12 november 2002
Udenrigsminister Anna Lindhs tale for FN-dagen handlede bl. a. om Irak. For 12 år siden besluttede FNs sikkerhedsråd sig for afrustning af Iraks masseødelæggelsesvåben, inspektioner af denne afrustning og sanktioner for at fjerne den trussel mod international fred og sikkerhed, som Iraks angreb på og besættelse af Kuwait udgjorde.
Dagens Irak er ingen trussel mod international fred og sikkerhed.
Hvad er der sket i løbet af de 12 år? Under ledelse af den svenske ambassadør Rolf Ekéus gennemførtes frem til 1998 vellykkede inspektioner, som fjernede de fleste af Iraks biologiske og kemiske våben. Ingen troværdig ekspertise hævder, at Irak så meget som nærmer sig at have kernevåben. Sanktionerne har, sammen med de bombninger af Iraks infrastruktur, som i strid med folkeretten og uden FNmandat er foretaget af USA og England, ødelagt landets økonomi og skabt en katastrofal livssituation for dets 23 millioner indbyggere. Iraks militære kapacitet er, trods en vis import af konventionelle våben, langt under halvdelen af, hvad den var, da man invaderede Kuwait.
Iraks ledelse har siden Kuwaitkrigen ikke truet nogen, ikke begået aggression og ikke ført borgerkrig. Ingen kriterier for at true verden er derfor opfyldt. Forholdet mellem Irak og dets naboer er forbedret og ingen af dem taler for krig mod Irak. Selvom et land disponerer over masseødelæggelsesvåben må det også have fremføringsmidler og afskrækningens filosofi må formodes at fungere lige så godt overfor Irak som over for en hvilken som helst anden stat, som overvejer at anvende disse våben. Inspektører og andre som har været på stedet i Irak – som fhv. chefinspektør Scott Ridder, TFF-associerede og fhv. chef for FNs humanitære program, Hans von Sponeck, ville helt enkelt ikke skrive under på udenrigsministerens bedømmelse af den aktuelle tilstand.
Konklusionen er, at dagens Irak ikke udgør en trussel mod international fred og sikkerhed.
Inspektionerne, og ikke en ny krig, er det relevante nu
I denne situation siger Sveriges udenrigsminister, at Sverige støtter en krig mod Irak, hvis FNs sikkerhedsråd finder, at det er den sidste udvej. På FN-dagen havde man forventet, at Anna Lindh – i overensstemmelse med svensk udenrigspolitisk tradition – i stedet havde analyseret de aktuelle trusler mod international fred og sikkerhed og talt om de kommende inspektioner, som ledes af den fhv. svenske udenrigsminister Hans Blix og at hun havde talt om kreative indsatser for at bevare freden i regionen og indsatser for at modvirke USAs allerede fremskredne forberedelser til et angreb. Ministeren taler om krigen som middel, ikke om at nu må inspektionerne have en chance.
Der føres allerede krig mod Irak
Anna Lindh ser ikke på det centrale spørgsmål om USAs stærke interesse i en krig mod Irak for at få militær, politisk og økonomisk kontrol over et land, som har verdens næststørste oliereserver og er nabo til Saudi-Arabien, som har de største. Desuden ønsker USA, ikke mindst af indenrigspolitiske årsager, at få en pro-israelsk løsning af Israel/Palæstina-konflikten. Det er på den baggrund USAs resolutionsforslag til Sikkerhedsrådet angående Irak skal ses. De kaldes “no tolerance” og er udformede, så enhver suveræn stat ville betragte dem som nærmest en krigserklæring.
Udenrigsministerens bedømmelse, at hvis Sverige skulle gå imod krigen, ville presset på Saddam Hussein mindske, tillægger nok Sverige en lidt for stor magtpolitisk betydning. Der har længe været krig i form af USAs og Englands gentagne bombninger af landet med henvisning til de såkaldte No-Fly zoner. Desuden sender USA, gennem a) trusler om krig og besættelse, b) at åbne to CIA-kontorer i Nord-Irak og c) systematisk militær opbygning omkring Irak, efter at Irak har tilbudt inspektioner uden forhåndsvilkår og sluppet alle politiske fanger løs, det modproduktive signal, at det er ligegyldigt, hvad Irak gør: landet bliver under alle omstændigheder ødelagt af historiens største militærmagt.
Misforståelser om sanktionerne og det pågående folkemord
Anna Lindh siger, med dobbelt negation, at “det er vigtigt ikke at sige, at FN ikke må anvende vold”. Det skaber det indtryk, at Sverige tager afstand fra alle dem, som i dag, i Sverige, i EU, i den tredje verden og i USA taler mod krigen. FN-traktatens første sætning (Præamblen) siger, at det er FNs højeste mål at afskaffe krigen. Ifølge kapitel VII skal alle midler prøves og findes virkningsløse inden våben tages i brug i FNs navn. Eftersom intet FN-land har taget et mæglingsinitiativ vedrørende Irak, har man altså ikke prøvet alle fredelige midler og fundet dem virkningsløse.
Anna Lindh hævder endvidere, at sanktionerne ikke er hovedårsagen til den humanitære katastrofe for Iraks folk; Irak må jo importere levnedsmidler og medicin, mener hun. Udenrigsministeren forklarer, at sanktionernes negative virkninger er en følge af regimets forkerte prioriteringer. Men det er FNs sanktionskomite og ikke Irak, som bestemmer, hvilke varer landet må indføre. I henhold til en række FNorganisationers og NGOers analyser er mindst 500.000 og måske over 1 million irakere døde som følge af de 12 års sanktioner. Dette skal ses i lyset af, at Irak før sanktionerne var på vej at blive en velfærdsstat med både gratis sygepleje og fri uddannelse samt meget store investeringer i moderne infrastruktur.
Vist kan Irak siden 1999 sælge en ubegrænset mængde olie, men indkomsten til Irak bliver kun 53 % af prisen, fordi resten er reserveret til kompensation for krigen mod Kuwait, til kurderne i Nord-Irak og til FNs operative omkostninger i Irak. For sin olie får Irak mad og medicin og visse andre varer, men ingen penge fra FN. Derudover er det FNs sanktionskomite, der bestemmer hvilke varer landet må indføre og netop nu ligger der bestillinger på varer for 6 – 7 milliarder USD, som med henvisning til, at de eventuelt kunne bruges militært, er standset.
Også sammenligningen med Kuba er misvisende. Kuba har ikke været genstand for alle FNstaters sanktioner, men kun for USAs. Kuba er ikke som Irak aktivt blevet forhindret i at importere udrustning og varer (f.eks. klor) til rensning af sit drikkevand. Det, som er sket og sker i Irak, er et socialt og økonomisk folkemord på en befolkning på 23 millioner, og det føles meget overraskende, at Sveriges udenrigsminister på basis af et fejlagtigt faktagrundlag, nu anbringer Sverige i den kreds, der forsvarer denne fuldkommen umenneskelige situation.
Irak véd at sanktionerne aldrig bliver hævet.
TFF, som har gennemført en uafhængig konfliktanalyse og ført samtaler i Irak, kan oplyse, at det i praksis er umuligt at finde en international hjælpeorganisation i landet, hvis ledelse forsvarer sanktionerne eller har den opfattelse, at en krig skulle være løsningen på noget problem eller bidrage til international fred og sikkerhed.
Anna Lindh gør videre gældende, at “Irak ved, at hvis man samarbejder med FN-inspektionen, så slipper man for sanktionerne”. Det ved Irak absolut ikke, tværtimod! Eftersom det under alle omstændigheder er totalt fysisk umuligt med 100 procents sikkerhed at slå fast, at der ikke findes et eller andet gemt på en million kvadratkilometer, bliver sanktionerne aldrig hævet og Irak kan derfor ikke se nogen anden belønning for samarbejde, end at man ikke bliver bombet og invaderet.
Det var for øvrigt ikke Irak, der sendte inspektørerne på porten i 1998. Det nægtede at samarbejde med inspektørerne, som under efterfølgeren til ambassadør Ekéus havde mistet deres troværdighed, eftersom der blandt dem fandtes eksperter, som arbejdede med rene spionage. De blev så kaldt hjem og derefter udsattes dele af landet for intensive bombardementer.
Det er godt, at ministeren udtaler, at det er farligt og forkert, om USA går alene ind i Irak og at det ikke er FNs opgave at styrte Saddam. Men for at undgå en krig med overordentlig omfattende lokale, regionale og globale konsekvenser kræves der mere end ord og forhåbninger om tilbageholdenhed.
En FN-beslutning om at anvende vold kan ikke delegeres til en medlemsstat
Udenrigsministeren ved sikkert, at Bush-regimet gør alt, hvad det kan for at få FN til at støtte sin planlagte krig. Det er dybt foruroligende for FNs fremtid. Hvis en krig mod Irak strider mod folkeretten – og det gør den, hvis ikke Irak udgør en trussel mod fred og sikkerhed – så bliver det ikke folkeretligt acceptabelt selvom Sikkerhedsrådet skulle vedtage en resolution med så uldne formuleringer, at USA kan tolke det som et mandat til sine egne ekspansionistiske bestræbelser. Hvad ministeren burde have understreget er, at en FN-beslutning om anvendelse af vold aldrig kan delegeres til en medlemsstat.
Sverige kunne tage initiativ til politiske løsninger og mægling gennem EU – men svigter sine traditioner
Mange i verden venter sig helt andre, mere selvstændige, ægte konflikthåndterende og fredsfremmende indsatser fra netop Sverige. Bag disse forventninger ligger den store og internationalt respekterede tradition for aktiv fredsarbejde, som gennem et århundrede er skabt af Hjalmar Branting, Östen Undén, Olof Palme og Ingvar Carlsson.
Der burde være en velinformeret analyseenhed i udenrigsministeriet, som arbejdede i nær kontakt med svenske og andre landes ambassadefolk i Baghdad. Men Sverige har ingen repræsentation i landet, men passer denne, netop nu verdens alvorligste konflikt, fra Jordan! Udenrigsministeriet er derfor dårligt informeret om den faktiske situation i Irak og kan ikke, gennem personlige samtaler, danne sig en egen opfattelse om situationen, om arabisk tankegang, irakisk politik eller beslutningstagernes psykologi. Man kan faktisk ikke engang lytte til den “anden” side.
For det andet er der behov for et gennemtænkt politisk initiativ som alternativ til krigen. Så længe krigen er “the only plan in town” og dette at gøre ingenting ser ud som alternativet til krig, så øger risikoen for, at der faktisk bliver krig.
Hvis EU havde en vision og en kreativ udenrigsledelse, støttet og påvirket af bl.a. et selvstændigt udenrigspolitisk tankearbejde i Sverige, kunne Irak-krisen være den perfekte lejlighed til at vise, at EU kan være en politisk hovedaktør på verdensscenen og et konstruktivt alternativ til USAs dominans. Netop fordi EU er splittet, ville det være ønskværdigt om Sverige og EUs formandsland, Danmark, eventuelt sammen med Tyskland og Frankrig fremlagde et vel gennemtænkt forslag til en mæglingsproces mellem USA og Irak.
Det er ikke statsmandskunst at stille sig bag en krig – det kan hvem som helst gøre, som ikke er nærmere berørt. Det er statsmandskunst intensivt at søge løsninger på meget alvorlige problemer med intellektet og humaniteten, snarere end bare med muskler. Det handler faktisk om at skabe “fred med fredelige midler” (FN-traktaten) og om det forebyggende diplomati og den nye konflikthåndtering, som klogt besynges i skrift efter skrift fra såvel udenrigsministeriet som fra det socialdemokratiske parti.
Styrelsen for TFF – den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning i Lund
FN dagen 2002.
Oversættelse ved Orla Jordal
