Oprindelig publiceret i Jyllands Posten 12. august 2005
Just hjemkommet efter en måneds ophold i udlandet har jeg haft anledning til at læse en debat i aviser og dagblade som følge af imam Abu Labans forslag om, at den drabssigtede dørmand fra café Rust på Nørrebro skal betale blodpenge til ofrets familie. Debatten synes at være gledet af sporet, og der er ingen tvivl om, at man skal holde tungen lige i munden, hvis debatten skal bringes tilbage på sporet igen. Jeg vover her forsøget.
Først må nogle forudsætninger slås fast: I de fleste moderne retssamfund har staten 1. monopol på legitim voldsudøvelse, 2. uafhængige domstole tager stilling til skyld og straf og 3. politiet står for håndhævelse af lov og orden.
Ordensmagten (dvs domstole og politi) varetager i straffesager forholdet mellem det offentlige og borgerne. Dvs. at ordensmagten har som sin opgave at sikre, at de love, der er blevet vedtaget af regering og folketing, bliver overholdt. Ordensmagten tager sig derimod (stor set) ikke af de konflikter mellem borgerne, der er opstået som følge af det strafbare forhold. Disse bliver ofte overladt til civilt søgsmål, til mægling eller ? = ingen ting eller selvtægt. Det er et faktum, at der ofte kan gå adskillige måneder, før end sager om drab kommer for en retssag.
I dansk mægling er forudsætningerne,1. at parterne deltager frivilligt, 2. at parterne selv finder frem til løsninger, de finder tilfredsstillende, og som de selv kan realisere og 3. at parterne frivilligt opfylder aftalen. Der stilles samtidig krav til mægleren om,
4. at denne er neutral (dvs. ikke har en bestemt holdning til, hvordan sagen skal løses) og upartisk (dvs. ikke har mere sympati for den ene part frem for den anden), samt 5. at mægler overholder de etiske regler for mægling (i Danmark vedtaget af Dansk forening for Mediation og Konfliktmægling).
Mægler må altså ikke komme med løsningsforslag eller acceptere, at parterne indgår en aftale, som kun kan opfyldes ved at andre end parterne selv bidrager til opfyldelse. Mægler kan heller ikke medvirke til, at parterne indgår en aftale, som er i strid med grundlæggende retsprincipper, f.eks. ved at aftalen er fremkommet ved tvang eller frygt for hævnaktion..
Konfliktmægling foregår i Danmark i dag, når der er tale om møde mellem gerningsmand og offer, i Konfliktråd. Mægling i konfliktråd er et supplement til straf og ikke et alternativ. Mægling i Konfliktråd medfører derfor ikke, at gerningsmanden kan gå fri for straf. Konfliktråd anvendes i dag kun til mindre straffelovsovertrædelser. Sager om drab, røveri og voldtægt er altså ikke omfattet af den nuværende konfliktrådsordning.
Diskussionen om blodpenge skal ses i lyset af alle disse forudsætninger.
Går vi over til de aktuelle debatindlæg, tillader jeg mig at forudsætte, at der hos alle debattører, såvel som hos imam Abu Laban, er en forfærdelse over det skete drab, et ønske om at der skabes fred og at yderligere blodsudgydelse hindres, samt at der næres en frygt for, at dette kan blive vanskeligt. Debattørernes udgangspunkt er altså baseret i sammenlignelig frygt, ønsker og samfundsengagement.
Jeg har nærlæst knap 20 debatindlæg, kronikker og ledere, og ikke ét eneste sted har jeg fundet en udtalelse, som går ind for, at straffesagen ikke skal gå sin gang i retssystemet. Altså heller ikke i udtalelser fra dem, der i denne konkrete sag går ind for at lade sig inspirere af imamens forslag, og således f.eks heller ikke i professor Vagn Greves udtalelser. Deltagerne i debatten har derfor endnu én forudsætning til fælles, nemlig ønsket om at bevare det danske retssamfund.
Når debatten alligevel er gledet af sporet, skyldes det så vidt jeg kan se især to ting: for det første, at hverken forslagsstiller imam Abu Laban eller de, der ser muligheder i hans forslag, har været opmærksomme på risikoen for at blive fejlfortolket og derfor ikke tilstrækkeligt tydeligt har fået understreget, at mægling heller ikke efter deres mening i givet fald indebærer, at domstole og politi skal stoppes i deres undersøgelser, mulige domfældelse mv. og for det andet, at alt for få, journalister, debattører og politikere, har sat sig ind i, hvad fortalerne for mægling egentlig mener.
Det er ærgerligt. Fordi det polariserer holdninger og afskærer den dialog, som mere end nogensinde er vigtig mellem såkaldt etniske danskere med forskellige opfattelser af, hvordan et fredeligt samfund kan opnås og/eller bevares, og mellem etniske danskere og folk med anden etnisk baggrund og her især med muslimsk baggrund.
Det har føget med beskyldninger og analogier til rædselsregimer i debatten. Paralleller er draget til nazisme, og mægling tolket som knæfald for en autoritær samfundsmodel. Men mægling er ikke et muslimsk fænomen alene. Det har eksisteret i stort set alle lande, herunder i Danmark århundreder tilbage, både ift civile sager og straffesager og blev netop i 1994 genindført som forsøgsordning i Konfliktråd i erkendelse af, at retssystemet nok sikrer at love bliver overholdt, og derved tager sig af den konflikt, som består mellem en gerningsmand og selve samfundet, men at offeret kun levnes plads under retssagen som vidne, og derfor efterlader konflikten mellem de direkte berørte parter i et tomrum.
På den baggrund er meningen med mægling at give mulighed for, at parterne også kan få taget hånd om deres indbyrdes konflikt og møde hinanden under ordnede forhold med en mægler som mellemmand. Formålet med mæglingen er derfor at søge at skabe en sådan forståelse og kontakt mellem parterne, at fremtidige konflikter eller hævnaktioner forebygges. Ikke naivt, men realistisk, og underbygget af erfaringer med møde mellem gerningsmand og offer i mange andre lande, såsom Norge, USA, Australien og New Zealand – blot for at nævne nogle.
I Danmark omfatter vores konfliktråd som sagt hverken drab, røveri eller voldtægt. Men også i denne type sager har man flere steder i verden forsøgt sig med møder mellem gerningsmand og offer – og med godt resultat. USA, Australien og New Zealand har erfaringer med sådanne møder, og i ingen af disse lande er mægling et alternativ til straf. Hvorfor i alverden skulle man så forvente at et mæglingsforsøg i den aktuelle café Rust-sag skulle fungere som et alternativ til straf, når det ikke er tilfældet i nogle af de meget mindre straffesager, der i dag i Danmark behandles i Konfliktråd? Det ville være en absurd tanke – og har som sagt heller ikke fundet fortalere i ét eneste af de debatindlæg, jeg har læst.
I en artikel, Tro og Love, i JyllandsPosten fortæller journalisterne Lars Pedersen og Kristoffer Pinholt adskillige eksempler på, hvordan personer der er tæt på indvandrermiljøer oplever, at flere muslimer ser stort på dansk lovgivning og i stedet ordner deres konflikter ved hjælp af selvjustits og interne opgør. Det er naturligvis dybt foruroligende, og helt igennem uacceptabelt. Som påpeget af advokat Thorkild Høyer i samme artikel er grænsen for, hvornår man går fra fornuftig mægling til trusler eller selvtægt, dér, hvor parterne finder på at aftale, at sagen ikke skal undersøges af politiet, at man nægter at afgive forklaring, eller at pres og trusler er involverede. Men som det også påpeges, bliver konflikten i så fald heller ikke løst, og aftalen bliver blot et nyt trin i en stadig stigende konfliktspiral. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig en mægler, der ville medvirke til sådanne aftaler.
Imamens forslag lider af forskellige svagheder ift det danske mæglingssystem. For det første er det ikke acceptabelt, at mægler kommer med løsningsforslag, men dernæst – og ikke mindst – er det ikke acceptabelt, at mægler tager stilling til skyldsspørgsmålet, og det må man vel sige, at imamen her har. Det er altså ikke så enkelt, som imamen har gjort det til. Men det ændrer ikke ved, at imamen ved sit forslag giver udtryk for en bekymring for, om domstolenes behandling af sagen, bl.a. ventetiden taget i betragtning, vil være tilstrækkeligt til at dæmme op for konflikten mellem gerningsmandens og ofrets familier og søger at komme med konstruktive bud på, hvad der yderligere skal til.
I en leder af Anne Knudsen i Weekend Avisen foreslås, at imamen, hvis han vil arbejde for freden, passende kunne bede Nørrebros private hære om at nedlægge deres våben. Spørgsmålet er, om ikke imamen er klar over, at han ikke besidder denne magt, og at det netop er derfor, han søger at finde veje til at nå familierne med. Det er disse intentioner, jeg også læser ud af de positive reaktioner på imamens forslag. Det står derfor åbent, hvem der er naiv, og hvem der er realistisk.
Birthe Rønn Hornbeck skriver i Politiken den 18.6, at vi, såfremt vi nægter at tale med imamerne, forspilder en vigtig mulighed for i dialogen at forklare det muslimske miljø, hvorfor krav om penge kan være udtryk for en helt uacceptabel form for afpresning. Jeg er fuldstændig enig heri. For mig at se er positive reaktioner på imamens forslag ikke udtryk for en flirt med et muslimsk autoritært samfund, men for et forsøg på i tilpasset form at give mulighed for integration i et demokratisk samfund.
Det må være muligt at arbejde med løsninger, der tilgodeser andre befolkningsgrupper, uden at gå på kompromis med det danske retssystem. Kunne man f.eks. forestille sig, at der kunne være to mæglere: en “almindelig dansk” og en imam? Hvis det kunne hjælpe på den ene side til at skabe tillid mellem parterne og konfliktrådet og på den anden side at skabe tillid ift. dem, der frygter en islamisering af Danmark, var det så ikke en mulighed?
Og er det så indlysende, hvem der kunne være parter i en mulig mægling, eller kunne man forestille sig, at flere familiemedlemmer fra begge sider deltog, sådan som det er tilfældet ved stormøder også efter drab i f.eks. Australien?
Ud over straffesystemet skal vi benytte dialogen. Hvor vi i dialogen holder fast i vores afvisning af (nogle) af de beskrevne holdninger, nemlig, dem, der undertrykker, men hvor vores uenighed ikke forveksles med afvisning af hinanden som mennesker. Vi bliver nødt til selv at praktisere det demokratiske sindelag, vi forlanger af de andre.
Spørgsmålet er, om det er naivt at arbejde for, at man kan opnå et fredeligere samfund ved at søge forslag fra indvandrermiljøer tillempet danske retsforhold, eller om det er naivt blankt at afvise forslag fra indvandrermiljøer og afskrive dem som forsøg på undergraven af det danske samfund. Det er et holdningsspørgsmål, men som enhver, der har arbejdet professionelt med konflikter, ved, kan holdninger til tider ændres ved hjælp af dialog, men aldrig ved polarisering.
