Dagbladet Information 6 februar 2002
Danmark skal deltage med elitesoldater, F16-fly og diverse andet i krigen i og over Afghanistan. Beslutningen ligger i forlængelse af de danske regeringers håndtering af begivenhederne siden 11. september. Da denne håndtering har været analysefri og uden tegn på selvstændig holdning eller anvendelse af etiske principper har denne konkrete beslutning samme karaktér.
Mens man nok kan forstå daværende statsminister Nyrup Rasmussens panikreaktion – svøbt som den var i statsmandsretorik og landsfaderlige opfordringer til at nationen måtte stå sammen – findes der ikke et rimeligt intellektuelt eller moralsk ansvar for at også den nuværende regering sælger sig til global militarisme og amerikansk verdensdominans.
Der er gået godt fire måneder. Der har været tid nok til både ministerielle analyser og til en mangesidet offentlig debat om hvad vi skal stille op med de dødsensalvorlige problemer, der er forbundet med 11 september. På nuværende tidspunkt må det imidlertid stå klart at den danske statsledelse tog fejl, eller blev pålagt af USA at “tage fejl,” på blandt andre disse punkter:
Der var ikke tale om et angreb på Vesten eller på vestligt demokrati; det var udelukkende et angreb på USA og på to symboler for kapitalismens og militarismens magt – områder hvor USA i bogstavelig forstand er enestående. Det blev fremstillet som om USA skulle “svare” på en grundløs provokation. Men 11. september kan også ses som andres “svar” på de dele af amerikansk politik, som vi sjældent hører noget om fordi USA er vor allierede eller måske en aktør vi og andre lande in stigende grad ser på med frygt: basesystemer, infiltration, kærnevåben, hemmelige operationer, Irak-krigen og sanktionerne, Mellemøsten-politiken, af CIA sanktioneret narkotikahandel, bistand med våben og torturteknik samt den specielle antagelse, der ligger til grund for den største del af USA’s udenrigspolitik, nemlig at der gælder en lov for USA og en anden for alle andre.
Der var ikke tale om et militært men om et civilt angreb, udført uden andre våben end knive og med civile fly, der ikke overfløj international grænse. Det var således panik at aktivere den 5. artikel i NATO’s vedtægter, da der ikke har været noget angreb på militære installationer i noget NATO-land. Alliancen er derimod blevet marginaliseret af USAs egensindige krigsførelse i og over Afghanistan.
Der var ikke tale om at USA skulle “gengælde” og udøve “selvforsvar.” Der er heller intet i FN-traktaten, der kan bruges som støtte for den type af selvforsvar som USA praktiserer ved bombningen af Afghanistan. Den tidligere og den nuværende udenrigsminister må vide at den is ikke kan bære og at FNs højeste mål er at afskaffe krig.
Bush-regimet har i offerpsykologisk forstand skamredet den 11. september i en sådan grad at der er grund til at tro at andre motiver stort set lige siden har spillet en vigtigere rolle. Og det har meddelt den måbende verden og den påståede internationale alliance mod terrorisme at der er tale om en langvarig krig, mindst 6 år.
Måske er der en pointe med dette: at mens vi holder øjnene på krigen i Afghanistan så foregår der i det skjulte ting, der kan være meget værre for verdenssamfundet og for det demokrati, man officielt bekymrer sig om.
Siden 7. oktober – en lige så vigtig dag som 11. september – tvinger denne ekstreme politik verden til at leve med risikoen for “krig mod terror” i mange flere lande (Filippinerne, Somalia, Iraq, Columbia, hvem ved), med CIA virksomhed, hemmelige operationer, støtte til menneskerettigshedskrænkende regimer, voldsomt øget militarisme og potentielle krigslignende handlinger i henved 60 lande. Vi tvinges til at leve med dårligere økonomi, mere global fattigdom, mindre demokrati og frihed, med militærtribunaler, tortur og med at amerikansk lovgivning de facto praktiseres i en række lande uanset at dette strider mod deres suverænitet og mod internationale normer.
Der er en betydelig fare for at Bush-regimets politik i USA og rundt om i verden allerede har skadet friheden, demokrati og civil rettigheder, menneskerettigheder og den enkeltes retsbeskyttelse og privatlivets fred mere end selve terrorangrebet den 11. september.
Er det USA’s skyld? Ja, men det er i lige så høj grad de underdaniges skyld, de der ikke har civilcourage til at stille spørgsmålstegn ved denne enes drift mod verdensherredømme på majoritetens bekostning. Alt dette gøres i navnet af en international alliance, der ikke har megen synligt hold i virkeligheden hvis man for eksempel følger ikke-vestlig presse og analyser rundt om i verden på Internet.
Det blev ikke tale om et retfærdigt militært “svar” fra USA’s side. Dels har man kastet sig over et land, der angives at være “vært” for bin Laden, der dog er forsvundet hvis han nogensinde var der. Derimod ikke over (olje)landet Saudi-Arabien, som terroristerne i hovedsag kommer fra eller fra lande, der bærer hovedansvaret for miséren, hvor Pakistan – Vestens nye, konstitutionsløse og autoritært ledede allierede – spiller en central rolle sammen med CIA og Saudi-Arabien gennem de sidste godt 30 år.
Der blev heller ikke tale om en politisk analyse eller reformer i konsekvens af angrebet den 11. september. Man kan nok forstå at Bush-regimet ikke lige efter den frygtelige begivenhed overvejede at tage udenrigspolitiske initiativer for at komme terrorismens rødder til livs. Men at vi i de forløbne fire måneder ikke har set antydningen af vilje fra det til at spørge ikke kun: Hvem? – men også Hvorfor? bør være skræmmende for enhver, der kerer sig om verdenssamfundets fremtid. For i dette spiller USA en større rolle end nogen magt i historien nogensinde har gjort: økonomiskt, politiskt, militært, til havs, på landjorden og i rummet, i åbenhed og i hemmelighed. En ambition om verdensherredømme der ikke er set tidligere.
Når den foregående og den nuværende danske statsledelse således fortsætter med at bygge sin krisehåndtering på en række forestillinger, som senare har vist sig højst tvivlsomme eller direkte uholdbare, og ikke ønsker at revidere dem i lyset af udviklingen siden da, er det let at forstå at Danmark nu også aktivt skal tjene militarismen istedet for den intelligente konflikthåndtering og en egentlig humanitær indsats i Afghanistan.
Man må snarere frygte at denne politik – også i lyset af galopperende fremmedfjendtlighed og nedskæringer i ulandsbistand – kan udsætte Danmark for terror i fremtiden. I bedste fald må man gå ud fra at Danmarks image som humanitært og retskaffent land i mange andre landes og kulturers øjne er stærkt skamferet.
