Per Stig Møller afviser, som snart den sidste udenrigsminister i Europa, at der er brug for at udtrykke kritik af amerikansk udenrigspolitik, Bush-regimets krigeriskhed og “krigen mod terroren.” Måske er der tale om en specielt forsigtig erkendelsesproces, fordi forandringerne i vor verden er både store og hurtige. Med et stadigt mere autistiskt og magtfuldt USA stilles Danmark overfor den største sikkerhedspolitiske udfordring i moderne tid. Det kan meget vel tænkes at vi i årene fremover får stærkt behov for nytænkning og omorientering i udenrigs- og sikkerhedspolitiken. Det er derfor ekstra ulykkeligt når den samme minister vil centralisere stort set al forskning i internationale spørgsmål og underordne den sit eget ministerium.
Ved den gamle kolde krigs afslutning opstod der objektivt set et væld af nye muligheder for at skabe et fredeligt, helt Europa og løse konflikter med et minimum af vold samt afskaffe kærnevåbnene. Med opløsningen af Sovjetunionen og Warszawapagten, der var NATOs officielle eksistensberettigelse, ville NATOs forsvinden for at give plads til noget helt nyt have været naturligt.
Men der blev ikke foretaget egentlige analyser af alternativer til NATO og af fredelig konfliktløsning i EU-regi. Danske regeringer gav Danmark rollen som den hyperaktive og Vest-loyale allierede, der skulle ud i verden. Man støttede ukritisk NATO’s ekspansion til “Stor-NATO” og undlod at press på for en forandring i alliancens absurde, udemokratiske og folkeretstridige atomstrategi. Og man støttede humanitære interventioner, som de eufemistisk blev kaldt. Mens Danmark under den kolde krig var”fodnotenation,” der bl a kunne arbejde for atomvåbenfrie zoner og havde egne meninger på i hvert fald visse punkter, blev den diskrete kritiske danske tanke og stemme tavs i 1990erne – – netop som der var mulighed for at fremme den.
Det må ses som et fundamentalt brud på årtiers fredelig politik – – og som ret u-danskt – – at Danmark de facto gik i krig for første gang siden 1945 da vore F16-fly deltog i den skammelige bombning af Jugoslavien. Det skete efter 8-9 års konflikter i forskellige dele af det gamle Jugoslavien, under hvilke der tilsyneladende heller ikke udførtes selvstændige konfliktanalyser i danske udenrigspolitiske beslutningskredse. Vi kunne have taget danske eller fællesnordiske mæglingsinitiativer, idet vore lande har en særlig goodwill dernede. Men vi stillede op bag USA og ringede til Bryssel for at høre hvad de store, der kørte EU’s “fælles” udenrigs- og sikkerhedspolitik, mente at Danmark skulle mene. Vi skulle blandt mene at en for tidlig og selektiv anerkendelse af Slovenien og Kroatien, som FN’s generalsekretær og ledende diplomater i Jugoslavien på det kraftigste advarede imod, var den rette vej. Derved blev Bosnien-Hercegovina dømt til uundgåelig krig.
Naturligvis kunne selvstændige analyser og mæglingsforsøg også have bragt os i unåde i EU, i NATO og Washington. Idag ser vi at vore loyaliteter lå dér snarere end hos de lidende folk på Balkan. I konsekvens til denne intellektuelle magelighed, grænsende til selvopgivelse, kan vi idag konstatere at hele den generelle vestlige politik var forfejlet: hvor vesten har været inde er der idag mere etniskt rent end før, få flygtninge er kommet hjem, der er tale om bevæbnet “fred” under tunge internationale militærstyrker. I Kosovo har det internationale samfund sat sig selv i fængsel og samarbejder dagligt med ekstremister og formodede albanske krigsforbrydere, der næppe er uden forbindelser til Europas narkohandel og Afghanistan.
I kølvandet på bombningerne kom så EUs militarisering. Hovedårsagen var at USA gennem sin infiltration (OSCE, CIA, MPRI, NATO-KLA) havde givet Europa en lærestreg: Europa selv kunne åbenbart ikke efter ti år klare problemerne i sin egen baggård. Ydmygelsen dér og tidligere i Bosnien sidder dybt i EU, hvis sikkerhedspolitiske ledelse ser EUs fremtid som en supermagt i verdenssamfundet.
Denne ledelse inkluderer Javier Solana, der som NATOs generalsekretær bar det højeste civile ansvar for de folkeretsstridige bombninger af Jugoslavien og som proportionelt slog tre gange så mange ihjel i Jugoslavein som terroristerne gjorde af USAs befolkning den 11. september. Hvorom alting er må det forventes at det nu kun er et spørgsmål om tid før det danske forbehold for militært EU-samarbejde blir ophævet, ikke mindst efter at også SF og Enhedslisten synes at have besluttet sig for at smide enhver alternativtænkning ud.
Vi har valgt også at praktisere følgagtighed ved ikke at udtrykke betænkelighed ved idéen om et missilforsvar over USA. De der har forstået det grundlæggende i strategisk teori, inklusive USA tidligere forsvarsminister McNamara i sin eminente bog Wilson’s Ghost, véd at der kun er én ting at sige om denne i sin konsekvens sindssyge ide: nemlig at den kun vil øge risikoen for ny atomkapløb, atomspredning og atomkrig. Danmark har ellers særlige forudsætninger fordi projektet som bekendt vil benytte Grønland. Men det ligger i forlængelse af at vi heller ikke har taget afstand fra at være værtsland for Echelon og andre elektroniske lytteposter, der krænker en række normer inklusive den om privatlivets fred. (Jeg tager for givet at dette manuskript blev registreret af amerikanske efterretningsmyndigheder, da det sendtes som e-mail til redaktionen. Det samme gælder al fax- og telefon-kommunikation, i praksis hver gang Du bruger dem).
De særdeles gode muligheder for et mere stabilt internationalt system og ægte fred i Europa blev spildt på nye hæsblæsende eksperimenter, hvor uendeligt få intellektuelle blev givet (eller selv tog) muligheder for at udvikle forskelligartede modeller for hvorledes det nye Europa kunne tænkes at se ud. Dels lå den gamle kolde krigs tænkemåde stadigt tungt i såvel udenrigsministerielle som akademiske kredse; dels var der nogle der troede at krigen og våbnene havde ændret karaktér, var blevet rent symbolske eller ville miste deres betydning; krig ville tilhøre en slags “diskurs” men ikke have realpolitisk mening. L’art pour l’art, kan man sige: ikke bare praktisk uanvendeligt, men direkte legitimerende for den udvikling af seriekrig, vi nu er vidner til. Oprustningens og krigenes arkitekter må have moret sig over disse intellektuelles selvvalgte irrelevanserklæring.
De kredse, der traditionelt de facto bestemte udenrigs- og sikkerhedspolitiken – og sikkerhedspolitiske journalister – havde stort set kun studeret amerikanske lærebøger i international politik og strategiske spørgsmål; de havde enten studeret i USA eller været på delegationsrejser til NATO’s hovedkvartér, eller andre af de magtfulde centre, der ikke bare styrede våbnene og politiken men også (måske især) påvirkede sindene og skabte de politiske korrekte holdninger hos den lille lydstat.
En anden gruppe af dagens sikkerhedspolitiske elite voksede ud af 1970ernes og 1980ernes “oprør”, antikærnevåbenbevægelsen og de grønne anti-militaristiske strømninger. Med den kolde krigs afslutning svingede de, som også f.eks. den nuværende tyske udenrigsminister Fischer, ungefär 180 grader og støttede den ny udenrigs- og sikkerhedspolitiske filosofi, der så krigen som utænkelig, symbolsk eller som diskurs og derfor, troede de, ville tillade dem at spille både realpolitikere og humanister. Også dette projekt er kuldsejlet med vestlige eliters egen balkanisering og deres nye kolde krig mod terrorisme, som har erstattet den gamle mod kommunismen.
Dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik står nu ved en korsvej: hvis Bush-regimet driver USA længere og længere mod højre, mod potentiel fascime, mod isolationisme, militarisme, nuklearisme og interventionisme vil det på et eller andet tidspunkt på vanviddets glidebane blive politisk og etiskt umuligt for dem at følge USAs linje med samme lydighed og uden selvstændige analyser og verdensbilleder. Og undgå en omfattende folkelig protest. USAs enegang har ydmyget ikke bare EU men også NATO, en alliance i dyb identitetskrise nu. Kløfterne over Atlanten vokser dag for dag.
For dette er såvel ministerium som eksperter dårligt rustede: der var aldrig brug for empati over for andres problemer eller sympati over for andre tolkningsmuligheder end det dominerende vestlige paradigme; det gik jo så godt og USA var Europas beskytter som man ikke skulle tirre. Efter 1989 var USA også den eneste supermagt, der repræsenterede en attraktiv sandhed i den forstand at den, der kunne gentage lektien korrekt og med akademisk tyngde, kunne regne med påskyndelse, inkludering, status og måske også betalte opgaver. Summa summarum: negation af selve det intellektuelle projekt og en sammensmeltning af ekspertise og statsmagt.
Systematisk forskning, særligt kritisk, af USA som samfund er voldsomt underprioriteret i de nordiske lande, mens vi har eksperter der ved noget om hvert eneste land i Europa, Afrika og Asien (hvilket er helt fint). Studier af ikkevoldelige konfliktløsning blev oplevet som irrelevant i den gamle kolde krigs verden og nu hvor NATO og USA blev gevaldigt styrket efter Sovjetunionens og Warszawapagtens fald. Af lignende grunde blev det aldrig politiskt korrekt at studere Vesten som den kunne ses udefra eller at beskæftige sig med, lad os sige, islamiske, hinduiske eller buddhistiske verdensbilleder og begreber om sikkerhed, forsvar og fred. Det ville ellers have været ret relevant i globaliseringens tidsalder.
Modeller for alternative civile former for forsvar og sikkerhed i hvilke den militære komponent spillede andenviolin og var rent defensiv og frakoblet NATO som alliancesystem, havde beslutningstagere heller ikke brug for andet end en flørt med.
Under 1990erne begyndte alle at tale om konflikthåndtering, forebyggende diplomati og konfliktforebyggesle (som om det var konflikter og ikke volden i dem vi skulle lære at undgå). Samtidig blev de store vestlige landes regeringer ved med at tolke virkelighedens konflikter, der var yderst komplekse i tid og rum, udfra to forældede paradigmer:
a) den gamle kolde krigs (Øst og Vest): Serberne, f.eks., blev tolket som de skyldige “russiske” expansionister; kroater, muslimer og albaner frihedselskende, demokratiske som vi i vest. Ideer om magtbalance, afskrækkelse, interessesfærer, interventionisme og militær overlegenhed levede videre under etiketter som “det ny NATO” og den “nye sikkerhedspolitiske arkitektur” og “spændende” netværksstrukturer.
b) en slags vulgærkristen, underbevidst idé om at konflikter kan stilles på formlen: hvem er de gode og hvem er de onde og aldrig, heller ikke efter 11. September: hvad er problemet? Og konfliktløsning blev ensbetydende med at straffe de udpegede onde med bomber og retsprocesser og bringe sig i vidunderlig afhængighed til de gode, der – – viste det sig siden – – var næsten lige så “onde”.
Og der skulle være en person mod hvem alt had kunne rettes og krige retfærdiggøres: i sin tid folk som Castro og Khadaffi, siden Saddam, Farah Aideed, Khomeini, Milosevic og nu Bin Laden. For vor egen godheds skyld må vi projicere vor egen kulturs skyggesider på andre.
Vi gør med andre ord sjældent hvad der burde gøres, men spiller den rolle USA og EU’s store har tildelt os. Vore embedsmænd, forsvarsintellektuelle og diplomater har heller ingen træning i konfliktanalyse, mægling, psyko-socialt arbejde med had, intolerance eller forsoning og tilgivelse. Ikkevold eller “fred med fredelige midler” som er FNs ideal er heller ikke kompatibelt med mandligt diplomati og civilisationens mørke krav om hævn, så: glem alt om det der med forebyggende diplomati og konfliktløsning når det virkeligt gælder; send F16 og elitetropper til Afghanistan! Og glem at Norden måske kunne noget, engang, som vi dumt nok har sagt farvel til nu hvor der er mest brug for det: humanismen og samtalen.
Regeringen vil nu at de vigtigste udenrigs- og sikkerhedspolitiske institutter samt dem, der arbejde med etniske problemer, menneskerettigheder og udviklingsforskning skal komme sammen under et tag; og det er ingen tilfældighed at det er under Udenrigsministeriets. Jeg husker besøg i Sovjetunionen i 1970erne og 1980erne hvor der herskede såvel censur som selvcensur i den slags insituttetter. Naturligvis vil det ikke blive eksakt det samme i Danmark.
Men – og der er et men – hvad er chancerne for virkeligt anderledes, (selv)kritiske og ikke bare vestlige (amerikanske) perspektiver vil blive fremelsket? Uden frihed er forskning værdi- og meningsløs. Hvor gode kår vil den frie forskning få, når forskeren er aflønnet af staten, kan se frem til statens pension, sidder i hverdagen i statens institut, går på konferencer med statens repræsentanter og sikkert vil blive bedt om at udføre analyser for staten – en stat hvis ledelse hidtil og aktuelt har kædet sig selv fast til historiens stærkeste imperium og til militaristiske snarere end civile løsninger, nu senest i halen på USA i Afghanistan?
Måske rimeligt gode, det véd vi endnu ikke – men regeringen kan ikke slippe afsted med dette uden at vække mistanke om at man ønsker at styre, kontrollere og udøve den form, der til forskel fra den sovjetiske direkte, er censur gennem struktur: bureukratiets “naturlige” begrænsninger, selektive budgetindskrænkninger og uudtalte kriterier for hvad der er relevant og irrelevant at forske i i forhold til den aktuelle udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje. Hidtil har man ikke set en vest- eller selv-kritisk, egentlig globalt orienteret eller fredsorienteret forskning i et omfang i Danmark, der kan måle sig med den der, gudskelov, faktisk findes i USA (og f.eks. England, Tyskland) takket være et væld af analysegrupper, institutter og private stiftelser dér. Der vil ikke blive mere under det nye tag. Af ubegribelige grunde efterligner altså den liberale regering snarere Sovjetunionen end USA på dette område.
I den sidste ende er det, som så meget andet, et spørgsmål om magt. Statsmagten over andre og ekspertens mulighed for magt over sig selv. Folk der søger tryghed og folk der stræber efter kontrol tiltrækker som bekendt hinanden. Der er brug for en bred offentlig debat om såvel den følgagtige danske udenrigs- og sikkerhedspolitik og om den farlige sammensmeltning af stat, medier og forskning til støtte for den.
Når både politiken, forskningen og medierne savner intellektuel og moralsk autonomi i forhold til stormagterne og i stigende grad savner forankring hos de mennesker, den skal repræsentere i fred, krise og krig, nemlig danskerne så kunne det skyldes at de har noget tilfælles: angsten for den overordnedes straf, i led efter led op til det USA, der ifølge Bush er udvalgt af historien og Gud til at redde verden.
Det er faktisk en sikkerhedspolitisk risiko at denne trebenede elite er mere loyale med sine respektive foresatte i udlandet og positionerer sig i forhold til verdens gang stort set uden at bruge de mekanismer der findes for konsultation af befolkningen om hvis sikkerhed det hele retteligt burde dreje sig.
USA har magt over den danske regering, som har strukturel magt over forskningen og medierne, der har magt over diskussionen og menneskers opfattelse af verdens gang, af hvad der er “realistisk” og hvad der er sandt. I et demokrati skulle det være muligt at rulle kæden op den anden vej: en levende debat og åben information fra alla sider, en kreativ forskning og frie medier, der formidler menneskers følelser, håb og ideer til regeringen, der fortæller USA at vi gerne ser at de opfører sig lidt anderledes…Men vi er med fordi vi ikke har intellektuelle forudsætninger eller tør være bare lidt imod. I grunden er fri forskning og frie medier forudsætninger for kritik, konstruktivisme og dissidens.
Hvis man betænker hvor få dissidenter, der har hidtil har været i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik kan regeringens centraliseringsforsøg næppe være udtryk for angst for at der skulle fremkomme altfor mange alternativer med tag i folket. Det må være angsten for at netop et første lille dissidentfrø skulle bæres ud gennem en lillebitte sprække i systemet af de nye vinde, de blæser. Det liberale projekt er, takket være sin triumfalisme, allerede ved at blive autoritært og skrøbeligt, angst for at mange meninger mødes. Hvis det fortsætter vil det gå med Vesten som det gik med Sovjetunionen.
De eneste, der nu kan påvirke USA i fornuftigere retning er USAs allierede. Landet har større magt end noget andet i historien. Der er håndgribelige tendenser til verdensherredømme på landjorden, til vands og i rummet; det gælder økonomiskt, politiskt, kulturelt og især militært.
Danmark og andre allierede har derfor et særligt ansvar for at signallere at vi er med verden også hvis USA stiller sig over eller udenfor verden. Det er ikke os, der er anti-amerikanske, det er USA/Bush-regimet, der er ved at blive anti-verdenssamfundet. Man må derfor regne med den mulighed at USAs politiske kurs – – og dens konsekvenserne i termer af had, terror og oprør rundt om – – kan tvinge den danske regering til på et eller andet tidspunkt at tage åben stilling imod den amerikanske globalpolitik og for verdenssamfundet.
Dét vil kræve omfattende nytænkning og civilcourage i hele det sikkerhedspolitiske establishment. At lukke øjnene og håbe på bedre tider vil en dag blive en skammens politik. Der er brug for intellektuel oprustning og for tusinder af dissidentfrø – og dermed for en slags sandheds- og forsoningsprocess med vor egen rolle under og efter den kolde krig.
For os i Vest, der er så gode til at fortælle østeuropæerne og fattige i udviklingslandene at de bare skal gøre op med historien og illusionerne er det tid at feje for egen dør.
