(Den oprindelige tekst blev skrevet før bombningen af Afghanistan begyndte).
Denne PressInfo giver konkrete eksempler på, hvordan den svenske regering vælger at føje sig efter USAs og EUs politik snarere end at forsvare de små staters interesser og FNs norm om fred med fredelige midler.
Sveriges statsminister, Göran Persson, sendte et kondolencetelegram straks efter terrorangrebet den 11. september og Sverige deltog i EU-udtalelsen. Og så udsendte statsministeren den 22. september følgende udtalelse (i uddrag):
“Terroristangrebet på USA var en brud mod den internationale fred og sikkerhed. EUs medlemsstater står forenede i deres anerkendelse af USAs ret til at forsvare sig. EU har også erklæret sin vilje til at samarbejde med USA i kampen mod terrorismen,” sagde statsminister Göran Persson i en udtalelse efter det extraordinære uformelle møde i det Europæiske Råd i Bruxelles fredag.
“USAs ret til at forsvare sig, om nødvendigt med militære midler, er i overensstemmelse med FNs Charter. Denne ret bekræftedes i en resolution, som er vedtaget enstemmigt af Sikkerhedsrådet”.
“Jeg formoder, at de der står for enhver fremtidig operation vil overholde de internationale retsregler og sikre, at alle handlinger, der foretages, kan forsvares. Ethvert svar må vejes omhyggeligt og alle nødvendige forholdsregler tages for at forhindre skader på civile”, fortsatte statsministeren.
Det er sandt, at FNs sikkerhedsråd “godkender retten til selvforsvar i overensstemmelse med FNs Charter” i resolution 1368 af 12. september. Rådet betragtede også terrorhandlingerne som en trussel mod den internationale fred og sikkerhed. Yderligere understreger resolutionen, at de, der er ansvarlige for at hjælpe, støtte eller huse gerningsmændene, organisatorerne og sponsorerne for disse handlinger, vil blive draget til ansvar. Mod slutningen udtrykker rådet, at det er rede “til at tage alle nødvendige skridt som svar på terroristangrebene”.
Således giver det ikke med et eneste ord USA nogen ret til at føre en “krig mod terror” eller erklære krig eller at bombe andre FN-medlemmer som en slags gengældelse.
Sommetider er politiske dokumenter mest interessante for det, der ikke står deri. Sikkerhedsrådets resolution henviser netop ikke til Artikel 51 (Kapitel VII), som slår fast, at indtil Sikkerhedsrådet har taget de nødvendige skridt til at opretholde international fred og sikkerhed skal intet stå i vejen for retten til selvforsvar, hvis et FN-medlem bliver udsat for et væbnet angreb.
Det er ikke en given sag, at det der skete i New York, Washington og Pennsylvania kan kategoriseres som et væbnet angreb, selvom der blev brugt knive o.l. Der blev ikke anvendt militært personel eller våben. Her 3 uger efter angrebet, er det stadig ikke klart, om nogen regering var indblandet og ingen har taget ansvaret for angrebet. Derfor må det diskuteres, om dette kan defineres som krig og hvis, hvad det betyder for definitionen på terrorisme og FNs legitimering af forskellige elementer i “de nødvendige skridt til at svare på terroristangrebene”.
Retten til selvforsvar betyder ikke uden videre ret til at bombe eller angribe militært mod FN-medlemmer overalt i verden. Angrebet på World Trade Center og Pentagon blev ikke iværksat udefra af en anden stat, det skete heller ikke med langtrækkende raketter eller involverede krænkelse af en international grænse. Dets udgangspunkt var en civil lufthavn i USA.
Retten til selvforsvar er ikke en ret til militær gengældelse og hævn.
Hverken Sikkerhedsrådet eller den svenske statsminister fandt det nødvendigt at henvise til Charterets grundlæggende normer: bestemmelsen om først at søge fred med fredelige midler. Den findes i forordet, i artikel 1 og i artiklerne 33 til 38 (Kapitel 6), mens artikel 39 til 42 fastsætter hvordan en militær indsats kan organiseres “hvis Sikkerhedsrådet finder at de midler, der tales om i artikel 41 vil være utilstrækkelige eller allerede har vist sig at være utilstrækkelige (artikel 42)”. Artikel 41 opregner et antal ikke-militære aktioner som sanktioner og afbrydelse af diplomatiske forbindelser for at sætte pres på aggressoren.
Det må derfor stå krystalklart, at FNs charter ikke godkender militære aktioner før andre midler er bevist at være utilstrækkelige. Det sætter heller ikke lighedstegn mellem selvforsvar og modangreb og endnu mindre modangreb mod ukendte fjender. Det var det, USAs ledelse allerede talte om dengang.
Det sidste afsnit i statsministerens udtalelse ovenfor er en måde at udtrykke bekymring over den karakter et militært svar fra USA kan få. Svaret skal være “indenfor international ret”, “forsvarligt” og “alle nødvendige forholdsregler skal tages for at undgå skade på civile”. Dette er gode råd i lyset af USAs krigsførsels- og bombemetoder, dets sanktionspolitik gennem de sidste få tiår og på baggrund af den følelsesmæssige stemning i USA – for ikke at tale om præsident Bushs retorik.
Men udtalelsens eneste emne er en militær aktion, som om det var den eneste eller altoverskyggende måde at reagere på terroristangrebene. Den tilgang er helt ude af trit med en lang og ubrudt tradition i svensk udenrigspolitik – og med grundlæggende normer i FNs Charter: at søge freden med fredelige midler, når der er en trussel mod den internationale sikkerhed.
Hvad Sverige burde kunne erklære
Statsminister Göran Perssons udtalelse burde have afspejlet denne tilgang. Det er stadig ikke for sent for Sverige at gøre netop det. Således må Sverige:
1) bekræfte at Charteret grundlæggende bygger på fred og fredsskabelse
2) understrege at den ventede amerikanske reaktion skal baseres på et FN-mandat og at sagen skal henvises til og behandles af FNs sikkerhedsråd, netop fordi det er defineret som en trussel mod international fred og sikkerhed
3) appellere til selvkontrol eller en tænkepause i betragtning af den nye situation, man mener verden er kommet i
4) skelne mellem terrorisme og krig
5) påpege at selvforsvar ikke er det samme som gengældelse og hævn
6) påpege at intet land, intet FNmedlem, må bombes med mindre, der er klare beviser for at dets regering er medskyldig (og hvordan den er medskyldig) i terroristhandlingen
7) nævne, at der brug for at diskutere terrorismens årsager for at kunne tage effektive, langsigtede politiske skridt for at bekæmpe den og forebygge fremtidige terroristhandlinger.
8) understrege den store forskel mellem at bringe de enkelte skyldige for retten og så gennemføre en større krigsindsats mod et eller flere lande med millioner af borgere, der er ligeså uskyldige som de, der blev dræbt den 11 september; og endelig
9) påpege at det er nødvendigt med en præcis definition på terrorisme og at holde den ude fra andre voldstyper.
Sådanne forsigtighedsord ville have været i tråd med de værdier Sverige traditionelt stod for. Ikke en i hele verden kunne beskylde Göran Persson for at støtte terrorismen, hvis han udtalte et eller flere af disse punkter.
Nu er statsminister Göran Persson på ingen måde alene om at udelade sådanne retningslinier og i at afstå fra ord om forsigtighed. De fleste ledere afstod derfra og afstår stadig, det samme gælder EU. Denne almindelige mangel på kritisk vurdering af den nye situation gjorde det lettere for Sikkerhedsrådet at vedtage resolution 1373, der ser ud som om den er skrevet af USA.
Det er meget bekymrende, at resolutionen går meget langt i retning af at tvinge medlemslande til at bekæmpe noget, der kaldes terrorisme, uden bare en smule definition af, hvad det er. Resolutionens eneste pejlemærke er ikke-stats-grupper, mens den ikke siger et ord om statsterrorisme. I et Mellemøstperspektiv kommer det til at betyde, at palæstinensernes handlinger for at fremme befrielsen af deres land bliver terrorisme, mens israelske angreb på dem ikke er det.
Man undlader at analysere de mulige årsager bag terrorismen
I en senere fjernsynsdiskussion med de svenske partiledere, afkoblede statsminister Persson tydeligt og kraftigt terrorismefænomet fra spørgsmål som globale problemer, underudvikling, fattigdom, fortvivlelse og had. En sådan afkobling hjælper ikke på det påtrængende behov for internationalt samarbejde om forebyggelse af terrorisme men det får naturligvis krig mod terrorister til at se mere rimelig ud.
Udenrigsminister Anna Lindh gik endnu videre i en ugennemtænkt udtalelse for at tilfredsstille USA. Ligesom i de fleste andre civiliserede lande forbyder svensk lov at udlevere forbrydere til et land, der anvender dødsstraf. Men den situation kan ændres, hvis FN kræver udlevering, sagde hun den 30 september, da hun kommenterede Sikkerhedsrådets resolution 1373, som foreskriver langtrækkende anti-terrorisme samarbejde. “Sker det, tror jeg vi må ændre svensk lov og altid følge FN” sagde hun ifølge TT (Tidningarnas Telegrambyrå).
Altså en lov vedtaget af den svenske riksdag skal sættes ud af kraft ved en vedtagelse i FNs Sikkerhedsråd! Hvilke andre nationer vil gå så vidt? USA selv?
Som nævnt i PressInfo 133 er socialdemokratiske partimedlemmer, inklusive forhenværende ministre og fremtrædende regerings sikkerhedsrådgivere begyndt at spørge, hvad der egentlig foregår generelt og specielt omkring terrorismespørgsmålet.
Således argumenterer fhv statsminister Ingvar Carlsson og fhv undervisningsminister Carl Tham i Dagens Nyheter (22 september) kraftigt for at se angrebet på USA som et resultat af de utroligt ulige magtforhold i dagens verden.
De diskuterer emner som økonomisk elendighed, klasseskel, kolonialismens onde arv og den kendsgerning, at USA støttede autoritære regeringer gennem hele koldkrigsperioden. De nævner konflikten i Mellemøsten og ligegyldigheden overfor folkemordet i Rwanda (i 3 måneder blev der her dræbt flere mennesker pr dag end der blev dræbt i USA 11 september). De fremholder med stærk overbevisning at vi skulle have lært, at fattigdom og voksende indtægtskløfter kan resultere i uforudsigelig vold og krige.
Og de argumenterer for, at når USA nu beder verden om hjælp, så er det kun naturligt, at andre stiller krav til USA.:
“Bush administrationen har klart udstukket en ensidig amerikansk magtpolitik, hvor USA samarbejder med andre, når det passer ind i USAs interesser og ellers går sine egne veje. En sådan politik er uforenelig med et bredt internationalt samarbejde mod terrorisme. En succesrig alliance kræver, at der sættes en ny kurs” siger Carlsson og Tham.
De foreslår, at USA skal betale sin gæld til FN og stoppe med at “nedgøre” og “modarbejde” FN. USA skal også fuldt ud acceptere en International Criminal Court og tage skridt til at gennemføre “en fredspolitik i Mellemøsten og andre øjeblikkelige konfliktområder, en politik for økonomisk udvikling i stedet for bevæbning”.
Så mens statsministeren uden at tøve godkender en militær modoffensiv fra USAs side og totalt ser bort fra fredelige midler og afkobler spørgsmålene om den globale fattigdom og desperation fra terrorismeproblemet, så gør den fhv statsminister og Palme Centerets generalsekretær præcis det modsatte. Den kendsgerning, at de ikke nævner den officielle svenske reaktion på 11 september begivenhederne taler diplomatisk for sig selv.
Definer retten til selvforsvar
Ambassadør Sverker Åström som spillede en central rolle med analyser af internationale spørgsmål og rådgivning af svenske regeringer gennem flere årtier, leverer et diplomatisk men ødelæggende slag mod den aktuelle svenske 11 september-politik. I en artikel, også i Dagens Nyheter, 28. september, argumenterer han under overskriften “Regeringen er uklar” for at Sikkerhedsrådets resolution 1368 ikke giver USA grønt lys for et modangreb.
Ambassadør Åström, som ingen kan beskylde for hverken anti-amerikanske eller anti-etablissement-synspunkter, gør det fuldstændigt klart, at spørgsmålet må forelægges Sikkerhedsrådet. Og endelig, at USA i alt hvad det måtte gøre, er bundet af Charterets forskrifter og normer, såvelsom af international ret. Bl.a., siger Åström, af princippet om forholdsmæssighed mellem volden i første omgang og angrebet, der svarer på det, skal understreges og at angreb ikke må rettes mod civile og heller ikke må søges legitimeret i forvejen.
Åström understreger også, at Sikkerhedsrådets henvisning til retten til selvforsvar ikke skal forstås derhen, at Rådet har accepteret alt, hvad USA måtte finde på som svar. Han tilføjer diplomatisk og med et understatement at “det ville være ønskeligt, om det kunne udtrykkes mere klart i de officielle svenske udtalelser”.
Ambassadør Åström understreger den traditionelle og konsekvente vægt Sverige har lagt på en restriktiv tolkning af FN Charterets artikel 51.
I lyset heraf sætter han spørgsmålstegn ved om et angreb kan accepteres i andre tilfælde end hvor der foreligger et væbnet angreb af en stat mod en anden. Retten til selvforsvar skal anvendes hurtigt “for at forebygge et angreb og kan ikke bruges til at starte en krig uger eller måneder senere”.
“Sammenlagt”, siger Sverker Åström, “må vi alvorligt overveje den risiko, at en amerikansk gengældelse uden klar overensstemmelse med international ret, kan danne precedens, som kan bruges af andre stater end fredelige demokratier til at retfærdiggøre brug af vold. Hvis det sker, ender vi med at leve i en verden, der bygger på jungleloven og i hvilken små staters interesser ikke betyder noget som helst”.
Tavshed fører til jungleloven
Der er andre uenige røster indenfor partiet, f.eks. Kvindegruppen og fhv afrustningsminister og medlem af EUparlamentet, TFF associate Maj Britt Theorin, som har udtalt sig mod at fjerne neutraliteten og mod EUs militarisering. Efter 11 september har Theorin kraftigt argumenteret for, at Sveriges rolle skulle være at eksportere og fremme fred og konfliktløsning, ikke vold.
Den svenske regerings håndtering af den nuværende terrorkrise er derfor kun det sidste af en serie af væsentlige politiske valg , der fortjente en ordentlig debat.
En USA-ledet krig mod Afghanistan og måske andre lande kan bryde ud når som helst. Lande som Sverige som kun ser på den militære mulighed løber en stor risiko for i den nære fremtid at tage medansvar for modterrorisme. Og modterrorisme er også terrorisme.
Nogen vælger at holde mund om det moralsk og politisk vanskelige spørgsmål om civile muligheder, lovlydighed, beherskelse, analyse af årsager og effektive langsigtede forebyggende forholdsregler i overensstemmelse med FNs Charter. Men hvis vi gør det, ender vi i en verden, der bygger på jungleloven.
Postscriptum om den kyniske svenske våbeneksport
Denne og den foregående PressInfo kan forekomme nostalgisk i forhold til det Sverige, der engang var. Men spis salt til! Der er et område, hvor Sverige ikke har skiftet politik: som våbeneksportør.
Den 7 oktober berettede Dagens Nyheter, at det svenske USA-ejede Bofors Defence har fået grønt lys “fra myndighederne og et flertal af riksdagens partier” til en eksport af op til 3000 77B haubitsere til en pris af 15 milliarder svenske kroner – til Indien! Det kan oplyses, at i Sverige er våbeneksport forbudt, og det accepteres kun som undtagelser. Og kun til lande, som ikke er, og som ikke forventes at komme i krig…
* Oversættelse Orla Jordal
