Lund – Der skal et mirakel til for at Makedonien ikke skal havne i krig. EU og andre internationale faktorer fører en zigzag-kurs, og USA støtter de mest militante kræfter. Volden trappes op og statsminister Geogievski overvejer at indføre krigstilstand. Det hele kan lede til endnu en frygtelig krig på Balkan og involvere en række stater på uoverskuelig måde, ikke mindst fordi Makedoniens identitet som stat er svagere end andre landes.
Det politisk-militære-mediekompleks prøver endnu en gang at forklare at en lokal konflikt kun skyldes de lokale: Det internationale “samfund” har, siges det, intet andet motiv end det at presse parterne til at sætte sig til forhandlingsbordet i stedet for at kriges.
I denne artikel viser vi de skjulte politiske dagsordener og hvordan de mindsker mulighederne for fred.
1. Det internationale samfund: hovedårsagen til krig
Da den politiske hukommelse er kort kan det være på sin plads at opridse hvorfor Makedonien – det land som ovenstående kompleks igen og igen har beskrevet som en “oase af fred” og en succes for “forebyggende” diplomati – nu er på kanten af krig.
OSCEs muligheder blev aldrig fuldt udnyttet
OSCEs mission i landet gjorde et fremragende arbejde for at fremme tolerance og en demokratisk og tolerant politisk kultur. Men den fik aldrig de nødvendige midler eller den rette størrelse for at få virkelig indflydelse. Internationalt er OSCE fuldstændig sat uden for i “den nye verdensorden.” Det er NATO som regnes.
Makedonien blev tvunget til at tage vestens pari mod Rest-Jugoslavien
Milosevic-Holbrooke aftalen om at danne en OSCE observatørgruppe i Kosovo/a i efteråret 1998 førte til dannelsen af en “extraction force” i Makedonien, noget Beograd så som et brud på aftalen og en trussel mod Kosovo og Serbien. På den måde blev Makedonien presset ind i en anti-jugoslavien rolle, som var til ubodelig skade for Makedoniens stabilitet. Fra da af så Beograd Makedonien med internationale soldater, herunder amerikanske, som et muligt mål for gengældelse hvis NATO skulle bombe Jugoslavien.
Dets territoriale integritet og suverænitet blev krænket
Tidligere var Makedonien blevet tvunget til at acceptere NATOs krænkelse af sit luftrum, da Wesley Clark ville udføre en bombesimulation så højt over Makedonien, at det kunne ses på jugoslaviske radarer og på den måde signalere en mulig kommende krig. Og præsident Kiro Gligorov fortalte mig, at første gang, han hørte om denne øvelse, var i aftennyhederne !! Vesten respekterede ikke akkurat det nyligt uafhængige – og skrøbelige – Makedoniens suverænitet.
Makedonien blev en vestlig militærbase og flygtningelejr
NATOs bombninger omdannede Makedonien til en kombineret militærbase og flygtningelejr. Miraklet var at landet trods alt overlevede fysisk og politisk. Men – psykologisk set – rystedes dets identitet som uafhængigt suverænt land i sin grundvold. Siden har der været usikkerhed om dets evne til at forblive forenet og dets fremtidige kurs overfor EU og NATO.
Sanktionerne ødelagde dets økonomi
Et tiår med vestlige sanktioner mod Jugoslavien havde en negativ virkning for Makedonien såvel som for de øvrige lokale handelspartnere. Makedonien tabte sine hovedmarkeder, først på grund af krigen i Kroatien og Bosnien, siden på grund af sanktionerne. Det kunne overholde sanktionerne ved at lukke grænsen – det ville lede til økonomisk ruin. Eller det kunne hutle sig igennem med kriminalisering af udenrigshandelen, altså lade en masse gods gå ulovligt igennem til Serbien/Kosovo/a, dets største handelspartner. Den officielle version er, at Makedonien overholdt sanktionerne, men internationale observatører vidste bedre – og deres rapporter blev omskrevet hjemme.
Korruption af økonomi og politik
På den måde fik mafiaen, såvel den makedonske, serbiske som albanske, et opsving. Kriminaliseringen af udenrigshandelen faldt sammen med og forstærkedes af overførslen af den fællesejede ejendom (d.v.s. hvad arbejderne havde produceret i de forudgående årtier) til aktieselskaber kontrolleret af de nye partibosser. Det er det vesten kalder privatisering og demokrati! Dagens økonomiske korruptionsskandaler er indbyggede konsekvenser af denne udefra påtvungne politik.
Makedonien fik ingen kompensation
Det skønnes at den pris landene omkring Jugoslavien betalte for sanktionerne ligger omkring 25 milliarder USD. Jugoslaviens andel af Makedoniens udlandshandel var meget stor, i modsætning til de store vestlige lande, for hvem det næsten intet betød at stoppe handelen med Jugoslavien.
En person knyttet til TFF spurgte for nylig Makedoniens præsident Trajkovski om han ventede kompensation fra vesten for anvendelsen af Makedonien som militærbase, for den modtagne flygtningestrøm og for sanktionerne; hans lange og meget diplomatiske svar, kan helt sikkert oversættes til: “NEJ”.
Det internationale samfund førte os bag lyset om KLA/UCKs afvæbning
Makedoniens dybe krise nu skyldes den forfærdelige moralske og politiske fiasko som KFOR/NATO og UNMIK har haft i det besatte Kosovo/a.
I modsætning til det hukommelsestab, der har ramt det politisk-militære-mediekompleks, kan nogen af os stadig huske, hvad der skete for 2 år siden. Rambo-udseende NATO-generaler trillede ind og delte Kosovo i sektorer, sendte de jugoslaviske styrker, soldater, embedsmænd og deres familier over til Serbien og erklærede selvsikkert, at KLA/UCK var afvæbnet og opløst og at stabiliteten nu var sikret.
KLA og politikerne med tilknytning hertil havde været meget samarbejdsvillige og blev belønnet for afvæbningen og opløsningen med dannelsen af Kosovo Protection Corps (KPC), ledet af stort set de samme personer, men påstået at være helt civilt og tage sig af bl.a. brandslukning. Mens KLA var på 20.000 mand er KPC på 5.000. Hvor resten blev af meldte historien intet om.
FN og NATO/KFOR vendte det blinde øje til KLA aggression
Mindre end et år efter den komplette afvæbning af KLA, ser man KLA enheder passere ugeneret gennem den amerikanske sektor ind i den afmilitariserede zone og oprette baser dér, hvorfra de angriber mål i Serbien. Da Kosovo/a er et internationalt protektorat, er KLAs aktivitet inde i Serbien en slags international aggression.
Med få undtagelser stiller hverken medier eller vestlige politikere det meget simple spørgsmål: Hvordan kan det dog gå til at et opløst KLA, som har afleveret alle våben til NATO/KFOR, gennemfører et angreb over en internationalt bevogtet og beskyttet grænse? Hvordan kan de gøre dette for øjnene af 43.000 tungt bevæbnede NATO/KFOR soldater ? Man har heller ikke spurgt: beholdt de faktisk våbnene – så NATO faktisk løj – eller blev de afvæbnede og fik så våben igen ? &endash; og i så fald: hvorfra ?
Som om det ikke var nok, så dukkede der albanske militære enheder op inde i Makedonien i marts. I henhold til næsten alle observatører, bevæbnes de fortrinsvis fra Kosovo/a og optræder åbent som UCK der også kan være forbogstaverne til National Befrielseshær (NLA). De fortæller verdens medier, at de kan mobilisere 40.000 mand og at det eneste makedonierne forstår, er våbnenes tale.
Vestens mørke kræfter: CIA og alt det dér
En serie uafhængige “dissident”-analyser har beskæftiget sig med spørgsmålet, hvem har bevæbnet og fortsætter med at bevæbne albanske ekstremister ? De fleste peger på USAs CIA (engang ledet af en Bush) og det tyske BND (engang ledet af Klaus Kinkel, engang tysk udenrigsminister). Det er ikke længere nogen hemmelighed – hvis det har været det nogensinde – at CIA infiltrerede OSCEs observatørkorps i Kosovo, der leverede et af påskuddene for bombningen ved bl.a. på stedet og uden at sagen var undersøgt at afgøre, at de mennesker, der var fundet døde i Racak, var ofre for en serbisk massakre. Ekspertrapporter har siden sat spørgsmålstegn ved denne i sin tid usikre påstand. Men det tjente sit formål: at give Clinton og Albright en undskyldning for at bombe.
USA bevæbner begge sider
Mindst lige så ejendommeligt er det at Military Professional Ressources, Inc., MPRI), et lejesoldatfirma fra Virginia i USA arbejder på kontrakt med Pentagon og har trænet både KLA og den makedonske hær. Det arbejdede også for den bosniske hær og trænede den kroatiske hær, som smed 200.000 helt legale serbiske borgere ud af Kroatien i 1995. Det er den slags aktører, som leverer midlerne til den særprægede fred og stabilitet som EU og NATO arbejder for!
– og kører sit eget private diplomati..
I forrige uge, efter at EU havde fået presset Makedonien til at etablere en samlingsregering med det formål det formål at forhindre at de moderate albanere skulle forlade den, foretog OSCE’s amerikansk chef, ambassadør Frowick, på stedet et lille krumspring: han tog de to albanske partiledere og chefen for UCK/NLA og fik dem til at mødes – ikke i Makedonien – men inde i Kosovo for dér at undertegne et fælles dokument.
I strid med alle andre, inklusive EU, og bag ryggen på Makedoniens præsident og statsminister, forsøgte Frowick dermed at radikalisere de moderate albanere og legitimere UCK, der nu i måneder har været hovedårsag til våldet – omend ikke til konflikten.
2. Makedonien er ikke uskyldigt
Naturligvis er parterne i selve Makedonien ikke “uskyldige” eller bare ofre. Der er endog meget reelle uløste problemer i forholdet mellem makedonierne og den albanske minoritet. I ti år har begge sider kørt et diplomatisk spilder forhindrede dem begge i at bygge tillid og bygge landet i fællesskab. Til forskel fra andre republiker har den ene regering efter den anden været så godt som handlingslammet og uden lederskab og vision – men mange spil og tårnhøj korruption.
Men de har så sandelig heller ikke fået nogen hjælp fra omverdenen – udover våben. Den bedste mission var FN’s, men dens vilkår blev umulige med udsigten til NATOs bombning og de sidste blå hjælme forlod Makedonien et par uger før NATOs skammelige aktion. Hvad der mere en NOGET andet havde været brug for lige nu var en robust FN-mission i Makedonien. Men ingen taler længere om den mulighed. Og, hvem véd, måske er det sådan at dem der egentlig gerne vil hjælpe Makedonien at overleve ikke véd hvad man skal gribe til, som f eks EU. Og at amerikanerne med MPRI, CIA osv godt véd hvad de vil…?
3. Vestlig forsigtighed selvkritik på sin plads nu
Når vi får altså i denne tid får at vide, at “pludselig” er makedoniere og albanere begyndt at slås, er sandheden en smule mere kompleks. Den almindelige, grundlæggende årsag skal vi finde i et tiårs vestlig politik og de-stabilisering og den systematiske underminering af OSCE og FN i verdenssamfundet.
Og den specielle årsag er NATOs bombning og NATO/KFORs og FN-missionens totale moralske og professionelle fallit siden 1999 i Kosovo/a, den sidste under Hans Hækkerups formelle ledelse.
Vesten er parter i konflikten, ikke mæglere eller fredsskabere. Medier der fortsætter fiktionen om det sidste er ikke frie; de gør sit til at bringe Makedoniens eksistens i fare.
Hvor galt skal det blive før nogen spørger hvad det egentlig er der foregår bag overskrifterne og bag Javier Solanas, Anna Lindhs, Lord Robertsons, Colin Powells and Rumsfelds smukke ord på pressekonferencer?
Oversat fra engelsk af fhv. rektor Orla Jordal.
