Måske er Moder Jord vred? I så fald har hun gode grunde til at være det. De ubegribelige proportioner på den menneskelige tragedie i Asien giver os den bedste anledning i årtier til at tænke medfølende og dybere over hvordan vi handler, hvad vi planlægger og hvordan vi prioriterer på vor fælles klode.
Hvis der i stedet for det nationale militære sikkerhedsparadigme havde været ét for global, menneskelig sikkerhed, havde vi formentlig ikke set noget lignende hvad angår død og ødelæggelse. Hvis regeringer havde haft en rimeligt objektiv analyse af hvad der truer ikke bare deres egne lande men menneskeheden og Jorden – og forberedt sig lidt på at imødegå sådanne trusler – ville redningsarbejdet være kommet i gang hurtigere. Hvis politik og økonomi handlede om mennesker og deres velfærd mere end om magt og økonomiske kalkuler, ville flere mennesker være i live i dag.
Og hvis verden fungerede lidt mindre på mandsdominerede præmisser er det sandsynligt, at der ville have været en større forståelse for u-holdbarheden i den såkaldte systemrationalitet og at vi i stedet havde lagt hovedvægten på menneskelig rationalitet.
Moder Jord kan meget vel være vred på os fordi vi gør de forkerte ting mod Hende og mod hinanden. Måske er tsunamien et tegn på hvad der er på vej, en tidlig varsling til os alle om at vi er nødt til at forandre vores adfærd og ophøre med både snæver- og kortsynethed. Her ved årsskiftet kan man tage den som et tegn på at vi, for at overleve, må lære at prioritere anderledes, føre politik med ganske andre perspektiver og opføre os på måder, der er mere forenelige med Jorden og med permanens snarere end med flygtighed.
Menneskelig versus militær sikkerhed
Rige og stærke magter holder sig konstant rede til at inden for få minutter udkæmpe krige, også atomkrig. Men der var intet beredskab for de fattige mennesker i Asien. Vi har i flere år hørt om humanitær intervention og om militærets evne til – og behov for – at hjælpe til i humanitære katastrofer. Men de fleste regeringer synes at være i vildrede med både hvad de skal gøre lige nu og hvordan man skal håndtere alt det, der kommer efter selv flodbølgen.
Mens verdens regeringer, især USA’s, bruger groteske summer på at “bekæmpe” terrorismen – som aldrig har været et større globalt problem målt i menneskelige tab – og nu kun producerer mere terrorisme, har de aldrig gjort en planlagt, samlet indsats for at udrydde fattigdommens og underudviklingens problem, endsige taget radikale skridt til at skabe balance i vort forhold til naturen. De sløser begrænsede ressourcer og skærer ned på velfærdsbudgetter overalt hvilket kommer det militærindustrielle kompleks til gode og ignorerer menneskelige behov overalt.
Der findes ikke menneskelig sikkerhed noget sted på jorden. Hvorfor? På grund af vort mands-dominerede, militære sikkerhedsparadigme. På grund af vore forfejlede prioriteringer. På grund af vore håbløse fireårige valgperioder, der forhindrer enhver form for langsigtet makro-tænkning vedrørende klodens fremtid.
Medfølelse og viljen til at hjælpe
Heldigvis viser det sig nu igen at menneskers medfølelse og villighed til at handle resolut er grænseløs. Over hele verden hjælper godhjertede mennesker i milliontal humanitære organisationer med at samle penge ind; man giver sine ejendele væk, man er parat til at åbne sit land for nødlidende, der vil have brug for hjælp i fremtiden, og folk står i køb for at adoptere børn, der er blevet forældreløse som følge af tsunamien. Overalt bruger folk e-mail og Internettet for at skabe bevidsthed, søge efter savnede – og hjælpe hinanden i nødens stund.
Det turde være hævet over enhver tvivl at medfølelse og godhed, indlevelse og kærlighed hører til blandt de stærkeste kræfter på kloden – hvis de får anledning og lov til at komme til udtryk. Hvilket de normalt ikke gør.
En tsunami hver anden dag året rundt – men få ser dét som et problem
Men vent et øjeblik! Denne menneskelige omsorg kommer stort set kun til udtryk når det gælder ikke-politiske lidelser. Hvis det handler om politik eller økonomi står det mere skralt til. Henved 50 procent af menneskene på vor jord – eller omkring 3 milliarder – lever stadig på 2 dollar eller mindre om dagen (mens 300.000 amerikanere dør årligt fordi de spiser for meget og forkert). I det globale samfund dør hver dag mellem 60.000 og 100.000 mennesker unødvendigt på grund af fattigdom, helbredelige sygdomme, AIDS, mangel på mad, rent vand, tag over hovedet, medicin og uddannelse. Det svarer til en tsunami cirka hver anden dag!!
De uskyldigt døde i naturkatastrofer rører vore hjerter. De der dør lige så uskyldigt på grund af den globale markedskapitalisme, magtens spil, krige og militært overforbrug, rører ikke tilnærmelsesvis så mange hjerter. Hvorfor? Sandsynligvis fordi de fleste et eller andet sted dybt nede godt véd at de dør på grund af os – p.g.a. de få privilegeredes livsform, de riges grådighed og selvtilstrækkelighed. De dør fordi de nødvendigvis må dø – ellers ville resten af os ikke kunne vælte os i penge, materialisme og militarisme som vi gør.
For nu at trøste os selv har vi opfundet begrebet “holdbar udvikling” – for at dulme at vi godt ved at hele systemet er uholdbart selv på kortere sigt. Og vi, forfatterne, frygter faktisk at tingenes tilstand ikke vil ændre sig markant ad frivillighedens vej, men snarere i takt med at det globale system hér og dér og skidt for skridt bryder sammen. Det skal med andre ord blive meget værre før det kan blive bedre.
Enhver tanke om at mindske de rige landes luksusforbrug er – siden f.eks. Romklubbens rapporter – blevet mødt med argumentet om at så ville systemet da bryde helt sammen! Vi har, siges det, brug for mere forbrug og mere ulighed for at – overleve. Men folk dør som følge af denne det inhumane systems overlevelses-strategi. Det er en af vor tids store gåder at mennesker ikke for længst har rejst sig verden rundt mod denne selv-destruktive, irrationelle og u-etiske teori!
Krige går heller ikke rigtigt til hjertet
For nogle måneder siden meddelte det højt respekterede britiske lægevidenskabelige tidsskrift, The Lancet, at omkring 100,000 irakere var døde som følge av invasionen i 2003 og besættelsen siden da (som Danmark som bekendt deltager i). Før alt dette skete havde forskellige FN-organisationer vurderet at sanktionerne mod det irakiske folk – af hvilket halvdelen er børn og unge under 16 år – gennem de sidste 12 år har kostet 500,000 til 1.000,000 irakere livet.
Det vakte ikke tilnærmelsesvis den samme medie- eller anden opmærksomhed som tsunamien. Her har vi en anden af tidens store gåder: Hvorfor har vi så meget mindre opmærksomhed rettet mod menneskeskabte katastrofer når de egentligt burde få meget mere opmærksomhed – det er jo dem vi kan GØRE noget ved dem, f.eks. forhindre dem i første omgang eller holde op med at forlænge lidelserne? Hvorfor?
Krigssystemet tager ubegribeligt store ressourcer fra den pulje, der kunne afhjælpe nøden i verden: verdens regeringer bruger nu næsten 1000 milliarder dollar om året til oprustning eller det, der med en forskønnende betegnelse kaldes sikkerhed. Alene USA betaler 1 milliard dollar om ugen for at have 150.000 soldater i et Irak, der ikke ønsker dem dér. Et varslingssystem af den type Japan har ville koste omkring skallede 20 millioner dollar. Havde man installeret det for længe siden ville der have været en helt anden sikkerhed: en menneskelig sikkerhed.
Virgil Hawkins siger i sin doktorafhandling, der er omtalt her følgende om krigene i 1990-erne:
At 89% af dem, der døde som følge af krigen, døde i Afrika, 5% i Europa, 4% i Asien, 1% i Mellemøsten og 1% i Mellem- og Sydamerika. Mere end 5 millioner døde i Afrikas krige, 1,3 millioner alene i den Demokratiske Republik Congo (DRC) og 1,1 million i Sudan. Hawkins siger: “De konflikter der til stadighed er blevet portrætteret i medierne som store eller betydningsfulde så som Kosovo (8,000-9,000 døde, heraf 2,000 før NATOs bombninger), Israel (2,710 døde), Østre Timor (1,000 døde) og Nordirland (færre end 400 døde) var i virkeligheden relativt set ekstremt små.”
Hvem brød sig om de virkeligt store tab af menneskelig? De store medier og vestlige politikere gjorde det i hvert fald ikke.
Penge og dumhed
Nyhedsrapporter fortæller at thailandske meteorologer sad i møde den morgen tsuanamien slog til. De udsendte ikke en advarsel fordi de frygtede at hvis den ikke holdt stik så ville regeringen fyre dem og nedlægge deres institut. Hvorfor? Fordi turismen er den vigtigste indkomstkilde for Thailand; landet kan ikke risikere at få et image af naturkatatrofer.
Man kan vælge at bebrejde disse meteorologer. Men man kan også sige: sådan er altså pengenes magt i almindelighed. Sådan var det indirekte billede af det thailandske lederskab og regering – der har brugt store summer på at “jage muslimer” i Syd-Thailand og dræbe dem som et led i “krigen mod terrorismen”. Denne regering har ignoreret ethvert hensyn til menneskelig sikkerhed og miljømæssig sikkerhed. Det samme er tilfældet i Indonesien og Sri Lanka, der i så mange år eller årtier har smidt penge ud på konflikter, der ikke har militære løsninger – men som naturligvis har været en strålende støtte til verdens våbenhandlere.
Håb – endnu
Tsunamien er en menneskelig tragedie udover vor fatteevne. Men den kan også betragtes som et tidligt varsel til os alle. Hånd i hånd må menneskelig sikkerhed og miljøsikkerhed nu erstatte militær sikkerhed. Global tænkning erstatte national tænkning om sikkerhed. Vi har brug for en helt anden prioritering i verden og en ny global etik. Det er dét globaliseringen herefter bør handle om.
Det nye år vil næppe blive glædeligt for verden som helhed. Medmindre vi bruger tsunami-tragedien konstruktivt til at indse at alt hænger sammen med alt andet – og ser hvor sent det er på Jorden – kan de næste år meget vel indebære et voksende mørke.
Men vi må alligevel ikke give op. Der er utvivlsomt nok af samlet visdom, medfølelse og mod i verden til at vi – stadig – kan skabe fred med Moder Jord og med hinanden.
© TFF and the author 2004
