I disse dage mindes jeg min samtale i begyndelsen af 1990erne med den første USA repræsentant i det uafhængige Makedonien. To ting stod helt klart: a) ligegyldigt hvilket spørgsmål jeg stillede, var svaret, at USAs politik sigtede mod stabilitet; b) hvis han vidste noget om Balkan i almindelighed og Makedonien i særdeleshed, holdt han det for sig selv.
I dag skal vi ikke blive forbavsede, hvis efter-kold-krigs plus-ordet “stabilitet” i virkeligheden skal læses “ustabilitet” eller “destabilisering.”
Variation i amerikansk politik: Vi både støtter og fordømmer albanerne !
Den 4. juni fordømte den forhenværende ambassadør William G Walker i Washington Post den makedonske regering for at behandle albanerne som andenrangs mennesker og han sammenligner regeringens militære fremgangsmåde mod den albanske befrielseshær (UCK,NLA) med Milosevic’s. Han taler for et stærkere USA-engagement på højt niveau, der bør tage initiativ til en Dayton-lignende konference (der er ikke et ord om EU) og insisterer på, at UCK/NLA skal deltage, fordi det er en legitim aktør med folkelig støtte.
Han mener også, at man skal støtte den aftale som den amerikanske ambassadør Robert Frowick, personlig repræsentant for OSCEs formand for situationen i den tidligere jugoslaviske republik Makedonien, har bragt i stand mellem de to førende albanske partier og UCK/NLA. (Den blev forresten undertegnet udenfor Makedonien, nær Prizren i Kosovo og bag ryggen på den makedonske politiske ledelse, hvorfor Frowick blev erklæret persona non grata). EUs reaktion på aftalen afslører en dyb kløft mellem EU og USA.
Hvem er nu denne William Walker ? Han er selv tidligere persona non grata i Jugoslavien, hvor han var leder af OSCEs Kosovo Verifiers’ Mission, KVM, det observatørkorps, som blev forhandlet på plads i oktober 1998 mellem den amerikanske ambassadør Richard Holbrooke og præsident Milosevic. Det er almindelig kendt, at hans korps havde en betragtelig CIA bestanddel og at hans dom på stedet i Racak, at Milosevic stod bag massakren, var uden noget som helst bevis.
I dag er han æresbestyrelsesmedlem for National Albanian American Councils kampagne “Hands of hope”. For at give en idé om hvad det er for en gruppe, kan det oplyses, at et andet æresbestyrelsesmedlem er det demokratiske medlem af kongressen Elliot Engel, som gennem årene har leveret flere faktisk ukorrekte og propagandistiske udtalelser om Kosovo end de fleste. Man kan finde hans syn på Kosovo, Albanien og Makedonien på: http://www.house.gov/engel/albanian.htm.
Men der er andre amerikanere om politikken. F.eks State Departments Mr. Boucher, som den 6. juni kalder UCK/NLA i Makedonien for “ekstremister” og “oprørere” – lidt ligesom Lord Robertson fra NATO altid kalder disse af NATO/KFOR og USA støttede oprørere for “banditter”! Boucher taler om “etnisk albansk vold” og slår fast, at “vi har aldrig set en plads for dem (UCK/NLA) i de politiske forhandlinger”. Han tilføjer, at UCK/NLA hver dag “beviser, at de ikke er interesserede i at beskæftige sig med det albanske samfunds virkelige problemer og behov”.
I modsætning til Hr Frowick’s private diplomati med UCK/NLA og Walkers omfavnelse af dem som legitime, stiller Boucher sig på den Makedonske regerings side. Den har, siger han, valgt den rette vej nemlig “dialog mellem folkegrupperne for at løse alle Makedoniens borgeres problemer, sammen med en fortsættelse af afmålte svar på ekstremistiske provokationer”. Han ser ingen modsætning mellem dialog og militært svar.
Spurgt, hvad han mener om William Walkers artikel i Washington Post svarer han: “Ja, det giver ingen mening. Men trods alt er han en tidligere kollega”.
For at gøre billedet fuldstændigt så besøger forsvarsminster Rumsfeld regionen og roser den amerikanske tilstedeværelse og NATO/KFOR styrkerne i Kosovo, idet han bekvemt glemmer, at de og hans lands bombninger er hovedårsagen til destabiliseringen af Makedonien. Han udtrykker sin støtte til den makedonske stat og dens nationale enhedsregering og fordømmer den vold, der udøves af (den af bl a USA bevæbnede og trænede) UCK/NLA!
Perspektiver
Som nævnt i tidligere TFF PressInfos er det almindeligt kendt, at CIA og det amerikanske firma Military Professional Resources Inc., MPRI, er blandt dem, som har gjort UCK/KLA mulig. Efter at UCK/KLA officielt blev afvæbnet og opløst i september 1999, må det have fået tilladelse til at passere gennem den amerikanske NATO/KFOR sektor i Kosovo for at udføre militære aktioner i det sydlige Serbien (under navnet UCPMB) og nu i Makedonien (NLA/UCK/ONA).
Med andre ord: uden aktiv hjælp fra i det mindste en gren af det amerikanske udenrigspolitiske establishment ville den nuværende kamp i Makedonien næppe have været mulig. Ligegyldig hvor meget folk som Walker understreger interne etniske problemer i Makedonien, så er det en indiskutabel kendsgerning, at den militarisering af lokale spændinger, som blev muliggjort af NATOs skændige terrorbombning af Jugoslavien og den efterfølgende besættelse af Kosovo, er fremmede aktørers værk. Fraserne om menneskerettigheder er kun til udvortes brug.
USAs Bondsteel base i Kosovo, den største USA har bygget siden Vietnamkrigen, signalerer at der er en betydelig strategisk interesse i trekanten af Balkan, Mellemøsten og Caucasus, hvor det sidstes oliefelter bliver stadig vigtigere. Der skal gå store olierørledninger gennem Balkan og de såkaldte Transport-Korridor 8 og 10 er under hastig ekspansion. Alt dette spiller naturligvis en rolle langt udover menneskerettigheder, humanitære hensyn, demokratisering, tolerance og øget indflydelse til det man kalder civilsamfundet.
Det er også ret let at se Kosovo og Makedonien i lyset af NATOs trang til udvidelse nu og i fremtiden. Det har forbindelse til 3 andre mål for den nye verdensorden: isolering af Rusland, USA/NATOs overtagelse af FN/OSCEs roller som fredsskabende organisationer og en langsigtet udvikling af en anden kold krig. Den væsentlige grundsten i sidstenævnte er den systematiske opstilling af fjendebilleder omfattende Kina, russerne og andre, som ikke adlyder en US centreret verdensorden.
Vi kan ikke forstå, hvad der sker i Makedonien, hvis vi alene ser det isoleret. Desværre er det det, de fleste medier gør og de laver krigsreportage i stedet for at analysere konflikter.
Forvirring som strategi
Er USA virkelig så forvirret ? Når man ser på George W. Bush’s udenrigspolitiske ageren til dato, kan man ikke helt udelukke denne hypotese. Men det er farligt, når højre og venstre hånd hos jordens mest magtfulde aktør ikke samarbejder.
Men det er måske netop det de gør hvis vi anvender en smule politisk fantasi. Måske er den tilsyneladende forvirring en strategi ? Måske betyder stabilitet destabilisering – lige som fred ofte betyder krig.
Gennem tiden har vestlig politik været enestående uvenlig overfor og totalt manglet respekt for Makedoniens suverænitet og overlevelsesbehov. Tænk på et tiårs sanktioner uden kompensation, skammeligt diplomati for at få den vellykkede FN mission ud, misbrug af landet som én stor militærbase for NATOs bombninger og det store antal flygtninge, man påtvang Makedonien. Og så nu, klar indblanding i dets interne anliggender fra amerikanske diplomater i internationale organer, som f.eks Frowick fra OSCE.
Makedonien er en skrøbelig stat, ikke som Kroatien eller Jugoslavien. Dets struktur og position på Balkan, dets identitet som stat, er meget mindre sikker. Landet har ikke en stærk ledelse, men masser af korruption; en serie af svage regeringer, som lod problemerne være uløste gennem 1990erne har nu resulteret i en total lammelse. En krig her, kan i værste fald, føre til enden på det, der i dag kaldes Makedonien.
Ved at holde gang i en langsigtet krig på lavt blus inde i Makedonien kan landets ustabilitet øges. Det, at William Walker er pensioneret, betyder ikke, at hans synspunkter i Washington Post er hans alene. Han siger, at hvis Makedonien prøver at vinde militært “regner det galt”, som Milosevic gjorde det, idet det kun vil drive flere ind i UCK/NLA! Man må spørge sig selv, om han faktisk mener, at Makedonien kunne blive bombet, som Milosevic, hvis det prøvede?
NATO, EU og State Department synes at være enige om, at den makedonske regering ikke skal erklære krigstilstand. Beskeden fra EUs formandskab, fra Anna Lindh, fra Solana og fra alle andre har været: vær tolerant, reager med mådehold, vær tilbageholdende. På trods af disse organisationers rolle som politisk-militær jordemoder for de albanske nationale hære og forhåbninger, siger de, at de er “bekymrede” for, at de mindre militante albanere, der stadig er medlemmer af Makedoniens regering, skulle forlade den. Det ville betyde en yderligere nedslidning af regeringens multietnicitet og en øget polarisering af det makedonske samfund.
Nuvel, det skulle de måske have tænkt på tidligere, f.eks. da de behandlede Kosovokrisen og begyndte bombningen ? Det er lidt sent at finde ud af, at alt er forbundet med alt andet på Balkan. Den klassiske ekspertadvarsel, som blev helt ignoreret var, at hvad man end gjorde i Kosovo, havde det konsekvenser andre steder.
TFF og forfatteren af disse linier taler aldrig for voldelige løsninger. Der er ingen voldelig vej til stabilitet og fred i Makedonien. Men det forhindrer os ikke i at spørge, om der findes én eneste vestlig stat, som ikke ville slå tilbage eller som ville acceptere råd om “mådehold” mens bid efter bid af territoriet tages med militære midler? Når et stigende antal borgere dræbes af i hvert fald i nogen udstrækning fremmede aktører med base på den anden side af en international grænse ?
Ved at sende mange og forskellige signaler, holder USA folk optaget med at gætte på hvad det mon vil og tiltrækker dig en masse opmærksomhed. EU og det lille Makedonien ved meget vel, at USA stadig er den vigtigste spiller i regionen og USA har ikke netop noget imod denne Gudfader-rolle. Måske præsenteres den makedonske regering for visse tilbud bag scenen i disse dage &endash; eller vil blive det i den nære fremtid? Det er i så fald tilbud, som det ikke er tænkt at skal sige nej tak til?
Hvilke interesser kan der være i at destabilisere Makedonien ?
1. Divide et impera
Hvorfor skulle et destabiliseret Makedonien være i USAs interesse? En grund er den klassiske “divide et impera” – del og hersk. Når Makedoniens lederskab bliver tilstrækkelig tvivlrådig og bange eller taber kontrollen, kan vesten tilbyde sin “hjælp”: fredsbevarende indsats (baser), lån og politisk kontrol. Vesten kan indsætte en regering, man kan lide (og den bliver nok forskellig fra den der sidder nu).
2. Indflydelse og lydighed
Der er et løfte om at få Makedonien ind i NATO og senere EU, hvis det adlyder vesten og ikke søger alternative veje (eller importerer f.eks. russiske våben). Indtil Makedonien er “blevet udviklet” er situationen imidlertid den modsatte: NATO ind i Makedonien og meget lidt økonomisk hjælp fra EU.
3. Militær afstraffelse og indgriben
Hvis Makedonien skulle finde på ikke at adlyde og i stedet hævde sig selv, hvis det skulle erklære krigstilstand og drive UCK/NLA ud, så ville det sætte scenen i flammer. Nogen – og regn ikke med, at det blev FN – vil hurtigt føle sig forpligtet til at påtage sig den hvide mands tunge byrde med at civilisere og gribe ind. Er det for fantasifuldt at forestille sig en slags gentagelse af NATOs bombning af Jugoslavien ? Næppe mere end denne bombning ville have forekommet i f.eks 1997.
Man behøver kun at forestille sig, at UCK/NLA (med venlig hjælp udefra) optrapper sine aktiviteter. Når så albanerne forlader regeringen, polariseringen af samfundet uddybes, der forekommer flere lokale sammenstød mellem paramilitære grupper og flere drab og der så kommer en mere hård makedonsk nationalisme op til overfladen, kunne USA og andre se sig i stand til at bombe Makedonien og/eller stationere tropper. Slet ikke som i Jugoslavien, der var en stærkere modstander, men nok til at undertrykke og i praksis overtage landet.
4. Den tiltagende uenighed mellem EU og US
Ved at opretholde en kontrolleret, permanent instabilitet kan USA også forsætte sin konflikt med EU. EU kan endnu intet gøre militært, men det arbejder hårdt på at få sin Rapid Deployment Force op at stå. Derfor er det en særlig amerikansk fornøjelse at demonstrere, at man stadig kan diktere udviklingen i EUs egen baggård: “se, det kommer til at tage tid inden I bliver en supermagt”.
5. Hvedebrødsdagene med albanerne er forbi
Når man ser på vestlig politik siden 1998 har albanerne i Kosovo al grund til at forvente at vesten vil give dem et uafhængigt Kosova. Men det er blevet en meget mindre attraktiv løsning for vesten (og det gælder også et selvstændigt Montenegro) efter at befolkningen selv væltede Milosevic, som jo altid var det fyrtårn vesten styrede efter. Det “internationale samfund” havde ingen samlet forståelse af Balkan eller bare en strategi for en efter-Milosevic periode. Men kommet hertil, må man tilbyde de albanske hard-liners noget nyt i stedet, for at de ikke skal vende sig mod NATO og Vesten i Kosovo.
Hvis De nu mener at det er lidt for fantasifuldt så læs “The Fork in the Road” af Christopher Dell, missionschef på US Office i Pristina, oprindelig offentliggjort i det akademiske tidsskrift “Kosova & Balkan Observer” i marts 2001 (1.årg, vol. 1) på http://usinfo.state.gov/regional/eur/macedonia/dell.htm.
Dell beretter hvordan amerikanerne er blevet skuffede over albanerne, som de har gjort så meget for, men som nu ikke adskiller sig fra Milosevic, hvad angår etniske udrensninger og kriminalitet. Kosovo har længe været i en dyb krise; KFOR har gjort sit bedste for at hindre det, men UCK/KLA og UCK/NLA, disse “illegitime” styrker fortsætter deres kortsigtede politik for personlig vinding. Han fordømmer deres vold og den måde de “udnytter krisen i Makedonien” på og UCK/NLAs “kapring af de albanske partier der”. Selvfølgelig indeholder artiklen intet om, hvad der fremkaldte denne vending efter lange hvedebrødsdage mellem USA og UCK, ikke et ord heller om USAs egen medvirken i alle de ting.
6. Stor-Kosova ?
En måde hvorpå man kunne få Kosovo-albanerne til at acceptere, at uafhængigheden udskydes til en fjernere fremtid, var at åbne muligheden for et større Kosova (ikke Stor Albanien). Det er nemmere at bruge Makedonien end Serbien/Jugoslavien til det. Efter at man i 10 år har skældt Jugoslavien og serberne ud for alting, begynder det nu at dæmre for mange, idet mindste uofficielt, at denne grundlæggende fortolkningsmodel fra 1990erne er konstrueret af intellektuelle dværge og har låst vesten fast som i et fængsel i Kosovo.
7. Forsøg på tilnærmelse til Jugoslavien
Forandringerne i retning af demokrati i Jugoslavien fører formentlig til, at vesten begynder at forstå, at man ikke bare kan tage Kosovo og erklære det for selvstændigt for evigt.
Vestens støtte for Kosovos uafhængighed var kun “sjov” da Milosevic var modspilleren. Mange i vesten er nu, lidt forsinket, ved at indse, at Serbien er den vigtigste brik. Det er det mest multi-etniske land, dets kulturelle og uddannelsesmæssige niveau og dets marked på godt 10 millioner er så langt det mest attraktive i området. Med den nye disciplinerede og kloge ledelse under Vojeslav Kostunica – og med folkets egen befrielse fra Milosevics autoritære styre – ser Serbien pludselig ud som et bedre sted at investere og som den mest tiltrækkende allierede for fremtiden. Derfor stoppede NATO/KFOR og USA den skjulte støtte til de albanske UCPMB-styrker i det sydlige Serbien og der kunne nås en levedygtig aftale.
Er der en samlet plan eller er det bare forvirring ?
Til slut en advarsel og lidt selvkritik. Nogen vil se alt dette som en “antiamerikansk” forklaring, som en “konspirationsteori”. Nogen vil mene, at analyser som denne kraftigt overvurderer de amerikanske udenrigspolitiske aktørers evner. Svaret afhænger af, hvordan man vurderer den amerikanske udenrigspolitik i fortiden og hvordan man tror de nuværende beslutningstagere opfatter fremtiden. Hvad der ser ud som selvmodsigelser og en blanding af forskellige politikker og signaler, kan dog meget vel vise sig at være netop det.
Det vigtige er, at den amerikanske udenrigspolitik skal diskuteres, vurderes og kritiseres meget mere end det sker for tiden. Eksperter, diplomater og ledere for de mindre stater skal ikke bare gentage de officielle udtalelser foran kameraer og mikrofoner. Frie medier må kunne præstere mere alsidige rapporter. Denne, den eneste supermagts, rolle er altfor vigtig til, at man kan nøjes med at optræde som “papegøjer”.
Når det drejer sig om et lille land som Makedonien gør det ringe forskel om det, der sker faktisk er resultat af en sammenhængende strategi eller af den rene forvirring. Sådan som verden fungerer vil ingen af delene gøre nogen godt for dét land eller for Balkan som helhed.
Makedonien ved et vendepunkt
Man må formode, at den makedonske ledelse er helt på det rene med, at der er Walkere der ude, som vil tildele den Milosevics rolle, hvis den optrapper sin militære indsats mod de vestligt støttede oprørere. Så fanden er løs, hvis du forsvarer dit land og fanden er løs, hvis du ikke gør det.
Hvad der må bekymre enhver observatør lige nu er, at det er usandsynligt, at vestens opfattelse af en afmålt reaktion vil blive ved med at være sammenfaldende med den makedonske regerings opfattelse heraf. Vesten kan altid søge at øge presset direkte eller gennem UCK/NLA helt op til det niveau, hvor vestens propagandamaskine brændemærker den makedonske regering som en kopi af Milosevic der har til hensigt at smide alle albanere ud af Makedonien.
Det skulle ikke være nødvendigt at sige, at makedoniens folk og en eller anden ledelse som alle borgere kan have tillid til nu må se at samle sig. Med folk mener jeg de 98 % godhjertede, fredelige albanere, makedoniere, serbere, tyrkere, roma, muslimer etc., som uanset, at de ikke elsker hinanden, heller ikke hader hinanden, som ikke vil have krig og som ikke vil have ødelagt Makedonien.
De har bestemt problemer med hinanden, med velfærd, beskæftigelse, fundamentale behov, uddannelse etc., men jeg tror bestemt, at de er fælles om at se Makedonien som deres fælles land og fælles om at se, at de vil have det bedre dér, end i nogen fremmed konstruktion efter en krig. Hvis de får mange flere muligheder for at komme sammen og arbejde sammen, kunne makedoniere og albanere udmærket enes og hvad der er tilbage af fastlåste fjendebilleder om den “anden” etniske gruppe vil kunne mindskes. Med voldelig kamp på Makedoniens territorium vil sådanne muligheder blive mindre dag for dag.
Det er på tide at Makedoniens folk rykker sammen mod vestens manipulation og det er det moderate flertal, der kan gøre det. Ja de er de eneste der kan !
Det er aldrig for sent at kæmpe for fred og anstændighed.
