Grundlæggende er der tre krige eller stridigheder involveret i Irakkonflikten. Der er krigen som medierne udkæmper for at indtage folks hjerner og hjerter. Så er der den militære krig med den lovede afsættelse af det irakiske regime. Og sidst er der krigen om at kontrollere og lede Irak efter krigen samt at leve op til de officielle motiver om at bringe frihed, demokrati, velfærd og fremgang til landets 24 millioner indbyggere.
Krig 1: Media- og propagandakrigen
Påvirkning af medier og ren propaganda er i måneer blevet brugt i kampen om at vinde alverdens menneskers hjerner og hjerter og hjerter. Den søger at demonisere regimet i Bagdad ved at fremhæve kontrasten til de noble og altruistiske mål, der er opsat for krigen. Statschefer, der gik ind for den, har promoveret disse målsætninger gennem propagenda, mediekampagner, psykologisk krigsførelse etc. i håb om at budskabet skal gå hjem hos publikum i Vest, i den arabiske verden – inclusive den irakiske befolkning – og i andre dele af verden, inklusive FN.
Der kan næppe herske tvivl om at krigen om folks hjerter og hjerner, som forøvrigt har kostet millioner af dollars, sluttede i nederlag. Millioner og atter millioner af borgere over hele kloden mobiliserede civil modstand og skabte den største førkrigs-antikrigsstemning nogensinde. “Mainstream” media noterede det og formulerede flere kritiske spørgsmål end f.eks, ved krigene i Bosnien, Serbien/Kosovo, Somalia og Afganistan. Så, at sælge krigen viste sig at være alt andet end en massemedial dans på roser.”
Krig 2: Den militære krig.
Sådan også i denne “krig 2” der nu raser. Det forekommer hverken løfterigt eller overbevisende når Pentagons og State Departments talsmænd, ligesom General Tommy Franks og Vincent Brooks ved USAs centralkommando i Dohar, gentager mantraet om at alt går ifølge planen. Hvis det var tilfældet, ville selv en almindelig civilist som jeg mistænke at den plan var rigtig dårlig fra begyndelsen.
Her følger nogle af de fejl der synes åbenlyse efter 14 dages krigsføring:
1. “Alle fejlberegningers moder” hos Bush/Blair er nok den at irakerne vil modtage de invaderende (“koalitionen”) som befriere.
Det er ikke langt fra at man kunne forestille sig at a) dele af den eksilirakiske opposition, b) CIA og M15, c) Israelvenlige eksperter og d) høgagtige “tænketanke” i konspirerede imod de to ledere eller har været usandsynligt inkompetente.
Overbevist om deres egen fortræffelighed synes ingen i den amerikanske forvaltning at have spurgt: Hvad hvis irakierne nu ikke ligefrem elsker os – og hvad nu hvis de vil kæmpe for Irak, for deres land, for deres stolthed og ikke (bare) for Saddam Hussein? Hvad hvis de gerne vil være fri for Saddam men ikke stoler på USA eller Storbritanien, fordi det jo var dem der oprindeligt gav Saddam våbnene og ydmygede deres land?
Hvad hvis folk, uddannet og informeret som de er, udmærket vidste at det netop var USA og England der var de ivrigste fortalere for sanktionerne? Disse sanktioner, der har været én lang økonomisk krig mod folket de sidste 12 år, hovedårsagen til Iraks sociale og økonomiske misære; der har kvalt økonomisk udvikling, sundhed og uddannelsesmuligheder for folket. Og tænk hvis de er blevet en anelse irriteret over hele tiden at høre om hvordan de vil blive bombet så grundigt som ingensinde tidligere set i historien?
De amerikanske og engelske lederes intellektuelle niveau åbnede ikke for den slags hypoteser eller for den tanke at antipati mod Saddam ikke automatisk betød sympati for Bush. Og, “surprise, surprise”, ikke en gang særlig mange af det sydlige Iraks shiamuslimer ville hjælpe til med at vælte Bagdads toppolitikere af pinden.
Beruset af magten fra deres højteknologiske militærmuskler troede USA og Storbritanien at de havde råd til at lade hånt om fornuft og menneskelighed. Denne medie og propagandakrig er blevet en frygtelig sandhedens time for arkitekterne bag noget, der kan vise sig at blive den største udenrigspolitiske fejltagelse USA har begået i årtier.
2. De militære problemer.
Som kontrast til det lovede “chokke og skræmme-angreb” åbnede krigen med et uplanlagt “chancebombardement” for at dræbe Saddam Hussein og de andre ledere med et slag. Ingen succes! Idéen med hurtigt at bevæge tropperne mod Bagdad udenom store og små byer faldt heller ikke godt ud, for det irakiske militær gjorde langt mere modstand end ventet i Umm Qasr, Basra, Najaf, Kabala, Nasiriyah, etc; disse blev elegant omdefineret til “modstandslommer”. Efter to uger er Umm Qasr den eneste by af betydning der (næsten) er under “koalitionens” fulde kontrol.
Så var der problemerne med antallet af tropper og med de lange og meget udsatte proviantlinier. Og så var der Tyrkiet der ikke ville lystre. Og der var problemerne med både at udføre regulærkrig og guerillakrig på landet og i byerne, som forsvarerne naturligvis kendte meget bedre end angriberne.
Og så er der de forvildede missiler, der lander i Iran og Tyrkiet. Og, som om det ikke var nok, skete også fenomenet “friendly fire”, altså dette at man rammer sine egne i stdet for fjenden. Der var “koalitions”-helikoptere der stødte sammen i luften. En “Patriotmissil” skød et brittiskt Royal Air Force Tornado GR4-kampfly ned nær Kuwaits grænse og dræbte begge de tjenestegørende i maskinen. En frustreret amerikansk officer smed om sig med handgranater og dræbte én og sårede et dusin af sine egne. Der var et F-16 der angreb et USA-Patriot missilbatteri.
Der var Patriot-missiler der for vild over Saudi-Arabien.
Og hvad med den missil der lavede ravage midt i Kuwait City? Mon den så ekspedit var forsvundet ud af mediebruset hvis den havde været affyret af Saddam?
En brittisk soldat døde og fire blev såret ved et “uheld” (“blåt på blåt”) i nærheden af Basra.
Naturligvis går alt ikke efter planen i en krig, men hidtil er der sket så meget, at det ser ud som en militær fiasko også selvom USA hen ad vejen vil knuse Irak.
Her er endnu et eksempel:
http://www.globeandmail.com/servlet/story/RTGAM.20030401.ubrit0401/BNStory/International
“London – der er vrede og bitterhed blandt de engelske soldater som overlevede et tilfælde af “venlig ild” i Irak hvor en af deres kammerater blev dræbt af et amerikansk fly, hvilket har ført til spændinger mellem de to allierede om strategi og krigsførelse. Yderligere blev fire brittiske soldater såret ved “uheldet” i fredags da en amerikanskt A-10 “Tordenbult” fly, også kendt som “Tank-Buster” angreb to brittiske Scimitar bevæbnede rekognoseringsvogne og åbenbart forvekslende dem med Irakiske tanks.
Korporal Steven Gerrard, som fik eksplosionsskader under angrebet, beskyldte den amerikanske pilot for ikke at udvise ” – nogen som helst hensyn til menneskeliv. Jeg gar ud fra at han må være en typisk cowboy.”
Alt dette kalder naturligvis på meget legitime tvivl om hvorhvidt de moderne præcisionsvåben virkelig ER præcise – og således om sandsynligheden for at civile ofre kan minimeres i fremtiden.
– Den groteske mængde af “collateral damage” (=civile ofre).
Den 2. april stod antallet af irakiske dødsofre (http://www.iraqbodycount.net/background.htm) på mellem 565 og 724 uskyldige civile, omkring 50 dræbte gennemsnitligt pr.dag. Tænk bare på pigeskolen i Basra. Den syriske bus. Missilerne i markedsområdet i Bagdad. Drabene på civile i en bus ved en kontrol-post. De ødelagte lejlighedshuse. De 56 civile dræbt i en bomberegn over Bagdad natten mellem d.31.marts og 1.april. Se de malende billeder og analyser af verdenseksperten professor Marc W. Herold i Dissidents Voice (http://www.dissidentvoice.org/Article3Herold_PrecisionBombing.htm ) Og læs artiklen om USAs præcisionsvåben http://story.news.yahoo.com/news?tmpl=story2cid=540&e=1&u=/ap_on_re_mi_ea/war_bomb_accuracy_1
Og mens dette blev skrevet kom der nye oplysninger ind om at amerikanere, der ville agere som menneskelige bombeskjold, i en bus på vej mod grænsen blev ramt af USA-missiler. Hvilket høj-teknologiskt, lav-moralskt nederlag!
Måske er det for tidligt at slutte at denne “krig 2” allerede er tabt på grund af teknologi, der overtræder etiske og legitime grænser. Men den kommer ovenpå en krigspolitik, der uden tvivl går imod international lov; den udføres uden FN mandat og med voldsom folkelig modstand. Hvis lederskabet i London og Washington ikke var fanget i autisme og færdigsyede meninger ville de være meget, meget bekymrede allerede.
Man kan nok argumentere for at nogle antagelser altid kan vise sig forkerte, at en krig aldrig går eksakt efter planen – vejret under en operation er også svært at forudse. Klart at der altid vil være lidt ” venlig ild”, og civile ofre kan aldrig helt undgås i den slags krige. Perfekte krige findes ikke.
Ligesom i fredstid fejler både mennesker og maskiner. Jeg er ikke ekspert i sådanne sager, men jeg kan ikke lade være med at tænke på om alle disse argumenter betyder den mindste smule for de uskyldige irakiske børn, mænd og kvinder som lider under disse “uundgåeligheder”, hvilke helt uforståeligt er vokset ud af det selvsikre motiv om “at hjælpe og befri det irakiske folk.”
Jeg vidste ikke om jeg skulle le eller græde da President Bush d.28.marts, 2003, talte til amerikanske krigsveteraner og sagde: “Vi interesserer os for de menneskelige forhold i Irak. På alle måder viser de allieredes styrker venlighed og respekt for det irakiske folk”. Senere fastslog han også: “Hver irakisk udåd bekræfter retfærdigheden og vigtigheden i vores sag”.
Men bare fire timer tidligere havde to allierede 4.700-pund “bunker busters” ramt et kommunikationstårn i Bagdad. Og nogle få timer senere satte Reuters disse to historier på deres forside:
Irakere dør i et Bagdad-marked
Fredag 28.marts, 2003 03.55 PM ET
BAGDAD (Reuters) – Irakere siger at 50 mennesker blev dræbt fredag af et luftangreb, der sigtede på en populær markedsplads i Bagdad, efter at USA havde sluppet et af krigens tungeste luftangreb løs over hovedstaden.
En halv million irakiske børn kan lide af krigstraumaer.
Fr.d.28.marts, 2003 01:52 PM ET – Af Karen Iley
Genève (Reuters) – En halv million irakiske børn, der lever midt inde i kampzonerne, kan blive så traumatiserede at de må have psykologhjælp, sagde FNs børneorganisation UNICEF fredag.
Hvad enten der bliver mere eller mindre af den slags end i andre krige vil vise sig. Men at dømme efter dens egne premisser, ser de første to uger af krigen snarere ud som en grundfiasko end den spåede “paradesejr”. For de invaderende styrker, der vil vinde det irakiske folks hjerter og ses som værende legitime og som befriere, kan intet være mere forkasteligt end en forlænget krig i hvilken sådanne ulykker som de ovennævnte sker igen og igen. Sker det, så vil også “krig 3” tabes.
Hvordan krigen kan udvikle sig til katastrofe:
Ingen kender til udgangen af denne “Operation Iraks Frihed”. Jeg fornemmer tre mulige scenarier:
– Det bliver en langtrukken, lavintensiv krig med måneder af kampe i forstæder og fra gade til gade og tusinder af irakiske civilofre samt betydelige tab på koalitionssiden.
– De invaderende styrker vil prøve på at gøre kort proces med irakerne, de civile som de militære, opgive deres omhu for at undgå civiltab, foretage en serie højintensive “chok og skræmme”- operationer, rive, bulldoze og destruere byerne fysiskt, og derefter gå ind og bekæmpe militæret (ligesom de civile der måtte have valgt at blive i ruinerne); med andre ord “Jenin-løsningen” med unævnelige menneskelige tab.
– Koalitionen vil køre fast, krigen vil sprede sig til andre dele af Mellemøsten og “boomerangeffekter” vil ramme Vesten selv; koalitionen vil tvinges til at forlade Irak.
Der kan vise sig andre muligheder og kombinationer. Men denne krig kan ikke undgå at blive meget grum, i total modstrid til forståelsen af ord som befrielse, frihed, velfærd, respekt, tolerance, samarbejde og forsoning. At have valgt krigen mod alle odds og mod verdensoppinionen, samt med krigen begyndende som den gjorde, er der ingen gode udsigter for resultatet. For det skulle man have valgt den diplomatiske, civile, FN-baserede mulighed. Hvordan resultatet end vil blive, vil det betyde et moralskt nederlag for koalitionen; ingen midler vil kunne opnå de officielt satte mål.
Krig 3: Efterkrigens kamp for at kontrollere og styre Irak.
Folk kan give op, og de vil gøre det mere og mere i takt med at koalitionens overvældende teknologiske krigsmagt rykker frem. Men der vil være få, hvis nogen, til at ønske koalitionsstyrkerne velkommen, besættere som de vil være.
Følgerne af hvilket som helst af de ovennævnte scenarier vil gøre dem hadede. Det siger dog ikke noget om hvorhvidt flere mennesker i Irak bedre vil kunne accepter Vest-besættelsen hvis eller om Saddam Husseins regime er borte. Man kan endog spørge om de egentlig har noget valg?
Men selv de, der kunne se det som en befrielse, vil føle sig dybt såret og fornedret i meget lang tid. Og det vil ikke være muligt at købe dem med humanitærhjælp og løfter om økonomisk hjælp. De kender til deres lands potentialer uden fremmed besættelse.
I løbet af min månedslange analyserejse mødte jeg ikke én iraker, der sagde at han/hun ville velkomme en befrielseskrig eller en udenlandsk besættelse. Selv regimekritiske folk fortalte mig at skønt de ville blive glade over at se Saddam forsvinde, ville de foretrække ham fremfor en
udlænding til at styre deres affærer. Dussinvis af medarbejdere i internationale organisationer dér med årelang erfaring på stedet og som kender folks følelser, bekræftede mine indtryk, selv om de udlagde forskellige bedømninger af hvordan denne generelle holdning ville ytre sig, og hvad der kunne ske med den, når krigen brød ud.
Mens man kan håbe på at undgå at dræbe for mange civile med luftbomber, er der ingen måde at attakere, invadere, okkupere og overtage et land på, uden at dræbe mange civile og øge modstanden, afskyen, hadet – ligesom sammenholdet og beslutsomheden – hos de ramte. Det er her hovedfejlen ligger: Vestens ledere og de fleste medier forstod ikke det irakiske samfund og folk. Man brød sig ikke om at forstå det syn, de har på os i almindelighed og i forhold til vores (især Englands) rolle i deres historie. Vesten er ligeglad med den betydning “arabiskheden” og “irakiskheden” har, til trods for deres indbyrdes forskelle (som er mange).
Vesten, inklusive dens medieverden, har opereret på en række grundløse antagelser og myter, inklusive den at irakerne frivilligt ville omfavne invaderende soldater. Dette samfunds kompleksitet har helt undgået strategernes og politikernes opmærksomhed. De fleste vestlige lande havde ikke ambassader i landet, ingen direkte og personlige kontakter til dette samfund med dets venlige og stolte folk.
Det gjorde det let at rette skytset mod dem og bombe dem. Lederne glemte også hvad Sun-Tzu sagde, for 2300 år siden, om at man må kende sig selv og fjenden for at vinde slaget. Irakerne kender meget bedre til Vesten end vi kender dem og deres kultur. Åbenbart byggede man på den ubegavede hypotese at militær højteknologi skulle kunne løse alle problemer – i de selvretfærdiges snævre fantasi.
I løbet af de sidste 10 uger har jeg givet 80 offentlige foredrag og interview’er i 8 lande. Overalt, hvor jeg talte, sagde jeg at hvis man nogensinde skulle opleve at se irakere byde amerikanske og engelske soldater velkommen med blomster, så havde de med sikkerhed fået nogle dollars for at gøre det. Fordi jeg var interesseret nok til at rejse til Irak, lytte til irakerne med åbent hjerte og føle med dem i alt det, de har været igennem, ikke bare på grund af Saddam Husseins skånselsløse regime men også på grund af vestlig politik i fortid som nutid, begyndte jeg at indse hvilken enorm selvskabt fælde Hr.Bush og Hr. Blair var på vej til at falde i.
Ligesom vietnameserne hader irakerne ikke amerikanerne. Irakerne beundrer alt vestligt og mange af deres ledere er blevet uddannet i Vesten. Irak plejede at være Vestens allierede. Men de føler ærlig afsky for Bush’s regime og Blair’s regering. De vil føle afsky for enhver, der vil prøve at styre dem. De elsker at få besøg; gæster bliver behandlet med stor generøsitet, åbenhed og respekt, det er noget alle, der har besøgt landet kan bekræfte. En besætter vil til enhver tid få den modsatte behandling.
Frihed passer ikke med besættelse. Demokrati går ikke særlig godt i spænd med total uvidenhed om og foragt for folket. Respekt for menneskerettigheder harmonerer dårligt med massemord (i sanktionerne) og drab og lemlæstelse af titusinder civile proklameres som metoder at bringe frihed, demokrati og menneskerettigheder til landet på. Og en militær Goliats angreb en David går ikke i strier imod principperne om fred og retfærdighed.
Nej, alt er allerede gået galt. Det gik galt allerede inden krigen startede. Denne krig er et håbløst foretagende. Irak vil blive forvandlet til et surrealistiskt slagteri, hvadenten det var meningen eller ikke. Krigen vil udelukkende bringe katastrofer, frygt og sorg til Irak, Mellemøsten, Europa, resten af verden og til koalitionslandene selv. Også hvis Saddam og hans regime falder vil prisen have været alt, alt for høj.
Det bedste for alle parter ville være at sætte stop nu, og at USA ville trække sig ud med en rest ære intakt. De vil under alle omstændigheder ikke kunne opnå hverken de påståede eller virkelige mål dér, i deres egen – nu sørgeligt afsporede – civilisations vugge.
Det er i sandhed mørke tider for os alle.
Oversat fra engelsk af Orla Jordal
© TFF 2003
