Om Afghanistan
Af Ulla Fasting,
TFF Ven og medlem af Det Radikale Venstre
Læs også Ulla Fastings “Indtryk fra Afghanistan”
Dag 1 Afghanistan ved en ny tids begyndelse
I denne uge tager vi til Afghanistan, som jeg har besøgt to gange i sommer og hvor jeg samtidig læste Khaled Hosseinis bog* om sin barndoms Afghanistan. En barndom, hvor drengen Amir vinder den store drageturnering og sin fars anerkendelse, men samtidig svigter sin bedste ven Hassan. Det er dette svigt og vejen til soning, bogen handler om, men den fortæller også om det Afghanistan, som var før den russiske besættelse og før Taleban kom til magten.
Det er det Afghanistan, som i dag skyder op hist og her og som mange afghanere forsøger at bygge en fremtid på. Bogen er god at have med sig, for i manges bevidsthed er Afghanistan kun det 6. fattigste land i verden, talebansk mørke, kvinder i burka, opium og et sted, hvor danske soldater kæmper mod en stadig strøm af krigere, som ikke ønsker deres tilstedeværelse.
Men Afghanistan er også skønhed, håb og hårdt arbejde for et land, som i dag er bistandsmodtager, men i fremtiden ønsker at være bistandsyder.
Jeg vil i denne uge give et billede af det Afghanistan, som kan blive fremtidens Afghanistan. Jeg vil gøre det ved at fortælle om kvinderne og deres kamp, for de har med deres egne ord været en af de mest oversete grupper i verden. De kæmper dog ikke alene. Mange mænd står ved deres side og kæmper med.Lad os begynde med Suraya, er en af de kvinder, der kæmpede for pigerne under Taleban og som stadig kæmper for kvinders og for mænds muligheder for at deltage i udviklingen af deres land. Suraya er uddannet i farsi og litteratur og var lærer på universitetet, da Taleban sendte alle kvinderne hjem og lukkede pigernes skoler. Hun samlede seks piger og begyndte at undervise dem hjemme. Behovet for undervisning voksede og det blev nødvendigt for Suraya at bede sine veninder om at påtage sig at undervise i andre fag. Efterhånden havde de 300 piger i skolen. Undervisningen foregik i små hold og hele tiden på nye adresser. De medbragte altid en flaske olie og en tromme, for hvis Taleban bankede på døren smed de alle bøgerne og papirerne i ovnen, hældte olien på, satte ild til og begyndte at slå på trommen, mens de dansede rundt i stuen. Når Taleban spurgte, hvad de lavede, kunne de fortælle, at de fejrede en fødselsdag. De fik så besked på, at de ikke måtte danse eller slå på tromme, men de skulle læse i Koranen.
Det var svært at få nye bøger, men Unicef, – som var i Afghanistan under Taliban, men kun måtte beskæftige sig med drengene, – hjalp dem med nye bøger. I år afslutter Surayas piger 12. klasse. En glæde lige så stor, som da hun blev gift og da hvert af hendes fem børn blev født. Det var også Unicef, som hjalp dem med at stifte foreningen Voice of Womens Organization, hvis projekter, jeg vil fortælle mere om i morgen. Her slutter jeg med Voice of Womens egen stemme:
Vi Afghanistans kvinder, er fast besluttet på at genvinde vores retmæssige status i samfundet. Vi har overlevet gennem årtier med undertrykkelse og vold. Vi er helt sikre på, at vi kan bidrage til at vores land udvikler sig socialt og økonomisk. Vi ved, at vi har talenter og entusiasme, men jeg må fortælle jer, at vi har været en af de mest oversete grupper her på jorden i meget lang tid. Vi er nødt til at begynde helt fra bunden og det vil ikke bare tage tid, men også kræve hårdt arbejde.
Suraya trækker igen sjalet over håret, – en mand kommer for at hente hende.
Dag 2
Håbets tid – fra fængsel til efterspurgt samfundsborger
I denne uge er vi taget til Afghanistan. Jeg er lige kommet hjem fra mit andet besøg i år. Hver dag er et billede af det Afghanistan, som kan blive fremtidens Afghanistan. Jeg gør det ved at fortælle om kvinderne og deres kamp, for de har med deres egne ord været en af de mest oversete grupper i verden og derfor er det vigtigt, at de nu kommer til orde.
Med mig har jeg Khaled Hosseinis bog Drageløberen, som fortæller om det Afghanistan som var, men også om Amir, som svigter sin barndomsven. Han vender tilbage for at søge soning og på denne rejse møder vi mørket. Et mørke, som endnu ikke helt har sluppet sit greb i menneskene. Men et mørke, som der er vilje til at kæmpe sig ud af.
En af Afghanistans kvindegrupper Voice of Womens Organization, som jeg fortalte om i går, har sat sig for at hjælpe de kvinder, som er kommet fængsel. Mange af kvinderne er havnet i fængsel, måske fordi, de er løbet hjemmefra, måske fordi, de har stjålet mad eller penge. Mange stjæler lige så snart, de er blevet løsladt for at komme tilbage i fængslet, for de har ikke nogen steder at gå hen. Familien vil ikke vide af dem. Kvinderne og ofte også deres børn, som er fulgt med dem i fængslet har ikke, når de blev løsladt haft andre muligheder end at tigge, prostituere sig eller vende tilbage til fængslet
For at hjælpe disse kvinder tilbage i samfundet har Voice of Women oprettet shelters, hvor de hjælper kvinderne til at få en lille uddannelse, så de kan klare sig selv og forsørge deres børn. En fik den gode ide at fremstille vokslys og det er blevet til en større virksomhed, som i dag eksporterer i tusindvis af lys til Indiens templer. En anden fik ideen til at lave en rengøringsuddannelse. Andre gode ideer, som har båret frugt er syning og vinduespudsning. Det har givet kvinderne arbejde og de har med deres dygtighed været med til at ændre folks syn på kvinder, som har været i fængsel og flere er endda blevet gift.
Voice of Women har taget initiativ til at åbne fem kvindecafeer i byen Herat. Her kan kvinderne smide burkaen, lade tørklædet glide ned på skuldrene og frit snakke med hinanden om alt det, som optager dem. Cafeerne har givet arbejde til mange kvinder, som er blevet forstødt af deres familier eller udstødt af samfundet. De laver mad og serverer. Også mad ud af huset tilbyder de at lave og det er blevet endnu en succeshistorie.
Da jeg besøgte en af cafeerne blev jeg modtaget af kvinden, som er daglig leder af cafeen. Jeg bemærkede, at hun havde store ar i højre side af ansigtet, hvilket fortalte mig, at hun var en af de brændte kvinder. Et emne, jeg vil tage op i morgen.
En af cafeerne har produceret en sand Askepotfortælling. En ung kvinde, som havde været i fængsel, serverede gennem et stykke tid for en af Herats meget kendte kvindelige advokater, Maria. Maria blev så betaget af den unge piges væsen, at hun henvendte sig til Suraya, der som leder af Voice of Women, var den, som skulle give tilladelse til at pigen kunne gifte sig. Det var Marias egen bror, der var på tale. Hun ville gerne være med til at nedbryde fordommene om kvinder, som havde været i fængsel og det var også broderens indstilling. Suraya spurgte pigen og Maria sin bror og pigen og broderen udvekslede billeder. Billederne gjorde dem nysgerrige efter at møde hinanden og det blev åbenbart så positiv en oplevelse, at de besluttede sig for ægteskab.
Suraya havde, da vi mødtes på terrassen under træerne med de røde granatæbler, netop været til the hos den lykkelige nygifte frue.
Dag 3
Vi er i Afghanistan i denne uge.
Hver dag tegner et billede af det Afghanistan, som kan blive fremtidens Afghanistan. Jeg gør det ved at fortælle om kvinderne og deres kamp, for de har med deres egne ord været en af de mest oversete grupper i verden. Men Suraya og med hende mange andre kvinder viser gennem deres mange projekter, at de har talent og styrke og er nødvendige for udviklingen i Afghanistan.
Med mig har jeg Khaled Hosseinis bog Drageløberen, som fortæller om det Afghanistan som var. Amir rejser tilbage til Afghanistan og på denne rejse møder han mørket. Et mørke, som endnu ikke helt har sluppet sit greb i menneskene.
Det var mørke eller var det intetheden jeg så i kvindernes øjne, kvinderne på brandsårsafdelingen på Centralsygehuset i Herat. Der lå otte kvinder, som alle var meget alvorligt forbrændte. En af kvinderne var døende. En ung pige havde forsøgt for anden gang at tage sit liv ved at brænde sig selv. To af kvinderne var gamle og udmagrede. Ingen vil kendes ved dem mere, forklarede sygeplejersken og strøg dem begge over kinden.
Hvorfor er her så mange forbrændte kvinder? Sygeplejersken fortalte mig, at det er almindeligt at få omkring otte nye tilfælde om ugen. Nogen er ulykker, sagde han. Det afviste Gucharan Virdee, som har fulgt udviklingen i Herat. Hvorfor er det kun i Herat, vi ser så mange forbrændte kvinder? Vi ser dem ikke i Kabul eller i Mazar-e-Sharif. Er kvinderne da mere klodsede i Herat? Den hopper jeg ikke på. Det er et fænomen, som begyndte efter at familierne vendte tilbage fra Iran til Herat og genoptog de traditionelle familiemønstre. I Iran er kun 10% af kvinderne analfabeter, i Afghanistan er det 90%. I Iran havde kvinderne et langt mere frit liv. De uddannede sig, de kunne godt gå på cafe med de unge mænd og så kommer de tilbage til et Afghanistan, hvor kvinderne er blevet undertrykt, livet gået i stå eller tilbage og så skal de giftes med en fætter, som ikke vil have, at de uddanner sig og arbejder. Nogen bliver gift med en gammel mand og skal være hustru nummer tre. Måske benytter sønnerne sig af, at faderen har giftet sig med en ung kone og det betaler hun prisen for. De kvinder, du ser, er måske blevet spærret inde og har kun fået lov til at besøge deres egen familie een gang om året. Måske elskede de en anden. Måske drømte de om at skulle bruge deres uddannelse, arbejde og være ude mellem andre mennesker. Hvordan skal de slippe ud af et sådant liv? Men sagde Gucharan, det kan også være en svigermor eller de andre hustruer, som forsøger at skaffe sig af med den nye kone ved at brænde hende. Det er dog også hændt, at de to hustruer slog sig sammen og dræbte manden! Det her drejer sig om traditioner og familiedramaer!
Men der gøres noget for at hjælpe kvinderne. Voice of Womens Organization besøger kvinderne på brandsårsafdelingen og forsøger at mægle. De taler med kvindens familie og hendes mands familie. For to år siden var det 360 kvinder, som blev brændt eller brændte sig selv, i år er de nede på nogle og firs. Det skyldes en kraftig indsats fra kvindeorganisationens side for at forebygge, skabe forståelse og forsoning og ved lukke op for andre muligheder.
Mens jeg en tidlig morgen sad og snakkede med Suraya fra Voice of Women så jeg dagens første drager på den blå himmel. Hun fulgte mit blik. Det vil lykkes os. Det ved jeg.
Dag 4
Vi er nu kommet til vores fjerde dag i Afghanistan.
Jeg er netop kommet hjem fra min anden rejse i landet og giver her nogle af de billeder af det Afghanistan, som kan blive fremtidens Afghanistan. Jeg gør det ved at berette om de mennesker jeg mødte, den indsats de yder og deres tro på, at Afghanistan vil blive et godt sted for deres børn at vokse op.
Med på min rejse har jeg Khaled Hosseinis bog Drageløberen. Jeg er nået til det kapitel, hvor Amir møder kærligheden i en kvindes skikkelse. Amirs mor dør, da han bliver født. Alt for mange børn i Afghanistan mister deres mødre i forbindelse med en fødsel. De dør blandt andet af stivkrampe eller blødninger. Mange af kvinderne er svækket af alt for mange fødsler med alt for korte intervaller mellem svangerskaberne. Særlig udsatte er kvinderne ude på landet, hvor det hidtil ikke har været muligt at blive vaccineret eller få helt basal sundhedsvejledning og fødselshjælp.
Det var tidligt om morgenen, da vi kørte op langs med floden øst for Herat. Her i september var vejret stadig meget varmt og derfor var det vigtigt at komme af sted tidligt. Det var en smuk tur. Med Hindu Kush, som er den vestlige afslutning på Himalaya på den ene side og floden på den anden side af vejen. Farverne var i alle mulige brune, gyldne, violette og grønne farver. Vi så flokke af får og geder og flere steder også kameler. Der var store områder med hvide sten i snorlige rækker, som markerede, at her var der fjernet landminer. Der var gravpladser og nogle grave havde flag, som viste, at der var en martyr begravet. Flodlejet var grønt og frodigt og langs med floden var der kanaler i flere lag flankeret af cedertræ. Der blev dyrket grøntsager og meloner var stablet i højden langs med vejen.
Vi kørte i flere timer, før vi nåede ud til byen Obeh, hvor vi spiste frokost på sundhedsklinikken: ris, græskarstuvning med lam, hakkede tomater og løg og yogurt med vand og salt til at slukke tørsten og holde maven i orden. Velforsynede kørte endnu nogle timer op langs floden og håbede på at vi ville finde det mobile sundhedsteam. Vi var heldige at finde dem i den første landsby, vi kom til. Børn stimlede sammen om os og førte os til det rum, som en af landsbyens familier havde stillet til rådighed for teamet. Der kunne de hvile, gøre deres notater og udfylde skemaerne, så de var sikre på, at alle blev omfattet af sundhedstilbudet og at vaccinationerne blev givet med de rigtige tidsintervaller.
Vi skubbede vores sandaler af, da vi kom ind i rummet og satte os på gulvet. Et eller andet sted var der blevet lavet the og de store drenge serverede theen for os.
Teamet består af en vaccinator, som sørger for at landbefolkningen bliver vaccineret og at tidsintervallerne overholdes, en mandlig sundhedsarbejder, som fortæller mændene om betydningen af, at der er længere pauser mellem fødslerne og hvordan de kan skåne deres koner. Den tredje i teamet er jordemoderen. Hun underviser kvinderne i, hvordan de kan undgå at blive gravide hele tiden og hvordan de kan fremme deres egen og børnenes sundhed. Selv har hun fem børn. De tre piger har hun efterladt i sin landsby hos faderen. Den lille pige på 2 følger med moderen og til at passe på sig selv medbringer hun sin tolvårige søn. Han sad med sine store brune øjne og fulgte opmærksomt med i vores samtale, mens han ind imellem tog sig af lillesøsteren. Alle havde stærke ansigter med ro og varme i øjnene.
Den lille flok på fem vandrer på smalle bjergstier ofte fire timer eller mere for at nå frem til næste landsby med vaccinationer og sundhed til de fattigste og fjerneste egne. Flest mulig kvinder og børns liv skal reddes og snart bliver vejene ufremkommelige af sne.
Der er stadig mange og lange vandringer for vores lille team og Afghanistan.
Dag 5
Jeg har taget lytterne med til Afghanistan i denne uge for at give
et billede af det Afghanistan, som kan blive fremtidens Afghanistan.
Jeg har gjort det ved at berette om de mennesker jeg mødte, den indsats de yder og deres tro på, at Afghanistan vil blive et godt sted for deres børn at vokse op.
På min rejse i Afghanistan har jeg haft Khaled Hosseinis bog Drageløberen med. Begge oplevelser har været intense og har viklet sig ind i hinanden. De afghanere, jeg møder og som har læst bogen siger alle, at den fortæller deres historie. Den er historien om drengen Amirs soning, men også om afghanernes fælles erkendelse af at soning er nødvendig for at kunne handle.
Vi har i denne uge hørt kvindernes historier. I dag vil jeg fortælle om nogle mænd, men ikke mænd i almindelighed, men en speciel profession: sygeplejerskerne, for i Afghanistan er sygeplejersker mænd lige så ofte som kvinder er det i vores del af verdenen. Sådan er det i mange mellemøstlige, asiatiske og muslimske lande.
I Herat besøgte jeg Centralsygehuset. Jeg havde lige sat mig, da en meget høj mand trådte ind ad døren. Jeg rejste mig op, men var stadig meget lille. Det var min kollega, sygeplejedirektøren. Snart var vi fordybet i en samtale om ledelse, faglig vejledning, hygiejne, uddannelse, ressourcer og økonomi.
Det viste sig, at han også var fodboldtræner og ikke bare for et hvilket som helst hold, men Afghanistans absolutte tophold. Han overførte sine erfaring med teambuilding og udvikling af den enkeltes ressourcer fra fodbold til ledelse af sygeplejen. Som den bedst klinisk uddannede, var han også den, som vidste, hvad det var, som kunne skabe høj kvalitet. Senere fik jeg at vide inde i Kabul, at der var en særlig gejst på det sygehus. Men jeg kunne også notere mig, at alt det, vi forsøger i disse år at udvikle i vores danske sundhedsvæsen, det var de allerede langt fremme med i Afghanistan og det til trods for bygninger i frit fald, toiletter og badeværelser ingen af os ville sætte vores ben i. Ingen muligheder for at vaske patienter, intet patienttøj, intet sengetøj og senge, som vi havde kasseret for mange år siden. Der er ikke penge til at købe nye koste til at feje gulvene og både læger og sygeplejersker får 40 $ om måneden.
Lægerne har dog mulighed for at tjene ekstra i de private klinikker. Hvor længe de kan bevare den gejst er et presserende spørgsmål. Det er i sidste øjeblik, at vi flytter vores blik og koncentrerer vores opmærksomhed og indsats på genopbygning af disse menneskers land. Det er ikke krig afghanerne ønsker, men fred med dragerne højt på himlen.
Da jeg sidder i flyet hjem er jeg nået til sidste kapitel i Drageløberen. Smerten i bogen har viklet sig ind i alt, hvad jeg har set og oplevet. Jeg forstår ved afslutningen af bogen og min rejse, at delagtiggørelsen i denne smerte har været nødvendig for at jeg har kunnet fatte, hvad det er Afghanistans befolkning er i færd med. De brændte kvinders tomme øjne blandes med Surayas optimisme og jeg hører hende igen sige:
Vi Afghanistans kvinder, er fast besluttet på at genvinde vores retmæssige status i samfundet. Vi har overlevet gennem årtier med undertrykkelse og vold. Vi er helt sikre på, at vi kan bidrage til at vores land udvikler sig socialt og økonomisk. Vi ved, at vi har talenter og entusiasme, men jeg må fortælle jer, at vi har været en af de mest oversete grupper her på jorden i meget lang tid. Vi må begynde helt fra bunden og det vil ikke bare tage tid, men også kræve hårdt arbejde.
Dragerne flyver igen over Afghanistan.
* Drageløberen (The Kite Runner) af Khaled Hosseini. 2003.
