Hvis du har den opfattelse at vestlig politik bør tjene som model for anstændighed, fairness og principfast politik ude i verden, så kig lige på disse aktuelle emner fra det tidligere Jugoslavien:
- Kofi Annans sendebud vedrørende forhandlingerne om Kosovos fremtidige status, den tidligere finske præsident Martti Ahtisaari, fortæller Der Spiegel at Kosovo er på vej til at blive en selvstændig stat. Med et tonefald, der kun kan betegnes som arrogant, fortæller han at den serbiske part i konflikten burde kende spillets regler og vide hvad der er i deres egen bedste interesse.
Dét indebærer ganske enkelt at han ikke fortjener titlen “mægler” for at mægle betyder blandt andet at man lytter til og respekterer alle sider med henblik på at finde en retfærdig og holdbar løsning på en konflikt, ikke at man har et mandat fra en tredjepart til at bokse en bestemt på forhånd given løsning igennem. Ahtisaari er altså ikke mægler men problemknuser for magter, der kan diktere en bestemt løsning.
Er Kofi Annan mon bare en smule bekymret?
- Kosovo som blev bombet løs fra Serbien og besat gennem NATOS folkeretsstridige krig i 1999 synes altså tabt på forhånd for Serbien. Vil de resterende få serbere i Kosovo simpelthen flygte derfra, starte en guerillabevægelse, eller forsøge at få den nordlige del af provinsen til at høre sammen med Serbien? Vil der mon udbryde en slags grænsekrig på et eller andet tidspunkt i fremtiden?
Mens samtlige eksperter og diplomater er fuldstændigt enige om at Kosovos albanske ledere ikke i de forløbne 7 år har levet op til krav der er blevet stillet til dem vedrørende menneskerettigheder, tolerance og de fordrevnes ret til at vende tilbage så kommer nu statusspørgsmålet op før disse standarder er tilfredsstillet. Det er det stik modsatte af hvad Vesten for nogle år siden besluttede skulle være gældende.
- Kofi Annans repræsentant, den danske diplomat Søren Jessen-Petersen, der er chef for UNMIK (FNs mission i provinsen), har for nylig for anden gang udtrykt sin værdsættelse af en person, der er formodet krigsforbryder. Er Kofi Annan mon blot lidt bekymret over dét?
Førhen var det den tidligere kosovo-albanske statsminister Ramush Haradinaj, der er anklaget ved krigstribunalet i Haag for alvorlige krigsforbrydelser. Nu er det Kosovo-provinsens nyudpegede statsminister Agim Ceku. Danmark har nok af skandaler på sit bord, så dette er forbigået mediernes opmærksomhed, men Jessen-Petersens gentagne flirter med stærkt kompromitterede tidligere soldater og formodede etniske rensere burde dog vække en vis opsigt både i og uden for Danmark.
Det gør det imidlertid ikke. Årsagen er formentlig at albanerne jo var de officielle ofre som motiverede Vestens hovedløse Kosovo-politik og NATO’S såkaldt humanitære intervention – og hvis man i dag kalder disse nye ledere, som man selv har næret ved barmen for det de formodentlig er, ville den førte politik i sin tid fremstå i et noget andet lys. Altså fortsættes der med – uden mindste dokumentation – at påstå i det uendelig at alt ondt på Balkan blev forårsaget af serberne, personificeret gennem Slobodan Milosevic.
Her er historien om den nye darling statsminister:
- Agim Ceku var højtstående officer i den kroatiske hær da den i 1995 med den amerikanske ambassadørs, CIAs og amerikanske lejesoldat/konsulent-virksomheders hjælp udrensede godt 200.000 kroatiske serbere fra Kroatien, folk der var legitime statsborgere i landet og efterkommere af serbere der for hen ved 400 år siden bosatte sig der.
90 procent af dem er stadig flygtninge i Serbien og ingen i det ellers så civiliserede og menneskerettigheds-optagne Europa støtter at de som alle andre fordrevne skal gives mulighed for at vende tilbage til sine hjem i Kroatien. Med andre ord: alle minoriteter i det tidligere Jugoslavien nyder ikke samme opmærksomhed og beskyttelse af sine menneskelige rettigheder. Serbere er nok ofre, men de er uværdige ofre.
Fra 1993 begyndte Ceku at rejse til sin fødeprovins Kosovo og hjalp de mest ekstreme kredse dér med at opbygge KLA, den kosovo-albanske befrielseshær. Det skete bag ryggen på den pacifistiske leder Dr. Ibrahim Rugova, der nok arbejdede ihærdigt på at få provinsen løsrevet men ikke på det tidspunkt ville have at det skulle ske med våbenmagt. Han var den eneste leder i det nu sønderdelte Jugoslavien, der havde denne holdning.
Jeg selv arbejdede med Rugova i fire år og kendte vel til hans pragmatiske overbevisning.
Jeg er også så heldig at jeg har været underviser for Agim Ceku og haft lejlighed til at interviewe ham på tomandshånd. Han fortalte mig selv sin historie om Kroatien og KLA i 2000.
Ceku og KLA fik som det vil være bekendt for interesserede rundhåndet hjælp først fra den tyske efterretningstjeneste BND og derpå af CIA – efter at amerikanerne havde taget KLA af listen over terrororganisationer. (Hvis vi samarbejder med en organisation så er den per definition ikke en terrororganisation uanset virkeligheden). Efterhånden blev KLA en moderne hær på 20.000 mand.
Rugova, som døde for nylig, var en farlig mand; tænk hvis han havde opnået et uafhængigt Kosovo med fredelige midler: hvilken katastrofe for dem der tror på militær intervention, militære løsninger, våbenhandel og bombninger som veje til fred.
- Umiddelbart efter FN-NATO-EU-OSCE-besættelsen af denne del af Serbien fik vi at vide at KLA var blevet afvæbnet. Men det var ikke sandt og nogen må have vist det. KLA-soldater spillede en central rolle i fordrivelsen af omkring 200.000 serbere fra Kosovo efter NATOs 78 dages krig mod Rest-Jugoslavien.
Det var proportionelt den største etniske rensning i det tidligere Jugoslavien. Men da det var Vestens nye venner der gennemførte den vendte vi det blinde øje til.
Det var også KLA folk, der fik skabt en rask lille krig inde i Serbien i de områder og landsbyer der har albanske flertal. Og det var KLA der støttede op bag albanske brødre nede i Makedonien i den efterfølgende 8-måneders lange krig dér. Hvis KLA var blevet afvæbnet dengang må man vel spørge hvordan det var muligt for denne hær at foretage sig disse ting? Og de gjorde det under 43.000 NATO-soldaters og utallige civile øjnes overvågenhed.
Vel, det er alt sammen bekvemmeligt glemt idag. Det er det nødt til at være eftersom det nu er i Vestens interesse at få Kosovo gjort selvstændigt og dermed dække over sine egne fejltagelser dengang, inklusive løgnen om Milosevic’ folkemord i Kosovo. Dét er den logiske afslutning på den gale politik og NATOs bombninger, der siden har gjort alle rimelige løsninger umulige og fordybet hadet på alle sider i denne lille provins.
Endvidere synes ingen at bekymre sig om at det der nu sker og vil ske i Kosovo er uden forbindelse med FNs Sikkerhedsrådsresolution 1244. Med Cekus entre på scenen som Vestens darling statsminister kan man sige at Dr. Rugova er død i mere end én forstand.
- Vestlige toneangivende kredse, NATO, FN og lobbygrupper som International Crisis Group (som Ahtisaari har været et ledende medlem af) har argumenteret for at kosovo-albanske ekstremisters fordrivelse af serbere ikke burde kritiseres eller huskes senere. Årsagen var, sagde man, at de havde lidt så meget under Milosevic. Og der er ingen tvivl mulig om at de led under den politistats-lignende undertrykkelse han installerede i provinsen. Jeg har personligt oplevet den på nært hold.
Men der er på den anden side heller ikke tvivl om at a) Serbien er den eneste af de tidligere republikker i ex-Jugoslavien i hvilket folket selv gjorde op med deres leder og smed ham på porten endog med ikkevoldelige midler; og at b) gengældt eller omvendt etnisk rensning bør betragtes som både modbydeligt og uacceptabelt. Alt andet er et skråplan – og det er på et sådant det internationale samfund i dag befinder sig.
Det turde være lige så uacceptabelt at det internationale såkaldte fællesskab arbejder for at visse fordrevne minoriteter skal kunne komme tilbage, men at den næsten halve million Kosovo-serbere og Kroatien-serbere skal glemmes midt i Europa og aldrig få politisk og anden hjælp til at vende hjem.
[Så betændt er debatklimaet at der nok skal være en og anden læser, der anser at dét argument er “pro-serbisk” hvilket i årevis er blevet brugt ungefær ligeså negativt som anti-semit. Ingen anden balkansk folkegruppes navn forbindes med noget fundamentalt negativt og ingen er nogensinde – som jeg blevet holdt borte fra en lang række medier med henvisning til at de skulle pro-kroatiske, pro-muslimske eller pro-albanske.]
- Her er en anden godbid fra den internationale balkaniserings overdrev. Haradinaj, den tidligere statsminister i Kosovo, der altså er anklaget for alvorlige krigsforbrydelser i Haag, har for længe siden fået tilladelse til at leve i Kosovo indtil hans sag skal tages op. Det skete under løftet om at han ville holde sig fra politik. For nylig besluttede Haag-tribunalen at det nu også skal være OK hvis han udtaler sig om og deltager i politik. Som kontrast kan man nævne at den alvorligt syge Milosevic’ anmodning om at få lov til at rejse til Moskva for at få specialisthjælp er blevet afvist. (Den engelske originalversion af denne Pressinfo blev publiceret på TFF hjemmeside den 9. marts, Milosevic døde den 11. marts).
- Vesten kræver at de formodede krigsforbrydere Karadzic og Mladic skal udleves til Haag af myndighederne i Beograd. Problemet er at både CIA og FBI for over et år siden fik lov til at befinde sig i Serbien og ikke har kunnet finde hverken den ene eller den anden. Gad vide hvilken leg USA og EU-landene leger når de vil binde os på ærmet at de har gjort alt hvad de kunne siden 1995 for at arrestere de to herrer i Bosnien eller andetsteds og ikke er lykkedes med det? Og gad vide om disse to er de eneste der burde fanges? Som bekendt er der nu lukket i Haag for flere anklager, så spørgsmålet er irrelevant.
- Og endnu en lettere vanvittig nyhed fra Balkan, made in the EU. For nogle få dage siden besluttede EU at Montenegro, den mindste partner med 600.000 indbyggere i Serbien-Montenegro med omkring 10 millioner, er velkommen til at holde en folkeafstemning om selvstændighed, altså løsrivelse fra statsforbundet med Serbien. Det er for så vidt i sin orden.
Men man skal lægge mærke til kriterierne, som EU opstillede: mindst 50% af befolkningen skal afgive sin stemme og af dem skal mindst 55% stemme for selvstændighed. Det er i sandhed bemærkelsesværdigt at vi i løbet af nogle måneder måske vil opleve at der skabes endnu en ny selvstændig stat ud af det tidligere Jugoslavien og at det vil kunne gå igennem med blot 27.5% af befolkningen bag og en stor majoritet imod eller stemmende “ved ikke.”
Det pikante er at der bor flere montenegriner udenfor end indenfor Montenegro, i Serbien. Så EU har her – uden at nogen i medierne har stillet spørgsmål – fremlagt en opskrift på mulig fremtidig af kaos og lidelser. Der kan a) opstå dybe kløfter inden for eller – Gud forbyde – borgerkrig eller b) store befolkningsflytninger af serber over til Serbien og montenegriner til Montenegro. Og hvis jeg tager fejl og det alt sammen går godt så er det så sandelig ikke EU’s fortjeneste, for dét har åbenbart intet lært af hvad der bør kræves for løsrivelse og for at få anerkendt en ny stat. Om Kosovo kan man i det mindste sige at der er en meget stor majoritet for selvstændighed.
Det kan ikke udelukkes at et selvstændigt Kosovo og et selvstændigt Montenegro vil få i hvert fald to andre konsekvenser. Den ene er at de bosniske serbere vil spørge sig selv hvorfor i alverden de skal blive siddende i det selvstændige Bosnien som 99% af dem aldrig stemte for eller ønskede og som de (ligesom de andre folkeslag i Bosnien) heller ikke fik mulighed for at tage stilling til i 1995 da Dayton-aftalen om det blev trukket ned over alles hoveder.
Den anden er at de mest højre-reaktionære, nationalisterne, selv-isolationisterne og dem der endnu lever på Cetnik-kulturen i Serbien vil få masser af vind i sejlene fordi de kan sige at deres land til stadighed bliver ydmyget og taber det ene efter det andet, de har kært. Det internationale samfunds hovedløse tvangs- og trusselspolitik – se eksempelvis Ahtisaaris udtalelser ovenfor – giver dem glimrende argumenter serveret på et sølvfad.
Det internationale “fællesskabs” fredsforhindrende politik fortsætter
I dag husker kun få hvad der skete på Balkan for 15-25 år siden. Få kerer sig om at undersøge mønstre og underliggende strukturer. Eksperter, der burde vide bedre, svigter fordi sagen er jo så politisk; at argumentere som undertegnede gør her er bare politisk helt ukorrekt. Hvem orker at pille ved de vedtagne sandheder og de stort set systematisk modproduktive og principløse indsatser, USA og Europa har gjort på Balkan?
Fredsskabelse er blevet til interventionisme og besættelsespolitik i forklædning. De såkaldt frie medier tager sig friheden til at vende det blinde øje til disse absurditeter og groft tendentiøse politik som kendetegner Vesten på Balkan. For hvis de ikke gjorde det så ville der være en politiker hist eller pist som blev stillet til ansvar for hvad der egentlig foregår. Nogle ville spørge hvorfor der sker en så gennemført forskelsbehandling, så megen afvigelse fra kutyme og fra folkeretten.
Og nogen ville spørge hvorfor kun Milosevic og ikke Clinton, Blair, Tudjman, Izetbegovic, Hacim Thaci, Ceku, Holbrooke, wesley Clark, Solana etc. skal undersøges for deres rolle i det jugoslaviske drama.
Lad os et øjeblik forestille os at Serbien – den forudsigeligt største netto-taber par excellence ved Jugoslaviens opløsning – reagerer på ovenstående udviklinger ved at slæbe på fødderne som man siger, vende sig indad og blive bitter. Lad os gå videre og gætte på at dette gør livet meget svært for moderate og egentlig vestvenlige kreds i Serbien samt at udviklingen og den vestlige politik således faktisk spiller nationalisterne og de højrereaktionære og cetnik-kredsene i hænde således at f.eks. det Radikale Parti (hvis leder Seselj også sidder i Haag) vinder det næste valg.
Så vil alle, der ikke har forstået et suk af Jugoslavien de sidste 15 år spørge noget så uskyldigt: Hvordan kan det dog være at disse serbere er så stædige? Hvorfor kan de ikke blive lidt moderne som vi andre i Europa? Hvorfor ser de ikke at det vi tilbyder dem er i deres egen interesse?
Ja, ville jeg så svare, hvor er det dog mærkeligt at de ikke vil opgive alt hvad de anser for at være væsentligt – Jugoslavien, autonomi for de kroatiske serbere, Republika Srpska, Kosovo, Montenegro og – hvem véd – snart også Vojvodina og Sandjak til gengæld for…netop, helt rigtigt: absolut ingenting!
Efter 15 års konflikthåndtering synes man internationalt stadig ikke at have fattet Balkans kompleksitet, psykologi eller historie. Vi kan derfor være sikre på mindst to ting: USA og EU har sine ganske bestemte interesser og når de ulmende kriser på Balkan kommer til udbrud på den ene eller anden måde så vil de stå sammen omkring to argumenter: 1) vi har ikke gjort noget forkert og 2) serberne er og forbliver problemet. Husk Ahtisaari – State Department og FN i ét – siger det meget klart: det er i Serbiens egen interesse at spille efter vore regler og gør de ikke det så kan landet skyde en hvid pind efter alle andre interesser det måtte have i fremtiden.
Jeg frygter at vi ikke har set de sidste lidelser i det tidligere Jugoslavien. Om det bliver snart eller om nogle årtier véd jeg naturligvis ikke, men at der vil udbryde vold igen er jeg ganske sikker på.
Folk som Holbrooke, Ahtisaari og Jessen-Petersen så vel som de lande og interesser de er statister for vil vide at bebrejde og fordele skyld til en eller flere lokale parter. De savner intellekt og civilcourage til at stille det eneste relevante spørgsmål i forbindelse med deres aktuelle gerning: Kunne det mon tænkes at vi der kalder os det international fællesskab også har været med til at skabe og forlænge tragedien på Balkan.
Måske med undtagelse af Slovenien så er der i dag ikke ægte fred noget sted i det tidligere Jugoslavien, om end der heller ikke føres krige og det er selvsagt godt. Men hvis vestens regeringer og deres diplomater var villige til at lære noget af historien – også deres egen på Balkan – ville vi se betydelige forandringer nu i forhold til deres hidtidige konflikthåndterings-politik. Men lige netop dét vil ikke ske af den enkle grund at det ville være det samme som at erkende, at der har været ført en principløs og modproduktiv politik, der hverken tjente alle folks relativt bedste, fairness eller ægte fred på Balkan.
Derfor må vi forvente at den vestlige fredsforebyggende politik vil fortsætte og – hvor brutalt! – at uskyldige balkanske medborgere, ikke beslutningstagerne, vil fortsætte med at betale prisen.
