Af Birgitte Rahbek
kultursociolog og forfatter til bogen “En stat for enhver pris”
27 august 2002
Store begivenheder kræver ikoner. Camp David forhandlingernes ikon blev en stump TV-film med Barak, Clinton og Arafat vej på ind ad døren til forhandlinger en smuk julidag år 2000. Clinton er den venlige vært, og de to mellemøstlige herrer pjatter om hvem der er mest høflig, et after-you-Sir-ritual mellem den stive Barak og den mere slebne Arafat spilles igen og igen. Så gode venner var de vist, siger billedet, men hvorfor gik det så alligevel galt? Det gjorde det fordi Arafat ikke ville tage imod Baraks generøse tilbud om at få næsten hele Vestbredden og dele af Østjerusalem tilbage. Forklaringen kom et par måneder senere, den 28. september, da den anden intifada brød ud og bekræftede manges antagelse om at palæstinenserne i virkeligheden ikke ønsker fred.
Denne fremstilling vil formentlig forekomme mange læsere bekendt, for det er den forenklede myte der i nu snart to år har gået sin gang over hele verden, og som endnu i dag ubesværet forlader israelske ministres mund på dansk, hebraisk eller engelsk for at glide lige ned gennem halsen på de fleste journalister. Problemet er at selvom denne myte ikke afspejler virkeligheden, former den folks opfattelse, ikke alene af hvad der faktisk skete i Camp David, men også af fremtidens muligheder for fred. Myten lader forstå at israelerne i palæstinenserne ikke har nogen fredspartner, og hvem kan så bebrejde dem at de går hårdt frem mod nogen som kun forstår vold og som ønsker at ødelægge staten Israel.
Da Arafat i forsommeren 2000 blev opfordret til at deltage i et topmøde i Camp David, vidste han at risikoen for fiasko var nærliggende og at skylden for et sammenbrud med usvigelig sikkerhed ville blive lagt på ham. Forud for topmødet prøvede han derfor at forklare både Madeleine Albright og Bill Clinton at det var halsløs gerning at indkalde til et møde med så vidtrækkende betydning uden at det var ordentligt planlagt. Men amerikanerne lod sig overbevise af Barak om at det skulle være nu: Baraks regeringskoalition vaklede, og han havde brug for en politisk sejr for at kunne vinde et forestående valg. Baraks valgsejr i maj 1999 var sket efter løfter om fred. Han havde lovet at trække den israelske hær ud af Sydlibanon i løbet af et år – et løfte som han holdt – og så havde han stillet fred med Syrien og palæstinenserne i udsigt.
I mange måneder havde Barak tydeligvis ikke travlt med at få en aftale i stand med palæstinenserne, end mindre med at leve op til allerede indgåede aftaler. Først efter at det var mislykkedes for præsident Clinton i Genève i marts 2000 at få overtalt den syriske præsident Asad til at indgå en fredsaftale med Israel, blev Barak interesseret i det palæstinensiske spor – og nu skulle det gå hurtigt; for hurtigt skulle det vise sig.
I månederne inden Camp David havde der i Stockholm været afholdt tyve møder mellem israelere og palæstinensere. Her havde palæstinenserne henvist til folkeretten og FN-resolutionerne, mens israelerne nøgternt havde forklaret dem at da de ikke havde magten til at få det de bad om, skulle de hellere være realistiske og tage imod det de fik tilbudt. Uden at lytte til palæstinensernes protester over at forhandlingerne ikke var kommet ud af stedet, indstillede israelernes chefforhandler at man skulle overlade arbejdet til “de store” da tiden var knap.
Clinton viste forståelse for palæstinensernes bekymringer; han havde inden mødet lovet Arafat at han ville støtte en “betydelig tilbagetrækning” selv hvis Camp David skulle slå fejl, og han fik Barak til at love at den tredje israelske tilbagetrækning fra besat område skulle blive en realitet uanset udfaldet af mødet. Desuden forsikrede Clinton Arafat om at i tilfælde af sammenbrud i forhandlingerne ville Arafat ikke blive bebrejdet det, der vil ikke blive nogen “pegen fingre”, som Clinton udtrykte det. Men to dage efter topmødets sammenbrud blev Clinton interviewet i israelsk TV, og her tillagde han Arafat al skylden.
De ydre rammer og hele det officielle oplæg til Camp David bar præg af velvilje og optimisme, og alligevel mødte begge parter op fulde af mistillid. Palæstinenserne, dels fordi Barak ikke havde opfyldt de aftaler (bl.a. Wye-aftalen) der tidligere var blevet indgået, dels fordi han fortsat nægtede at overdrage palæstinensiske landsbyer til trods for at det var blevet vedtaget i såvel regering som i Knesset, og dels fordi mange af de palæstinensiske fanger hvis løsladelse var en del af Osloaftalen, fortsat sad i israelske fængsler.
Dertil kom en voldsom vækst i bosættelsesbyggeriet under Barak. Israelernes mistænksomhed skyldtes at Barak ikke var overbevist om i Arafat at have en sand fredspartner, men påregnede dog at mødet, om ikke andet, kunne afsløre “Arafats sande ansigt”. Derfor havde israelerne besluttet sig for at det skulle være et alt-eller-intet-møde. En på forhånd fastlåst brydekamp kunne begynde: Barak ville ikke fremlægge sin plan for slutresultatet før Arafat havde vist fleksibilitet, og Arafat ville ikke være fleksibel før han vidste hvad slutresultatet ville blive. Og hvorfor skulle han, der havde forhandlet fred med Israel i årevis, slå sig til tåls med mindre end det som først Egypten og senere Hizbollah havde opnået og som næsten var blevet tilbudt Syrien, nemlig total israelsk tilbagetrækning?
I løbet af de 7 år der var gået siden Osloaftalens underskrivelse, havde Clinton opbygget et godt personligt forhold til den palæstinensiske ledelse. Han var den første amerikanske præsident der havde modtaget Arafat i Det hvide Hus – og det mange gange – og den første amerikanske præsident der havde talt ved et PLO-nationalrådsmøde. Palæstinenserne opfattede Clinton som en person der kunne lytte og som gradvist havde vist større og større forståelse for deres synspunkter. At Clinton som alle amerikanske præsidenter var leder af en stat der var Israels nærmeste allierede, var velkendt, men man kunne have håbet på at se ham som en neutral mægler. Det viste sig ikke at blive tilfældet. For eksempel forelagde han den 17. juli – knap en uge ind i forhandlingerne – Arafat et forslag som han præsenterede som amerikansk. “Men dette er jo israelske ideer som jeg har modtaget uofficielt fra den israelske delegation for et par timer siden!”, udbrød Arafat.
Selvom Barak havde insisteret på at fredsforhandlingerne skulle foregå på topniveau, nægtede han i de to uger Camp David-mødet varede at mødes under fire øjne med Arafat; kun et par gange befandt de to mænd sig i samme lokale, som regel til spisning. Palæstinenserne hjalp heller ikke meget med at lette præsident Clintons arbejde. De var overbevist om at israelerne havde lagt en fælde for dem og mest ønskede at rejse hjem med et papir der lovede en afslutning på konflikten, men ellers var upræcist i den nærmere implementering af freden. Derfor ville de hverken sige ja til de amerikanske forslag eller fremsætte konkrete modforslag som Clinton kunne tage med til israelerne. Der forelå på intet tidspunkt noget skriftligt israelsk tilbud, alle idéer blev fremsat mundtligt og aldrig specificeret, og som regel blev de præsenteret som amerikanske forslag.
Med hensyn til Baraks generøse tilbud gik det først ud på at Israel skulle annektere ca. 12% af Vestbredden uden at palæstinenserne ville få nogen territorial kompensation; desuden ønskede Israel at “langtidsleje” 10 % af den del af Vestbredden der løber langs med Jordanfloden. I løbet af forhandlingerne strakte Barak sig til at kun godt 9% af Vestbredden skulle annekteres, og at palæstinenserne skulle have hvad der svarede til 1% af Vestbredden i territorial kompensation. Vestbredden ville blive opdelt i tre usammenhængende dele på grund af de store bosættelsesblokke, og Israel skulle ydermere have en korridor ind til Hebron og den nærliggende Kiryat Arba bosættelse. Tilsyneladende skulle Gazastriben i sin helhed gives tilbage til palæstinenserne.
Med hensyn til de palæstinensiske flygtninge kom der ingen løsning på bordet, og Israel nægtede fortsat ethvert ansvar for de palæstinensiske flygtninge som de sidestillede med de jøder der havde forladt de arabiske lande. Denne sidestilling skulle imødegå de palæstinensiske krav om at de 1,24 milliarder britiske pund (i dag vil det svare til flere hundrede milliarder dollars) som Israel havde konfiskeret fra palæstinenserne i 1948 i form af jord, huse og andre værdier og som var blevet anbragt i fonde, skulle bringes til udbetaling. Palæstinenserne blev oplyst om at disse penge for længst var blevet brugt, og i alle forhandlinger forestiller Israel sig at det internationale samfund skal betale omkostningerne for den israelske besættelse og fordrivelse af palæstinenserne.
I spørgsmålet om Jerusalems status brød Ehud Barak imidlertid med det israelske dogme om Jerusalem som Israels evige og udelte hovedstad. Før Camp David havde Barak ydmygende tilbudt palæstinenserne landsbyen Abu Dis uden for Jerusalem som den palæstinensiske hovedstad, som de gerne kunne omdøbe til det arabiske navn for Jerusalem: Al-Quds. Men nu gik Barak med til at palæstinenserne kunne få suverænitet over de muslimske og kristne kvarterer i Jerusalems gamle by. Dog kunne de på Tempelpladsen/Haram al-Sharif, som er det tredjehelligste sted for muslimer, kun få noget der løseligt blev betegnet som “permanent custodianship” &endash; en slags vogterstatus. Men resten af Østjerusalem skulle dels være under palæstinensisk suverænitet, dels have en såkaldt “funktionel autonomi”. De 200.000 israelske bosættere i Østjerusalem skulle der ikke røres ved.
Der blev bragt mange nye politologiske begreber på banen, selv Vorherre var ved at blive bragt ind som styrende myndighed over dele af Jerusalem. Men selvom Barak i Clintons øjne her “walked the extra mile” – strakte sig langt – så var han omhyggelig med ikke at give sin endelige accept af noget af det, og ifølge Ron Pundak hældte han endog benzin på bålet ved “et israelsk krav om at ændre den religiøse status quo i Haram al-Sharif området ved at bygge en jødisk synagoge inden for grænserne af det hellige område. En sådan handling havde ikke været overvejet i 2000 år siden ødelæggelsen af Templet i 70 e. Kr.” (1) I betragtning af at Rabbinatet siden Middelalderen har forbudt jøder at bede på Tempelpladsen, var det svært at opfatte forslaget som andet end en provokation på linje med palæstinensernes manglende respekt for Grædemurens betydning for jøder.
I forhold til tidligere israelske standpunkter var der tale om nogen bevægelse, men i forhold til international lov og i forhold til palæstinensiske minimumskrav var der langt igen. At kalde det et generøst tilbud viser en besættelsesmagts holdning til den svage besatte part. Arafat var igennem hele Osloprocessen fra 1993 til 2000 gået med til det ene kompromis efter det andet og til genforhandling af allerede indgåede aftaler, men alligevel havde han åbenbart hele tiden endemålet for øje: en suveræn palæstinensisk stat på de 22% af det gamle Palæstina som Israel besatte i 1967 – dog med en vis åbning for mindre justeringer. Det kom bag på ikke mindst palæstinenserne at Arafat denne gang stod fast og ikke levede op til vittigheden om ham: “Hvorfor har Arafat aldrig sin kone med ud at rejse? Fordi så ville han også forære hende bort.”
At palæstinenserne vurderede rigtigt ved ikke at acceptere et opsplittet Palæstina under reel israelsk kontrol, viste sig ved de forhandlinger der fandt sted i den egyptiske badeby Taba helt frem til den 27. januar 2001, få dage før Barak tabte valget til Sharon. I Taba deltog der på begge sider af bordet erfarne forhandlere, og det afsluttende kommuniké viste at en løsning havde været inden for rækkevidde hvis tiden og den fortsatte vilje havde været der.
I slutkommunikéet accepterede parterne at grænserne fra før juni 1967 skulle danne basis for de kommende grænser. Israelernes krav var nu på 6% af Vestbredden (heri er dog ikke inkluderet 1,3% i Østjerusalem og 1,8% annekteret omkring Latrun uden for Jerusalem). Palæstinenserne skulle til gengæld have en kompensation af selve Israel svarende til 3% af Vestbredden. Israel gav afkald på Jordandalen og på mange af bosættelserne, herunder dem i Hebron og i den nærliggende Kiryat Arba. Palæstinenserne ønskede at afgive mindre og ønskede også at afviklingen af bosættelserne skulle foregå hurtigere.
Jerusalem skulle forblive udelt som hovedstad for begge stater, og endelig påtog Israel sig om ikke skylden for de palæstinensiske flygtninges skæbne så i det mindste et medansvar for at løse det: “Spørgsmålet om de palæstinensiske flygtninge er centralt i det israelsk-palæstinensiske forhold. Dets omfattende og retfærdige løsning er væsentlig for en varig og en moralsk uantastelig løsning. Den israelske stat udtrykker sin dybtfølte sorg over de palæstinensiske flygtninges tragedie, deres lidelser og tab og vil være en aktiv partner i at lukke dette forfærdelige kapitel der blev åbnet for 53 år siden” (citeret fra Le Monde Diplomatique, September 2001).
Afstanden mellem parterne formindskedes i Taba, og forhandlingsklimaet var meget mere imødekommende og åbent end i Camp David, og det førte til store fremskridt på alle vigtige områder. “Var Taba-holdningen blevet forsøgt fra begyndelsen af Baraks regeringstid, kunne vi i dag have været på vej til fred,” skriver Ron Pundak.
I dag er man længere fra fred end nogensinde. Tusinder af ofre ligger mellem Taba og i dag, alligevel ved langt de fleste at der kun er én vej frem, og det er den politiske forhandlingsvej. Men for at den skal blive en realitet, skal man droppe enhver snak om Arafats afvisning af Baraks generøse tilbud i Camp David, for den er udtryk for pressens accept af en kolonialistisk tankegang og den israelske regerings forsøg på at legitimere en politik der ikke kan forsvares ud fra noget folkeretligt eller menneskeligt synspunkt.
I stedet bør man finde papirerne fra Taba-forhandlingerne frem og fortsætte derfra. Men det kræver international hjælp: parterne er for langt fra hinanden til selv at kunne finde hen til forhandlingsbordet. Medens man venter på at USA efter pres fra EU finder sin rolle som ærlig mægler, bør der indsættes en international styrke for at beskytte den palæstinensiske civilbefolkning mod yderligere israelsk krigsførelse i de besatte områder.
1) Ron Pundak: From Oslo to Taba: What went wrong?, Survival 43/3, 2001 &endash; International Institute for Strategic Studies.
