Inkompetente Bush-folk men ingen suverænitet
Når det går så skidt for den amerikansk-ledede besættelse af Irak har det først og fremmest at gøre med at hele projektet var urealistisk. Samtlige antagelser, det byggede på, var fejlagtige. Et alvorligt storhedsvanvid og en beruselse i våbnenes magt parret med yderst begrænset intellektuel og moralsk magt har bidraget til denne tragedie. Og ingen synes at kunne få et alternativ til USA op at stå. Det er dét jeg blandt andet forsøger at sige i Forudsigelig Fiasko. Konflikten med Irak og Danmark som besættelsesmagt, der udkom for nogle uger siden.
Men der er også en overset grund. Hvis man forestiller sig at USA gerne ville gøre noget rigtigt godt for Irak, ville man så ikke forvente at de havde udvalgt deres bedste diplomater, områdeeksperter og administratorer?
Jo, men sådan er det ikke. De amerikanere, der det sidste års tid har kørt Irak kommer fra det yderste højre i det Republikanske Parti, Israel-lobbyen, forsvarsministeriet Pentagon, krigen mod terror og myndighederne for Hjemlandets Forsvar.
Det er strategiske eksperter, der er fortalere for Missilforsvaret (eller Stjernernes Krig), folk fra konservative tænketanke, det militærindustrielle kompleks og CIA, fra private konsulentfirmaer, lejesoldat-firmaer og olieindustrien; det er veteraner fra Vietnam og Balkan. Der er naturligvis ingen kvinder.
Paul Bremer, den øverste amerikanske leder af Irak, er sikkerhedspolitisk høg og har i 20 år samarbejdet med den formodede krigsforbryder Henry Kissinger og er selv ekspert i terrorbekæmpelse. En af hovedmændene bag forbrydelserne i Abu Ghraib-fængslet har gjort noget lignende som fængelsinspektør hjemme i Pennsylvania.
Stort set ingen af disse “ugly Americans” har – så vidt jeg har kunnet undersøge det på Internettet – nogen som helst uddannelse i relevante emner som nations-(gen)opbygning, konfliktløsning, forhandling, forsoning eller behandling af efterkrigs-traumer. De har ingen fagkundskab vedrørende det civile samfunds betydning eller demokratiske processer; de taler stort set ikke arabisk og har ikke før deltaget i udviklingsarbejde i den Tredje Verden.
Disse koloniherrer plejer selvsagt amerikanske snarere end irakiske interesser.
For et par uger siden lavede amerikanerne en raid på Ahmed Chalabis organisation. Bush-regimet havde tænkt at han skulle køre Irak nu efter “suverænitets-overdragelsen” den 30. juni, men han faldt i unåde. Chalabi er en kendt mytoman, formodentlig dobbeltagent, der har fyldt Washington med løgn om Iraks masseødelæggende våben – hvilket CIA i mange år har aflønnet ham og hans private hær for. Han står for resten til 22 år i jordansk fængsel for at have tømt nogle banker dér. Han har boet omkring 50 år i udlandet.
Irak har netop fået en ny – udpeget – regering. Statsminister Allawi er selvfølgelig eksil-iraker og CIA- og MI6-mand samt en af kilderne til forvirringen om masseødelæggende våben. Og så er der USA’s kommende ambassadør i Bagdad, en ambassade der skal blive historiens største med omkring 3000 ansatte og smækfuld af CIA og lytteudstyr, det egentlige magtcentrum i landet. Han hedder Negroponte – sort bro. Han har været USA’s FN-ambassadør og har stået bag alle amerikanske løgnehistorier i og manipulation af FN og dets sikkerhedsråd, blandt andet bag at FN’s missioner blev tvunget ud af Irak forud lige inden krigen.
Han var Reagans ambassadør i Honduras og formodet ankermand for Contras-operationerne mod Nicaraguas Sandinist-regering. Han overvågede bygningen af El Aguacate-basen hvor USA trænede Contras og hvor der var hemmelige celler og et torturcenter. I 2001 fandt man 185 lig dér. Han er desuden kendt for at have fortsat samarbejdet med honduransk politi og militær på trods af deres totale foragt for menneskerettigheder. Honduranske MR-ledere såvel som Human Rights Watch i Washington har udtalt at han må betragtes som medansvarlig for krænkelserne.
Han er naturligvis den rette til at være det “suveræne” Iraks egentlige hersker og udvikle de 14 enorme baser USA beholder i landet.
Med den slags ledere er irakernes fremtid omtrent så låst som under Saddam. Og den danske regering og folketinget synes ikke at bryde sig om at ethvert samarbejde med den slags mennesker besudler vort eget navn og rygte – og sandsynligvis også øger såvel hadet som terror-risikoen mod Danmark.
Suverænitetsoverdragelsen til irakerne er ren propaganda. Intet bliver bedre efter 30. juni, først når besætterne forlader landet og en ny type FN-mission kommer på plads i samarbejde med arabiske lande.
