EU’s og Danmarks USA-afhængige Balkanpolitik vil lede til nye katastrofer på Balkan. Det viser Helveg Petersens ulykkelige konflikt med den jugoslaviske opposition, mener fredsforskeren Jan Øberg.
På forsiden af Berlingske Tidende kunne man den 10. september læse at udenrigsministrene Helveg Petersen og Robin Cook stod bag en “storstilet politisk EU-plan” for samarbejde med oppositionen i Jugoslavien. Som modydelse for jævnlige konsultationer, eksperthjælp, støtte til demokratisering, økonomisk hjælp, mulig lettelse af sanktionerne og andre EU-bidrag skulle oppositionen dernede garantere, at når den kom til magten ville den lovgive for og respektere menneskerettigheder, en fri presse og demokratiske valg.
På det første møde i Luxembourg den 11. oktober kom ingen af de vigtigste oppositionelle. Begge udenrigsministre mener at alt som sædvanligt er Milosevic’ skyld og at han har truet dem til at blive væk. Dette uaget at det Demokratiske Partis leder Zoran Djindjic da han hørte dette i Beograd igår svarede at han personligt skulle ringe til Cook og orientere ham om at det var deres egen og ikke Milosevic’s beslutning.
En ledende oppositionel og fredskvinde i Beograd sendte mig dette samme aften:
“Ønsker Vesten at modarbejde en forenet opposition? Vi presses nu fra alle sider, hvordan skal vi kæmpe i fremtiden, når Vesten i den grad begår fejltrin? Vi har styrken og evnen, viljen og kundskaben til at skabe et seriøst, ægte demokratisk samfund. Alt hvad vi behøver er en chance! Vi behøver støtte fra mennesker, der ser os som ligeværdige og som respekterer at vi, bedre end de, véd hvad der er brug for i vort land. Dette EU-initiativ undervurderer os komplet.”
Dette er sagen i en nøddeskal. Det er alt for sent at foregive at Europas regeringer har nogen som helst respekt for menneskene i dagens Jugoslavien. De må se initiativet, uanset de måske gode motiver bag det, som en fornærmelse. Årsagerne skal vi finde mellem 1991 og i dag.
I 1991 indførte Vesten sanktioner mod kun Jugoslavien og suspenderede landets medlemsskab af OSCE, FN m.m. Hverken Slobodan Milosevic eller ledereliten omkring ham blev ramt af det; de vandt på det politisk og økonomisk. Taberne blev de sagesløse indbyggere, inklusive gamle og børn. Krigene og USAs og EUs “konflikthåndtering” i Kroatien, Bosnien og senest i Kosovo har sendt 900.000 flygtninge til Serbien siden 1995. Og på toppen har NATO’s folkeretsstridige aggression krænket hvert eneste af landets godt 10 millioner, dræbt 2000 civile – hvis pårørende for øvrigt ikke har fået hverken undskyldning eller kompensation – og forvoldt skader for henved 500 milliarder kroner. Det gør derfor kun ondt værre når udenrigsministeren og andre NATO-politikere siger at “vi har ingen konflikt med Jugoslaviens folk.”
Det er amerikansk politik at: a) menneskene skal tvinges yderligere i knæ og – forventer man helt urealistiskt – gøre oprør; at b) destabilisere den iøvrigt lovligt valgte regering ved hjælp af bl.a. CIA-indsatser (Operation Matrix) og en kombineret udsending for såvel Kosovo som destabilisering af resten af Serbien, Robert S. Gelbard, at c) fastholde sanktioner og diplomatisk isolering og endelig at d) gøre Kosovo til en i praksis selvstændig republik (og vestlig militærbase).
Intet af dette kan ikke ske uden et større eller mindre politiskt-militært sammenbrud og deraf flydende økonomisk-humantær katastrofe i Jugoslavien, måske allerede denne vinter, måske senere. Om det går rigtigt galt kan en borgerkrigslignende situation få NATO at rulle fra Kosovo (der nu er etnisk temmeligt rent og derfor fremover næppe behøver mere end nogle få tusind soldater) op i resten af Serbien.
Det véd man formodentlig godt i EU-kredse. Og det er EU, der i første række skal bære den økonomiske byrde efter NATOs og de lokale voldsudgydelser, ligesom det er til EU-lande og måske Ungarn og Bulgarien eventuelt nye flygtninge i ti- eller hundredtusindvis, denne gang fra Serbien, vil strømme. Dette er et værre mareridt for EU end forårets humanitære katastrofe.
Det er værd at bemærke at i hvert fald dele af EU-initiativet har mødt kraftig modstand i USA, nemlig pilotprojektet om olieleverancer til ‘demokratisk ledede byer’ som Nis. Hvis man et øjeblik betænker de praktiske fordelingspolitiske omstændigheder må det forblive en gåde hvordan man i praksis ville sikre at denne olie kun skulle gå til oppositionelle lejligheder i centralt opvarmede boligkomplekser. Men den kunne naturligvis hentes i alt fra Colaflasker til tankvogne af private villaejere – altså de relativt bedst stillede, der netop er blevet dét fordi de opererer på dét gråsorte marked, otte års sanktioner naturligt har skabt. Nis’ borgmester var således fornuftig nok til at sige pænt nej tak til EU’s invitation.
Men en anden ting har sneget sig ind, der ikke stod i Berlingerne for en måned siden: de inviterede gæster skulle love at udlevere den krigsforbrydermistænkte Milosevic til Haag. Hvad Vesten selv ikke har “kunnet” gøre i årevis med mistænkte som Karadzic i Bosnien, skal civile oppositionelle tvinges til i Beograd! En rimelig tolkning er at dette absurde stykke er noget EU-landene har følt sig tvunget af Washington at stoppe ind i “kontrakten” uden at have forstået at lige netop dét ovenpå alle dens andre uspiselige ting skulle blive det sidste søm i initiativets ligkiste. Hvad der formentlig lige netop er hvad Washington ønskede. Konklusion: Helveg og Cook har skoret selvmål til både USA og Milosevic.
Krigsforbryderhistorien er et kapitel for sig, men to ting er relevante hér: kun få véd at der ligger der en tiltale for krigsforbrydelser mod Helveg Petersen selv, vor statsminister og forsvarsminister sammen med NATO’s øvrige politiske og militære på Haag-tribunalets bord, indleveret af kyndige jurister fra en række lande. Juristerne i Haag og NATOs regeringskredse skal dog nok bruge en del energi på at få den afvist på forhånd.
For det andet, de der har læst tiltalen mod Milosevic vil vide at den ejendommeligt nok kun omfatter hvad han måtte have stået bag siden 1. januar 1999, herunder at han gøres ansvarlig for 340 albaneres død, men ikke for hvad han måtte have stået bag siden 1991, da krigene brød ud. Hvis man havde tiltalt ham for hele perioden ville Vesten have erkendt at det havde samarbejdet med en formodet krigsforbryder hele tiden og, formentlig have haft svært ved ikke også at tiltale Kroatiens og Bosniens ledere. Selv tror jeg at Milosevic kan tage det med knusende ro, ingen i Vest vil have ham eller de andre serbere levende til Haag, for dér kunne de fortælle et og andet om Vestens politik. Så alt dette er ren menneskerettigheds-PR.
Hvis EU havde intellektuel kraft og ledere med civilcourage havde man istedet ophævet sanktionerne nu; det er også netop blevet foreslået af Jiri Dienstbier, FN Højkommisariat for Menneskeretigheder, men han citeres ikke ofte i vestlig presse. Dernæst have man respektere grundprincippet om at kun det demokrati folk selv skaber er holdbart og endelig – stiltiende – givet pokker i den barnlige amerikanske idé om selektiv, politisk udpegning af krigsforbrydere. Dermed kunne en ny fase indledes, som Jugoslaviens folk ville have en vis tillid til.
I Kosovo går tingene skidt udfra de målsætninger, Vesten selv opstillede. Ingen, siger ingen – véd hvad man skal stille op med provinsen på længere sigt. EU er nu helt “Balkaniseret”, dets politik er et sammelsurium af manøvrer og PR-initiativer, der skal opretholde illusionen om fælles fodslag og lægge låg på en hemmelighed, der er sivet ud: EU er både internt splittet og i dyb konflikt med USA, men man har passeret det sidste sporskifte. Javier Solana, der skal stå for EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, var den der politiskt ledede NATOs dåreagtige ødelæggelse af dén psykologiske kraft og dét civile samfund, der udgør grunden for demokratiseringsprocessen.
Folk i Serbien kan faktisk godt se at den Helveg Petersen og den Cook, der som NATO-udenrigsministre hørte til de ivrigste bombefortalere og i denne rolle indirekte samarbejder med USA/CIA, er de samme som nu byder på samarbejde som EU-udenrigsministre. Fra den 24. marts er hverken “verdensordenen” eller Europa/EU det samme. De balkanske brøleres boomerang er på vej tilbage til Vesten selv. Balkans situation er den enkeltfaktor, der har størst indflydelse på Europas egen fremtid og dets relation til USA, Rusland og Kina. Hvor galt skal det går før vi erkender det og lægger kursen om? Hvor længe skal Balkan være forsøgskanin for EU og offer for spillet mellem EU og USA?
Atter er det helt fornuftige mennesker, der betaler prisen for en eneste ting: at beslutningtagere, der har ophøjet sig selv til dommere og konfliktløsere på andres vegne, ikke kan indrømme at de for år tilbage gjorde en fejlagtig diagnose og derfor har foretaget operationer, der medfører at patienten langsomt vil dø – alt imens de tager storstilede “initiativer” til nye behandlinger for at skjule deres egen angst for fremtiden og bevidshed om medansvar for tragediens historie.
