Sandheden om vores tilstedeværelse i Irak er en del af en større problematik. Efter den kolde krigs afslutning er Danmark nu blevet krigs- og sidst også besættelsesmagt. Danmark deltog i bombningen af Jugoslavien. Det har ikke ledt til holdbar fred og udvikling i området. Den 7. oktober 2003 indledtes det tredje år af krig og kaos i Afghanistan – som hævn for 11. september. Vi har bombet sammen med andre for at opnå rolige tilstande i landet, men Afghanistans præsident har ikke engang kontrol med hele hovedstaden Kabul. Knapt halvdelen af landets indtægter kommer fra opium, krigsherrerne er tilbage, og de humanitære behov skrigende. Kun en brøkdel af løfterne om hjælp til landet er blevet indfriet. Jagten på Bin Laden er en fiasko eller indstillet.
Og i andre konflikter hvor vi er engageret men ikke har deltaget i krig – som f.eks. Kroatien, Bosnien, Kosovo og Makedonien – er der nok lagt låg på krigshandlinger men ikke blevet løst problemer i et sådant omfang at menneskene føler at der er fred og mulighed for tillidsfuld sameksistens. Snarere tværtimod, må man sige.
Spørgsmålet er derfor, om Danmark skal fortsætte ad denne vej? Dét spørgmål er også centralt i lyset af diskussionen om et professionalt forsvar, der jo skal kunne rykke ud til brændpunkter rundt om på kloden. Har vi egentlig så gode resultater hvad angår konfliktløsning?
Vor egen medvirken til den katastrofale situation i Irak
De fleste fokuserer på parterne i de lokale konflikter, deler dem op i de gode og de onde. Få ser kritisk på hvordan vi selv – dvs. Danmark og det øvrige international samfund – med vor formodede gode vilje, er gået ind som konfliktløsere. Er det altid de lokale, der skal bebrejdes når der ikke bliver fred? Eller er der måske også noget galt med den måde det internationale samfund indgriber i disse konflikter – i hvad de gør og hvad de ikke gør?
Saddams forbrydelser er velkendte, medier og politikere har gentaget dem i årevis. Derimod har vi ikke haft mod til at se vores egne fejltagelser og forbrydelser i øjnene. Der er en, måske naturlig, tendens til at se på “de andre” som ballademagere og sig selv som idealistiske konfliktløsere. Men det turde være krystalklart for enhver, der véd noget som helst om Irak-konflikten og dens historie, at Vesten, især Danmarks allierede, har være parter i konflikterne i Mellemøsten og ikke neutrale, uegennyttige mæglere.
En meningsfuld – og hæderlig – Irak-høring bør så langt det nu er muligt belyse alle siders motiver, interesser og faktiske adfærd. En (selv)kritisk diskussion af vestlige landes konflikthåndtering vil være et tegn på demokratiets styrke og hjælpe os til bedre konflikthåndtering i fremtiden og det vil på ingen måde sløre eller formindske Saddams forbrydelser og medansvar for miséren.
De lidelser vi har påført irakerne må frem i dagens lys
FN og andre seriøse organisationers analyser siger samstemmende, at der ville have levet mellem 500,000 og 1 million flere irakere i dag, hvis sanktionerne mod Irak siden 1991 ikke havde været der. Dertil kommer den faktiske afvikling af snart sagt alle samfundssektorer i landet, især sundheds- og uddannelsessektoren.
Ifølge FNs Udviklingsprogram flyttede Irak sig i 1990erne fra omkring nr. 90 på verdens udviklingsstige ned til godt nr. 130, så landets levestandardsniveau i dag er lig Lesothos. Saddams palads- og moskebyggeri var grotesk, ja. Men det kan ikke forklare landets uhørte økonomiske nedtur. Sanktionerne forhindrede Irak i lovligt at importere varer, som befolkningen havde brug for for at opretholde sundhed og almindelig velfærd. Man fik hovedsageligt rationerede madpakker og medicin og hverken det centrale eller sydlige Irak fik kontanter som betaling for olien.
Den såkaldte sanktionskommitté under FN bestemte alt, hver en stump håndsæbe. Hvad Irak derudover importerede skyldtes mafiaens smugling og privates småhandel – og en “uformel” olieeksport, der efter sigende gav omkring 2 milliarder dollars, og som man så igennem fingre med. Hvis man ikke havde gjort det ville endnu mange hundredtusinder være døde.
Få véd, at hele FNs sanktionsapparat inklusive våbeninspektørerne, maden og medicinen blev taget af irakernes olieindkomster. Vi gav dem ingen bistand i alle disse år. I praksis ødelagde sanktionerne livet for befolkningen og styrkede Saddam – for det var hans regime, der delte maden ud når FN havde fået den til landet. Befolkningens flertal forvandledes i praksis til tiggere.
I dette afsindigt rige land have en lærer en månedløn på 30 kroner i januar i år og måtte undervise i klasser med op til 60 børn. Den irakiske middelklasse, der kunne have udviklet et alternativ til Saddams regime, blev knust.
UNICEFs Irak-chef mener, at op imod en halv million irakiske børn og unge er blevet traumatiseret af sanktionerne. Sanktionerne har desuden påført mange underernæringens langtids-konsekvenser, ligesom de har fungeret som et gigantisk dræn på uddannede mennesker. Veluddannede irakere forlod Irak på grund af Saddams terror, men også fordi de ikke så en fremtid for sine børn.
Irak – dømt til gældsbetalinger på livstid
Milliardbeløb roterer i medierne. Der er netop afholdt en donorkonference. Skaldede 36 milliarder dollars er blevet lovet, heraf de 20 af amerikanerne selv. Kun en brøkdel vil formentlig blive udbetalt og nå den menige iraker. Og hvad er det vi ikke får at vide i denne tid?
At irakerne fortsat vil blive straffet for diktatorens invasion af Kuwait. Utallige individer, virksomheder og lande har ifølge FN krævet, at Irak skal betale 350 milliarder dollar i krigserstatning!
Iraks nuværende amerikanske leder, ambassadør L. Paul Bremer, sagde den 27. september 2003, at Iraks gæld til verden andrager knapt 125 milliarder dollar, og at landet vil være bankerot i 2005, hvis man skal overholde tilbagebetalingerne.
Disse krav stilles uden at nogen iraker er blevet konsulteret. Det er en historisk uhørt staf for den kortvarige besættelse af Kuwait. Israel med sine årtier lange besættelse af palæstinensiske områder er aldrig blevet afkrævet nogen erstatning. Landet modtager derimod milliarder af dollar i militær og civil bistand hver år og har tilmed atomvåben.
En høring må højne vidensniveauet og klarlægge den komplekse virkelighed
Rent humanistisk må det være på sin plads, at en høring også sætter fokus på det irakiske folks lidelser og vort eget medansvar. Der er begået en meget stor uret mod 24 millioner sagesløse individer. Det vigtigste nu er ikke hvem, der er skyld i det; det er et meget komplekst spørgsmål. Det vigtigste nu er et anerkende at denne uret og at den er begået mod en befolkning ud af hvilken 49 procent er unge og børn under 16 år.
Først sad irakerne indespærret i årtier i Saddams indre bur. Siden 1991 sad de tillige i det internationale samfunds ydre bur: Golf-krigen og derpå 12 år med historiens mest kvælende sanktioner, regelmæssige bombninger i de såkaldte No Fly-Zones og nu sidst en frygtelig krig, besættelsen samt dommen vedrørende evig gæld.
En høring må hjælpe til med at bringe denne type af kendsgerninger ud til flest muligt. Det må gå op for flere, også i Danmark, at FN-stater som enten fastholdt Sikkerhedsrådet sanktioner eller ikke gik imod dem i 12 år har et medansvar for et folkemord og et samfundsmord på Iraks folk.
Danmark påtager sig med sin erklæring om at være i krig med Irak, med sin faktiske militære deltagelse og nu som besættelsesmagt et medansvar for ødelæggelserne under krigen og for skader, der fortsat påføres den irakiske befolkning nu.
Alt dette er langt vigtigere end spørgsmålet om, hvorvidt danske politikere er blevet vildledt og/eller har vildledt den danske befolkning. Selvom de har, hvem er så overrasket?
Se fremad! Vi skal vinde irakerne hjerter. Vi skal forsones!
Jeg mener derfor, at en høring bør lede frem til konkrete forslag til, hvorledes vi danskere og regeringen kan bistå det irakiske samfund på andre måder end med vor militære tilstedeværelse i årene fremover.
Da statsminister Fogh Rasmussen blev æresdoktor i USA fremsatte han visionære idéer til en langsigtet samarbejds- og forsoningsproces mellem Europa/EU og hele Mellemøsten inspireret af processen for sikkerhed og samarbejde i Europa – idag OSSE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa – der siden 1970’erne har betydet meget for Europas stabilisering. Der er brug for forslag som dette og mange flere 10-20 år frem.
Et ganske afgørende spørgsmål i høringer rundt om i hele verden bliver derfor: Hvor meget skylder vi Irak og dets folk efter alt dette? Hvor meget skal der betales til uskyldige irakere som kompensation for sanktionernes grusomme effekter, krigen og besættelsen? Hvor kan irakerne gå hen med deres krav til os? Hvordan skaber man forsoning, hvordan siger man undskyld til forældre, hvis børns liv man har ødelagt – også selvom det var i en god sags tjeneste, nemlig at vælte Saddam?
Lande kan stille krav til Irak, fordi man véd, at Irak har olie. Hvadenten det er hensigten eller ej: ved at rejse krav om tilbagebetaling af 300 milliarder dollar kan man slavebinde irakerne og læggebeslag på deres olie årtier frem i tiden. Så ser det ikke ud som om vi tager den fra dem.
Vestlige magthavere får oliepenge overført til egne landes, koncernes og organsationers konti ved at henvise til en grotesk høj, konstrueret gæld.
Hvordan dropper vi nu alt dette efter, at Saddam er væk, og vi selv har forvoldt så megen skade? Kort sagt, hvordan skaber vi fred med Irak gennem at vinde deres tillid? Hvis vi ikke tager deres lidelse alvorligt, vil chancerne for fred gå mod nul. Af ren og skær egeninteresse vil Vesten gøre klogt i at erkende sin – uheldige – rolle som historisk deltager i konflikten og som konfliktløser i dag. Den frygtelige uret mod irakerne kan ikke fejes ind under gulvtæppet med henvisning til at vi har jo fjernet Saddam.
Forudsigeligt…
Den aktuelle situation i Irak er lige så ulykkelig, som den var forudsigelig. Jeg besøgte Irak i sammenlagt en måned i maj 2002 og januar i år og talte med alle slags mennesker, fra dem der stod Saddam nær til tålte systemkritikere. Jeg interviewede cheferne for FN’s missioner, ambassadefolk og ganske almindelige irakere. Om dette har jeg netop færdigskrevet en bog: Forudsigelig fiasko. Om konflikten med Irak og Danmarks rolle som besættelsesmagt. Den indeholder mine analyser og debatartikler om sagen fra februar 2002 til oktober i år, altså ingen bagklogskab.
Det væsentligste er, at enhver, der fordomsfrit lyttede til de veluddannede og kultiverede irakere, ville forstå, hvor misvisende og ufuldstændigt hele billedet af Irak var i mange medier og beslutningskredse, og at den situation vi og Irak nu befinder os i var ganske forudsigelig.
En høring bør suppleres med et efterfølgende kommissionsarbejde. Den bør samtidig stimulere offentlig debat. Vore selvkritiske diskussioner bør blive så åbne at de dokumenterer vort demokratiske samfunds styrke og blir hørt internationalt, også helt ovre i Irak. Tænk, vil de sige til sig selv og hinanden, der er endelig nogen, der forsøger at forstå os og viser respekt for os som folk, kultur og for det vi har været igennem.
Hvis dét lykkes vil det i sig selv bidrage til en forsonende holdning i Irak. Og det vil kunne tjene som en model for det demokrati, vi gerne ser at de tager til sig. Ja, en sådan process ville endog kunne skubbe til den forsonings- og samarbejdsprocess, statsministeren selv har foreslået.
