Fred er at sikre udvikling og udvikle sikkerhed med ikkevold og mangfoldighed
Individer så vel som samfund behøver mange ting men to er basale og universelle. Udvikling betyder en kontinuerlig modning, højere niveauer for at leve og være, tilfredsstillelse af mikro/basale behov (som f.eks. mad og vand), meso/højere behov (f.eks. fællesskab, værdighed, psyko-socialt helbred) og makro/højeste behov (ex. spiritualitet, kærlighed, selvudvikling og andre former for realisering, universelt fællesskab.)
Nogle – som psykologen Abraham Maslow – argumenterer for at menneskelige og sociale behov er organiseret hierarkisk, altså at vi mennesker først må have de grundlæggende behov tilfredsstillet, før vi kan stige opad. Men mennesker i dyb krise har historien igennem leveret beviser på at højere ikke-materielle behov og niveauer af eksistens hjalp dem til at overleve, f.eks. troen på en Gud og håbet om medmenneskers solidaritet. Kunsthistorien er fyldt med personligheder hvis ’lavere’ behov ikke blev dækket, men de berigede alligevel verden med deres sublime udtryk.
Sikkerhed eller tryghed er det andet basale element. Eksistentielt indebærer det en oplevelse af at der er noget – jeg selv såvel som verden rundt om – nu og i fremtiden snarere end at verden og jeg forsvinder og bliver tilintetgjort. Vi investerer i vores udvikling, uddanner os, køber bolig og stifter familie udelukkende på baggrund af en mere eller mindre bevidst opfattelse af at der vil være en fremtid, en fremtid i hvilken vi opnår nogle goder ved at dedikere os selv til at arbejde hen imod bestemte forventede resultater.
For at skabe sikkerhed er nogle ressourcer en nødvendighed, sikkerhed kan ikke skabes ud af ingenting. Der skal være en udvikling, f.eks. i form af fødevareproduktion eller byggematerialer til huset, for at skabe følelsen af sikkerhed i forhold til morgendagens eksistens.
Fred hører til filosofiens ‘essentielle omtvistede begreber (essentially contested conncepts) for at bruge filosoffen W. B. Gallies term fra 1956. Gallie argumenterede for at det er umuligt at præcist definere nøglebegreber som ’social retfærdighed’ ’demokrati’, ’kunst’, ’moralsk godhed’ og ’pligt’ selvom det nok er muligt og rationelt at diskutere ens retfærdiggørelser for at fastholde én fortolkning frem for konkurrerende fortolkninger. Så denne korte redegørelse fremfører ikke ideen om at fred kan defineres engang for alle.
Fred er noget, der er i stadig udfoldelse, kun kan tilnærmes og som vil have forskellige konnotationer og tyngdepunkter alt efter kultur, historisk kontekst, omstændigheder og social kosmologi – hvad enten det f.eks. drejer sig kristendommens Agape, islams Dar al-Islam (fredens hus), det jødiske Shalom, det konfucianske ho p’ing-p’ing ho, det japanske heiwa-wahei, Gandhis ahimsa/satyagraha – eller den moderne, vestlige (fejlkonstruerede) idé om at fred er balancen af (politisk) magt nogle gange kombineret med terrorbalance, dvs. nuklear våbenbalance for gensidig at afskrække hinanden fra at påbegynde en krig (på engelsk MAD = mutually assured destruction = gensidig garanteret ødelæggelse). MAD betyder som bekendt vanvittigt eller sindssygt.
Uden at fortsætte ind i flere overvejelser om disse ret så komplicerede teorier, så lad os nu væve udvikling og sikkerhed ind i hinanden; så får vi en tilgang til fred som siger at fred er at udvikle sikkerhed og sikre udvikling.
Ligesom udvikling ikke kun er ekstern og økonomisk-materiel vækst, består sikkerhed ikke kun af fysisk-tekniske midler såsom indsprøjtninger, medicin, tanks og missiler. Uanset de empiriske-reduktionistiske traditioner i moderne videnskab, så har sikkerhed også en indre, selv-genererende dimension. Ingen sikkerhed eller udvikling kan skabes udelukkende af impulser udefra, udenfor den individuelle eller samfundsmæssige krop.
Groft sagt, mens vi alle er afhængige af andre på forskellige niveauer – alternativet er total anarki, selv-isolationisme eller psykosocial selvtilstrækkelighed – er vi også nød til at stå på vores egne ben, mobilisere indre energier og realisere vores potentialer for at opnå sikkerhed og udvikling for os selv og andre. Et menneske der er fuldstændigt afhængigt af andre i forhold til mad, socialt velvære, medicin eller underholdning vil således være et dårligt udviklet, begrænset og usikkert individ og formodentlig meget ulykkeligt. Det samme gælder det samfund der behøver alt udefra, importerer alting og er totalt afhængigt af omverdenen. Det kan ikke være frit, det kan ikke være suverænt og slet ikke uafhængigt bogstaveligt forstået.
Således har fred et indre selv-generende element der vekselvirker med ydre elementer.
Dette korresponderer godt med ideen om det ydre og indre menneske, med tillid til sig selv og tillid til andre. Men det harmonerer også med en anden dikotomi, nemlig den mellem den materielle og ikke-materielle væren i udvikling og sikkerhed). Når vi taler om den indre menneskelig væren betyder det selvfølgelig realiseringen af de potentialer som hver af os er født med og som er givet os i vores opdragelse og miljø.
Lad os se lidt mere på de relationelle karakteristika ved fred. Det øjeblik individer og kollektiver/organisationer, f.eks. et land, søger at realisere deres potentialer, vil de uundgåeligt støde imod andre, der gør det samme. I processen vil hver aktør lede efter og søge kontrol med ressourcer, der er uundværlige for udvikling og sikkerhed i tid og som nødvendigvis også vil søges af andre. Husk at sikkerhed handler om opfattelsen af at der er noget – en væren, et liv, en verden – snarere end ingenting, tomhed. I en verden med begrænsede ressourcer (i den forstand at alle ikke kan få alt hvad de kan lide eller ønsker sig) er det uundgåeligt at der vil blive en konflikt.
Gandhis har formuleret det sådan, at verden er rig nok til at stille hele verdens behov, men ikke alles grådighed. Det har stigende relevans i dagens globale samfund, der domineres af nogle få magtfulde aktører hvis basale materielle behov blev opfyldt for længe siden – mens millioner sulter andre steder – men hvis livsstil og måder at tænke på (takket være ’kosmologi’ = samfundsprogrammering) gør det naturligt at deres udækkede ikke-materielle behov til stadighed søges tilfredsstillet gennem kompensatorisk materielt (over)forbrug.
Kort sagt, konflikter sker. I det store såvel som i det lille system. Udviklingen skaber dem, sikkerheden søger at håndtere dem. Intet menneske kan modnes og udvikle sig uden at opleve konflikter, for eksempel indre moralske dilemmaer og skænderier med forældre, venner, overordnede, etc. Et samfund uden konflikter kan ikke være andet end autoritært, Orwellsk, eller et diktatur. Der er dem der mener at det demokratiske system – i det mindste i teorien – er den mindst dårlige måde at håndtere konflikter på. Desværre er demokratierne også langt fremme når det gælder udviklingen og brugen af de mest voldelige metoder, menneskeheden kender.
I parentes, er den moderne snak om konfliktbekæmpelse eller -forebyggelse filosofisk nonsens og sikkert ubevidst bare en anden måde at undgå det ubehagelige faktum at konflikt er et essentielt og uundgåeligt aspekt af vores liv. Hvor ville det være nemmere hvis konflikter bare gik væk af sig selv! Men den konfliktfrie verden er utopi, og kommer ikke til at finde sted. Skulle vi nogensinde skabe den ville den blive en dystopi.
Den eneste realistiske måde at håndtere konflikter er at acceptere og rumme dem, blive bedre til at tackle dem – kort sagt stande konfliktskyheden og reducere konfliktanalfabetismen. Det vil sige ved at systematisk gennem alle uddannelsessystemer intensivere forståelsen for fred, ikkevold, dialog og konflikter og således professionalisere hvordan man ’skændes godt’. Dermed er det antydet at fred et langt stykke ad vejen kan læres og har meget lidt at gøre med spørgsmålet om hvorvidt mennesket af naturen er godt eller ondt.
Så, fredsdynamikkerne er fuldt forenelige med konflikt, faktisk kan de ikke adskilles fra konflikt. Hvad der ikke er foreneligt og som må udskilles er vold.
For at skabe den ægte og holdbare fred har vi altså brug for voldsforebyggelse og for at citere FN Charterets mest signifikante og globalt anerkendte (men ikke overholdte) norm: fred med fredelige midler (Artikel 1.1) og afskaffelse af krig som en accepteret social institution (præamblen).
For globalt at leve globalt sammen og sammen med vore konflikter har vi brug for konsensus – for vores udvikling og sikkerhed, for fred. Ideelt og som en del af en kontinuerlig civilisations proces må denne konsensus handle om at reducere volden i alle dens former. At fortsætte med at skabe voldelige redskaber for at sikre sikkerhed og orden i et dårligt eller fejl-udviklet globalt samfund er en opskrift på katastrofer. Selv fra en ren økonomisk vinkel, fra idéen om alternative anvendelser af ressource (opportunity cost analyse), er det i den grad uholdbart i to henseender:
– stadigt flere investeringer i militær- og andre voldsbaserede systemer og i den såkaldte krig mod terror vil tage ressourcerne fra udviklingssektorerne hvor ingen benægter at der er et meget stort behov. Højteknologiske investeringer i våben og f.eks. sofistikeret overvågningsteknologi er kapitalintensive eller, anderledes udtrykt, skaber langt færre arbejdspladser og tilfredsstiller langt færre menneskers behov end tilsvarende investeringer i civile sektorer; endvidere skaber den militære sikkerhedssektor kun få, om overhovedet nogen, spin-off effekter og økonomiske fordele i samfundets civile sfære. Hvis man ønsker at udvikle et samfund er det helt ineffektivt at gå omvejen ad den militære sektor sammenlignet med at foretage direkte investeringer i civil udvikling, behovstilfredsstillelse og socialt tilpasset teknologi;
– reparationssamfundet vokser– først træffer globale ledere beslutninger, der er modproduktive i henseende til udvikling og sikkerhed, altså fred. De træder menneskerettigheder under fode, starter krige, fremmer materielt overforbrug, driver rovdrift på ressourcerne, forurener og opretholder en global uretfærdig verden med magt, – og derefter har vi så brug for miljøpolitikker, fredsbevarende styrker, forhandlinger, menneskelig helbredelse, fysisk rekonstruktion, forsoning, etc. til at reparere skaderne og bremse de langvarige ødelæggelser.
At ty til voldsudøvelse er ikke statsmandskløgt, det er en yderligere besværlighed skabt af intellektuel fattigdom. At hjælpe med at løse en konflikt, f.eks. den mellem serbere og albanere i Kosovo, er en ting. At gøre det efter at have givet dem våben og efter krig, bombninger, etnisk udrensning, voldtægter er en helt anden ting. I stedet for at løse et problem har vi snarere ”fordoblet” det oprindelige problem: alt er blevet værre, ødelæggelserne større, hadet dybere og forringet mulighederne for tillid, forsoning og sameksistens.
Ledende filosoffer, samfunds- og fredsforskere har længe argumenteret for at reparationsudgifterne stiger eksponentielt, og derfor vil voldsforebyggelse, tidlige varslinger af konflikter og andre forholdsregler være meget mere effektivt som ledelse og mere humant som taktik. Altså nogenlunde det samme som i den medicinske verden: forebyggelse er både mere humant og effektivt end helbredelse bagefter.
Fred er kun mulighed i mangfoldighed. Mangfoldighed fordi menneskeheden er mangfoldig, det korresponderer med konfliktelementet. Fred kræver også enhed og det korresponderer med konsensuselementet. Derfor kan vi med den gamle tanke om ’enhed gennem mangfoldighed’ – unity in diversity – opsummere hvad fred handler om.
Dagens globalisering foregår desværre på en måde som må betegnes som ’enhed gennem ensformighed’ eller standardisering. Den er et forgæves forsøg på at universalisere vestlige (kultur)normer og politisk-økonomiske teorier – ”forgæves” netop fordi den, de gode værdier vestliggørelse også bringer ufortalt, gennemtvinger enhed uden mindste respekt for mangfoldigheden. Og mangel på respekt er blot andre ord for vold, for ydmygelse, for kulturel arrogance. Det os, der skal ud og lære dem, ikke at vi skal lære af hinanden.
Firkantet sagt, vold indbefatter den påtvungne eller viljesmæssige under-realisering af menneskets og samfundets potentialer. Den klassiske humanistiske psykolog Eric Fromm udtrykker det sådan at vold er ’det ikke levede liv.’
Det er ikke vold at af- eller begrænse ens egen selvrealisering for at give andre en chance for at realisere sig. Men det er vold når en aktør realiserer hendes eller hans potentiale på måder der bevidst hindrer andre fra at realisere deres så ”deres liv ikke kan leves”.
Dette sker gennem fysisk og psykologisk vold, inklusiv kønsrelateret vold og vold mod børn og de endnu ufødte – det sidste sker gennem destruktionen af naturens potentialer så de ikke kan bruges til at stille de kommende generationers behov. Vold sker også strukturelt og organisatorisk; det betyder at det ikke er en enkelt aktør som skader andre, men at det er det samlede resultat af systemets daglige funktion der leder til systematisk under-realisering af potentialer og til en grad af behovstilfredsstillelse for majoriteten, der er langt lavere end den kunne være (sub-optimal).
Bagved eller under ethvert tilfælde af vold ligger en konflikt: inden i en aktør, mellem to eller mellem flere og/eller indbygget i det økonomiske, kulturelle system. Derfor er dette at lære at håndtere konflikter med stadig mindre vold, fra individet til verdensorden, en vigtig måde at nærme sig ideen om fred på. Hvis vi udbreder undervisningen og træningen i at forstå og håndtere konflikter gennem uddannelse og professionalisering vil vi kunne reducere volden i verden. For det er jo sådan at vold oftest bliver brugt fordi vi mennesker er ”konfliktanalfabeter” – og ikke nødvendigvis onde – der ikke véd at der findes andre redskaber end de voldelige.
Hvis vi alle kunne opnå mere konfliktdannelse, kan vi mindske mange typer af vold på mange niveauer og det vil styrke udviklingen – dvs. realiseringen af menneskelige og sociale potentialer såvel som beskytte naturen, miljøet, bedre. Dette vil i sig selv øge følelsen af sikkerhed og reducere de oplevede behov for militære og andre former for voldelige (selv)forsvar, simpelthen fordi verden vil synes mere god og håbefuld.
For at opsummere det hele: fred kan kun tilnærmes og diskuteres. Den kan ikke og skal ikke defineres en gang for alle. En tilgang som denne forfatter har udviklet over de sidste 35 år – inspireret af et utal af mere vise tænkere og praktikere end jeg – kommer nu hér i telegramstil og tilbydes læseren til kritik og forbedring.
Fred er at udvikle sikkerhed og sikre udvikling af det hele menneske og alle mennesker. Den sammenvæver en række balancer – indre og ydre faktorer, selvstændighed og samspil med andre, materielle og spirituelle potentialer, samt konflikt og konsensus. Det er en permanent proces der tager udgangspunkt i modeller af menneskelige og sociale behov som de optræder kulturspecifikt i bredere sociale kosmologier (tænkemåder) og civilisationer.
Fred er foreneligt med konflikt men ikke med vold. Derfor har vi brug for en global multikulturel og multidimensional tilgang til voldsforebyggelse, ikke konfliktforebyggelse. Det opnås bedst gennem uddannelse og dialog og dyb respekt for ideen om enhed gennem mangfoldighed – mange slags ”freder” der væves ind i hinanden som i et kludetæppe – i kontrast til den voldsfremmende ide om at gennemtvinge én enkelt fredsopfattelse på alle andre.Oversat fra engelsk af Kirstine Rønnov Due.
