forfatteren, hvor står han og hvad tror han på
5. Strukturering
6. Praktiske ting og metode
7. Opvarmning
Øvelser
Kapitel 2: Forskellige sider af Europa og USA
2.1 Hvor forskelligt opfatter vi hinanden?
Diskussionstemaer 12.2 Hvordan ligner USA og Europa hinanden?
Diskussionstemaer 22.3 Europas og USA’s positioner i verdenssamfundet
Diskussionstemaer 32.4 Politisk legitimitet
Diskussionstemaer 42.5 Militære relationer
Diskussionstemaer 52.6 USA’s og Europas selvforståelse eller identitet
Diskussionstemaer 62.7 USA’s og Europas økonomiske relationer
Diskussionstemaer 7Kapitel 3: Fremtiden – problemer der skal løses
Kapitel 4: Mulige fremtider i USA og Europa: Kan de bidrage til løsninger frem til 2025?
Mulige udviklinger for USA (1)
Mulige udviklinger for Europa/EU (2)
Mulige udviklinger i forholdet mellem dem begge (3)
Mulige udviklinger i forholdet mellem de to og resten af verden (4)
Diskussionstema 8
Kapitel 1: Inden vi går i gang
I 1967 udkom i Frankrig en bog, som blev den mest omdebatterede det år i Europa. Den var skrevet af Jean-Jacques Servan-Schreiber og hed Den amerikanske Udfordring og udkom året efter på dansk med forord af den forhenværende statsminister Viggo Kampmann. Han indleder med disse ord: “Denne bog fortæller os, at vi i Vesteuropa allerede er besat af USA, der i ly af Fællesmarkedet har overtaget magten inden for alle de strategiske, vigtige industrier.” Servan-Schreiber mente at USA havde besat Europa ved hjælp af teknologisk overlegenhed og ledelsesfilosofi.
Konflikt og mistænkelige blikke over Atlanten er på ingen måde noget nyt. Og det er værd at huske når Du bruger dette materiale. I bogen bringer forfatteren også et næsten profetisk citat af USA’s daværende hårdhændede forsvarsminister, Robert S. McNamara, hårdhændet fordi USA i de år og frem til 1975 førte en skånselsløs krig i Vietnam. McNamara siger om Vesten versus resten, de fattige lande, i 1967: “Lad os ikke hykle. Hvis de rige lande ikke foretager en stor og fælles anstrengelse for at udfylde svælget mellem jordklodens to halvdele, vil ingen af os blive i stand til at holde os uden for den uundgåelige katastrofe, bølger af vold vil sætte ethvert forsvar ud af spillet. Det økonomiske kaos, som kan blive resultatet af den enorme forskel mellem rige og fattige lande, udgør en større trussel imod De Forenede Staters sikkerhed end Kinas atomvåben. Forholdet er netop så enkelt og så alvorligt, som det her er sagt.”
Det er i dette globale perspektiv, at vi skal se på forholdet mellem Europa og USA i det følgende. Nu, 37 år senere, er svælget kun på visse områder blevet mindre, på mange bredere og dybere. Hverken USA eller Europa har siden ændret sine samfund, filosofi eller politik i et omfang, så det kan siges at stå i proportion til svælgets ufattelige størrelse. For 3 år siden, den 11. september, blev USA ramt af noget, der formentlig også har at gøre med det omtalte svælg. Dets forsvar blev sat ud af spil og USA, der ellers ikke kender til krig på eget territorium i moderne tid, føler sig såret og ydmyget. Det har reageret med at slå tilbage med militære midler. Som konsekvens heraf har vi siden 7. oktober 2001 med angrebet på Afghanistan fået en krig mod terrorister snarere end en international debat og politisk, økonomisk og kulturel reform, der underminere terrorismen ved at angribe dens årsager.
Det er dette materiales grundidé at USA’s og Europas egen fremtid og rolle i fremtidens globale samfund i første række vil afhænge af hvordan de, i samarbejde eller konflikt med hinanden, møder de legitime krav – og den moralske udfordring – om en mere retfærdig verden, en slags global velfærdsstat.
1. Hvad drejer det sig om?
De hér sider skal bidrage til en bedre forståelse af tre vigtige ting:
1) Hvordan man kan blive bedre til at forstå konflikterne i det store internationale – eller globale – samfund.
2) Hvordan kan vi få bedre greb om hvad der sker i og mellem EU/Europa og USA.
3) Hvilke muligheder der er for at USA og/eller Europa i fremtiden kan bidrage til at få løst nogle af de store globale problemer, vi skal have løst for at overleve her på kloden.
Det er unægteligt omfattende spørgsmål. Der er oceaner af skøn- og anden litteratur; der er floder af film og daglige nyheder, der siger noget om de to spørgsmål, og som vi må tolke og tage stilling til. Desværre findes der ingen smarte genveje til god forståelse. Hvis vi skal gå i dybden må vi se på flere dimensioner af forholdet over Atlanten (såsom politik, militær økonomi, kultur) og gøre det ud fra flere perspektiver (såsom statsligt/folkeligt, traditionelt/alternativt, mandligt/kvindeligt, materielt/åndeligt). Vi må lade nysgerrigheden strække sig over tid (historien, nuet, mulige fremtider = scenarier) og bruge adskillige metoder og medier (spørge vidende mennesker, lave brainstorms om det vi ikke véd men gerne vil vide, opsøge viden i bøger og tidsskrifter, surfe på Internettet eller måske tænke systematisk over hvordan vores egen hverdag konkret påvirkes af netop internationale konflikter og forholdet mellem Europa og USA).
Vi kan ikke blive eksperter i det alt sammen. Men vi kan stimulere hinanden til at søge kundskab, se ting på nye måder og dermed blive bedre til at leve aktivt i denne verden. Og i øvrigt er det ikke eksperterne, der skal gøre verden bedre – eller redde den – for os. Det er “vores alle sammens” opgave i et demokrati.
2. Viden og dialog
Vi må vide noget først. Hvis man vil have meninger om verden må man erhverve sig kundskaber om den, ellers bliver det bare til fornemmelser og måske fordomme. Uden egen viden bliver man også lettere narret af dem, der kører med propaganda og vil have os til at tro på en eller anden historie. I materialet hér er der derfor lagt vægt på at rejse spørgsmål og perspektiver, der kan vække nysgerrighed om verden og give en håndsrækning til selvstudier, individuelt eller i grupper. Der er mange og meget forskellige henvisninger og lænker til Internettet. Det er naturligt, for verden er kompliceret.
Jeg får lyst til at citere John Gray, der er professor i europæisk tænkning på London School of Economics, og siger dette om Amerika, at det er “for rigt på modsætninger til at nogen som helst definition af det overhovedet er mulig. Til enhver holdning, der formodes at være distinkt amerikansk, kan man finde den helt modsatte, som ikke er mindre amerikansk… Sandheden er at der ikke findes et grundlæggende, dækkende amerikansk verdensbillede – så lidt som der findes et grundlæggende typisk amerikansk landskab. Enhver der tænker noget andet har ikke fattet det vigtigste om Amerika, nemlig at det er umuligt at kende til bunds.” (Hele Grays artikel kan læses her ).
Så meget om dén ene side af det vi skal arbejde med her! Jeg er ganske sikker på at man kunne sige det samme om Europa. Måske vi har færre kontraster, måske spændvidden er mindre, men mangfoldigheden, blandingerne, det uoverskuelige – det, der er europæisk og hvis modsætning også er europæisk – dét er ikke mindre på vores side. Så det vi skal arbejde med i det følgende er både umuligt at kende til bunds eller sætte på enkle formler. Velkommen til Mission Impossible!
Til at begynde med vil gruppearbejde derfor være mest relevant til at få alle de spørgsmål frem, man gerne vil finde svar på; her kan brainstorm være nyttigt. Derefter kan man fordele opgaverne med at indhente viden og så komme tilbage til gruppen med nye indsigter, dele dem med de andre og se hvor de adskiller sig og hvor de overlapper . Efterhånden skabes en fælles fond af viden, og gennem videre diskussioner kan den så problematiseres: “men her passer din information jo ikke så godt med dét, jeg har fundet ud af om den sag” eller “hvordan hænger dét her sammen med det vi lige hørte?” eller “kan begge parter have en pointe, skønt de siger stik modsatte ting?”
Den enkelte og gruppen erkender at der er noget, jeg/vi ikke ved. Altså må der indhentes ny viden, ny dimensioner, perspektiver, tidsintervaller samt metoder og medier; så tilbage og dele det med de andre… og sådan videre. Efterhånden kan man ikke blot konstatere forskelle (og konflikter) i mængden af fakta og i holdninger og tolkninger; man lærer også at forstå dem, arbejde med dem og lære hinanden bedre at kende gennem gruppens – ja hele højskolens – mangfoldighed.
En vidensbaseret dialog tager således form. Og dialog og viden er i sig selv to helt grundlæggende indslag i arbejdet med at forstå og håndtere konflikter, store som små. Og det er jo godt, hvis selve arbejdet med disse spørgsmål bliver udtryk for netop dét.
3. Vær nysgerrig og stil spørgsmål om spørgsmålene – også om dem i det her materiale
Gode spørgsmål er dem, der leder fremad til en dybere forståelse og parathed til at handle. Vores viden skal jo bruges til noget. Men hvor ofte har man ikke hørt folk diskutere om det nu var serberne eller albanerne – USA eller Irak, fyld selv på – der var mest skyld i konflikten? Snart er de selv godt i gang med at bekrige hinanden, selv få ret og få den anden ned med nakken.
Af den grund er det vigtigt at stille såkaldte “meta”-spørgsmål, dvs. spørgsmål, der stiller spørgsmålstegn ved den måde, tingene bliver stillet op og drøftes på. Eksempelvis kan man kaste det spørgsmål ind om der virkelig kun er to parter i en konflikt og hvorfor vi i vores kultur har en tilbøjelighed til at dele alting op i to: som i “dialog eller konfrontation”, at starte en krig for at løse en konflikt eller “pacifistisk” gøre ingenting, eller dele op i højre/venstre og mandligt/kvindeligt? Et andet meta-spørgsmål, der kan smides ind i eksemplet med den krigeriske debat er: hvilken betydning har skyld – og placeringen af al (eller mest) skyld hos én part – for vores forståelse og mulighed for at løse konflikten? Og er det sådan at hvis jeg har ret så har den anden uret eller kan vi begge have en vis ret og begge tage lidt fejl? Når vi rejser meta-spørgsmål åbner der sig nye horisonter.
Eller tag spørgsmålet om at være anti-amerikansk. Vi skal selvfølgelig diskutere hvad det kan betyde. Men man kan også stille meta-spørgsmålet: hvorfor kommer dette “anti” stort set kun op når nogen kritiserer USA og Israel (hvor der straks tales om anti-semitisme). Den, der kritiserer britisk udenrigspolitik, bliver ikke straks kaldt anti-englænder; og om den, der synes at en leder i et afrikansk land er autoritær, bliver der ikke råbt “anti-afrikansk.” Gad vide om den slags kategorier tjener nogle mindre bevidste formål, såsom at tale om den der snakker og ikke om sagen?
Nært beslægtet med meta-spørgsmålene er metoden at vende tingene på hovedet. Bare sådan for den kreative tænknings skyld: hvad nu hvis…? Eksempelvis diskuterer de fleste konflikter som om parterne er helt forskellige og deres synspunkter er helt uforenelige. Og det er rigtigt at konflikter handler om uforenelighed på et eller andet plan. Men prøv alligevel at vende det hele lidt på hovedet og spørg: på hvilke måder ligner parterne i en konflikt hinanden? Så finder vi for eksempel at de kan have dét tilfælles at det, de skændes om, er vigtigt for dem (prioritet); måske er de også fælles om at være bange for at de skal stå som tabere i andres øjne (angst/prestige). Og da bliver det relevant også at forstå og behandle deres prioriteter og deres angst. Eller udvid en dimension: hvad nu hvis denne konflikt er del af en meget større historie? Eller hvad vi ser på den i et langt i stedet for kort tidsperspektiv? Hér og nu kan det godt nok ud som om konfliktparternes positioner er uforenelige; men hvis vi forestiller os at der sker dét og dét eller de gennemgår den og den proces i de nærmeste måneder, så er det ikke helt utænkeligt at de kommer til at se anderledes på sagen og deres synspunkter og ønsker kan forenes.
Endelig er der en tredje type af udforskende spørgsmål, der kan lede til ny viden og handling: at vi stort set holder op med at sige “enten A eller B” og i stedet udforsker muligheden af “hverken A eller B” og “både A og B (+ måske også C, D….Å)”. Tænk på alle muligheder og kombinationer inden du afskriver en mulighed eller et perspektiv.
4. Hvem er forfatteren, hvor står han og hvad tror han på
Tænk på en kunstner, der står foran et lærred og pålægger sig selv en masse begrænsninger: enten blå eller gul og i hvert sit felt, ikke blande! Og ikke et vildt lilla strøg noget sted! Sådan er det med det meste af det, vi kalder politik og politisk konfliktløsning. Det kaldes “Realpolitik” og realpolitikere tuder vore stakkels ører fulde med at der ikke er alternativer, vi har kun at stemme ja eller nej til ét alternativ.
Men tænk så på det øjeblik da en kunstner for første gang blandede blåt og gult og GRØNT blev født! Jeg tror at vi har brug for mere af den slags i verdenspolitikken! Alle bogstaverne, alle farverne, hele mangfoldigheden af de mulige muligheder.
Det var ikke nogen tilfældighed, når Gandhi kaldte sin selvbiografi Mine eksperimenter med sandheden. Eksperimenter kan vi kun gøre med henblik på fremtiden; vi kan ikke eksperimentere med det, der skete i går (om end vi kan eksperimentere med at tolke gårsdagens begivenheder på nye måder). Sandheden kender vi ikke før vi har eksperimenteret med vores tanke og vore handlinger. Og uden søgen efter en større sandhed tror jeg ikke, der bliver nogen fred i denne større verden. At vælge voldens og krigens vej kræver derimod ikke nogen nytænkning; den er en nedslidt og som oftest brolagt med forskellige former for løgne. Den er en blindgyde.
Hvad angår mine egne holdninger så er jeg tilhænger af, at vi løser vore problemer med mindst mulig vold – vold af alle slags, i tanke, tale og handling, den direkte fysiske eller psykiske vold såvel som den systemindbyggede vold. Jeg synes, det er alt for bekvemmeligt at acceptere vold hvis man ikke engang har gennemtænkt, om der skulle være andre måder at gøre det på. Jeg synes vores kultur er voldsfremmende og afhængig af en – falsk – tryghed i form af våben. Det er muligvis fordi vi et eller andet sted er bange for at “jordens fordømte” en dag skal sige at nu kan det være nok, at ressourcerne skal slippe op eller Naturen sige stop.
Det skal også nævnes at jeg er kritisk til den siddende amerikanske regering under præsident George W. Bush. Men jeg er på ingen måde anti-amerikansk og ikke “anti” noget andet folkeslag heller. Som fredsforsker mener jeg, at kulturel, politisk og økonomisk mangfoldighed er en styrke og en vigtig ingrediens for en verden i fred. Derfor er jeg principielt kritisk til enhver ideologis, ethvert lands, enhver økonomisk filosofi og enhver religions forsøg på at blive enerådig, altdominerende eller tilrane sig monopol på sandheden. Det ville jeg også være hvis det var Danmark og den siddende danske regering, der forsøgte at blive det.
Det vi må søge efter er filosofier og politiker, der ikke lader sig udnytte eller misbruge til den type af formål. Og her ser jeg Mahatma Gandhi, Martin Luther King og mange andre som relevante: de konstruerede deres tanker og udøvede deres gerninger på en sådan måde, at de ikke kunne og ikke kan bruges til at dominere og udbytte andre eller tvinge dem til at blive som de selv eller adlyde ordre.
I en verden med så megen vold er det afgørende, at vi tager chancen – og risikoen – og vælger nye veje. Jeg er overbevist om, at jo bedre vi forstår konflikter, jo større muligheder har vi for at mindske volden. Faktisk tror jeg, at vi mennesker kan lære fred. Og jeg tror at den bedste læreproces og det bedste undervisningsforløb, er det, der både undersøger virkeligheden, som den er, og som den – muligvis – kunne være.
Jeg publicerede min første videnskabelige artikel i 1974, blev doktor i sociologi ved Lunds Universitet i 1981 på bogen “Myter om vor sikkerhed” (Mellemfolkelig Samvirke). Siden blev jeg docent og æresdoktor, det sidste ved det buddhistiske Soka-Universitet i Japan. Jeg var leder af Lunds Universitets institut for freds- og konfliktforskning 1983-89 og har siden været chef for den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, TFF, i Lund i Sverige, der er det eneste nordiske institut i branchen. Det finansieres uafhængig af midler fra stat eller næringsliv og bygger helt på uaflønnet, frivillig arbejdskraft. Jeg har begået knapt 1100 publicerede skrifter, heraf cirka 100 af rent akademisk karakter på sammenlagt 3600 sider.
Jeg er freelance gæsteprofessor, foredragsholder og skribent og arbejder som konfliktlæge. Lægevidenskaben er en vigtig inspiration i TFFs arbejde: vores lægeløfte er at arbejde på, at der ikke bruges mere vold en absolut nødvendigt til at løse diverse konflikter med. Vi er 80 medarbejdere og nogle af os arbejder ude i verden, selv har jeg arbejdet med konflikter i Somalia, alle dele af det tidligere Jugoslavien (hvor jeg blev delvist uddannet), Georgien, Irak, Burundi og ligesom jeg har været gæsteprofessor i bl.a. Japan samt afholdt kurser og undervisning i 10-12 lande for mange forskellige slags studerende.
Som intellektuel mener jeg det er vigtig at stå helt frit og kunne forske, tænke og tale helt frit. Jeg er således ikke medlem af noget parti og tror ikke på nogen enkelt politisk ideologi; jeg er eklekticist, dvs. mener, at der kan findes interessante ting i mange ideologier, kulturer, religioner og filosofier. Det er, som jeg ser det, den enkeltes opgave at stykke disse elementer sammen til et livsgrundlag snarere end at indordne sig og købe den pakkeløsning som én religion, én ideologi osv. tilbyder og rette sig ind efter den.
For mig at se er universet af ikkevold det bedste udgangspunkt. Ikkevold åbner døre og sjæle og hjerter, det gør volden ikke. Den lukker og låser os. Gandhis ahimsa (ikke at gøre nogen fortræd), japanernes heiwa (harmoni), kinesernes ho-ping (modsætningernes fredelige sameksistens), kristendommens agape (kærlighed) og islams dar-al-Islam (fredens hus) er alle sammen noget, der åbner muligheder for fælles eksistens på vor jord. De kan derimod ikke bruges til dominans, tvang og undertrykkelse. På grund af deres grundkarakter af ikkevold tillader de sameksistens i forskellighed eller mangfoldighed, og det mener jeg er vigtigt.
Ismer der fundamental bygger på vold – som marxismen, kapitalismen, militarismen, imperialismen, patriarkalismen og antropocentrismen (det at mennesket står over alle andre væsener, er centrum i naturen og skal dominere) – ser jeg i hovedsagen som skadelige for helheden, også selvom de i korte perioder af menneskeheden måtte have medført positive ting for nogen af os.
Endelig har jeg det synspunkt, at en fri intellektuel bør arbejde på to ting: aldrig kun at beskrive verden og aldrig kun kritisere dens tilstand men også være konstruktiv. Lægen skal heller ikke bare lave en diagnose og konstatere at patienten er syg; lægen skal også udtænke veje til helbredelse og eventuelt selv forestå behandlingen. Hen imod slutningen af dette materiale er der gode muligheder for, at du kan øve dig på at tænke konstruktiv og du finder mange konstruktive ideer på TFFs hjemmeside. For det andet bør den intellektuelle først kritisere sig selv, sin egen regering, kultur eller hvad det nu måtte være, før han eller hun kritisere andre.
Med dét håber jeg du føler, du har en god varedeklaration for det følgende.
5. Strukturering
I kapitel 2 ser vi ser på nogle dimensioner og perspektiver på temaet USA og Europa. Det gør vi for at få størst mulig viden at bygge det videre arbejde på. Hele vejen igennem afsnittene i dette kapitel arbejder Du faktisk på forskellige måder med konfliktanalyse. Kig bare på Bjarne Vestergaards undervisningsmateriale og på side 51-55 i højskolernes temahæfte “Dialog eller Konfrontation?”, så ser Du det. (Både Bjarne Vestergaards undervisningsmateriale og temahæftets artikler findes her).
I kapitel 3 findes en liste over otte virkelig vigtige problemer. Hvis vi ikke i højere grad end nu forsøger,at bevæge verden i retning af at finde løsninger på disse problemer, er der en voksende sandsynlighed for at verden, som vi kender den i dag, vil bryde sammen. Dette materiale bygger på den antagelse, at USA og Europa har en større forpligtelse – og bedre muligheder – for at bidrage til løsninger end stort set alle andre. Forholdet mellem USA og Europa vil ikke kun afhænge af dem, men også af hvordan de håndterer disse globale problemer.
Kapitel 4 angiver derfor en række mulige fremtider for USA, for Europa, for deres indbyrdes forhold og for deres forhold til resten af verden. Her skal du bruge det, du har lært i de foregående kapitler og så koble din fantasi på: hvordan kan verden se ud i, lad os sige, 2025? Hvor vil du helst den triller hen ad og hvad skal vi i hvert fald undgå? Og hvad er det i dén ramme, USA og Europa skal gøre for at gå i en ønskværdig retning?
Dermed har vi arbejdet os op til det egentligt globale niveau og vil finde ud af det måske væsentligste af alt: at vi kun har én klode, at der faktisk kun er ét samfund, og at alt hvad vi gør hænger sammen med alt andet og alle andre. Det er konflikthåndtering på global niveau. Undervejs bruger vi alle de redskaber, der ligger i Bjarne Vestergaards undervisningsmateriale.
6. Praktiske ting og metode
Forkundskaber og hvor du finder mere viden
Du har allerede forkundskaber, du har viden og nysgerrighed! Du lever i Europa og véd en masse om det, og du kan ikke leve et døgn uden at komme i kontakt med et eller andet, der er amerikansk. Og måske har du været i USA? Det hér materiale bliver under alle omstændigheder lidt lettere for Dig at arbejde med hvis Du har læst artiklerne i højskolernes temahæfte “Dialog eller Konfrontation?”. Det følgende bygger også videre på mine to artikler dér, så dem bør du absolut have læst inden du går videre hér.
Det gælder om at kunne finde interessante fakta og indfaldsvinkler. Der er f.eks. The Virtual Library for internationale ressourcer. Der er RefDesk.com og man kan altid bruge almindelige søgemotorer som Google. Og så er der Wikipedia med et væld af gratis, lettilgængelig oplysninger. Nogle artikler og sektioner er faktisk tilgængelige på dansk i automatisk oversættelse. Wikipedia er et privat initiativ i Florida og den er speciel ved at have bidrag af menige entusiaster, så man kan være både bruger og leverandør af kundskabsartikler; kort sagt, et glimrende eksempel på hvordan moderne vestlig teknologi og det frie marked af ideer skaber kundskabsudvikling og -spredning! Se mere om dens principper her. Der findes også det alternative leksikon på dansk, Leksikon for det 21. Århundrede.
– Encyclopædiernes flagskib, Encyclopædia Brittannica er formentlig det fornemste og mest omfattende, men dér må man betale en årsafgift på 60 US dollar. Derudover er der altså:
– Og om Den europæiske Union, EU, her.
– Og meget andet kan Du søge hér.
Da Wikipedia ikke er på worldwideweb er det ofte umuligt bare at klikke på lænkerne i dette dokument. I stedet kopierer Du adressen og klistrer den ind i din browser, så kommer du til den ønskede side.
Om brugen af “Du” og “I”
Når der nedenfor står “Du” og “I” i forbindelse med diskussion og øvelser skal det ikke tages bogstaveligt. I arbejdet med dette tema må deltagerne selv finde ud af om de vil arbejde individuelt, i små grupper eller i plenum, og hvordan de vil mikse disse muligheder.
Udbytte og samarbejde
Du har din egen viden og nysgerrighed. Du har temahæftet “Dialog eller Konfrontation?”. Og på disse sider finder du mange litteraturtips og lænker til Internet. Det er højst sandsynligt, at du ikke kan nå at sætte dig ind i det alt sammen. Så del arbejdet op med en eller flere andre: “du tager den problemstilling, jeg tager den, og så fortæller vi hinanden om det.” Gruppen vokser når alle gør en indsats!
Metode
Materialet forudsætter at deltagerne er interesserede, nysgerrige og aktive og har lyst til at møde nogle informationer og vinkler, de ikke får så mange andre steder. Jeg tager desuden for givet at lærere og vejledere har læst materialet grundigt inden eleverne skal arbejde med det. Der vil givetvis være brug for en hjælpende hånd hér og dér og for at der i plenum samles op efter hvert afsnit.
Jeg synes i øvrigt at der kan hentes klog inspiration hvad angår metoder fra f.eks. Mellemfolkeligt Samvirkes Pædagogiske Værktøjskasse. I forbindelse med dette fællesprojekt, tror jeg, at højskolens lærer eller projektansvarlig kan have glæde af at kigge på det her.
Udover individuelt og gruppearbejde tror jeg, at det kan være en idé at arrangere “dueller” eller høringer. Man kan dele deltagerne op i tre grupper; en skal argumentere for og forsvare ét synspunkt, den anden skal forsvare et konkurrerende perspektiv og den tredje skal stille spørgsmål til de to og afgøre hvem, der har argumenteret bedst for sit synspunkt.
Materialet er opbygget sådan at man bør studere i det mindste nogle ting i hvert kapitel. Hvis man ikke har tilegnet sig nogle (i givet fald udvalgte) kundskaber om USA og Europa i de første afsnit, vil man ikke finde megen glæde i arbejdet med kapitlerne 4 og 5.
7. Opvarmning
Lav øvelse 1 og 2 før du læser videre!
Øvelse 1
Begynd med denne øvelse – for dig selv eller i gruppe:
Sig eller skriv spontant de tanker, billeder og ord, der kommer til dig når du hører ordet “konflikt”.
Drøft dem derefter med de andre. Hvad er de mest typiske associationer, hvilke kvaliteter har de? Hvorfor tænker jeg/vi som vi gør? Er det arv eller opdragelse eller samfundets normer og medierne, der påvirker mig til at tænke sådan om konflikter?
Øvelse 2
Gøres parvis. Man stiller sig skråt overfor hinanden med højre fods yderside mod den andens højre fods yderside og strækker sin højre hånd frem som når man hilser.
Opgaven er nu – mens man holder godt fast i den andens hånd – at få ens egen hånd over på modpartens hofte så mange gange man kan på 1 minut. Det gælder om at få flest point.
Lad derefter de forskellige par fortælle hvor mange gange de opnåede. Og find ud af hvordan dem, der fik flest point, opnåede dem.
Øvelse 1 leder i de fleste tilfælde til at vi erkender, at vi ser konflikter som noget overvejende negativt, og nogle konflikter er jo det. Men konflikter indebærer at vi er og vil noget forskelligt. Vi er forskellige som mennesker og som samfund og kulturer. Det er der faktisk ikke noget galt i. I disse år tales der meget om konfliktforebyggelse, men det er et misvisende ord. Et “konfliktfrit” samfund ville jo være et hvor vi alle tænkte på samme måde og ville det samme, altså ensretning, selvudslettelse og diktatur. Vi skal derfor principielt ikke afskaffe konflikter; vi skal derimod arbejde på at reducere og afskaffe de forskellige typer af vold, der ofte bliver taget i brug i konfliktsituationer. Og vi skal prøve at forstå, at konflikter har et stort forandringspotentiale og kan have positive konsekvenser, selvom vi oplever dem som fastlåste, somme tider håbløse, situationer.
Øvelse 2 skal illustrere to ting, nemlig at vi ofte ser os selv som kæmpende eller konkurrerende og situationer som spændte: “det er dem eller os”. Jeg skal altså overvinde den andens modstand og få min hånd over på modpartens hofte; så får jeg point. Det kaldes nul-sum-spil og indebærer, at den enes gevinst er den andens tab. Hvis parrets to individer derimod ser på opgaven som en samarbejdsmulighed vil de slappe af og i fællesskab skubbe hænderne hurtigt frem og tilbage mellem hofterne og få toppoint. Dermed bliver det et plus-summespil som begge vinder på, de bliver med-parter.
Øvelse 3
Individ og gruppe. Deltagerne går hver for sig i 15 minutter:
Tag en alvorlig konflikt som du selv har været med til eller en som du kender en del til (det må godt være en international konflikt) og gennemgå følgende: a) hvordan ville du se på den hvis du havde haft en mere positiv holdning til konflikter? b) blev der brugt en eller anden form for vold, som kunne være undgået med en anden holdning? og c) kan du i dag se konflikten som et plus-summespil og, i så fald, hvad tror du at du selv kunne have gjort anderledes?
Derpå samles gruppen og man fortæller de andre hvad man har tænkt. Ligheder? Fælles erfaringer? Hvad er det svære i at se anderledes på konflikter? Hvad hvis jeg ser positivt på konflikter, men de andre ikke gør det?
Dette var blot lidt opvarmning. Det er OK, hvis det ikke føles så let. Men hold fast i det Du har oplevet, lært eller bare fornemmet så langt. For nu tager vi et stort skridt og skræver over Atlanten…
