23. oktober 2020
Den norske arkitekt og fredsforkæmper, Susanne Urban har forfattet en righoldig bog, som netop er udkommet for at markere at en af verdens absolut ledende samfundsforskere, Johan Galtung, fylder 90 den 24. oktober 2020.
Han er matematiker, sociolog, freds- og fremtidsforsker med en utrolig produktion af foredrag, artikler, gæsteprofessorater og hederdoktorater bag sig – f.eks. medvirket i 170 bøger heraf som eneforfatter af 96. Her mere om ham på Norsk Biografisk Leksikon.
Den hedder Galtungs Metode For Fred. Fredsforsker Johan Galtungs liv, teorier og innflytelse – som du kan bladre i hér og købe hér.
Bogen er det 7. skrift fra Hardangerakademiet for fred, utvikling og miljø.
Den er på 115 sider og har tre hovedkapitler – de som udtrykkes i undertitlen – og den er fyldt med forklarende tekster, figurer, tegninger og fotografier – så man drives videre i denne forskers univers på en utroligt levende måde.
Susanne Amira Maria Urban er kosmopolit, bosat i Norge siden 1977 – belønnet som “innvandrere med suksess i Norge.” Hun er arkitekt, byplanlægger og samfundsdebattør og mangeårig aktiv i Kvindeligaen for Fred og Frihed (WILF).
Jeg blev meget glad da hun bad mig skrive forordet til denne bog og det gengives her:
“Jeg traf Johan Galtung for første gang i 1968. Jeg var 17 år gammel og gik på Aarhus Katedralskole i Danmark. Den gamle skoles rektor var Aage Bertelsen, én af lederne af den hemmelige redningsaktion af 7000 danske jøder over til Sverige og forfatter til bogen Oktober 43.
Bertelsen var desuden Danmarks vigtigste pacifist og skolemand, forfatter til klassikeren ”Her Er Dit Våben” (1962), den største danske fremstilling af ikkevold og pacifisme. Han var dybt engageret i spørgsmålet: Hvordan kan studier og forskning bidrage til fred? Så hvem andre at indbyde end pionereren Galtung til at forelæse på sin skole?
Som stærkt samfundsengageret teenager forstod jeg at den dér Galtung med den turkise skjorte, ruskindsjakke, slips og lidt længere lyst bølget hår havde en elegance, dynamik og udstråling udover det sædvanlige: Kundskab, formidlingsevne og vision i ét. Han fangede!
Der skulle gå 7 år inden jeg løb ind i ham igen. Jeg studerede sociologi på Lunds Universitet og dér fandtes en anden af mine mentorer i fredsforskningen, den omvandrende encyklopædi med eksamen i filosofi, matematik og sociologi, Håkan Wiberg (1942-2010). Han og Johan kendte allerede hinanden godt; det, der senere blev til Lund University Peace Research Institute, LUPRI, var blevet startet i 1963 af Wiberg og en række forskere i Lund med Johan som hovedinspiration.
Wiberg kørte i de tidligere 1970ere et kort kursus på Sociologen om freds- og konfliktforskning. Jeg lærde at verden som ét samfund, makro i tid og rum. En dag i 1974 sagde han: ”Tag med ned til Dubrovnik og tag nogle kurser på Inter-University Centre, IUC. Centret ledes af Johan Galtung.”
Siden da har vi arbejdet sammen om nok så meget i freds- og fremtidsforskningen – f.eks. militarisme, menneskelig sikkerhed og alternativt forsvar. Galtung, Wiberg og Øberg publicere for nogle år siden godt 2000 A4 sider i en blog om det tema, der mere end noget andet binder os sammen: ”Yugoslavia: What Should Have Been Done?”
Under mine år som chef for LUPRI (1983-1989) var Johan en frekvent gæsteforelæser. Jeg har været gæsteprofessor på institutter rundt om i verden i hans fodspor. Vi har set institutter gå op og gå ned og jeg var med tidligt i Hardangerakademiet. Johan har været ”Associate” i Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, TFF, som jeg er medstifter og chef for siden 1986. Mængder af hans artikler findes på transnational.live
Kort sagt, en uhyre givende, trofast intellektuel og personlig relation over en menneskealder. Det er mig en glæde og ære at skrive dette lille forord til endnu en velfortjent bog, som fint dokumenterer Johans aldeles enestående indsats for freden – gennem forskning, formidling, politik – og venskab.
Lund, 16. juni, 2020″
Vi på TFF ønsker vor kære ven og inspirator alt godt fremover. Og siger også “Af hjertet tak for din indsats, Johan!”
