Når medierne tier om Yemen forsvinder empatien for de lidende

Det er en gammel floskel at kalde sommerferien for agurketid. Der er ingen historier at skrive om for de danske journalister, når erhvervslivets ledere, debattørerne og politikerne på Christiansborg er på sommerferie.

Agurketid kunne dog også ses som en mulighed for at skue udover landegrænsen, og måske man vil opdage en verden fyldt af historier, som mangler at blive fortalt.

Hvis man generelt følger danske mediers dækning af de mest presserende konflikter, som foregår udenfor landets grænser, er det et stofområde, som jeg vil påstå er i en nedadgående kurve. Når det drejer sig om internationale konflikter og krige virker det faktisk som om det er blandt de lavest prioriteret samtaleemner på landets redaktioner. Det står i skarp kontrast til det faktum at Yemen er udpeget af Unicef som den største humanitære krise siden 2. verdenskrig.*

Medierne har stort set ikke bragt artikler i juli måned om krisen i Yemen trods agurketiden som en god mulighed.

Hvis man foretager en onlinesøgning på Yemen fra 1. juli 2018 – 6. august 2018 og ser på artikler med hovedfokus på konflikten i Yemen og dertil inkluderer viderebragte telegrammer, debatindlæg og ledere for, finder man ikke ét stykke journalistik i hverken Politiken, Information, Jyllands-Posten, Berlingske, Kristeligt Dagblad og tv2. Kun Danmarks Radio kan prale med at investere journalistiske kræfter i sagen, selvom det også holder sig på et lavt niveau.

Samme tendens til manglende interesse for lidende mennesker i konfliktområder afspejles også i danskernes prioritering.

I en undersøgelse i Berlingske Tidende den 14. juni, 2018, kunne danskerne udpege de tre vigtigste emner for dem i dansk politik, og blot fire procent valgte forsvars- og sikkerhedspolitik (udenrigspolitik var ikke en valgmulighed).

Alligevel lykkedes det måske ikke engang fire procent at se ud over egen landegrænse, da forsvars- og sikkerhedspolitik kun henviser til et fokus på Danmarks forsvar og sikkerhed og ikke andre landes konflikter og sikkerhed, eller en fredelig verden eller humanitær bistand.

De glemte lidende i Yemen

Så hvad kommer først, hønen eller ægget? At danskerne interesserer sig mindre for fred og konflikter i verden, eller at medierne skriver om den slags emner i mindre grad?

Medier er ikke kun en økonomisk forretning, de har også en ekstra ærefuld opgave i et demokrati – at være vagthund og kontrollere magthaverne. De skal også oplyse deres læsere, seere og lyttere med viden og bidrage til den offentlige debat og perspektiv. Det er hæderlige idealer i mediebranchen og den journalistiske profession, men i de senere år har medierne mistet mere og mere af disse idealer og dermed også troværdighed.

Sidstnbævnte rasler ned og skraber bunden i selskab med politikere og bilforhandlere. Samtidig er medierne presset økonomisk. Selvom de får mediestøtte i millionklassen, æder Facebook og Google en stor del af annoncekronerne.

Så skal danske medier fortsætte med kun at sende og skrive om emner, det store flertal interesserer sig for, inklusive sport? Eller bør medierne også fokusere på det, læserne tilsyneladende ikke interesserer sig synderligt for, men som er vigtigt for den store verden derude?

Visse konflikter får rimelig medieopmærksomhed, andre ties det om. Hvis der overhovedet er et væsentlighedskriterium har i hvert fald jeg svært ved at se hvordan det defineres og derpå anvendes i valget af stof.

Et formodet kemisk angreb i Syrien i begyndelse af april 2018 havde angiveligt slået over 40 mennesker ihjel. Udenrigsminister Anders Samuelsen og statsminister Lars Løkke Rasmussen mente, at den syriske leder Bashar al-Assad stod bag det, og af medfølelse overfor de børn, kvinder og mænd som på videomaterialet led, støttede Danmark at over 100 amerikanske og franske missiler blev affyret.

Denne empatiske bekymring virker lidet troværdig, når man sammenligner med, hvad der er foregået i Yemen over sommeren – imens det officielle Danmark ikke viser empati dér og danskerne har solet sig i 30 graders varme:

16.000 mennesker meldes døde på to år. Unicef beretter at 80 % af børnene i Yemen er underernæret og næsten to 2 millioner børn er akut underernærede. Det skyldes blandt andet, at Yemen er offer for det største udbrud af kolera i moderne tid. De mangler mad og medicin, der ikke kan nå frem over grænsen, da den ikke længere kontrolleres af Yemen, men af Saudi Arabien, som har ledt en militær intervention siden 2015.

Grænserne er blokeret så mad og medicin ikke kan komme frem, imens befolkningen er fanget som en sild i en tønde, da Saudi Arabien grænser op til Yemen, som derfor er mere eller mindre isoleret på den sydlige spids ud mod Afrikas Horn.

Yemen er altså midtpunktet i den største humanitære krise siden 2. verdenskrig ifølge Unicef. Men kan det virkelig passe? For hvis det er tilfældet, ville de fleste danskere vel forvente at der stod stolpe op og stolpe ned i danske medier med oplysning, viden, perspektiv og debat om denne katastrofe?

Men dét er altså ikke tilfældet.

Empatiens begrænsninger

Den store gåde er, hvor langt – eller måske snarere kort – den menneskelige empati rækker. Som mennesker er det ikke svært for os at have medfølelse for vores samlever og børn, hvis de er syge eller er kede af det. Vi tænker på dem og taler med dem og ønsker dem det bedste, imens vi kan kigge dem i øjnene. Går vi uden for hjemmets fire vægge, møder vi venner og bekendte, hvis livshistorier vi kender i forskellig grad og vores medfølelse styres af den relations styrke.

Når vi ser mennesker, vi ikke kender komme til skade i trafikken, falder på gaden eller får en på tuden i byen, hjælper vi dem op og tilkalder politiet. I vore medier kan vi læse om danskere, som er blevet dræbt hér eller dér – i Danmark eller ude i verden.

Og hvis det er foregået på en ubåd under temmelig specielle omstændigheder – ja så beskrives forløbet i mindste detalje og gentagne gange til vi måske næsten føler det som om vores nærmeste var med om bord og vi kan mærke kniven i vedkommendes kød.

På det tidspunkt er vi ikke længere førstegangsvidne og oplever ikke hændelsen selv, men får den genfortalt. Formidleren har en ganske særlig magt til at overbevise os om hvilken følelse og medfølelse vi sidder tilbage med.

Men så snart vi ser ud over landegrænsen falder sympatien og empatien omgående.

Står der flygtninge, som er flygtet for deres liv og beder om at blive reddet – få asyl – bliver de af den danske regering bedt om at vende hjem igen uanset at det er mennesker hvis land er i krig, omgivet af anarki, vold, økonomisk nød og hvor fremtiden ser endog meget mørk ud.

Når Danmark derimod bliver ramt af et terrorangreb, hvor to mennesker bliver dræbt som i 2015 ved Krudttønden og Synagogen, får vi beskrivelser minut-for-minut, og der er landesorg og mindestund i Fælledparken med alt hvad der kan gå og stå i Danmark og alt transmitteres naturligvis live.

Når to mennesker dør i Yemen er det mere en hverdagshændelse end en nyhed, og dét i sig selv er langt mere frygteligt at turde forestille sig. Det er det dér med at lukke øjnene for andres virkelighed, og der har medierne et stort ansvar for at formidle den ubehagelige virkelighed, som finder sted i Yemen.

For ellers kan vi ikke vise medfølelse eller protestere mod krigen.

Freden misunder klimadebattens charme

Det er min opfattelse at empati og medfølelse for civile i internationale konflikter er på et historisk lavpunkt i Danmark. Derimod har empatien vundet indpas indenfor andre dagsordner som fx klima og miljø. Disse emner er blevet mærkesager for politiske partier, og mediernes forsider fyldes med rapporter og opgørelser fra tænketanke – og professorer og eksperter kommer sammen og råber i kor på handling. Så sent som den 6. august 2018 var klima igen i fokus i Politiken.

Klimabevægelsen har for mig at se den fordel, at det er nemmere for mennesker at identificere sig med konsekvenserne samtidig med at man har mulighed for også at drage paralleller til sin egen konkrete dagligdags gøremål. Det betyder at man selv kan ændre adfærd og gøre en forskel. I bilen på vej til arbejde udleder mange Co2 på grund forbruget af benzin og diesel, men det er også muligt at købe en el-bil eller måske tage offentlig transport på arbejde i stedet for.

Man kan tage korte bade i stedet for lange for at spare på vandet eller spise økologiske grøntsager og veganske bøffer til aftensmad. Klimaspørgsmålet har lettere mulighed for at blive et samtaleemne i menneskers hverdag, hvor hvert enkelt menneske skal forsvare sin moralske position omkring egen dagligdagshandlinger men også samtidig selv kan vælge at ændre adfærd og gøre en forskel.

Den enkeltes hensyn til klima og miljø kan fungere som en målestok for, hvorledes man tager ansvar for verden og dens fremtid. En identitetsskaber, et mærkat som blåstempler værdier og identitet.

Der er næppe mange i Danmark, der vil påstå, at det lige netop er i vores land, at vi oplever de største konsekvenser af klimaforandringerne. Men empatien, skyldfølelsen og paratheden til at i hverdagen gøre noget for en løsning ligger nok så meget i at det er blev gentaget tilpas mange gange og i at vi godt véd at planeten, som vi er en del af og afhængige af, er i eksistentiel fare.

Spørgsmålet er for så vidt kun hvor travlt vi har med at afværge katastrofen.

På den måde er klimadebatten også et emne, som vi kan relatere direkte til som individer. Temperaturstigningerne kan få konsekvenser for vores børn og børnebørn, og dermed vores nærmeste relationer og dermed os selv.

Spørgsmålet man nok bør stille er om det er de afrikanske lande, isen på Grønland og tornadoerne i USA, som vi egentlig bekymrer os om? Eller det i virkeligheden er os selv?

I Danmark sender vi gerne flygtninge tilbage, hvor de kom fra. Vi vil nok gerne redde flygtninge fra vejrforholdene, men ikke fra konfliktområder i Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien og Yemen, som vi selv har været med til at skabe gennem 17 års krigsdeltagelse i Mellemøsten. Det afgørende er, at de skal blive, hvor de er – i nærområdet.

Et andet interessant perspektiv er omfanget af krisen og tidshorisonten. Hvis antagelsen er at klimaudfordringerne omfatter hele verden, så vil vi alle blive direkte ramt af konsekvenserne. Det kan derfor næppe overraske at undersøgelsen fra Berlingske den 14. juni 2018, som jeg nævnte tidligere, viser at 34 % valgte miljø- og klimapolitik som det vigtigste politiske emne for dem.

Krisen i Yemen omfatter direkte et enkelt land med omkring 28 millioner indbyggere. Det foregår over 5400 km fra Danmarks landegrænse og mit gæt er, at det er relativ lav procentdel af danskerne, inklusiv mig selv, har været i Yemen og set de mennesker i øjnene.

I Yemen dør mennesker lige nu, i dag. Flere og flere som dagene går. Behovet for omfattende humanitær hjælp – og for at få stoppet krigen – kunne ikke være mere akut ifølge FN. Alligevel er den danske empati på alle planer ikke-eksisterende.

Action for folkeoplysningen og empatien omkring Yemen

Jeg har forståelse for at det kan være endog meget svært at få adgang til Yemen og rapportere indefra det og at det kan indebære en stor risiko for journalister at forsøge. Men dét burde ikke afholde medierne fra alligevel at forsøge at oplyse os om krisen.

Rundt om på Internettet, i visse internationale medier samt i humanitære organisationer – inklusive FN – produceres rent faktisk rapporter om krisen. Dem kunne danske medier viderebringe som bidrag til debat – og empatien med de lidende ville givetvis øges.

Man kunne interviewe danske politikere om deres holdning til at vore allierede – USA – i Saudi Arabien bomber uskyldige civile og at Saudi Arabien kan gøre det fordi de har købt det meste, de bruger til krigen, af USA.

Eller man kunne spørge, som jeg gør i denne artikel, hvordan det er kommet så vidt at vi i Danmark har mistet stort set enhver empati og sympati for mennesker i krigszoner og konflikter og for dem, der banker på vores dør på grund af disse krige?

Her har medierne svigtet ved at kun se på hvad der sælger og helt glemt deres pligt til at oplyse os alle om humanitære kriser så vi får  mulighed for at bede vores folkevalgte om at tage stilling til sagen.

Endelig kan man vel sige at fredsbevægelserne ville gøre klogt i at kigge nærmere på klimabevægelsen i håb om at finde inspiration til hvordan de bedst vækker dén medlidenhed og medfølelse, der skal til for at formulere en adekvat politik.

Og vi må aldrig glemme at mennesker, som har brug for hjælp, har brug for den nu og ikke om ét eller fem år.

Eksperter og meningsdannere mener ikke, at man gør nok for klimaet, men man debatterer i det mindste emnet, og dét er en enorm styrke, som menneskene i Yemen og andre humanitære katastrofeområder også fortjener at nyde godt af. Nu.

* Afhænger naturligvis noget af hvordan man måler. De 7 års krig i Syrien har dræbt flere og sendte flere på flugt og blev, indtil for nylig, kaldt den største humanitære konflikt siden 1945.

Related Posts

A Message from Jan Oberg November 6, 2026 Over the past fifty years, I have devoted roughly 175,000 hours to research and public education for a more peaceful world: thinking, researching, writing, organising, publishing, debating, maintaining websites, corresponding, reaching out, leading a foundation, work in conflict and war zones, professorships, teaching courses and giving public lectures and doing media work. In short, ten hours a day, seven days a week, for half a century. The focus was on international political peace – analysing and trying to stop wars, address underlying conflicts and making alternative peace plans – at the desk and on the ground. Important as that has been and remains, it is only one kind of peace and it is now in a tragic militarist state compared with what it could have been.  Lately, however, I have found myself thinking about a concept from economics as well as everyday...
Photo above: Carl Fredrik Reuterswärd’s Non-Violence outside UN Headquarters in New York. Kirill Levin, CC BY-NC-SA 2. Jan Oberg November 3, 2026 I am happy to be published in Horizons which is produced by the Center for International Relations and Sustainable Development, CIRSD, in Belgrade. My contribution brings out a radical re-thinking of what concepts such as defence, security, deterrence – and peace – may mean if we want to create a more peaceful world. It also summarises a few things I have been working with the last few decades. Please read it here Og her er den på dansk, takket være Johnny Baltzersens lynhurtige oversættelse
UNITE-tillid, DREAM-velstand og andre konstruktive komponenter Normally we publish articles in English here. But this is a translation of a very important TFF document that should reach as many as possible in Denmark since this country’s government has been one of the most hardline in Europe and, up till now at least, has refused to use diplomacy and, instead, spent tremendous sums on arming Ukraine with the express goal of defeating Russia. Thus this – unique – article is in Danish. Vi er Johnny Baltzersen og hans Fælles Sikkerhed – Fælles Fremtid på Substack overmåde taknemmelige for at have oversat og publiceret TFF’s 2025-portfølje for fredsidéer med henblik på Ukraines fremtid. Vi håber den nu kan nå mange flere danskere – som også vil sprede den og skabe debat – nu den danske regerings og folketingspartiernes politik på dette område siden 2022 står nu – forudsigeligt – ved vejs ende....

Recent Articles

Serious but also a lot of laughs and positive energy. Because peace is also about conviviality and enchantment… Jan Oberg, TFF director November 16, 2026 This is a long (129 minutes) conversation with me. We cover very many, also personal, issues that makes a somewhat unusual media event. I am very grateful to Flemming Blicher for giving me this opportunity. I can’t remember any channel or editor who spent as much time as he did preparing it – including also asking me to answer a series of pre-interview questions, which are now posted under the conversation. If you sympathise with its content, please share it. Watch it here
A Message from Jan Oberg November 6, 2026 Over the past fifty years, I have devoted roughly 175,000 hours to research and public education for a more peaceful world: thinking, researching, writing, organising, publishing, debating, maintaining websites, corresponding, reaching out, leading a foundation, work in conflict and war zones, professorships, teaching courses and giving public lectures and doing media work. In short, ten hours a day, seven days a week, for half a century. The focus was on international political peace – analysing and trying to stop wars, address underlying conflicts and making alternative peace plans – at the desk and on the ground. Important as that has been and remains, it is only one kind of peace and it is now in a tragic militarist state compared with what it could have been.  Lately, however, I have found myself thinking about a concept from economics as well as everyday...
Photo above: Carl Fredrik Reuterswärd’s Non-Violence outside UN Headquarters in New York. Kirill Levin, CC BY-NC-SA 2. Jan Oberg November 3, 2026 I am happy to be published in Horizons which is produced by the Center for International Relations and Sustainable Development, CIRSD, in Belgrade. My contribution brings out a radical re-thinking of what concepts such as defence, security, deterrence – and peace – may mean if we want to create a more peaceful world. It also summarises a few things I have been working with the last few decades. Please read it here Og her er den på dansk, takket være Johnny Baltzersens lynhurtige oversættelse

TFF on Substack

Discover and subscribe to more peace materials on TFF Substack

Most Popular

Serious but also a lot of laughs and positive energy. Because peace is also about conviviality and enchantment… Jan Oberg, TFF director November 16, 2026 This is a long (129 minutes) conversation with me. We cover very many, also personal, issues that makes a somewhat unusual media event. I am very grateful to Flemming Blicher for giving me this opportunity. I can’t remember any channel or editor who spent as much time as he did preparing it – including also asking me to answer a series of pre-interview questions, which are now posted under the conversation. If you sympathise with its content, please share it. Watch it here
A Message from Jan Oberg November 6, 2026 Over the past fifty years, I have devoted roughly 175,000 hours to research and public education for a more peaceful world: thinking, researching, writing, organising, publishing, debating, maintaining websites, corresponding, reaching out, leading a foundation, work in conflict and war zones, professorships, teaching courses and giving public lectures and doing media work. In short, ten hours a day, seven days a week, for half a century. The focus was on international political peace – analysing and trying to stop wars, address underlying conflicts and making alternative peace plans – at the desk and on the ground. Important as that has been and remains, it is only one kind of peace and it is now in a tragic militarist state compared with what it could have been.  Lately, however, I have found myself thinking about a concept from economics as well as everyday...
Photo above: Carl Fredrik Reuterswärd’s Non-Violence outside UN Headquarters in New York. Kirill Levin, CC BY-NC-SA 2. Jan Oberg November 3, 2026 I am happy to be published in Horizons which is produced by the Center for International Relations and Sustainable Development, CIRSD, in Belgrade. My contribution brings out a radical re-thinking of what concepts such as defence, security, deterrence – and peace – may mean if we want to create a more peaceful world. It also summarises a few things I have been working with the last few decades. Please read it here Og her er den på dansk, takket være Johnny Baltzersens lynhurtige oversættelse
Read More
Screenshot 2026-11-10 174455
Serious but also a lot of laughs and positive energy. Because peace is also about conviviality and enchantment… Jan Oberg, TFF director November 16, 2026 This is a long (129 minutes) conversation with me. We cover very many, also personal, issues that makes a somewhat unusual media event. I am very grateful to Flemming Blicher for giving me this opportunity. I can’t remember any channel or editor who spent as much time as he did preparing it – including also asking me to answer a series of pre-interview questions, which are now posted under the conversation. If you sympathise with its content, please share it. Watch it here
AbstractVision_2017_#1_800 (kopia)
A Message from Jan Oberg November 6, 2026 Over the past fifty years, I have devoted roughly 175,000 hours to research and public education for a more peaceful world: thinking, researching, writing, organising, publishing, debating, maintaining websites, corresponding, reaching out, leading a foundation, work in conflict and war zones, professorships, teaching courses and giving public lectures and doing media work. In short, ten hours a day, seven days a week, for half a century. The focus was on international political peace – analysing and trying to stop wars, address underlying conflicts and making alternative peace plans – at the desk and on the ground. Important as that has been and remains, it is only one kind of peace and it is now in a tragic militarist state compared with what it could have been.  Lately, however, I have found myself thinking about a concept from economics as well as everyday...
knotted gun
Photo above: Carl Fredrik Reuterswärd’s Non-Violence outside UN Headquarters in New York. Kirill Levin, CC BY-NC-SA 2. Jan Oberg November 3, 2026 I am happy to be published in Horizons which is produced by the Center for International Relations and Sustainable Development, CIRSD, in Belgrade. My contribution brings out a radical re-thinking of what concepts such as defence, security, deterrence – and peace – may mean if we want to create a more peaceful world. It also summarises a few things I have been working with the last few decades. Please read it here Og her er den på dansk, takket være Johnny Baltzersens lynhurtige oversættelse
TFFPortfolioVign
UNITE-tillid, DREAM-velstand og andre konstruktive komponenter Normally we publish articles in English here. But this is a translation of a very important TFF document that should reach as many as possible in Denmark since this country’s government has been one of the most hardline in Europe and, up till now at least, has refused to use diplomacy and, instead, spent tremendous sums on arming Ukraine with the express goal of defeating Russia. Thus this – unique – article is in Danish. Vi er Johnny Baltzersen og hans Fælles Sikkerhed – Fælles Fremtid på Substack overmåde taknemmelige for at have oversat og publiceret TFF’s 2025-portfølje for fredsidéer med henblik på Ukraines fremtid. Vi håber den nu kan nå mange flere danskere – som også vil sprede den og skabe debat – nu den danske regerings og folketingspartiernes politik på dette område siden 2022 står nu – forudsigeligt – ved vejs ende....
JoGSS-Silent
Jan Oberg TFF director October 28, 2026 Exactly one month has now passed since I published my criticism of the introduction to the special issue on Johan Galtung published by the Journal of Global Security Studies, JoGSS, and of Tor Egil Førland’s chapter about Galtung which serves as a preview to his forthcoming biography of Galtung to be published by PRIO. See the original on The Transnational here and the same article on TFF Substack with many general and critical comments and, in particular, the people who decided to withdraw from the biography project in protest. The special issue itself was extraordinary. It was devoted to the intellectual legacy of one of the founders of peace research and contained a number of strong assessments of his personality, scholarship, intellectual trajectory, and public role. Such assessments are, of course, entirely legitimate. No scholar is beyond criticism, and neither was Johan Galtung....
Screenshot 2026-10-26 115647
An aspect of Iran’s culture and civilisation you’ve probably never heard about. Don’t be surprised if the US and Israel also try to bomb them. Jan ObergTFF director October 26, 2026 Today – under the “USraeli” threat of new “annihilating” bombings – opens the 7th International Conference on Peace and Conflict Resolution at Tehran’s University. As far as I can tell, this is the only permanent, advanced peace research institution in West Asia/the Middle East. Perhaps more countries in that region could be inspired? I mean, how many military “security” institutes and military academies do they have? Many peace research institutes and university departments have been established since the 1950s in the West. They are now all under attack; some have closed down, some have gone mainstream, yet others kept the name but do nothing to research peace and disseminate results or advice; instead, they cooperate with militarism’s platforms such...