Af Uffe Geertsen
6. april, 2006
Tre korte artikler af Uffe Geertsen, den første bragt i tidsskriftet SALT nr. 1, februar 2006. De er skrevet over nogle måneder og indeholder enkelte gentagelser når de læses i forlængelse af hinanden, men vi synes de er uhyre vigtige. Den danske regerings og de danske mediers demokratiske og etiske svigt må, som Geertsen så klart siger det, aldrig gå i glemmebogen.
1 • Danmark i krig – på forfalsket grundlag
Kan en regeringsleder fritages for et retsligt efterspil, når han som grundlag for en angrebskrig groft har ført Folketing og befolkning bag lyset?
Den danske deltagelse i den folkeretsstridige (og formentlig grundlovsstridige) angrebskrig mod Irak er af gennemgribende betydning for dansk indenrigs- og udenrigspolitik. Tilmed blev beslutningen om krigsdeltagelsen taget på et forfalsket grundlag. Vel en af de største forfalskninger i dansk politisk historie. Det rejser en række spørgsmål, som må fastholdes.
Hvad var baggrunden for en så drastisk tilslutning til amerikansk våbenbaseret dominanspolitik ud over kloden? Irak havde som mange andre lande et modbydeligt diktatur, i øvrigt støttet af Vesten helt frem til kort før Kuwait-krigen. Saddam Hussein udførte sine værste ugerninger mod sit eget folk i forståelse med en række vestlige magter, store som små, og modtog våben og våbenfremstil-lings-teknologi og militære efterretninger i rigt mål fra USA og andre vestlige lande.
Men Irak havde efter Kuwait-krigen (med de ekstremt skrappe FN-sanktioner, herunder våbenembargo, samt efter de omfattende amerikansk-engelske bombardementer) ingen an-grebsplaner, ingen angrebsevner, ingen masseødelæggelsesvåben, ingen al-Qaeda-forbindelser. Hvilket var velkendt i Vesten.
Det har ligeledes hele tiden været klart, at USA´s og dets allieredes angrebskrig ikke kunne begrundes ud fra Sikkerhedsrådets resolution 1441 (1). USA søgte op til krigsstarten at presse rådet til at vedtage en angrebs-resolution, idet heller ikke USA kunne anse 1441 for et retsligt grundlag for et angreb. Da dette ikke lykkedes, forhindrede man våbeninspektørerne i at færdiggøre deres arbejde og startede angrebet i udtalt foragt for FN. Fogh-regeringen fulgte lydigt trop og hastede på to dage og uden om Det udenrigspolitiske Nævn beslutningen gennem et tyndt besat Folketing. Udenrigsministeriet udarbejdede hvad det skulle, en uholdbar erklæring om krigens juridiske grundlag. Justitsministeriet fulgte lydigt efter.
Regeringen fremfører, når alle disse realiteter nævnes, at man ikke byggede sin krigsdeltagelse på påstande om trusler fra irakiske masseødelæggelsesvåben eller trussel om terroraktiviteter. Man hævder, at krigsdeltagelsen udelukkende var begrundet i, at Saddam ikke levede op til FNs krav. Også dette er urigtigt. Den tekst til folketingsbeslutning, som blev det formelle grundlag for delta-gelsen, henviser gang på gang til Iraks masseødelæggelsesvåben. Og det er usandt når det gælder statsministerens og udenrigsministerens samlede orientering over for Folketinget og offentligheden, dokumenteret i bl.a. Preben Wilhjelms “Irak-krigen og den fremtidige verdensorden”, Fredsfonden 2004 (2).
VK-DF flertallet gennemtrumfede – imod hidtidige hovedlinier i dansk international politik, imod hidtidigt sammenhold mellem Folketingets partier i afgørende udenrigsspørgsmål og imod vægtige EU holdninger – at føre Danmark ind i en angrebskrig i Asien. Ubegribeligt!
Men måske var der ganske kraftige grunde til, at Fogh fulgte og fortsat følger Bush. Det er velbelyst, at Irak-krigen fra USA´s side var og er begrundet i ønske om at få kontrol over verdens næststørste olieressourcer og i det hele taget styrke indflydelsen i Mellemøsten i rivaliseringen med ikke mindst Kina om den mere langsigtede globale magtfordeling. Krigsplaner forelå da også længe før 11. september 2001. Konkretisering af planerne blev foretaget i dec. 2001. (3)
Samtidig må det huskes, at dansk økonomis sværvægter Nr. 1, A.P.Møller-Mærsk, igennem mange årtier og i stadig stærkere grad har knyttet væsentlige dele af sin virksomhed til amerikanske militære aktiviteter. (4) Samt til oliejagten i bl.a. Mellemøsten.
Og Fogh-regeringen har støttet op, allermest synligt gennem et stort anlagt møde i Washington allerede 9. maj 2003, få dage efter at Bush havde proklameret sejren. Her samledes en kreds af ledere fra militær og sikkerhedsindustrierne i USA og Danmark (Lockhead Martin, Honywell, A.P.Møller, Terma, Group 4 Falck (bevogt-ningsopgaver i Irak og USA) m.fl.). Danmarks statsminister deltog særdeles aktivt i mødet, hvis formål entydigt var at opnå kontrakter til dansk erhvervsliv som tak for støtten til USA´s krig. (5)
VK-DF-regeringen opbakning til Bush´s krigseventyr er således gået hånd i hånd med hjælp til nogle af dansk erhvervslivs internationale virksomheder mht. at tjene på krigen. Et udspil som Washington-mødet arrangeres ikke med få dages varsel. Spørgsmålet er derfor, i hvilket omfang dansk udenrigspolitik i disse år føres i et stilfærdigt samspil med A.P.Møller m.fl., når det gælder disse selskabers økonomiske interesser i Mellemøsten og andetsteds – og dette helt frem til folke-retsstridig krigsførelse?
Påpeges skal også et andet aspekt. Aviser, radio og tv har – med få undtagelser – fra tiden længe før krigsstart kun sparsomt behandlet den danske krigsdeltagelses baggrund og følger. Ikke dybtgående, ikke kritisk, men så ensidigt regerings-følgagtigt, at det må betegnes som skævvredet og fortiende . Det har gjort regeringens forfalskninger uhyggeligt lette at gennemføre. Miséren er ikke mindst, at det er blevet fortiet, at de vestlige regeringer i årevis har været klar over Iraks manglende evne til at gennemføre nye krige efter Kuwait-krigen og hvad deraf fulgte. Det er utænkeligt (og ville i sig selv være politisk angribeligt), hvis statsministeren og udenrigsministeren ikke har kendt disse realiteter. Ved ikke at oplyse Folketing og befolkning derom, har de gennemført en konsekvent usandfærdig sagsfremstilling.
Fogh-regeringen har således konsekvent ført befolkningen bag lyset ved ikke at vedstå angrebskrigens problematiske karakter. Tværtimod har man vidt og bredt talt usandt om forhold og udgangs-punkt. Men som nævnt er den kritiske journalistik over for disse forhold udeblevet i størstedelen af medierne. Alt i alt er der fra regeringens og fra den overvejende del af mediernes side tale om et demokratisk svigt uden sidestykke i nyere tid. Folkelige protester mod fortielser og usandheder er kun i beskeden grad trængt igennem de tv-stationer, som i dag spiller en hovedrolle i den samfundsmæssige oplysning og debat.
Hvilke konsekvenser bør drages? Ja for det første., at der er brug for yderligere belysning af Mærsks og andre danske virksomheders involvering i dansk udenrigspolitisk orientering og krigsdeltagelse.
Dernæst et opgør med en ukritisk presse. Den eneste farbare vej er vel at få gennemført endnu mere dokumentation af den udbredte mangel på kritisk journalistik og analyse.(6)
Men endelig: Skal VK-regeringens fortielser og usandheder og hele demokratiske svigt blot gå i glemmebogen? Regeringens deltagelse i det retsløse angreb har på alvorligste vis bidraget til, at “50 års møjsommelige bestræbelser på at opbygge en vis, om end nok så skrøbelig international retsorden ligger i ruiner”, som det udtrykkes i Preben Wilhjelms før nævnte bog.
Fogh m.fl. har konsekvent talt mod bedre vidende. Men hvordan skal der kunne komme et opgør med specielt Foghs usandfærdige meldinger? Det kan kun finde sted, hvis det på et tidspunkt bliver klart for et flertal af Folketingets medlemmer, at de groft er blevet ført bag lyset.
Ministeransvarlighed gælder frem for alt en statsminister. Det skulle nødig komme dertil, at statsministeren kan slippe godt fra med fortielser og usandheder at vildlede befolkning og Folketing i spørgsmålet om at bringe landet i krig? Skændslen vil blive total, dersom den ingen afklaring og ingen retslige følger får.
Noter
1. Se bl.a. lektor Tonny Brems Knudsen, Aarhus Universitet “Krigen mod Irak: Konsekvenser for FN, Folkeretten og international magtanvendelse” (i bogen “Politiske processer og strukturer i det 21. århundrede”. Forlaget Politiske Stu-dier, 2004); endvidere kronik i Politiken 7. okt. 2005 af prof. Ole Espersen, Kbh. Universitet, kronik i Politiken 28. okt 2005 af forskningsbibl. Nils Bredsdorff. Samt en lang række artikler i Information.
2. Hvis man antager, at generelt humane motiver og indførelse af demokrati var grundlag for krigsdeltagelsen, – hvor klogt ville det så være at indlede en angrebskrig?
Er det ikke sådan, at udefra kommende overvældende magtanvendelse snarere medfører stor intern modvilje samt ustyrlige tendenser til kaotiske tilstande? Specielt i et land bestående af kulturelt, religiøst og sprogligt højst forskellige grupperinger, hvis kulturer og religiøse retninger angriberne langt fra har sat sig ind i – et land, som næsten ikke har kunnet holdes sammen i én enhed. Var deltagelse i en amerikansk lynkrig med tæppebombninger af militære og civile mål i flæng (bl.a. med anvendelse af napalm-, hvidt fosfor- og uran-beklædte bomber (iflg. Komiteen for et Frit Irak, 24. sept. 05)) plus smadring af infrastrukturer som el- og vandforsyning en klog fremgangsmåde til opnåelse af demokrati, økonomisk udvikling og stabilitet internt og i Mellemøsten som helhed?
Mange kan i dag se – men regeringen kan naturligvis ikke indrømme det – at det måtte være en dumhed ud over alle grænser. Fjender har man skabt sig overalt i den arabiske verden og videre ud i andre egne af kloden. Fundamentalisme har man styrket i voldsom grad. Ustabilitet har man fremprovokeret i Mellemøsten som helhed. Invasionen i Irak har givet terrornetværk som al-Qaeda langt større mulighed for at rekruttere medlemmer. Irak har udviklet sig til et af træ-ningsstederne for terrorister.
3. Interview med McGovern (højtstående CIA-veteran under en række USA-præsidenter), Information 15. april 2004. Interviewet findes på Grundlovskomiteens hjemmeside www.gk2003.dk). Endvidere bl.a. Bob Woodward: “Plan of Attack”, Simon & Schuster; New York 2004.
4. Benson, Lambek og Ørskov: “Mærsk – manden og magten”, Politikens forlag 2004, plus andre værker.
5. “Irak – er freden brudt ud?”, Forlaget Klim, 2003, samt Uffe Geertsen “Mærsk og dansk udenrigspolitik”, Weekendavisen 16. dec. 2005.
6. Uffe Geertsen, “Medier har fortegnet Irakkrig”, hvor diverse undersøgelser er refereret. Politiken 26. nov. 2005.
2 • Mærsk´s USA-bindinger
– en af årsagerne til den danske krigsdeltagelse?
Af Uffe Geertsen
Ifølge fremstående amerikanske og irakiske embedsmænd handlede A.P.Møller Mærsk groft uetisk i forsøget på kort efter den amerikanske invasion at få kontrakt på Irak-oliehavnen Khor az Zubayr. (Information 3.-4. dec. 05). Mærsk har dementeret anklagerne. Hvad enten nu det ene eller det andet er rigtigt, så er denne sag kun et hjørne af en anden og større problematik. Spørgsmålet har baggrund i det faktum, at Danmarks største internationale virksomhed med indflydelse på dansk økonomi og danske udenrigsrelationer gennem mange årtier har knyttet sig til amerikansk udenrigspolitik og krigsførelse gennem omfattende kontrakter på transport af krigsmateriel.
Spørgsmålet er: Er denne virksomhed – set i sammenhæng med Mærsk´s efterhånden vidtspændende internationale olieinteresser – medvirkende til at knytte dansk udenrigspolitik til USA´s strategier ud over kloden? Var det konkret medvirkende til den ellers uforståelige (og formentlig Grundlovsstridige) danske tilslutning til den FN-ulovlige angrebskrig mod Irak? Irak havde som mange andre lande et modbydeligt diktatur, i øvrigt støttet kraftigt af Vesten helt frem til kort før Kuwait-krigen. Men Irak havde (efter bl.a. denne krig og senere omfattende amerikansk-engelske bombardementer samt økonomiske sanktioner) ingen angrebsplaner, ingen angrebsevner, ingen masseødelæggelsesvåben, ingen al-Qaeda-forbindelser. Hvilket alt sammen var velbekendt i Vesten. Et snævert VK-DF folketingsflertal gik – imod hidtidig dansk udenrigspolitik, imod vægtige EU holdninger og imod hidtidigt sammenhold mellem Folketingets partier i afgørende udenrigsspørgsmål – ind i en angrebskrig i Asien. Ubegribeligt.
Men måske var der alligevel ganske kraftige grunde til, at Fogh fulgte og fortsat følger Bush. Her må det erindres, at det efterhånden er uafviseligt velbelyst, at Irak-krigen fra USA’s side var og er begrundet i ønsket om at få kontrol over verdens næststørste olieressourcer og i det hele taget styrke indflydelsen i Mellemøsten i rivaliseringen mod ikke mindst Kina om den mere langsigtede globale magtfordeling. Krigen blev da også planlagt længe før 11. september terrorangrebet på USA (se bl.a. på internettet BBCNews, 17 marts 2005 og McGovern-interview på Grundlovskomiteens hjemmeside (www.gk2003.dk) ).
Har A.P.Møller-Mærsks manifeste globale olieinteresser og selskabets årtierlange parløb med USA i dets globale aktiviteter givet deres bidrag til at overbevise Fogh og VK og DF om, at her måtte man være med? Netop Irak spiller en stor rolle i Mærsks globale oliestrategi. Der var ikke gået lang tid efter amerikanernes invasion, før Mærsk i forståelse med den amerikanske besættelsesmagt havde forsøgt at sikre sig driften af Khor Az Zubayr. Den i dag omtvistede kontrakt, som bl.a. blev indgået uden at der var foretaget licitation på opgaven, var tilsyneladende så gunstig for Mærsk, at de irakiske myndigheder siden har følt det nødvendigt at sætte hælene i.
Mærsk har vedholdende – og til tider med held – søgt at vejlede skiftende danske regeringer i økonomiske og udenrigspolitiske spørgsmål. (“Mærsk – manden og magten”, 2004). Selskabet har igennem store dele af det 20. århundrede og frem til dato gennemført et tæt samarbejde med den amerikanske krigsflåde. Aktuelt har man med omfattende kontrakter med Pentagon involveret sig stærkt i indtjening på materiale- og våbentransport for USA til Irak og Afghanistan. “Et traditionelt godt forhold til USA´s forsvar er blevet yderligere forstærket med en fordobling af kontrakterne til A.P.Møller-koncernen siden 2000”. (Berlingske Business 29. sept. 2005).
Artiklen meddeler videre, at “trukket af først og fremmest konflikterne i Irak og Afghanistan har Danmarks største virksomhedsgruppe fordoblet omfanget af sine kontrakter med det amerikanske forsvarsministerium siden 2000”. Og det oplyses, at det i særlig grad drejer sig om en øget transport af våben, ammunition og kampvogne til Afghanistan og Irak. Milliardomsætningen gør A.P.Møller til den tredjestørste udenlandske leverandør til USA´s forsvar, kun overgået af Europas største våbenproducent BAE Systems samt olieselskabet British Petroleum.
Endnu flere forhold peger på en sammenvævning mellem VK-regeringens plus DF´s nye udenrigspolitik og private virksomhedsinteresser. Ja i virkeligheden ligger Mærsks og en række andre danske virksomheders Irak-interesser i forbindelse med krigen klart for dagen.
Allerede den 9. maj 2003, få dage efter at Bush havde proklameret sejren, samledes en stor kreds af ledende danske og amerikanske erhvervsfolk til et lukket møde i Washington. Kredsen bestod af ledere fra militær- og sikkerhedsindustrier i USA og Danmark (Lockhead Martin, Honeywell, A.P.Møller, Terma, Group 4 Falck (bevogtningsopg. i Irak og USA) m.fl.). Danmarks statsminister deltog særdeles aktivt i mødet. Mødets formål var entydigt at opnå kontrakter til dansk erhvervsliv som tak for støtten til USA´s krig og besættelse. Danmarks deltagelse i krigen mod Irak og den entydige opbakning til Bush´s og Blairs usandheder er gået hånd i hånd med at hjælpe dansk erhvervslivs store internationale virksomheder med at tjene på krigen. Et møde på det niveau, som der her er tale om, arrangeres ikke med få dages varsel. (“Irak – er freden brudt ud?”, 2003).
Hvilke konsekvenser kan man drage af oplysninger som disse? Ja i hvert fald at der er brug for undersøgelser og debat vedrørende danske virksomheders involvering i dansk udenrigspolitisk orientering og krigsdeltagelse. Eller sagt mere direkte, men i spørgende form: Føres dansk udenrigspolitik i et stilfærdigt samspil med A.P.Møller m.fl. virksomheder, når det gælder firmaernes økonomiske interesser i Mellemøsten og andetsteds, – og dette helt frem til folkeretsstridig krigsførelse?
| Ville Du læse her nu hvis Du ikke havde nytte af det? Få flere kvalitets-artikler fra TFF i fremtiden |
• Aviser og radio/tv har fortegnet Irak-krigen
Uffe Geertsen
I mange lande diskuteres Irak-krigen indgående. Langt mindre i Danmark, selvom vi var krigsdeltager og nu besættelsesmagt. Aviser, radio og tv bringer (med få undtagelser, heriblandt Politiken og Information) sjældent kritisk behandling af den danske medvirken. .
Situationen i 2002 – 03 var den, at Irak hverken havde angrebsevner eller masseødelæggelsesvåben, ingen angrebsplaner, ingen internationale terrorforbindelser. Et angreb havde ingen FN-legitimitet. – Utænkeligt, at statsministeren og udenrigsministeren var uvidende om afgørende internationale spørgsmål. De har talt mod bedre vidende, og medierne burde have belyst det.
Efterhånden er der kommet dokumentation vedr. mediernes svigt: I sommeren 2005 har Syddansk Universitet udgivet phd-afhandlingen “Journalistik midt i en krigstid” Hanne Jørndrup har undersøgt de landsdækkende aviser. Resultat er, at medierne stort set tjente det snævre politiske flertals interesser. Krigens baggrund set fra forskelligt hold burde være belyst, krigsbegrundelsernes holdbarhed osv.. Medierne kunne have boret i, at det kun var 61 folketingsmedlemmer, som stemte for krigsdeltagelsen. Da de ansvarlige politikere besluttede, at de ikke ville tale mere om emnet, magtede medierne ikke at fastholde det. (Syddansk Universitet “Nyheder”, juni 2005).
Et speciale fra RUC har gennemgået “TV-avisen” i forhold til det svenske TVs “Rapport” i dagene omkring krigsstarten.
TV-avisen refererede flittigt regeringens og Dansk Folkepartis pro-krig argumenter. Det svenske Rapport omtalte i langt højere grad krigens mulige illegitimitet og krigens ofre. “På TV-avisen blev koalitionens krigsførelse eksponent for den ´rene´ krig og man tog stort set kun kritisk stilling til den propaganda, der udgik fra Bagdad. Propagandistiske udtalelser fra amerikanske kilder og stærkt symbolske billeder af et befriet Irak blev bragt ukritisk. Rapport derimod formåede at anskueliggøre, at ingen af krigens parter var til at stole på (Se Boris Gullev og Simon Vöge Hansen, “Er propaganda public service?)
Endelig har et forskerhold (Hjarvad, Nørgaard Kristensen og Ørsten) under tvær-universitets Center for Medier og Demokrati gennemført en analyse af DR´s Radioavisen og TV-Avisen, TV 2´s Nyhederne og dagbladene Politiken, Jyllands-Posten og Information af krigens første fase.
Den overvejende dækning gik ud på at skildre det militære felttog, militært udstyr osv. Hovedkilde var koalitionens militære kilder, altså i den grad partskilder. Jyllands-Postens leder gav gentagne gange sin støtte til invasionen, medens Politiken og Information gik stærkt imod. Det øvrige stof i aviserne redigeredes i samme retning. Rapporten kan hentes på www.modinet.dk.
Dokumentation af mediernes virke i tiden efter krigens første uger savnes indtil videre.
