August 2002

LONDON – “A Russian scientist who worked on nuclear reprocessing has gone missing. Sergei Bakhvalov disappeared in Krasnoyarsk, Siberia on Sunday”. That’s all the Financial Times reported. Important enough to be on the front page. Obscure enough to have no further information or follow up. We are left to read between the lines and there is much to read. Ironically a day later newspapers gave prominent coverage to the reporting of a joint American, Russian, Yugoslav, UN mission to whisk away 45 kilograms of weapons-grade uranium from an ageing nuclear reactor in Yugoslavia in what was described as a “dramatic, military-style operation”. It was, supposedly, the first of a series of pre-emptive strikes against the threat of nuclear terrorism. According to the U.S. State Department two dozen research reactors in 16 countries are being considered as subjects of similar missions. Fine. There is much to be done in countries all over...

2 uger i Irak giver ikke tilstrækkelig kundskab til at kunne give en gennemgribende analyse af forholdene der. Men det er tilstrækkeligt længe til at kunne bekræfte det billede som fremføres med kraft af de individer og organisationer, som dagligt oplever og kæmper med menneskelige problemer, som man ellers finder i de mest tilsidesatte u-lande. Det er heller ikke min hensigt at forsøge at påvirke opinionen med følelsesladede udtryk, men bare at formidle nogen af de kendsgerninger, der foreligger. Lidt sanktionshistorie I mere end 10 år har FN fastholdt sanktioner mod Irak. I løbet af de sidste år har 3 af FNs højeste repræsentanter i Irak forladt deres post som protest mod urimelighederne i sanktionsprogrammet. Samtlige organisationer (FNorganisationer og andre), som er involverede i det såkaldte Mad-for-Olie-program har på forskellig vis tilkendegivet deres negative indstilling til sanktionerne og krævet, at de snarest ophæves eller udformes på en anden måde. Hvorfor...

Två veckor i Irak ger inte tillräcklig kunskap för att förmedla en genomgripande analys av de där rådande förhållanden. Men tillräckligt länge för att kunna verifiera den bild som så kraftfullt framförs av de individer och organisationer som dagligen upplever och brottas med mänskliga problem som annars tillkommer de mest åsidosatta utvecklingsländerna. Det är heller inte min mening att med känsloladdade uttryck försöka påverka en opinion utan mera förmedla några av de sakskäl som föreligger. Lite sanktionshistoria I mer än ett decennium har FN drivit sanktionerna gentemot Irak. Under de senaste åren har tre av FN:s högsta företrädare i Irak lämnat sina poster som protest mot orimligheten i sanktionsprogrammet. Samtliga organisationer (FN-organisationer och andra) involverade i det s.k. Oil-for-Food programmet har på olika sätt uttryckt sin negativa inställning till sanktionerna samt krävt att de snarast upphävs eller utformas på ett annat sätt. Varför? Mot bakgrunden av Iraks invasion av Kuwait...

The Bush administration’s apparent resolve to wage war against Iraq, tempered for the moment by conservative critics, violates the spirit and letter of the US Constitution, as well as disregards the prohibitions on the use of force that are set forth in the UN Charter and accepted as binding rules of international law. Article 2(4) of the UN Charter states: “All Members shall refrain in their international relations from the threat or use of force against the territorial integrity or political independence of any state, or in any other manner inconsistent with the Purposes of the United Nations.” Nothing in Iraq’s current behavior would justify a preemptive attack against Iraq based upon self-defense as set forth in Article 51 of the Charter. Even Henry Kissinger has stated, “The notion of justified pre-emption runs counter to modern international law, which sanctions the use of force in self-defense only against actual not...

Af Birgitte Rahbekkultursociolog og forfatter til bogen “En stat for enhver pris” 27 august 2002 Det er nu næsten to år siden det palæstinensiske oprør intifadaen brød ud, og i mellemtiden er omkring 650 palæstinensere og 170 israelere blevet dræbt. Det har fået mange – heriblandt en del israelere – til at spekulere på om der mon skulle findes andre løsninger på det største problem i Mellemøsten. Men i næsten et år fortalte Bill Clinton og de israelske ledere til de efterplaprende medier at palæstinenserne sidste år havde sagt nej til fred da de i Camp David afviste Ehud Baraks generøse tilbud. I dag ved vi – både fra en amerikansk deltager i topmødet og fra israeleren Ron Pundak, en af de såkaldte arkitekter bag Osloaftalen – at der aldrig kom til at foreligge noget konkret skriftligt tilbud, end mindre et generøst! Det palæstinenserne fik stillet i udsigt var en...

Af Birgitte Rahbekkultursociolog og forfatter til bogen “En stat for enhver pris” 27 august 2002 Store begivenheder kræver ikoner. Camp David forhandlingernes ikon blev en stump TV-film med Barak, Clinton og Arafat vej på ind ad døren til forhandlinger en smuk julidag år 2000. Clinton er den venlige vært, og de to mellemøstlige herrer pjatter om hvem der er mest høflig, et after-you-Sir-ritual mellem den stive Barak og den mere slebne Arafat spilles igen og igen. Så gode venner var de vist, siger billedet, men hvorfor gik det så alligevel galt? Det gjorde det fordi Arafat ikke ville tage imod Baraks generøse tilbud om at få næsten hele Vestbredden og dele af Østjerusalem tilbage. Forklaringen kom et par måneder senere, den 28. september, da den anden intifada brød ud og bekræftede manges antagelse om at palæstinenserne i virkeligheden ikke ønsker fred. Denne fremstilling vil formentlig forekomme mange læsere bekendt, for...

The American Constitution at the very beginning of the republic sought above all to guard the country against reckless, ill-considered recourse to war. It required a Declaration of War by the legislative branch, and gave Congress the power over appropriations even during wartime. Such caution existed before the great effort of the 20th century to erect greater barriers to war by way of international law and public morality, and to make this resistance to war the central feature of the United Nations Charter. Consistently with this undertaking German and Japanese leaders who engaged in aggressive war were punished after World War II as war criminals. The most prominent Americans at the time declared their support for such a framework of restraint as applicable in the future to all states, not just to the losers in a war. We all realize that this struggle to avoid war has been far from...

Beyond the Sanctions What accounts for the obsessiveness of American policy toward Iraq over the course of more than a decade? Is it another Vietnam in the sense that the US Government cannot bring itself to acknowledge the failure of its approach to regime change in Baghdad since the end of the Gulf War, Saddam Hussein having withstood comprehensive sanctions, a variety of covert assaults, and repeated American harassment from the air without flinching? Is it the pique at the White House and Pentagon associated with the electoral removal from the scene of Bush, Sr. contrasting with the persistence of Saddam Hussein, posing a filial challenge to Bush, Jr.? Is it the long deferred payback to Israel for staying on the sidelines during the Gulf War, despite the Scud missiles being fired from Iraq? Is it a matter of securing US control of the oil reserves being linked to periodic...

Så vælg da freden! 27 august 2002 Det er nu næsten to år siden det palæstinensiske oprør intifadaen brød ud, og i mellemtiden er omkring 650 palæstinensere og 170 israelere blevet dræbt. Det har fået mange – heriblandt en del israelere – til at spekulere på om der mon skulle findes andre løsninger på det største problem i Mellemøsten. Men i næsten et år fortalte Bill Clinton og de israelske ledere til de efterplaprende medier at palæstinenserne sidste år havde sagt nej til fred da de i Camp David afviste Ehud Baraks generøse tilbud. I dag ved vi – både fra en amerikansk deltager i topmødet og fra israeleren Ron Pundak, en af de såkaldte arkitekter bag Osloaftalen – at der aldrig kom til at foreligge noget konkret skriftligt tilbud, end mindre et generøst! Det palæstinenserne fik stillet i udsigt var en stat opdelt i 4-5 dele uden indbyrdes forbindelse,...

Myten om Camp David 27 august 2002 Store begivenheder kræver ikoner. Camp David forhandlingernes ikon blev en stump TV-film med Barak, Clinton og Arafat vej på ind ad døren til forhandlinger en smuk julidag år 2000. Clinton er den venlige vært, og de to mellemøstlige herrer pjatter om hvem der er mest høflig, et after-you-Sir-ritual mellem den stive Barak og den mere slebne Arafat spilles igen og igen. Så gode venner var de vist, siger billedet, men hvorfor gik det så alligevel galt? Det gjorde det fordi Arafat ikke ville tage imod Baraks generøse tilbud om at få næsten hele Vestbredden og dele af Østjerusalem tilbage. Forklaringen kom et par måneder senere, den 28. september, da den anden intifada brød ud og bekræftede manges antagelse om at palæstinenserne i virkeligheden ikke ønsker fred. Denne fremstilling vil formentlig forekomme mange læsere bekendt, for det er den forenklede myte der i nu...

LONDON – The trillion dollar lawsuit filed in America against Saudi citizens by relatives of the September 11th attack is but the latest manifestation of a sharply deteriorating relationship with America’s 35 year old Middle East ally, a downward path that at best will end in tears for an already weakening dollar and, at worst, a re-alignment of the major Arab regimes, once friendly to Washington, to something more akin to an adversary position. The timing of the lawsuit could not have been worse coming as it does only days after a high-level Pentagon discussion paper was leaked that accused Saudi Arabia of being “the kernel of evil” and counselled the Administration to countenance the seizing of Saudi financial assets. Although the White House later sought to distance itself from the paper it was not until after Secretary of Defence Donald Rumsfeld, questioned by the press, refused to take the opportunity...

Two weeks in Iraq are not sufficient to acquire the knowledge necessary to produce an extensive and detailed analysis of the conditions prevailing in this part of the Middle East. It is, however, long enough to be able to verify the picture so powerfully presented by the individuals and organisations involved who fight daily for the several humanitarian issues that plague those most ignored and forgotten developing countries. The aim of this text is not to try to influence one’s opinion with emotionally charged expressions but to discuss some of the reasonable arguments concerning the “Oil-for-Food” programme. A Short History of the Sanctions For more than a decade the UN has been imposing sanctions against Iraq. During the last few years, three of the highest UN representatives have left their positions in protest against the unreasonable character of the sanctions programme. Various organisations (the UN and others) involved in the...