Af Ulla Fasting
TFF Ven og medlem af det Radikale Venstre
Læs også Ulla Fastings fortælling i Danmarks Radios
Ved Dagens Begyndelse
Jeg er netop kommet hjem fra min anden rejse til Afghanistan. Første gang var besøget først og fremmest privat med ophold i Kabul, men jeg fik samtidig en invitation til at undervise jordemoderstuderende i Herat for Dansk Afghanistan Komité (DAC). Anden gang var jeg to uger i Herat og et par dage i Kabul for DAC for at interviewe kvinder fra de forskellige kvindeorganisationer om deres arbejde og for at se på sundhedsvæsnet, – hospitaler, sundhedscentre, mobile sundhedsteam og sygeplejerskeuddannelsen. Jeg rejste på egen hånd, men var i Herat altid ledsaget af tolken og kørte med chauffør i en af DAC’s biler. I Kabul kørte jeg alene rundt, men med taxa fra et sikkerhedsclearet taxafirma. I Herat færdedes jeg frit sammen med andre DAC-medarbejdere i byen, når vi skulle handle eller ville se nogle af byens seværdigheder. I Kabul var sikkerheden mere skærpet og jeg færdedes kun i byen ledsaget af en afghansk ven. Jeg har her samlet de indtryk, jeg fik og som jeg diskuterede med de afghanere, jeg mødte og de udlændinge, som gennem længere tid har arbejdet i Afghanistan.
Sikkerhedssituationen
Sikkerhedssituationen er i løbet af sommeren blevet forværret ikke bare i den sydlige og østlige del af landet, men også i Herat, der ellers har været et forholdsvis roligt sted. Vi ser det ved, at kvinderne fortsat vælger at bruge burkaen. Man ser praktisk taget aldrig en kvinde i gadebilledet, som ikke bærer den blå burka eller den iranske sorte chador med ansigtet frit. Mange familier i Herat har været flygtninge i Iran og er blevet præget af det ophold. Flere af mændene har igen anlagt skæg ifølge Voice of Womens Organization. Taleban er rykket op syd fra og der har været flere selvmordsbomber i Herat i løbet af sommeren. Grænsen til Iran er hullet og der kommer i stigende grad hellige krigere og våben til Taleban ikke bare fra Pakistan, men også fra Iran. Flere er blevet bange for at køre uden for byen og op i bjergene. Hvor stor faren er, diskuterede vi meget. Vi fra DAC kørte ud og følte os over alt særdeles godt modtaget. Men vi kørte helst i en mørk bil, da de hvide biler fortæller alt for tydeligt, at der er udlændinge i bilen. Der er eksempler på, at folk er blevet standset og har fået at vide, at de skal lade skægget gro. Men det er ikke kun Taleban, som standser bilen. Der er også egentlige røverier på landevejene.
I Kabul, hvor regeringen og alle de mange organisationer fylder meget, er sikkerheden skærpet i forhold til situationen i Herat. Selv følte jeg mig tryg, når jeg kørte med de sikkerhedsclearede taxaer, som er almindelige personvogne med chauffører, der sikrer sig, at man bliver modtaget, der hvor man skal ind, som gerne venter og som kommer og henter én igen. Hotellet, jeg boede på ville ikke acceptere, at jeg gik knap 100 m lige rundt om hjørnet i et roligt kvarter, men insisterede på at køre mig. Selvmordsbomberne er noget forholdsvis nyt i Afghanistan og er intensiveret markant i løbet af sommeren særlig i Kabul, men også i Herat og i den sydlige del af landet.
I Kabul er der mange kvinder, som går klædt, som jeg gjorde: hellange ikke stramme bukser, en løs tunika, som ikke viser former og dækker selve kroppen og går op i halsen og hvor ærmerne når helt ned til håndleddet. Tørklædet er løst slynget om hovedet uden at skjule ansigtet. Nogle af kvinderne lader tørklædet glide ned på skuldrene, når de er indendørs selv om der er mænd til stede. Man skal være opmærksom på, at der også i Karzairegeringen er et ministerium for moral og et moralsk politi. Endvidere er arbejdsgivere ansvarlige for de ansatte kvinders moral. Påklædningen er desuden indirekte en del af sikkerheden, idet den er med til at gøre dig mindre synlig. At man er udlænding er dog svært at skjule.
Fokus
Det er vores militære tilstedeværelse i landet, som er i mediernes fokus. Det kan give det indtryk, at sikkerheden i landet først og fremmest hviler på soldaternes skuldre. Men de tanker, man samler sammen gennem sine samtaler med folk og de indtryk man får ved at besøge uddannelsessteder, sundhedscentre, hospitaler og kvindeorganisationer er, at det er udvikling, der er nøglen til sikkerhed. Befolkningen fokuserer på uddannelse til alle, arbejde og mad. Det er det, som kan sikre støtte til regeringen og give tro på en fremtid, hvor både mænd og kvinder deltager i opbygningen af fremtidens Afghanistan.
Energi og fremtid
Der er masser af vind og sol i Afghanistan. Det er oplagt at bygge både små og store vindmøller og solfangere. Landet har brug for billig energi og opvarmning om vinteren. Der er mange forskellige mindre produktionsvirksomheder, men der er også et potentiale for produktion i stor skala fx marmorproduktion. Vind og sol i sig selv kan give arbejde til mange og afghanerne vil ikke behøve at lukke skolerne i tre måneder om vinteren, fordi det er for koldt for børnene at opholde sig i lokalerne. Og ingen skole i tre måneder har Afghanistan slet ikke råd til, for her er fremtiden i færd med at tilegne sig viden.
Kvindernes sikkerhed
Iran ligger et par timers kørsel fra Herat. Mange har været flygtninge i Iran og mange bor der stadig, men afghanerne oplever sig i stigende grad uønskede. Det betyder, at en stor gruppe flygtninge vender hjem. Det har både en positiv og en negativ effekt. Det positive er, at der bygges på højtryk i Herat. Det giver indtryk af vækst og udvikling og det giver da også arbejde til mange i et land, hvor arbejdsløsheden er et sted mellem 60% og 80%. Men der bliver også flere arbejdssøgende. For mange af kvinderne har det endvidere vist sig at være problematisk at vende tilbage. I Herat besøgte jeg brandsårsafdelingen. Der lå otte kvinder, som alle var meget alvorligt forbrændte. En af kvinderne var døende. En ung kvinde havde forsøgt for anden gang at tage sit liv ved at brænde sig selv. Hvorfor er der så mange forbrændte kvinder? Det er et Herat fænomen, fortalte en af de kvinder, som har arbejdet meget med netop dette problem. Det begyndte, efter familierne var vendt tilbage fra Iran til Herat og familien genoptog de traditionelle familiemønstre. I Iran er 10% af kvinderne analfabeter, i Afghanistan er det 90%. I Iran havde kvinderne et langt mere frit liv. De uddannede sig, flere af dem kunne godt gå på cafe med de unge mænd og så kommer de tilbage til et Afghanistan, hvor kvinderne er blevet undertrykt, livet gået i stå eller tilbage og de skal måske giftes med en fætter, som ikke vil have, at de uddanner sig og arbejder. Nogen bliver gift med en gammel mand og skal være hustru nummer to eller tre. Måske benytter sønnerne sig af, at faderen har giftet sig med en ung kone og det betaler hun prisen for. Mange af de gifte kvinder får ikke lov til at forlade hjemmet eller besøge deres egen familie. Hvordan skal de slippe ud af et sådant liv? I 2005 var der over 360 tilfælde, i år ser det ud til, at man kan holde tallet under 100, noget som sandsynligvis skyldes den store indsats, som organisationen Voice of Women har gjort gennem oplysning, mægling, støtte til kvinderne og familierne og ved også at fokusere på mandens situation.
De kvindeorganisationer, jeg talte med, gav alle udtryk for, at de i deres arbejde tager udgangspunkt i 10 punkter fra Sharia. Ved at gøre det får de mullahernes opbakning. De 10 punkter giver kvinderne god beskyttelse og også vigtige rettigheder. De internationale rettigheder for kvinder vil være alt for provokerende på nuværende tidspunkt og kan resultere i en modreaktion mod kvinderne. Kvindeorganisationerne har erfaret, at den måde, man bedst kan hindre vold mod kvinderne, er ved dels at tage udgangspunkt Sharia, dels ved at fokusere på hele familien og ikke kun på kvindens situation. For at mændene skal give kvinderne lov til at uddanne sig og arbejde, skal de selv have et arbejde. Derfor er der iværksat flere projekter, som giver mændene korte uddannelser og kvalificerer dem til at et lønnet arbejde.
Nabolandene
Herat vender sig som nævnt mod Iran. Den østlige del af Iran med Mashad, som hovedbyen er forholdsvis konservativ og moskeen i Mashad er et af de store pilgrimssteder. Iranerne er overvejende shiamuslimer og afghanerne sunnier. De flygtede afghanere slog sig først og fremmest ned i den østlige del af Iran i Mashad, men mange har også boet og bor fortsat i Teheran. På begge sider af grænsen er der hver dag en flere timer lang kø af mennesker med store bylter og pakker. De venter tålmodigt på at komme over på den anden side. Mange afghanere arbejder i Iran, da arbejdsløsheden er på 60 –80 % i Afghanistan. Også opium krydser grænsen, samt forstærkninger til Taleban. En studerende og andre jeg talte med var af den opfattelse, at Iran føler sig truet ved USA’s tilstedeværelse i Afghanistan. Det betyder, at Iran havde en interesse i at holde USA optaget af kampen mod Taleban og helst kom til at lide et knusende nederlag. Dette kan muligvis forklare, at der kommer stigende støtte til Taleban fra Iran. Det er spørgsmålet, om vi er tilstrækkelig opmærksomme på, at Iran er en vigtig faktor for fred og stabilitet i Afghanistan.
I Kabul er blikket først og fremmest rettet mod Pakistan, som i lighed med Iran husede og fortsat huser mange flygtninge fra Afghanistan. I Kabul var der mange, som henviste til den mere end tvivlsomme grænse Durand Line mellem Afghanistan og Pakistan, en grænse som englænderne trak i 1893 og som ikke anerkendes af de to nabolande. Grænseområdet på begge sider er beboet af pashtuner, en befolkning, som Afghanistan opfatter som afghansk. Det er ud af den pashtunske stamme Taleban er vokset og hvor den også i dag har udbredt støtte. Flere både i Herat og Kabul var af den opfattelse, at en del af de, som bliver opfattet som Taleban er sympatiserende pashtunere, der er en slags ’fritids-talebanere’, de er både almindelige bønder og talebanere eller de støtter Taleban frivilligt eller fordi de er nødt til det for at kunne forsørge familien. Taleban giver betydelig støtte til de fattige familier. Opfattelsen af Taleban var ret nuanceret. Der var den opfattelse, at flere af talebanerne er forholdsvis moderate og nogen man godt kan forhandle med. Faktisk finder der i det skjulte forhandlinger sted, sagde de, som går ud på, at Taleban får et eget område og repræsentation i regeringen. Et krav, der sikkert er uspiseligt for USA, men som kunne være vejen til en våbenhvile.
Fortsatte kamphandlinger vil bare skabe mere had, fordi så mange civile bliver dræbt. Fortsat kamp mod Taleban vil også fremme de ekstremistiske holdninger. Man må ikke glemme, fremhævede én, at grunden, til at I er i Afghanistan, er på grund af 11.september og for at få ram på Al-Qaeda, I er her ikke for vores skyld. Det er udvikling, vi har brug for, ikke krig, det har vi haft nok af. Og, sagde en studerende, I skal være mere opmærksomme på, hvad der sker i Pakistan. Pakistan eller rettere Musharraf ønsker ikke fred i Afghanistan. Et stærkt Afghanistan vil være en trussel mod Pakistans økonomi og et stærkt Afghanistan kan gøre krav på både Pasthunistan og Baluchistan. Begge områder har ofte kompliceret forholdet mellem Afghanistan og Pakistan og Musharraf, sagde de, vil undgå, at Vesten bliver opmærksom på, hvad der sker i Baluchistan. Området bliver holdt nede med hård hånd. Dette forhold har Samina Ahmed fra International Crisis Group også gjort opmærksom på.
Danmarks særlige ansvar
Med tropper i Afghanistan hviler der en særlig stor forpligtelse på Danmarks regering og de andre Nato-lande til at fokusere på genopbygningen af landet. Genopbygning kan sikre ikke bare vores soldater, men i særlig grad udviklingen i landet. Genopbygning kan medvirke til, at terroren ikke får fodfæste i landet og regionen. Afghanerne ønsker ikke at være bistandsmodtagere. De ønsker en fremtid, hvor de er bidragydere. De ønsker investeringer, skoler og sundhed.
Men vi skal også være opmærksomme på Iran. Der er en åben flanke og et ønske fra Irans side om at svække USA gennem et umuligt engagement i Afghanistan. Men Iran kan også blive en vigtig partner, hvis der skal skabes fred og udvikling i Afghanistan. Der må etableres en dialog med landet, så landet ikke føler sig truet af vores tilstedeværelse i Afghanistan og der kan lukkes for tilførslen af hellige krigere og våben til Taleban.
Vi har opmærksomheden rettet mod Afghanistans nordlige grænse til Pakistan, hvor man formoder, at Osama Bin-laden opholder sig, men ikke mod forholdene i landet Pakistan med Pasthunistan og Baluchistan, som områder, der kan forklare Musharrafs tvetydige støtte til en fred i Afghanistan.
Der er sekulære og demokratiske kræfter i Pakistan. De skal støttes.
Når vi engagerer os i en krig, bliver der et øget behov for, at vi har en høj diplomatisk aktivitet i de områder, vi har sendt soldater til. Det er ikke kun i Irak og Afghanistan repræsentationerne skal være til stede, men i lige så høj grad i nabolandene. Det er gennem en indsigt i og forståelse af de lokale forhold, at vi kan være med til at skabe stabile forhold i Verden.
