12 oktober, 2001
Der var en gang et Sverige, som var anderledes og som ønskede at gøre en forskel i verden. Igennem de sidste få år, er det blevet det tilpassede Sverige, som har afviklet sin kreativitet og sin uafhængige udenrigspolitik.
Som et land med kun 8 millioner indbyggere byggede Sverige sin velfærd på tung industri, videnskab, skandinavisk velfærdstænkning, lighed og på et stærkt civilsamfund fyldt med aktive folkelige bevægelser. Man talte faktisk om “Folkrörelses-Sverige”. Som udenrigspolitisk aktør gjorde Sverige en forskel ved kraftigt at fremme mål som international solidaritet, alliancefrihed, kernevåbenafrustning, fælles sikkerhed, tillidsskabelse og fredsbevarelse gennem en aktiv neutralitetspolitik.
Det var en sikker støtte for FN. Det tog et standpunkt, når små nationer blev angrebet, og regeringen fremmede folkebevægelser som Den store Fredsrejse og Folkerigsdagen for Nedrustning i 1980erne. Sveriges udenrigspolitik baseredes på offentlig debat og engagement og var således i betragtelig grad forankret i folkelig støtte. Det var ikke en politik “hen over folkets hoveder”.
Nej, det var det ikke et eventyrland. Men det var anderledes, det gjorde en forskel og mange svenskere, inklusive de socialdemokratiske ledere, var stolte af at fremme bestemte værdier og idealer i verdenspolitikken.
Så kom der en krise
På en eller anden måde ramte en krise dette Sverige i 1980erne. Der er dem, der vil sige, at det startede med mordet på Olof Palme, men det er næppe hele forklaringen, uanset hvor væsentlig han var for svenskernes identitet og for deres udenrigspolitik.
Nationens retningssans og selvtillid begyndte at smuldre sammen med nogle af de basale udenrigspolitiske værdier i forbindelse med velfærdsstatens krise. Den intense interesse for den tredje verdens anliggender forsvandt i den kolde krigs kølvand og sammen med medlemskabet af Den europæiske Union. Mens Sverige havde søgt sin sikkerhed i at være anderledes og kreativ – hvad der tjente landet vel – påtog dets ledende parti Socialdemokratiet sig, ganske stille, at forandre Sverige, skridt for skridt i retning af dussinlandet Sverige, et land mage til alle de andre. Og resten betyder ikke verden, men den lille del af verden, der består af EU og NATO.
Så mens Sverige i sin tid troede på en “tredje vej” for sig selv og mange andre, er det som om det i dag kun ser “den eneste vej.” Denne eneste vej-politik følger ganske ukritisk de store vestlige lande og derfor har Sverige næsten ophørt med at have egen udenrigspolitik for slet ikke at tale om at have et globalt perspektiv for sine handlinger.
Lille debat, stigende bekymring
På mystisk vis er alt dette sket uden en sammenhængende offentlig politisk diskussion i Sverige. Og det socialdemokratiske lederskab har end ikke startet en bred debat i partiet, selvom der er tale om grundlæggende spørgsmål af stor interesse for partiets medlemmer.
Dette kan forklare, hvorfor en række af partiet sværvægtere nu hæver røsten udenfor partiet. Blandt dem finder vi ambassadør Carl Lidbom, fhv forsvarsminister Thage G Petterson, fhv nedrustningsminister Mai Britt Theorin (TFF-rådgiver), fhv statsminister Ingvar Carlsson, fhv undervisningsminister Carl Tham (der også er generalsekretær for Olof Palmes Internationale Center), fhv. udenrigsminister Sten Andersson og ambassadør og fhv grå eminence i sikkerhedspolitikken Sverker Åström. De lokale partiorganisationers græsrødder synes også endeligt at have sat sig i bevægelse.
De meget fundamentale forandringer
Hvis de ikke er direkte imod den nye partilinie, så er de bekymrede over den måde hvorpå en eller flere af de følgende forandringer er gennemført de sidste 10 – 15 år.
** Sverige har haft totaludsalg til 1980ernes privatiserings- og markedsfilosofi
Arbejdere begyndte at spekulere i boble-økonomi-aktier mens der kom færre og færre til 1. maj-demonstrationerne. Man opgav idealet om, at lønpolitikken skulle vise solidaritet med de lavtlønnede, og Sverige bevægede sig hurtigt mod en klassesamfundsstruktur med betragtelige indkomstforskelle – i stærk modsætning til, hvad partiet havde stået for siden århundredets begyndelse. Store dele af den blandingsøkonomiske, tredje vej- og Myrdal-inspirerede velfærdsstat blev ødelagt.
** Sverige udviklede ikke en ny filosofi om sikkerhed og Europas rolle efter 1989.
Denne kendsgerning er paradoxal eftersom Sverige stod særligt vel rustet til at gøre det med Palme-kommissionens forslag (1982), der havde “fælles sikkerhed” som omdrejningspunkt – altså at søge sikkerheden sammen med den anden side, ikke imod den. Dette koncept var på linie med Willy Brandts “Ostpolitik” og de tidligere 1970eres detente. Og det var lige så foreneligt med den Helsinki proces, som blev startet af Finland og som ledte til skabelsen af OSCE. Og, vigtigst af alt, det ville have været en vej til at styrke Mikhail Gorbatjovs perestrojka- og glasnost-politik.
** Sveriges neutralitet blev skrottet hvorved store muligheder gik tabt.
De ledende kredses eksperter forklarede, at når der nu ikke længere var to blokke, så var neutraliteten en fortidens politik. Det er naturligvis en forenkling. Man kan sagtens være neutral og upartisk mellem 3 eller flere aktører, ikke kun mellem 2.
Sverige var aldrig værdi-neutral eller neutral med hensyn til samfundsøkonomisk filosofi. Selvom man ikke var medlem af den vestlige alliancen, var det ganske klart hvilken side man ville være på hvis der skulle udbryde en krig mellem øst og vest. Svenske regeringer planlagde at være, og blev set som, vestens allierede og som en fremskudt post for vesten. Men Sverige nød den fordel at blive set som potentiel brobygger og mægler både i forhold til Nord-syd og Øst-vest konflikten. Denne rolles betydning også for fremtiden er blevet overset af såvel det socialdemokratiske parti som de ledende kredses sikkerhedseksperter.
I efter-kold-krigs-tiden behøver mange stridende parter rundt om i verden netop sådanne brobyggende, upartiske aktører, ikke mindst eftersom verden i højere grad end før er polariseret i Vesten/USA og alle de andre. Balkan er et eksempel på en sådan konflikt, men Sverige tog aldrig noget mæglingsinitiativ der; det underordnede sin politik under EU, siden NATO og senere NATO/KFOR i Kosovo.
En vigtig ting ved neutralitet er, at det er en fredstids-forberedelse til at holde sig ude af krige, som andre kan finde på at føre. Det betyder, at den neutrale aktør kan ses som en troværdig upartisk konfliktmægler, som kan stille sig til rådighed for det internationale samfund og lette dialog, mægling og fredsskabelse.
Efter at have skrottet neutraliteten som officiel politik risikerer Sverige at blive inddraget i krige, som andre fører, men som det ikke har interesse i at deltage i og som ikke berører det. Med dagens politik vil Sverige uvægerligt lægge sig tæt op ad det stærke Vesten, uanset hvad stridsspørgsmålet iøvrigt måtte være.
** De berømte undervandsbåde var mere indbildning end realiteter, med U-137 som eneste undtagelse.
Alle undervandsbåde antoges at komme fra øst. Senere analyser har dokumenteret, at beviserne var mangelfulde i en grad, så de bedrog dem hjemlige og internationale offentlighed. Den meget kraftigere og hyppigere grænsekrænkelse i og under vandet og i luften fra NATO-landenes side blev fortiet. Spørgsmålet om hvem og hvad i Sverige, der virkelig stod bag jagten på og bombningen af disse ikke eksisterende u-både (også kaldet “budget-ubåde”) og måske reeelt eksisterende vestlige u-både venter stadig på at blive afsløret og debatteret.
** Sverige har tilsluttet sig Partnerskab for Fred og siger, at NATOmedlemskab ikke kommer på tale.
Under den kolde krig kom formelt NATOmedlemskab ikke på tale og var nærmest unævneligt. Nu kan det diskuteres, men Socialdemokratiets standpunkt er at alliancefriheden består. Dette er taktiskt bekvemmeligt, for Sverige behøver ikke et formelt medlemska, som indebærer gensidige sikkerhedsgarantier. Hvad det har brug for under den nye verdensorden er at bevæge sig tættere på alliancepolitiken og at integrere sin forsvarsindustri og den almindelige politik med NATOs. Dette tillader – klogt nok – Sverige at holde sig udenfor NATOs nukleare dimension. Og det undgår den ophedede debat, som et formelt medlemskab ville udløse blandt svenskere. Følgeligt findes der ingen tilfælde siden 1989, hvor den svenske regering har givet udtryk for afstandtagen fra, hvad NATO eller USA faktisk har gjort (med undtagelse af atomvåbenpolitiken). Kort sagt, det klarer at være med NATO uden at være i NATO. Her følger et eksempel på det.
** Sverige tilsluttede sig NATOs bombning af Jugoslavien
I løbet af nogle måneder i 1999 holdt Sverige udsalg over fire grundsten i dets udenrigspolitik i perioden efter 1945.
a) solidariteten med de små lande, i dette tilfælde et lille europæisk neutralt og alliancefrit land som Sverige selv;
b) suverænitetsprincippets ukrænkelighed;
c) princippet om at et FN mandat er det nødvendige grundlag for en militær aktion;
d) det argument, at forhandlinger og andre civile metoder først skal være prøvet forgæves inden man tyer til militær aktion.
** Den international uafhængige Kosovo kommission, som statsminister Göran Persson etablerede, legitimerede den skammelige bombning.
Dette var langtfra en upartisk analyse. Med små undtagelser støttede Kommissionen den vestlig politik helt ud til det punkt at tale for, at Kosovo skulle være en uafhængig stat uanset hvilken regering, der måtte komme efter Milosevic i Beograd. Det var et intellektuelt og politisk flop, som retfærdigvis ignoreredes da det kom og som ingen husker i dag. (FN universitetets studie “Kosovo and the Challenge of Humanitarian Intervention” gjorde det meget bedre).
** Sveriges tale om, at FN er et centralt grundlag for udenrigspolitikken lyder mere og mere hult.
Kendsgerninger taler højere end ord. I dag har Sverige 80 udsendte i FN- fredsbevarende opgaver og 800 soldater under NATO/KFOR kommando i Kosovo/a og planlægger at have 1800 i den kommende hurtige interventionsstyrke i EU, som skal stå klar 2003. Som vi skal se nærmere på i næste PressInfo har Sverige ikke modsat sig en USA domineret dagsorden for FN, som svar på terrorangrebet 11. september.
** Sverige stod i spidsen for EUs militarisering.
Før Sverige gik ind i EU blev svenskerne lovet at det ikke ville indebære et militært samarbejde og at det ikke ville medføre en udenrigs- og sikkerhedspolitik “talt med en stemme”. Det er så netop, hvad det har vist sig at medføre. Det afgørende vendepunkt kom med begivenhederne i Jugoslavien og Kosovo/a: EU konkluderede at USA var for magtfuld og klarede det allermeste af bombningen selv. EU kunne ikke forblive en økonomisk supermagt og en militær dværg med få handlemuligheder som samlet aktør.
Ved et tilfælde blev foråret 2001 den periode, hvor EU-interventionsstyrken og EUs civile krisestyring blev sat på sporet – og det var netop den periode, hvor Sverige havde formandskabet.
Statsminister Göran Persson og udenrigsminister Anna Lindh argumenterede med, at den nye styrke kun skulle fjerne miner og udføre humanitære opgaver og at det ville være en mægtig hjælp for FN og FNs fredsbevarelse. Nu viser det sig, at styrken skal kunne indsættes 6000 km fra Bruxelles og at den skal bestå af 60.000 svært bevæbnede mænd med avanceret udstyr, inklusive kampfly og ubåde. (Det svenske FN-forbunds ledelse argumenterede tidligere i år energisk for at EU-styrken vil blive en velsignelse for netop FN; måske skal man søge forklaringen i at Udenrigsministeriet fordoblede sit tilskud for 2001 til det svenske FN-forbund, som i forvejen får lige så meget som alle de 14 svenske folkebevægelser tilsammen?)
** Stigende pro-israelsk holdning i Mellemøsten-konflikten.
I de senere år er den aktive politiske støtte til den palæstinensisk kamp mod besættelsen tonet ned. Sidste oktober afholdt Sverige sig fra at stemme da FNs generalforsamling stemte om en resolution som nævnte Israels “overdrevne magtanvendelse”. Gennem mange år har fhv. udenrigsminister Sten Andersson spillet en ledende rolle med at bringe palæstinensere og israelere sammen, senest i det, der er blevet kaldt Stockholm-sporet. Dette væsentlige mæglingsarbejde er nu indstillet.
Opgivelse af den globale solidaritet i globaliseringstidsalderen.
Oven i dette kommer, at der er meget mindre engagement i og meget mindre diskussion om global solidaritet og om aktiv politisk støtte til de svageste folk og lande.
Før sit EUmedlemskab kunne Sverige profilere sig som en forkæmper for global retfærdighed, (kernevåben)afrustning og omdannelse af militære ressourcer til civilt brug (f.eks. afrustningsambassadør Inga Thorssons initiativ i FN i midten af 1980erne). Det kunne have afrustningsambassadører, en tradition knyttet til navne som Alva Myrdal, Inga Thorsson og Maj Britt Theorin. Intet af dette er irrelevant i dag.
Selv inden for EU kunne Sverige fortsat aktivt have arbejdet for disse sager og forsøgt at påvirke EUs politik. For eksempel kunne man have fremmet en anden diagnose af Balkan og have tilbudt sig som mægler for parterne. Men Sverige har valgt ikke at fremme en sådan pluralisme; dets udenrigspolitiske ledelse synes at være tilfreds med at være repræsenteret af den “Ene Stemme”, som tilhører andre større EU-lande.
Altså Sverige havde engang en profil som en internationalistisk udenrigspolitisk aktør med betragtelig idealisme og vision. Det blev respekteret for dette rundt om i verden, set som en pioner af mange i den 3. verden og andetsteds. Meget af dette billede var knyttet til Olof Palme, selvfølgelig, men det var også en vigtig del af svenskernes selvforståelse. Og meget få lande med en befolkning så stor som det halve af London havde den indflydelse og respekt i verden, som Sverige havde.
Man må sige, at det er paradoxalt, at i globaliseringens tid er Sverige nu mere europæisk og provinsiel end nogen sinde siden 1945 hvilket afspejles også i medierne og i den offentlige debat.
Taler med en stemme – men ikke sig egen
Sverige følger nu flokken og taler ikke med sin egen stemme. Om det nu bruger stemmen fra og er et ekko af de større EU-medlemmer eller USA, eller begge, det vigtige er, at det ikke længere er Sveriges egen stemme. Mens det engang lavede sine egne analyser af verden og debatterede, hvad man skulle kæmpe for og imod med et uafhængigt sind, så handler Sveriges politiske afgørelser i dag kun om hvordan man skal positionere sig. Udtalelserne er kun et ekko af, hvad mere indflydelsesrige spillere siger.
Og nu, midt i hvad der ser ud som den mest alvorlige internationale krise siden den kubanske missilkrise for næsten 40 år siden slutter Sveriges regering helt og “betinelsesløst” op om USAs voldelige tilgang til et svar på terroristangrebet 11.september.
Om det i en følgende PressInfo.
