/pi232DK_Muhammed.html”>Mohammed (1) Undertrykkelsesfrihed
Mohammed (2) Men der er jo en større sammenhæng!
Mohammed (3) Splinten og bjælken
Hvis en begivenhed udvikler sig til den værste politiske krise siden 1945 i et ellers stabilt og demokratisk land som Danmark, turde det være på sin plads at stille nogle mere grundlæggende spørgsmål: Hvad handler det hér om? Kan de der leder og lever i Danmark lære noget af det både som danskere og som vesterlændinge? Kan andre i Vesten? Og kan vi gøre tingene bedre i fremtiden?
Hvis vi selv stiller sådanne spørgsmål inviterer vi også andre, inklusive dem der brænder flag og ambassader, til at tænke over om der måske findes bedre metoder til at udtrykke deres nok så legitime uenighed.
Som tingene står nu gør ekstremister på begge sider intet andet end at bekræfte de værste billeder af “den anden” og således kan der skabes en ukontrolleret spiral af had og monologer, der truer vores fælles civilisation.
Der er nok af negativ energi på vores jord. Men lad os ikke glemme at selv den mindste positive tanke kan flytte bjerge hvis den bliver hørt og brugt i den rette stund. Derfor finder du til sidste i denne artikel nogle generelle forslag.
To sider af globaliseringens mønt
Muhammed-karikaturerne tilhører den “bløde” eller dybere kultursfære. Men i kampens hede har der været altfor få tilløb til at tolke forløbet i kulturelle og civilisatoriske perspektiver. Og det er da heller ikke dem, der nu skal udredes; i stedet skal vi have en såkaldt uvildig undersøgelse af hvem der gjorde hvad rent administrativt. Det er ikke nok. Det er meget mere alvorlige ting, der er på spil, end om den eller den videresendte et brev i tide eller ej til et udvalg.
Hvis jeg skulle sætte ét ord på hele sagen så må det blive racisme. Måske man også kan bruge kulturel blindhed, mangel på indlevelse på tværs af kulturer eller simpel dumhed forstået som mangel på oplysning og almendannelse. Hvorom alting er synes der at være en iøjnefaldende mange på forståelse for globaliseringens inter- og multikulturelle aspekter.
Danmark hører til den vestlige verden, den occidentale civilisation. Mange ude i verden sætter stor pris på dens centrale elementer, dens kreativitet, teknologiske fremskridt og kulturelle produktion; mange ser den som model, om end det er færre end for nogle få årtier siden.
Men Vestens kultur opviser også den berømte anden side af den mønt: blind dominans – ofte under dække af at gøre godt – koblet til misforstået missionsiver og et racisme-baseret verdensbillede, der uden mindste tøven placerer os selv som Nummer Eet, som lærerne, og de andre som mere eller mindre underdanige tjenere eller elever. Kort sagt, en forbløffende blind men kulturelt programmeret foragt for dem, der ikke er som vi og altså står under os, er svagere og derfor kun berettiget til at modtage vor ydmygelse og foragt. Det er stort set den filosofi, dette selv- og verdensbillede, der tillader os at behandle “dem” på måder vi ikke ville drømme om at acceptere at de behandlede os på. Programmeret over århundreder ter det sig så naturligt at vi ikke længere ser det. Kun de skal lære af os, vi aldrig af dem.
Tag for eksempel det grundsyn, der ligger til grund for den traditionelle opdeling af verden i den Første, Anden, Tredje og Fjerde Verden. Det er en civilisationsstige på hvilken vi selv står på toppen og de andre på lavere trin. Det er derfor naturligt at de ser op til os og vi ser ned til – eller på – dem. Disse laverestående skal “civiliseres” så de kan kravle opad og blive som vi. Vi har løsningerne og de burde egentlig være mere taknemmelige når vi forsøger at løfte dem op.
Den vestlige verden er og har den økonomiske og militære overmagt, der driver globaliseringen – og husk på at den økonomiske og den militære sfære er de eneste i hvilke beslutningstagere tænker globalt i egentlig forstand. Vesten har derfor hidtil relativt ubekymret kunne tage for givet at de andre, dem længere nede, gerne ville blive som vi, ønskede at deres samfund blev som vore.
Så blinde er vi tilsyneladende blevet at vi tankeløst pådutter andre den opfattelse at der kun er ét muligt økonomisk system (neo-liberalismen), kun én måde at skabe sikkerhed på (konventionelle våben, atomvåben, alliancer som NATO), kun ét sæt af værdier – nemlig de vestlige, som vi fremmer som om de var universelle. Det kan være vores tolkninger af de civile fri- og rettigheder samt menneskerettighederne men aldrig retten til materiel behovstilfredsstillelse, social retfærdighed eller fuld beskæftigelse, for nu ikke at nævne menneskelig værdighed. Vi kerer os sjældent om den største af alle menneskerettighedskrænkelser, verdensfattigdommen. Den er indbygget i kapitalismen.
Så mens vi officielt udlærer idealerne om frihed, valg og pluralisme så får “de andre” kun to muligheder: bliv som vi er (eller vi siger) eller gå nedenom og hjem, det er op til Jer selv!
Vi synes derfor i ægte forstand at være ude af stand til at se hvorfor vores politik på forskellige områder bliver mødt med voldsom modstand. Hvordan kan det dog være, vi gør så meget godt, vi vil gerne hjælpe dem og dog synes de ikke at forstå deres eget bedste? Men problemet er at millioner derude ser os som kyniske og selvtilstrækkelige; de ser os som dem der i århundreder har udbyttet og marginaliseret dem og derfor er blevet ufatteligt rige mens de – med få undtagelser – selv er sunket endnu dybere ned i social og økonomisk misere. Vore forsøg på tvungen demokratisering – per definition en selvmodsigelse – bliver opfattet som utidig indblanding eller besættelse. Vore atomvåben bliver opfattet som midler at true dem med.
Ja vi synes endog ikke at kunne se at det er os der har bygget baser, afsat regeringer, bombet og besat dem – Palæstina, Iran, Chile, Saudi-Arabien, Jugoslavien, Afghanistan, Irak for nu at nævne nogle få. Det er ikke “de andre” der har gjort den slags systematisk mod os i umindelige tider. De er ikke i stand til det. Vi er de overlegne. Amerikanerne udgør omkring 4 procent af verdens befolkning men tegner sig for 48 procent af verdens militære udgifter og er militært aktive i over 130 lande. Ingen andre er det. Forstår vi overhovedet hvad andre ude i verden kan tænke og føle ved det? Hvordan ville vi føle det hvis Rusland, Kina eller Iran havde den samme profil overfor os?
Den ene side af globaliseringens mønt er naturligvis hvordan vi ser på os selv. Men den anden er – uanset om vi kan forstå eller synes om det – hvordan de andre ser på os. I denne globaliseringstid, vil ingen hverken stærk eller svag, slippe godt fra at ignorere denne anden side af mønten. Ethvert forsøg på med magt og vold at påtvinge andre vores egne værdier og synspunkter vil før eller siden forvandles til en opskrift på global ødelæggelse, alles kamp mod alle. Intet mindre.
Er kulturelt baseret racisme eller kulturimperialisme for stærke betegnelser for Vestens operationsmåde i verdenssamfundet? Ja det er de givetvis for den, der aldrig har fået eller taget sig en chance for at se os selv med empatiske øjne, dvs. levet sig ind i de perspektiver som de har, der kigger på os udefra – fra et ikke-vestligt ståsted.
Den danske statsminister
Statsminister Anders Fogh Rasmussen, kan spille rollen som et godt eksempel i denne artikel, dog sandsynligvis uden at vide det eller ville det. Han er simpelthen ikke trænet i og vant til se verden i et bredere perspektiv. Her er f.eks. hvad han sagde i et stort personligt interview i Berlingske Tidende den 3. oktober 2003:
“Vi skal turde sige, at vi opfatter dem (vore værdier) som bedre og mere værd end andre værdier.”
Statsministeren synes ikke at have stillet sig selv det spørgsmål, om værdierne og normerne i vidt forskellige kulturer overhovedet kan sammenlignes. Men det er filosofisk nonsens at hævde at f.eks. kristne værdier i sig selv er objektivt “bedre og mere værd” end islamiske eller andre værdier – og vice versa. Og selvom man kunne sammenligne æbler og appelsiner hvad er da kriterierne for “bedre” og “værd”. Og – ikke mindst – hvem skulle være den høje dommer?
Hans udtalelse bærer kimen til racisme i sig. Der er de civiliserede, bedre, på toppen med deres højere værdier, lærerne og mestrene. Nedenfor er der dem på de lavere trin, dem der skal belæres om sine værdiers relative ringhed og om hvordan de bør opføre sig. Men hvor kommer dette verdenssyn – eller manglen på det – mon fra? Hvilke bøger om trosspørgsmål, kulturer og globale spørgsmål har statsministeren læst? Hvor stor en del av verdens vidunderlige kulturelle mangfoldighed og menneskelige rigdom har han selv set og lært at værdsætte? I hvilket omfang har han haft lejlighed til at se sin egen kultur udefra – gennem de briller som bæres af både dem der misunder os, elsker os og hader os – eller er ofre for vores politik? Ja man må faktisk spørge hvor megen indlevelse og medfølelse han har for dem, der er objekter eller ofre for hans verdenssyn, hans ord og hans beslutninger – såsom menneskene i dagens Irak?
Jeg finder det ekstremt tankevækkende at en og samme person kan sige ting, der er så gennemsyret af manifest kulturel overlegenhed som ovenstående og samtidig være så ude af stand til at håndtere sin egen og sit lands relation til den muslimske verden. Det ser f.eks. ud til at han ikke véd hvordan man behandler breve fra ambassadører og fra Organisationen af den Islamiske Konference som omfatter ikke mindre end 57 stater og 1,4 milliarder muslimer verden rundt (Se mere om OIC her og en bredere baggrund her).
Lad os for et øjeblik kigge generelt på den vold, der er blevet udøvet på Balkan, i Afghanistan og nu i Irak. Kunne dens beslutningstagere overhovedet været gået i krig hvis de ikke, bevidst eller ubevidst, byggede på at menneskene dér er onde, under-uddannede, mindre civiliserede, laverestående og ikke værdige en medmenneskelig behandling af samme karaktér som den vi giver mennesker i vor egen kulturkreds? De kunne vel næppe have ødelagt Irak og dræbt godt 1 million irakere gennem 12 sanktionsår og nu i krig og besættelse hvis de havde set dem som ligeværdige, som sine brødre og søstre?
Krige muliggøres gennem en række psyko-politiske kombinationer af foragt for “de andres” mere eller mindre opfundne kulturelle og moralske svaghed på den ene side og – på den anden – en god portion dæmonisering kombineret med projektioner af ondskab og primitivitet. Kort og godt, afhumanisering og ydmygelse = racisme. Men vi i Vesten forstår ikke ydmygelsens psyko-politik, vi synes at have mistet såvel empatien og medfølelsen med de svagere.
Dette er så meget desto mere problematisk som en stigende andel af verdens såkaldt almindelige mennesker føler sig svage og magtesløse når de sammenligner sig med Vesten og forsøger at vinde indflydelse på nutiden og fremtiden. Det er fuldt muligt at de samtidig er stolte og føler sig kulturelt stærke, men i dagens verden er det penge og våben der tæller. Måske vil det være anderledes i morgen eller dagen efter? Måske vil Vesten tabe og USA gå ned som imperium?
Måske kunne vi begynde at lære noget der er vigtigt for fremtiden?
Måske kunne vi i Vest lære at være lidt mere ydmyge, en smule mere beskeden vis-a-vis resten af verden?
Måske kunne vi lære at de andre ikke nødvendigvis ser os i det samme strålende idealistiske og ædle skær som vi ser os selv i?
Måske kunne vi lære at være en smule mere selvkritiske og lade os inspirere af Eric Clapton (Bo Diddley 1957) – “før du anklager mig, kig lige på dig selv” – og Lukas-evangeliet:
Døm ikke, og I skal ikke dømmes,
Fordøm ikke, og I skal ikke fordømmes.
Tilgiv og I skal blive tilgivet,
Giv, og I skal få givet…
Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje bemærker du ikke? Hvor kan du sige til din bror: “Kom her, lad mig trække splinten ud af dit øje”, du som ikke ser bjælken i dit eget øje? Din hykler! Træk du først bjælken ud af dit eget øje, så ser du klart nok til at trække splinten ud af din brors øje.” (Lukas 6:36-42).
Danskere såvel som andre vesterlændinge bruger hver dag produkter, der er fremstillet af mennesker rundt om i verden i samfund og kulturer, der er meget forskellige fra deres egne. De ønsker disse produkter til den lavest mulige pris. Men de ønsker ikke at have noget som helst at gøre med disse mennesker, der i en vis forstand tilfredsstiller deres grænseløse materielle grådighed.
Danmarks indvandrerpolitik er blevet fremmedfjendtlig i almindelighed og anti-muslimsk i særdeleshed. Lande vi normalt sammenligner os med opviser ikke en lignende tendens til narcissisme og racisme. På det internationale plan har Danmark gennem sit engagement i ødelæggelsen af både Jugoslavien, Afghanistan og Irak gjort sig fortjent til betegnelsen bøllestat. Statsledelsens håndtering af Muhammed-karikaturerne udspringer af det samme mørke dyb af selvforherligende foragt for andre.
Måske kunne vi lære at værdsætte og fremme ikke bare økonomisk og militær globalisering men også menneskelig, kulturel og social globalisering. Måske kunne vi lære betydningen af at flytte på tyngdepunktet og skabe en ny gensidighed – indse at vi også kan lære af dem.
Måske kunne vi lære at drage omsorg for, inkludere, dem der lider. I stedet for i det alt væsentlig at afvise dem ved grænsen. Bag næsten enhver flygtning står en regerings undertrykkelse og en våbenhandler.
Måske kunne vi lære at hvis der findes én lovmæssighed i samfundsvidenskaben så er det den at der aldrig kommer noget positivt ud af at ydmyge andre.
Måske kunne Danmark lære at bygge alliancer med mere end ét land, tilmed et land som ifølge troværdige vestlige opinionsundersøgelse ude i verden betragtes som værende det mest eller næstmest farlige land i verden (sammen med Israel).
Måske kunne danskerne og andre vesterlændinge lære at der er bruge for omfattende reformer af vore uddannelsessystemer for at tilpasse os til og selv skabe en bedre global fremtid for alle. Det er for intellektuelt tomt blot at satse på uddannelse og forskning, der skal gøre at vi klarer os bedre på eksportmarkederne. Højt sat bør skolen bruge 50% af tiden og energien på at forstå vore egen kultur, historie og religion, resten bør bruges til at forstå alt det, der ligger uden for vor egen sfære. Det ville jo ikke skade hvis vi alle – fra statsministeren og nedad – blev mere globalt kompetente.
For hvad er pointen med business, jura, fysik, management eller den moderne teknologi hvis vi bliver narcissister, indskrænkede, afstumpede uden medfølelse med og indlevelse i resten af den menneskelige familie? Der er jo kun én verden at leve i og derfor må vi leve med hinanden og ikke mod hinanden.
Måske kunne vi hjælpe hinanden med at udvikle medier, der kan se videre end til sensationen og dramaet, og som kan lægge andre end danske og europæiske vinkler. Måske kunne vi få konfliktjournalistik og ikke kun krigsreportage, positive og ikke kun negative nyheder. Måske kunne vi genfinde pluralismen og undgå at alle aviser har snart sagt den samme udenrigsside i den helligt enfoldige rationaliserings kølvand.
Måske kunne vi lære at det er meningsløst med en naboskabs-etik når konsekvenserne af stort set alt vi gør er globale og rækker langt ud i fremtiden. Vi behøver i stedet en globaletik. Vi har brug for beskedenhed og partnerskab med Naturen og med andre kulturer netop fordi vi har så overvældende teknologisk styrke til vores rådighed.
Måske ville mennesker sætte større pris på os vesterlændinge hvis vi brugte nogle af alle vore ressourcer på og gik i spidsen for globaluddannelse, undervisning og dialog om og med alle religioner og træning i freds- og konflikt-spørgsmål. Undervejs kunne vi løfte FN-Erklæringens vigtigste norm frem i alt vi gør: at ikkevoldelig politik, fred med fredelige midler, er vores fælles målsætning til sikring af fælles overlevelse på det lange sigt.
Måske ville verden blive et bedre sted hvis vi satte hele verden og menneskehedens fælles bedste – og ikke kun vores eget lille lands hytten og hyggen sig – i fokus for alt hvad vi gør og siger. At vi i det mindste forsøgte at vise andre den forståelse og medmenneskelighed og respekt vi viser vore egne? Det kunne da næppe føre til noget ondt eller til en ny international krise.
Måske kunne Danmark forbedre sit image hvis det gik i spidsen for at uddanne eksperter til at forske frit i inter-kulturel dialog, forsoning, tilgivelse samt religionspsykologi og tros-baserede metoder for fred og udvikling. Gerne i globaliseringens perspektiv. Vi ved ganske enkelt alt for lidt om disse ting. FN og andre har desperat brug for eksperter på disse områder.
Måske kunne vestlige regeringer lære at de har brug for langt mere ekspertise vedrørende de psyko-sociale dimensioner af konflikter og international politik, folk de kunne lytte til inden de hovedløst kaster sine lande ud i forudsigelige katastrofer som den vi ser i Irak eller i kriser som den der er fulgt i kølvandet på regeringens fejlhåndtering af Muhammed-karikaturerne. Hvis regeringen var lige så dårligt klædt på økonomiens område ville den sandsynligvis være faldet; nu handler det jo bare om verdensfreden og kulturen.
Ja måske kunne vi endog lære at når verdens mangfoldighed kommer til os så er det ikke kun et problem og en byrde men en ressource, en chance for at lære noget nyt.
Jeg kunne blive ved. Du kan også selv fortsætte. Ved vi ikke godt det hele inderst inde?
Der er i virkeligheden så meget vi kunne lære. Men af og til føles det faktisk som om vore ledere har mistet evnen til både at lytte og lære. Så overbeviste er de om deres egen fortræffelighed og ufejlbarlighed at de synes at tro, at de kan bokse sig igennem verden blot med en vis viden om deres egen kultur – samtidig med at de tager for givet eller kræver at alle andre skal forstå og acceptere vores. Men i den globaliserede verden er det ikke muligt at opstille et sæt regler for dig og et andet for mig. Der er kun et sæt spilleregler for os alle. Enhed i mangfoldighed, fredelig konfliktløsning, forsoning, dialog og gensidig respekt som livsform er nogle af navnene på disse spilleregler.
Hen imod slutningen af sit liv blev Gandhi spurgt hvad han syntes om den vestlige civilisation. Han holdt en længere kunstpause og sagde så med et skælmsk smil: “Det synes jeg ville være en god idé.”
Den vestlige verden har brug for hjælp. Det haster. Den opfører sig i denne epoke som en drukkenbolt, der ikke vil indse at han har et problem. Og hvis han lige et øjeblik kan se det vil han råbe op om at det er de andres skyld.
