Kapitel 2: Forskellige sider af Europa og USA…fortsat

2.5 Militære relationer
Diskussionstemaer 5

2.6 USA’s og Europas selvforståelse eller identitet
Diskussionstemaer 6

2.7 USA’s og Europas økonomiske relationer
Diskussionstemaer 7


2.5 Militære relationer

I forbifarten har vi allerede sagt nogle ting om USA’s militære situation. Kig lige en gang til på afsnit 2.3. Nu skal vi uddybe det militære forhold mellem USA og EU. Der er en række ligheder mellem visse europæiske landes og USA’s militær. Næsten alle er med på en eller anden måde i NATO, direkte som medlem – selv Island, der ikke har et forsvar – eller indirekte i Partnerskab for Fred. USA og Canada er med i OSCE (på dansk OSSE), Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, der tæller over 50 lande. USA samt England og Frankrig er kernevåbenstater og de har styrker til intervention langt borte fra hjemlandet, om end USA’s er tifold større. Alle har også en omfattende våbeneksport og bruger den som et middel til at tjene penge og få loyale venner på, det meste historisk koncentreret til mellemøstlige købere.

Efter at have forsøgt at omdefinere sin rolle efter Murens fald, er NATO havnet i krise dels fordi der er voksende politisk splittelse omkring spørgsmål som terrorbekæmpelsens metoder og krige som den mod Irak, dels fordi USA har udviklet sin egen kernevåbendoktrin. Denne doktrin kan betegnes som risikabel for verden, men kan også udsætte især Europa for nye risici. Det kommer vi tilbage til.

Så er der forskellene. Mange véd, sådan intuitivt, at USA er en militær supermagt, men det er nok få, der er bevidst om graden i forhold til resten af verden. Det er ikke nogen hemmelighed, at EU militært er meget mindre og mindre effektivt end USA. Tallene taler for sig selv: Mens USA’s militærudgifter ligger over 400 milliarder dollar (3,2 procent af bruttonationalproduktet), ligger hele EU’s på omkring 175 milliarder dollar (2,1 procent af deres samlede bruttonationalprodukter). Mens USA’s udgifter er steget voldsomt, falder EU’s støt. USA bruger 39 procent af sine militærudgifter på personel, EU 61 procent, hvilket er tegn på, hvor meget mere teknologi- og kapitalintensivt det amerikanske forsvar er. USA bruger 24 procent af sine forsvarsbudgetter på nyt udstyr, gennemsnittet i EU er kun 14.

USA utroligt omfattende militære tilstedeværelse er beskrevet af den amerikanske historiker Chalmers Johnson her. Ifølge officielle kilder har USA over 700 baser i 130 lande og godt 6000 baser hjemme i USA. Over en kvart million amerikanere i uniform arbejder oversøisk, med mindst lige så mange pårørende stationeret. Dette koster naturligvis styrtende summer og ingen har nogensinde haft et sådan militært imperium. EU er en militær dværg i sammenligning hermed. Måske det vigtigste for fremtiden er, at USA brugte 36,5 milliarder dollar på militær forskning og udvikling i 1999, mens de europæiske NATO-medlemmer til sammen kun brugte 8,9 milliarder dollar. Der er eksperter, der mener at den amerikanske såkaldte Revolution i Militære Anliggender øger kløften mellem Europa og USA i en sådan grad, at europæerne snart vil være ude af stand til at operere militært side om side med amerikanerne, fordi de teknologisk set er håbløst bagefter!

EU-militæraktioner vil være stærkt afhængige af ressourcer i NATO og USA, det være sig forskellige former for efterretningstjeneste, satellitovervågning, luftbro-kapacitet, kodede kommunikationssystemer osv. Se blandt her. USA varetog omkring 70 procent af alle bombetogterne mod Jugoslavien. Og på trods af det faktum, at EU’s allierede på papiret havde omkring to millioner mand under våben, tog det dem lang tid at få omkring 30.000 (omkring to procent af dem) på jorden i Kosovo. Hvis EU skal optræde som militærmagt i krig og/eller fredsskabelse, må EU overvinde denne historiske og strukturelle underlegenhed. Det vil kun være muligt, hvis EU (og NATO-allierede i Europa, der ikke er medlemmer af EU) rationaliserer og koordinerer alle militære funktioner meget mere effektivt i fremtiden og øger deres militære investeringer betragteligt. Om disse ting kan du læse mere i en artikel, jeg skrev i 2002.

USA er desuden klart ledende når det gælder militariseringen af rummet og havene og ikke bare landjorden. Det gælder basesystemer og adgang til havne, men også hangarfartøjer og undervandsbåde. USA opererer med det science fiction-agtige rumforsvar eller “ballistisk missil forsvar” (BMD). Med dét lægger man en slags osteklokke over USA’s territorium i form af en kapacitet til at nedskyde fjendtlige missiler før de kommer ind over USA.

Hvis det viser sig teknisk muligt så vil det have fire temmelig problematiske konsekvenser.

For det første vil det gøre USA (næsten) usårligt og dét øger den psykologiske tro på at det kan bruge atomvåben mod andre uden at selv lide skade; dermed falder hele atomafskrækkelsens filosofi og den afholdende virkning, der har været i brug siden 1945.

For det andet vil fjendtligt sindede, der indser at det er umuligt at ramme USA fra luften, forsøge at ramme det på andre måder, måske ved at terrorister smugler mini-masseødelæggende våben ind, der kan bruges i storbyer eller ramme kernekraftstationer.

For det tredje vil teknisk avancerede fjender af Vesten, der har missiler, fly og ubåde bestykket med masseødelæggelsesvåben måske tænke: nå ja, når vi ikke kan få ram på USA så kan vi kaste vore bomber over Europa så vi får knækket Vestens næststærkeste bastion. Der har været tanker fremme om at lægge en lignende osteklokke over Europa, men det er tvivlsomt om det a) vil være økonomisk muligt for Europa at betale og b) ikke bare forøger vor tekniske afhængighed af USA. Og endelig, for det fjerde, vil fjendtligt sindede atomstater se det som rationelt at producere mange flere atomvåben og raketter så man kan “prikke hul” alligevel i den dér osteklokke og smide bomber over USA.

EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – spørgsmålet om fælles forsvar

EU har en ambition om at have en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og vil dermed også have brug for en fælles militær doktrin og en fælles styring af en eller anden form for militære styrker (hvad enten man nu synes det skal være en “EU hær” eller andre mere løse eller decentrale ordninger). Problemet er dog at EU ikke, i hvert fald ikke hidtil, har klaret at blive én forenet aktør. Man kommer til at tænke på USA’s tidligere udenrigsminister Henry Kissinger, der for mange år siden mente at EU var en helt fin idé, især hvis nogen kunne fortælle ham hvad EU’s telefonnummer var, så han vidste hvem han skulle tale med!

Med andre ord, EU taler med alt for mange stemmer og savner fælles handlekraft. EU-landene har haft vidt forskellige politikker på Balkan under konflikten der siden 1990, og vi hører ofte at USA måtte komme ind og redde denne konflikt i EU’s baggård med bombningerne i Bosnien-Hercegovina og i Serbien og dets Kosovo-provins, fordi “europæerne stod rådvilde og forvirrede” politisk og ikke havde den fornødne evne og/eller politiske vilje til at samordne sine styrker. Her siger Mogens Lykketoft vigtige ting om det.

Under Irak-konflikten har vi set det samme. England, Danmark, Italien og Spanien stillede meget aktivt op bag USA’s tolkning og politik vis-a-vis Irak, mens lande som Frankrig og Tyskland gik markant imod krigen. Ingen af EU-landene havde tænkt på i tide at tage et mæglingsinitiativ og ingen prøvede at skabe en fælles holdning til sagen, da den blev mere akut. Hverken i EU eller andre steder kom nogen på at lave et politisk alternativ til USA’s krigspolitik. Der blev ingen fælles EU udenrigs- og sikkerhedspolitik heller denne gang. USA kørte så sit eget løb udenom FN, uden NATO-samordning og uden EU-opbakning, men også uden den modstand, der ligger i at andre viser at de har bedre ideer.

USA’s politiske handlingskapacitet, dets kvalitative og kvantitative militære overlegenhed og dets evne til at få ad hoc-organisationer på benene og flytte dem rundt på kloden er således dybt imponerende, uanset hvad man i øvrigt måtte mene om de mål, de tjener. Igen og igen rejses spørgsmål: skal EU have en fælles hær? Hvad man end kan mene om det, så peger en del på at det er den vej det går, om end langsomt. Men lige så vigtigt er det at spørge hvad EU kunne gøre for freden. Det findes der godt 30 forslag til hér. Og hér har du en generel site, der behandler dette spørgsmål og desuden har så godt som alle relevante dokumenter. Der eksisterer allerede et omfattende afsnit om militært forsvar i udkastet til EU-forfatning. Måske er det naturligt at EU, for at spille en rolle i verdenspolitikken, må blive en militær stormagt også? Fredsforskeren Johan Galtung skrev en, temmelig profetisk bog herom allerede for 32 år siden (1972) “EF. En supermagt i verdenssamfundet”, udgivet på Christian Ejlers forlag. Heri forudsagde han stort set den udvikling, vi har været vidner til fra Danmark blev medlem (1972) af det EF, der på den tid især blev præsenteret som en økonomisk organisation med bedre landbrugsvarer for de danske familier…

Hvad angår terrorismens indflydelse på det transatlantiske forhold kan man se to ret så forskellige indfaldsvinkler. Læs interviewet med Daniel Hamilton (på dansk) her og med Rune Engelbreth Larsen her.

Alt er ikke USA’s “skyld”

Endelig synes jeg det er værd at afrunde denne diskussion med en hævet pegefinger. De fleste, som er kritiske til USA’s adfærd og politik er netop bare dét: kritiske. Hvad enten det drejer sig om europæiske ledere (f.eks. Schröder og Chirac), politiske partier (f.eks. Socialistisk Folkeparti, grønne partier), bevægelser (Socialt Forum og fredsbevægelser) eller enkeltstående intellektuelle (f.eks. Noam Chomsky, førende kritiker af USA’s imperiepolitik), så har de stort set det tilfælles, at de har glimrende kritiske pointer, men meget lidt eller intet at byde på, når det gælder at udtænke og gennemføre alternativer til USA’s politik. Hvis en kritik skal være andet end gold må den altid komme frem til svar på spørgsmålet: Hvad vil vi så i stedet?

Det er således bestemt ikke bare USA’s eller George Bush’s “skyld,” når verden ruller derud af med USA som den, der har mest indflydelse på det største antal lande. Rent logisk er udviklingen også en konsekvens af at de, der burde og kunne gøre noget andet, ikke kan blive enige om et modspil. Og den problemstilling har ganske særlig relevans for EU, der mere og mere fremstår som udenrigs- og sikkerhedspolitisk splittet (“balkaniseret”) og kraftløst ikke mindst i sammenligning med det allestedsnærværende USA.

Diskussionstemaer 5

1. I dette afsnit har vi diskuteret rent militære aspekter af forsvaret. Hvilke andre ting, udover militæret, kan bidrage til at skabe tryghed for moderne industrisamfund?

2. Hvad vil det kræve hvis EU skulle ruste op så det kan matche USA’s forsvarsstyrke?

3. Hvad taler for at fremtidens EU skal blive meget stærkere på den militære målestok?

4. Skal franske og engelske atomvåben i givet fald blive EU-atomvåben?

5. Hvad taler for at EU bør forsøge at blive stærk på andre, ikke-militære områder, på områder hvor USA er svagere – f.eks. vedrørende legitimitet og dette at blive opfattet positivt i verdens øjne, have god velfærd og social retfærdighed eller være god til konfliktløsning med civile, politiske og diplomatiske midler?

6. Hvad synes du om argumentet, at det er for bekvemt blot at kritisere og at give USA eller George W. Bush “skylden” og at vi selv burde blive mere kreative? Og hvis du er enig, kan det så være farligt at være uenig med USA? Kan det virke splittende og gøre Vesten svagt?

Opsamling i plenum: Hvad har vi lært nu?


2.6 USA’s og Europas selvforståelse eller identitet

Exceptionalisme

For at forstå parterne i en konflikt er det ikke nok at se på hvordan de opfatter den eller de andre parter; helt afgørende er også hvordan de ser sig selv. Både individer og lande har en tendens til at se sig selv som unikke og leve på en identitet, der gør os forskellige fra alle andre. Det gælder også Europa og – især – USA og det kan man læse meget mere om i Seymour Martin Lipsets American Exceptionalism. A Double-Edged Sword fra 1996 og om exceptionalismen.

Alexis de Tocqueville, som Sontag nævnte, var den første til at beskrive amerikansk exceptionalisme og formodentlig kan man sige at exceptionalisme er bærende for amerikanernes identitet. Blandt årsagerne til at USA opfatter sig som exceptionelt bør nævnes:

– at det blev den første “nye verden”, den første koloni (sammen med Island), der blev uafhængig fra den “gamle verdens” kolonivælde;

– det har nok en ideologi i almindelig forstand, f.eks. liberalismen; men det vigtigste er at USA ikke har men er en ideologi;

– man kan blive amerikaner ved at tro på denne ideologi mens man i de fleste andre lande får sin nationalitet ved at fødes i landet og have fælles historie. USA består historisk af indvandrere, der netop ikke har fælles historie;

– den officielle amerikanske ideologi, som er nedfældet i Uafhængighedserklæringen bygger på 5 ting: frihed/liberty, lighed/egalitarianisme, individualism, populisme og “laden-stå-til” (laissez-faire). Frihed er frem for alt individets frihed, friheden til at sige og gøre hvad man vil og flytte rundt som man vil, geografisk og i social forstand. Ligeledes betones individuel fremgang og succes. Lighed handler altså om den enkeltes muligheder og respekt, ikke om at alle skal være lige i det samfundet, det resulterer i. Dette nye samfunds lighedsideal udspringer af at USA ikke, som Europa, var præget af feudalisme, monarki og aristokrati; derfor findes kun lidt af den tradition at undersåtter skal være lydige.

– USA det mest religiøse af alle kristne samfund, måske med undtagelse af Polen og Irland, og religiøsiteten er organiseret i sekter, i hovedsagen metodister og baptister. I andre kristne lande er det kirken, der dominerer og den individualistiske praksis indebærer at man følger sit eget moralkodeks snarere end et præsteskab eller statskirkes tolkninger. Amerikanere ser den menneskelige natur som principielt perfekt og livet som en stræben og anlægger derfor et mere moraliserende perspektiv på dem, der ikke er det. Kirker og stat i Europa tenderer til at se mennesket som svagt og syndigt og tror mindre på perfektioneringen.

– Støtte til krig er lige så moral-baseret en ting som modstand mod krig. Det er igen mit/vort private moralkodeks, der bestemmer: vort lands moralske styrke og ret, min egen lytten til min samvittighed. For at kunne forholde sig moralsk til krig, der jo indebærer at slå andre ihjel, må amerikanerne definere deres rolle som stående ved Guds side mod Satan, mod Ondskaben, og med “Gud på vor side” (With God on Our Side, som Bob Dylan synger). Der er således en god portion patriotisme i foretagendet, og det er ikke tilfældigt at USA også ses som “Guds udvalgte land” og amerikanerne som Guds udvalgte folk. (Det eneste forbløffende i dagens situation er den styrke hvormed dette direkte og indirekte fremhæves af landets ledelse, men det er altså ikke en afvigelse fra den amerikanske exceptionalisme som sådan).

– “Laden-stå-til” er en samfundsfilosofi, der siger at staten ikke skal styre borgerne; de forventes at være mest lykkelige, når staten styrer mindst. Det er en slags “Guds usynlige hånd”, der skal regulere markedsøkonomien til alles bedste, ikke staten. Derfor har tanken om en velfærdsstat, som vi kender den i Norden, heller ikke vundet udbredelse i USA, om end den i perioder er blevet praktiseret, f.eks. i den såkaldte New Deal. I stedet for velfærdsstaten har man en udbredt tro på at de, der har gjort det bedst og er blevet rige, har en moralsk forpligtelse til at hjælpe de svagere. Samfundet hviler på en stærk afstandtagen fra autoritetsudøvelse og tvang; det er muligvis også derfor man finder større kriminalitet i samfundet og lavere stemmeprocent ved amerikanske valg (cirka 50% ved præsidentvalg) end i Europa.

– Disse egenskaber medfører at der ikke findes en større socialistisk tradition i USA; amerikanerne ser sig selv som bannerførere for liberalismen og som tilhørende én stor middelklasse snarere end som et klassedelt samfund. At være venstreorienteret i USA er lidt som at være socialdemokrat hér; hvad europæere kalder liberalt betegnes som konservativt i USA. Adskillige af dagens ny-konservative ledere kommer oprindelig fra intellektuelle miljøer i det Demokratiske Parti, og betegnes i USA som socialdemokratiske i deres holdning til stat og samfund. Flere af dem gik siden over til det Republikanske Parti.

– Et helt grundlæggende historisk element i exceptionalismen er Manifest Destiny eller Manifest Skæbne. Det er fortællingen om ekspansionen/kolonisering fra der var de 13 stater, der underskrev Uafhængighedserklæringen, til man havde lagt hele det amerikanske kontinent under sig (i dag er det 50 stater). Det er historie, men også en filosofi, en bevægelse, ja det er hele USA’s nationsdannelse. Og det er myten, som den amerikanske globale ekspansion hviler på, altså også et civilisationsprojekt og en mission. Meget mere findes her og her samt her.

– Sluttelig kan man pege på at holdningen til demokrati og politiske partier er vidt forskellig. Af en lang række grunde er USA stort set et to-parti system, mens vi i Europa synes at multi-parti-demokrati er en rigdom. I USA vælges én præsident, som så vælger et kabinet som er ansvarlig overfor ham og ikke overfor et parlament. Da der kun er én, der kan vinde og ét parti der kan vinde er det en udbredt opfattelse, at forsøg på at støtte en tredje eller syvende kandidat eller parti er ensbetydende med stemmespild.

Det er ikke vanskeligt at forstå hvorledes disse grundtræk i amerikansk exceptionalisme kan bidrage til at skabe en dominerende og selvretfærdig supermagt, når den vel at mærke kører for fri udblæsning og savner tungere modspillere. Og så skal vi lige huske på det, vi har sagt flere gange før og Gray citeres for i afsnit 2, nemlig at heller ikke disse egenskaber tegner hele billedet af USA. Der findes modstrømme, f.eks. krigsmodstanden og flower-power i 1960erne; i perioder har der været markante regeringsindgreb i økonomien og krig er ikke kun noget amerikanerne engagerer sig i af moralske grunde, det gør de også for at opretholde deres militærindustri og f.eks. kontrollere oliekilder.

Exceptionalismen er, må vi gentage, nogle briller gennem hvilke amerikanerne tolker sig selv og sit samfunds mission i den større verden. Det har elementer af sandhed og elementer af selvbedrag. Som alle ideologier. Og det forpligter ikke os andre til at se USA’s førte politik som udtryk for den rene idealisme og selvopofrelse.

På dansk er der på det sidste udkommet tre læseværdige bøger om USA, som anmeldes af Toni Liversage her.

Har Europa og EU en identitet?

Hvordan nu med Europa? Har vi overhovedet en identitet?

Når Du læser ovenstående punkter om USA, så ser Du allerede en række ting, der karakteriserer Europa, f.eks. at vi i større grad accepterer staten og at hverken Europa eller EU er en isme. Det er nok rimeligt at sige, at vi har stærke identiteter, men de er stadig forankret i national-staten, i tanken om mit eller vort folk. I Danmark føler vi stadig større fællesskab med danskere og “broderfolkene” i Norden end med portugisere eller italienere, og der er ikke mange franskmænd, der kalder sig “europæer” før de understreger at de kommer fra Frankrig. At “Europa” eller EU skulle gå i fælles europæisk krig mod et land i en anden verdensdel indenfor de nærmeste år er utænkeligt. Det er EU’s “delstater,” der gør den slags, som England og Danmark ved USA’s side i Irak. Omvendt er det utænkeligt at amerikanske delstater som Californien eller Florida skulle gå til angreb på lande rundt om i verden på egen hånd.

Men lad os se lidt på Europas identitet, for Europa har selvsagt en identitet, også selvom nogen vil mene, at det kan knibe med en EU-identitet. I udkastet til ny EU-forfatning siges det, at EU bygger på respekt for menneskelig værdighed, frihed, ligestilling, demokrati og menneskerettigheder, herunder minoriteters rettigheder. Man vil skabe et EU-samfund, der er præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem mænd og kvinder. Unionens mål er at fremme freden, disse værdier og befolkningernes velfærd. Sammenlignet med den amerikanske exceptionalismes skarpe principper, filosofi og skæbne-drama, kan det jo godt føles som om EU ikke kan svinge sig op til andet og mere end en samling smukke ord, der frit kan tolkes til at betyde hvad som helst og derfor ikke betyder noget. Og de har intet med en identitet eller fællesskabsfølelse at gøre. Dét kan man i det mindste ikke hævde om det, vi lige har gennemgået vedrørende USA’s selvforståelse.

I juni 2003 følte den tyske filosof og samfundsforsker, Jürgen Habermas og hans franske kollega Jacques Derrida at det var på tide at hæve stemmen og få understreget, at en sådan identitet findes og at den bør komme til udtryk i en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. De samlede nogle sværvægtere blandt Europas intellektuelle som et slags svar på at USA’s forsvarsminister Donald Rumsfeld på sin let sarkastiske facon havde sagt, at dem, der støttede USA’s krig i Irak, var det “nye Europa” mens dem, der var imod, tilhørte det “gamle” Europa.

Otte europæiske regeringer – deriblandt den danske – havde, hen over hovedet på deres befolkninger, i januar 2003 sendt et brev til præsident Bush med fuld støtte til planerne om en krig mod Irak. (Den franske avis, Le Monde, oplyste dem dog om, at 84% af briterne, 82% af ungarerne, 80% af spaniolerne, 79% af danskerne, 72% af italienerne og 72% af portugiserne på det tidspunkt var klart imod, se mere her).

Habermas identificerede 5 egenskaber, som europæerne deler: autoritetens neutralitet hvilket man ser i adskillelse af stat og kirke; tro på at politik snarere end det kapitalistiske marked skal styre udviklingen; solidaritet i kampen for social retfærdighed, overbevisningen om at folkeretten og det enkelte menneskes ret er central samt, for det femte, at europæerne støtter den tanke at staten organiserer og leder udviklingen.

Vi bør nu, mente Habermas, bremse Europas stagnation og få styr på os selv. Enhver form for “separatisme” bør udgås. Avant-garde-Europa, som han kaldte det, kan ikke nøjes med at blive et mini-Europa, men må være lokomotivet for hele Europa. Se mere her. Disse ting ligger naturligvis også under diskussionen om EU’s forfatning, men Habermas og Derrida peger altså på nogle vigtige elementer i Europas identitet og siger at vi skal se at samle os sammen, vel at mærke provokeret af USA’s fremfærd.

Du kan finde meget mere om Europa på Wikipedias hjemmesider her. Her har du portalen til EU på dansk:og aktiviteterne vedrørende en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – samt tekstudkastet til EU’s forfatning, der også findes i en læservenlig udgave.

Diskussionstemaer 6

1. Tænk på hvordan du hidtil har opfattet USA. Blev du overrasket over de elementer af amerikanernes selvforståelse, som definerer deres “exceptionalisme”? Kan du nævne flere eksempler på denne exceptionalisme – for der er flere?

2. Hvad taler for at exceptionalisme kan betyde noget godt for resten af verden? Hvad taler for at den kan lede til et amerikansk moraliserende verdensherredømme, krig og måske et meget autoritært regime?

3. Europa og USA er givetvis meget forskellige. Tror du, vi kan komme til at opleve en udvikling, hvor viføler os truet af hinanden, politisk, kulturelt og endog militært?

4. Hvordan kan det være at vi som regel får at vide at vi har så meget tilfælles med USA, når det også er oplagt at vi er meget forskellige, ser forskelligt på hinanden og på os selv.

5. Er det klogt at lægge sig tæt op ad USA som den danske regering gør eller er det klogt at holde en vis afstand i disse år?

Opsamling i plenum: Hvad har vi lært under punkt 6 og hvordan hænger det sammen med de foregående punkter?


2.7 USA’s og Europas økonomiske relationer

Intern handel versus ekstern handel

Mens mange af de andre afsnit viser, at der er en voksende kløft, så skal vi her se at den nok så fundamentale økonomiske indikator peger i retning af at USA og EU er meget nært forbundne. I det følgende bruger vi en ny rapport fra Center for Transatlantic Relations fra det amerikanske Johns Hopkins University, forfattet af Joseph P. Quinlan og med titlen Drifting Apart or Growing Together? (pdf).

Quinlan viser, at den relevante indikator ikke så meget er handel, altså eksport og import mellem blokkene, men hvor meget amerikanske virksomheders filialer producerer og sælger i Europa (i stedet for at eksportere fra USA til Europa) og hvor meget europæiske virksomheder producerer og sælger i USA (i stedet for at eksportere fra Europa til USA). Når vi altså sætter spot på udenlandske investeringer snarere end på handel opdager vi, hvor afhængige de ellers så uenige og kværulerende parter er blevet af hinanden! For det første solgte de amerikanske filialer til hele verden for 2,9 trillioner dollar i år 2000, hvilket er næsten 3 gange mere end USA eksporterede (1.1 trillioner). For det andet var de amerikanske filialers investeringer ude i verden op igennem 1990-erne større end i de forudgående 4 årtier, altså en kolossal vækst. Og heraf gik cirka halvdelen til Europa. De købekraftige markeder og de store gevinster findes altså i første række i Europa.

For europæiske virksomheder er det også deres filialer i USA, der spiller den vigtigste rolle. I år 2000 producerede de for 301 milliarder dollars i USA og de amerikanske producerede for 333 i Europa. (Her kan du i farten huske på at vi tidligere har sagt at USA’s militære budget er på vej op mod 450 milliarder dollars, altså betydeligt en sum, der er større end alt hvad USA producerer i Europa!). Det er interessant at eksport og import af færdigvarer over Atlanten (f.eks. biler) kun udgør 20% af de samlede overførsler, resten er alle de ting (bildele, komponenter, halvfabrikata, uddannelse, osv.), der indgår i deres respektive produktion på den anden side.

Man hører ofte om, at der måske skal udbryde en handelskrig om toldsatser på stål etc., men samtlige de varer, der af og til er “krig” om, udgør mindre en 1% af alle økonomiske transaktioner over Atlanten. Så der kan man se hvordan medier prioriterer det, der er lidt drama i, men som spiller en minimal rolle! Det er også i Europa at USA’s virksomheder tjener flest penge, specielt i England. Af alt hvad amerikanske filialer i udlandet tjener kommer 26% fra Europa, heraf 13% fra England. Det er ikke så mærkeligt, at Tony Blair gerne vil stå sig godt med USA, for der er enormt meget at tabe, hvis man skulle blive uvenner. Desuden er Europas samlede investeringer i USA cirka 25% større end USA’s i Europa.

Hvis man ser på alle amerikanske investeringer over tid så er de større alene i England end de sammenlagt er i Asien, Latinamerika, Afrika og Mellemøsten. Dem i Tyskland er større end i hele Sydamerika. USA pløjede næsten dobbelt så mange penge ned i Holland som i Mexico i 1990erne. Og selvom amerikanske filialers salg i Kina er steget raketagtigt, så var de i 2000 kun cirka 32 milliarder dollars, nogenlunde samme niveau som i Sverige, mens de var 236 milliarder i Tyskland og 138 milliarder dollars i Frankrig.

Og hvordan med beskæftigelseseffekten? Amerikanske virksomheder har 4,1 million ansatte i sine europæiske filialer, Europa beskæftiger 4,4 millioner i USA. Det største antal ansatte i amerikanske virksomheder i udlandet er 1,3 millioner englændere og det er 5 gange flere end USA beskæftiger i mastodonten Kina! Så lad os blot citere Quinlan’s korte konklusion i sin helhed: “Siden Berlin-muren væltede har vi oplevet en af de mest markante perioder af transatlantisk integration i historien. Vores gensidige interesse i de andres rigdom er vokset dramatisk siden afslutningen af den Kolde Krig. Det vil gå os ilde hvis vi overser denne realitet.”

Hvordan ser Danmarks handelsrelationer ud?

Og hvad siger Danmarks Statistik om Danmarks eks- og import?

I 2002 eksporterede vi for 442 milliarder kroner eller 33% af bruttonationalproduktet. Samme år importerede vi for 383 milliarder. 65% af det, vi eksporterer, går til EU-landene, især Tyskland, Sverige og England. 72% af alt, vi importerer, kommer fra EU-landene, med de samme tre i spidsen. Og 6% af det, vi eksporterer, går til USA, 6% til Norge og 9% til Asien. Kun 4% af vores import kommer fra USA, og 5% fra Norge og 9% fra hele Asien. Vi eksporterer altså for 26 milliarder kroner til USA og importerer for 15,3 milliarder fra USA. (Alle tal afrundet).

Nationalbanken kan fortælle, at i 1999 investerede EU for 135 milliarder kroner i Danmark med Sverige, Holland og England i spidsen. USA var den største enkeltinvestor med 91 milliarder, eller 1/3 af alle udenlandske investeringer i Danmark. USA’s andel af alle udenlandske investeringer i Danmark voksede fra 12% i 1991 til 34% i 1999. Dette skal i hovedsagen have at gøre med investeringen i TeleDanmark i 1998. I den samme periode faldt EU’s investeringer i Danmark fra 71% af totalen til 50%. Mere her.

Diskussionstemaer 7

1. Den økonomiske kløft over Atlanten er altså blevet mindre. Overraskede det Dig?

2. Hvorfor tror Du vi hører så meget om uenigheden over Atlanten og så lidt om det faktum, at vi er næsten uadskilleligt forbundne med og afhængige af hinanden?

3. England er økonomisk meget tæt knyttet til USA, det er Tyskland og Frankrig også men i mindre grad. Tror Du den slags påvirker landenes sikkerhedspolitik, f.eks. deres “ja” eller “nej” til Irak-krigen? Eller er det mere moralske spørgsmål, der afgør den slags?

4. USA er den største enkeltinvestor i dansk erhvervsliv. Andelen af amerikanske investeringer i Danmark er steget fra 12 til 34% af alle, en tredobling, i løbet af 1990erne. EU’s er faldet. Vores handel med USA er derimod ret begrænset. Hvorledes tror du disse tal påvirker vores politik, om overhovedet?

5. Hvad tror Du vil veje tungest i fremtiden: de mange dimensioner hvor den transatlantiske kløft bliver dybere eller denne ene økonomiske hvor det modsatte sker?

Opsamling i plenum: Hvad har vi lært under punkt 6 og hvordan hænger det sammen med de foregående punkter?

Europa og USA – Del 4

Europa og USA – Del 2

Peace & future researcher + ‌Art Photographer

Related Posts

LONDON – So far so good, at least on the wider level. While internally Iraq seems on the edge of chaos, the much heralded clash of civilizations between the Muslim and Judaeo-Christian worlds has yet to become apparent. We have anger and despair aplenty in the Arab and Muslim worlds. But very little rushing to the standard and there was no great pilgrimage of warriors to join the fight, as happened when the Soviet Union invaded Afghanistan twenty years ago, and then, having driven the Red Army out, were left to ferment in that mountainous redoubt. With the armaments supplied by the CIA the mujahidin were transformed into Al Qaeda that became, for a relatively brief moment as these things go, ‘the greatest threat to the homeland that America has ever known.’ Nevertheless a ‘Cold War’ between much of the Muslim world and the West is certainly in full swing. Winston...
The Challenge of Nuclear Weaponsin the Twenty-first CenturyA Path Forward The peoples and governments of the world face an urgent challenge relating to weaponry of mass destruction and particularly to nuclear weaponry.  At the crossroads of technology, terrorism, geopolitical ambition, and policies of preemption are new and potent dangers for humanity. Despite ending the nuclear standoff of the Cold War era, nuclear weaponry is again menacing the peoples of the world with catastrophic possibilities.  We recognize the need for any government to pursue its security interests in accordance with international law; and further, we recognize that distinctive threats to these interests now exist as a result of an active international terrorist network having declared war on the United States and its allies. Nonetheless, we reject the assessment of the current US administration that upgrading a reliance on nuclear weapons is in any sense justified as a response. We find it...
By Karin Wegestal MP, the Social Democratic Partyon behalf of the Swedish Committee for Solidarity with the Yugoslav People During the last decade, the Federal Republic of Yugoslavia has received more than 500,000 refugees from Croatia and Bosnia, and another 300,000 internally displaced persons, mainly from the province Kosovo and Metohia. For a country with about ten million inhabitants, such an influx of homeless people is obviously a very heavy burden – even under peaceful conditions. But in addition to that, the Federal Republic of Yugoslavia has been the subject to sanctions from the western powers for close to ten years and its infrastructure was badly hurt through Nato’s intense bombardment during 78 days in 1999. The result of all this is that Yugoslavia, once the most developed industrial country in Eastern Europe, is today the poorest country in Europe. In Serbia excluding Kosovo, with about ten million inhabitants and...

Recent Articles

Tony Robinson October 4, 2026 Violence is easy to recognise when someone is being beaten, shot or killed. It becomes more difficult when nobody is holding a weapon. Poverty, discrimination, exploitation and repression can restrict a human life just as effectively, although they do so in very different ways and with very different consequences. Simply adding more categories to an ever-growing list of forms of violence does not really solve the problem. The more interesting question is what all these different situations have in common and why it makes sense to describe them using the same word. Human beings do not simply react to what happens around them. They remember the past, imagine things that do not yet exist, make plans and undertake projects. Workers organise because they imagine different working conditions; people migrate because they imagine another life somewhere else; social movements emerge because people refuse to accept the...
It’s a matter of principles, courage, vision and pulling together – while the militarist world is falling apart… Peter Langille October 3, 2026 “Here, then, is the problem which we present to you, stark and dreadful and inescapable: Shall we put an end to the human race; or shall mankind renounce war?”The Bertrand Russell—Albert Einstein Manifesto, July 9, 1955 ⁕ The forecast for what’s ahead is worrisome. The sharp rise in armed conflicts over the past three years is adding to what was already the highest level in over seventy years. Genocides, which should be prevented are supported. A shared climate emergency that jeopardises survival is ignored. Diverse polls now suggest that people are war-weary, worried and interested in a more effective United Nations. And, there are viable policy options for a more secure world! Yet governments are doubling-down, betting on more war and investing heavily. If current trends persist,...
Johan Galtung 1930-2024October 2015 Published here on October 3, 2026 Let us focus on Civilization for conflict analysis and remedies. Major forms of disorder use violence; war is state organized violence. The most belligerent states are the United States of America and Israel, both with civilization roots. National Evangelism, the US Protestant Christian civilization– more national than evangelical–justifies US warfare as exceptionalism of a people chosen by God, with a manifest destiny to run the world. Orthodox Judaism justifies Israeli warfare to conquer and expand from Nile to Euphrates as a religious right and duty to the Eternal One. The third most belligerent country, the UK, no longer believes it is God-chosen but chosen by the USA; not quite the same but something. But the root cause of global disorder lies in the Occident–with Islam–seeing itself as the single, universal civilization valid for all at all times, all others being...

TFF on Substack

Discover and subscribe to more peace materials on TFF Substack

Most Popular

Tony Robinson October 4, 2026 Violence is easy to recognise when someone is being beaten, shot or killed. It becomes more difficult when nobody is holding a weapon. Poverty, discrimination, exploitation and repression can restrict a human life just as effectively, although they do so in very different ways and with very different consequences. Simply adding more categories to an ever-growing list of forms of violence does not really solve the problem. The more interesting question is what all these different situations have in common and why it makes sense to describe them using the same word. Human beings do not simply react to what happens around them. They remember the past, imagine things that do not yet exist, make plans and undertake projects. Workers organise because they imagine different working conditions; people migrate because they imagine another life somewhere else; social movements emerge because people refuse to accept the...
It’s a matter of principles, courage, vision and pulling together – while the militarist world is falling apart… Peter Langille October 3, 2026 “Here, then, is the problem which we present to you, stark and dreadful and inescapable: Shall we put an end to the human race; or shall mankind renounce war?”The Bertrand Russell—Albert Einstein Manifesto, July 9, 1955 ⁕ The forecast for what’s ahead is worrisome. The sharp rise in armed conflicts over the past three years is adding to what was already the highest level in over seventy years. Genocides, which should be prevented are supported. A shared climate emergency that jeopardises survival is ignored. Diverse polls now suggest that people are war-weary, worried and interested in a more effective United Nations. And, there are viable policy options for a more secure world! Yet governments are doubling-down, betting on more war and investing heavily. If current trends persist,...
Johan Galtung 1930-2024October 2015 Published here on October 3, 2026 Let us focus on Civilization for conflict analysis and remedies. Major forms of disorder use violence; war is state organized violence. The most belligerent states are the United States of America and Israel, both with civilization roots. National Evangelism, the US Protestant Christian civilization– more national than evangelical–justifies US warfare as exceptionalism of a people chosen by God, with a manifest destiny to run the world. Orthodox Judaism justifies Israeli warfare to conquer and expand from Nile to Euphrates as a religious right and duty to the Eternal One. The third most belligerent country, the UK, no longer believes it is God-chosen but chosen by the USA; not quite the same but something. But the root cause of global disorder lies in the Occident–with Islam–seeing itself as the single, universal civilization valid for all at all times, all others being...
Read More
Living-Peace-Sign-Budapest-copy
Tony Robinson October 4, 2026 Violence is easy to recognise when someone is being beaten, shot or killed. It becomes more difficult when nobody is holding a weapon. Poverty, discrimination, exploitation and repression can restrict a human life just as effectively, although they do so in very different ways and with very different consequences. Simply adding more categories to an ever-growing list of forms of violence does not really solve the problem. The more interesting question is what all these different situations have in common and why it makes sense to describe them using the same word. Human beings do not simply react to what happens around them. They remember the past, imagine things that do not yet exist, make plans and undertake projects. Workers organise because they imagine different working conditions; people migrate because they imagine another life somewhere else; social movements emerge because people refuse to accept the...
b54a1f10-8c65-4f0b-9dd5-4abc0a7d04cc_2659x2659
It’s a matter of principles, courage, vision and pulling together – while the militarist world is falling apart… Peter Langille October 3, 2026 “Here, then, is the problem which we present to you, stark and dreadful and inescapable: Shall we put an end to the human race; or shall mankind renounce war?”The Bertrand Russell—Albert Einstein Manifesto, July 9, 1955 ⁕ The forecast for what’s ahead is worrisome. The sharp rise in armed conflicts over the past three years is adding to what was already the highest level in over seventy years. Genocides, which should be prevented are supported. A shared climate emergency that jeopardises survival is ignored. Diverse polls now suggest that people are war-weary, worried and interested in a more effective United Nations. And, there are viable policy options for a more secure world! Yet governments are doubling-down, betting on more war and investing heavily. If current trends persist,...
010
Johan Galtung 1930-2024October 2015 Published here on October 3, 2026 Let us focus on Civilization for conflict analysis and remedies. Major forms of disorder use violence; war is state organized violence. The most belligerent states are the United States of America and Israel, both with civilization roots. National Evangelism, the US Protestant Christian civilization– more national than evangelical–justifies US warfare as exceptionalism of a people chosen by God, with a manifest destiny to run the world. Orthodox Judaism justifies Israeli warfare to conquer and expand from Nile to Euphrates as a religious right and duty to the Eternal One. The third most belligerent country, the UK, no longer believes it is God-chosen but chosen by the USA; not quite the same but something. But the root cause of global disorder lies in the Occident–with Islam–seeing itself as the single, universal civilization valid for all at all times, all others being...
Screenshot 2026-10-02 011738
Jan ObergPhD, director, The Transnational Foundation for Peace and Future Research, TFFLund, Sweden October 2, 2026 This is my full original manuscript. The Chinese Academy of Social Science, CASS, makes two publications out if it. 1. China’s Five-year plan emphasized the capabilities of basic research and original innovation. It is regarded as the goal of the future social development, which, as required, should be significantly enhanced. Can you comment on the importance of original innovation in research and academic study? I believe it is easier to define “original innovation” in the natural sciences than in social sciences. The breaking points of what constitutes something new, or innovative, are not quite as sharp in the latter. But in both fields it is about opening up something that was closed, unseen, unexplored before – making manifest what was earlier latent. Innovations come in many forms and shapes – naming something that was not...
arctic-circle-map
The agreement is catastrophic both because of what it says and what it doesn’t mention. It reduces further the major asset of security policies: Freedom of action. Jan Oberg TFF director September 25, 2026 A couple of hours before the agreement was signed on September 22, 2026, I published the following 13 hypotheses about what it would most likely contain on TFF Substack (in English). I was wrong on only the first point. Contrary to what Trump had written on his Truth Social platform, it does not appear to come into force immediately. In fact, it turned out to be worse than even I had anticipated. After these hypotheses now come a number of reflections in light of what the agreement actually contains, and does not contain, as well as the way in which it has generally been presented by major media outlets and by the public-service broadcaster DR. My...
girl-5894831_1280
Below are TFF-related media mentions, comments, videos and social media posts published elsewhere but not on this homepage. We happen to catch and list only a fraction. Regarding video comments and debates, we recommend that you go to the TFF Video Channel on Substack where many of them are reproduced. Jan Oberg is a contributor to China Daily – 52 million daily clicks – and Global Times, CGTN and CCTV (the national television), China Investment, Xinhua News Agency and several others. Articles and videos on these media very often multiply into countless Chinese (and Western media) that re-post them from these main media. Thanks to The China Academy, his analyses, interviews and comments are frequently posted on YouTube channels such as Thinkers Forum and Wave Media. These videos are often re-posted on Bilibili (China’s YouTube), the China Content Center on TikTok, and on the Chinese edition of TikTok, Douyin.com. This means reaching hundreds of millions of viewers worldwide over a year. While there are too many to catch on all these...