Fredsforsker efterlyser læren fra Hiroshima
Eftertanken efter atombomberne over Japan for 60 år siden er udeblevet, siger fredsforskeren Jan Øberg
Af ELSE MARIE NYGAARD
nygaard@kristeligt-dagblad.dk
I morgen vil verden mindes 60-året for atombomben over den japanske by Hiro-shima. Men ifølge fredsforskeren sociolog Jan Øberg er eftertanken efter atombomberne over Japan, der kostede over 210.000 mennesker livet, udeblevet.
– Vores måde at tænke på er uændret, og atomvåben er nu nærmest blevet indpasset i moderne, amerikansk, strategisk tækning, som var de konventionelle våben. Vi har rationaliseret atomvåbnene og kommet dem ind i teorier om, at de kun var til for at afskrække fra krig. Men de skal faktisk bruges under visse omstændigheder, siger han og fortsætter:
– Hvis vi havde forstået følgerne af 6. og 9. august 1945, ville vi i Vesten have nedrustet. I dag er der ingen i vores del af verden, som vil forsvare kannibalisme eller slaveri, for det har vi afskaffet, fordi vi har indset, at det er uciviliseret, men sådan er det ikke gået med atomvåbnene, selvom det er den ultimative terrorisme. Jeg ser terrorisme som det at misbruge uskyldige, sagesløse individer for at opnå et politisk mål. Hvad der er sket i London og New York er intet at regne mod, hvad de våben kan udrette, siger Jan Øberg.
Fredsforskeren mener, at der endda i nogle kredse er en opfattelse af, at der kan være noget godt ved brugen af atombomben.
– En af grundene til, at vi stadig har atomvåben 60 år efter det forfærdelige fejlgreb, er, at nogle mener, bevidst eller ubevidst, at en sådan syndflod forårsaget af en atombombe vil kunne udrydde den ondskab, som er i verden. En slags katarsis for kloden. De alt-ødelæggende kernevåben repræsenterer et løfte om den store renselse, og hvis du er tilstrækkelig primitiv i din livsopfattelse, så er atomvåbnene et håb om renselse i verden og en bedre verden, siger han.
De mennesker, der beslutter at sende et fly lastet med atomvåben af sted, sætter sig ifølge Øberg i Guds sted. Han mener, at der skete noget med menneskets guds-opfattelse efter Hiroshima.
– Det blev bevist, at teknikken muliggør, at mennesket kan påtage sig ansvaret for at ødelægge alt levende i det, som vi kalder skaberværket og dermed indføre det store destruktionsværk, siger fredsforskeren.
Efter en fem timers flyvetur fra den lille ø Tinian cirka 2500 kilometer sydøst for Japan smed det amerikanske bombefly “Enola Gay” den 6. august 1945 kl. 8.15 om morgenen – fra 580 meters højde over Shima Hospital i Hiroshimas centrum – den første atombombe i krigstid. Da bomben faldt, blev himlen sønderrevet af et lysglimt. Inden for få sekunder derefter udløstes en gigantisk varme- og trykbølge på mindst 6000 grader celcius, som jævnede alt opretstående med jorden. Af Hiro- shimas cirka 350.000 indbyggere blev over 70.000 dræbt på stedet. Ved udgangen af december 1945 havde bomben krævet mindst 140.000 dødsofre i byen.
Den 9. august smed USA en ny atombombe over byen Nagasaki. Ved udgangen af december havde den bombe krævet mindst 70.000 menneskeliv. Det helt nøjagtige antal ofre er aldrig blevet fastslået.
GLOBAL BAGGRUND SIDE 6
HIROSHIMA-DAG – De nationale ledere, som i dag har magten over kernevåben, sidder med nøglen til den moderne syndflod. Det stiller mennesker over for en ny etisk udfordring, siger fredsforskeren Jan Øberg, som op til 60-året for Hiroshima-dagen advarer mod, at man ser på atombombning som noget, der hører historien til
Af ELSE MARIE NYGAARD
nygaard@kristeligt-dagblad.dk
I morgen vender verden blikket mod den japanske by Hiroshima, for den 6. august er det nøjagtig 60 år siden, at byen blev ramt af verdenshistoriens første atombombeangreb.
Klokken 8.15, lokal tid, blev den japanske havneby stort set forvandlet til en ruin, da det amerikanske fly Enola Gay kastede uranbomben “Little Boy”. Mellem 70.000 og 100.000 døde efter nedslaget og i de efterfølgende kritiske måneder. Tre dage senere blev Japan ramt af endnu en atombombe, da en plutoniumsladning blev kastet over Nagasaki, og cirka 30.000 døde.
De to atombomber, som ramte Japan, er de hidtil eneste, som er anvendt i krig. Beslutningen om at kaste bomberne blev taget af den amerikanske præsident Harry S. Truman, som med bombningen ville tvinge japanerne til at kapitulere uden det blodbad, en invasion i landet ville koste. Sådan kan man læse om de tragiske begivenheder i Den Store Danske Encyklopædi, og nutidens turister i Hiroshima har gode mulighed for at fordybe sig historien om atombomberne og følgerne. Men den danske fredsforsker Jan Øberg advarer mod at lave flere mindesmærker og indrette flere museer over Anden Verdenskrigs brug af atomvåben. Han mener, at man med den slags fortællinger og iscenesættelser af en tragisk historie risikerer at forlede moderne mennesker til at tro, at atomvåben hører fortiden til.
Jan Øberg, 54 år, er leder af et uafhængigt fredsforsknings-center, Transnational Foundation for Peace and Future Research, den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, TFF, som har base i den skånske by Lund. I 1971 flyttede han til Sverige og blev doktor i sociologi fra Lunds Universitet og var i ni år ansat på universitetet som fredsforsker, men siden 1989 har han ledet netværket TFF. Han rejser en stor del af året og ernærer sig som foredragsholder og forfatter, ligesom han ved flere lejligheder har været gæsteprofessor i fredsforskning i blandt andet Japan.
– I dag er årsdagen for atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stort set de eneste anledninger, hvor spørgsmålet om atomvåben bliver behandlet i medierne. I forhold til tidligere fylder spørgsmålet om atomvåben ikke meget i den offentlige debat, og der er ingen danske medier, som eksempelvis interesserer sig for Danmarks aktuelle relationer til atomvåben og atomkrigsplanlægning. Det er mit indtryk, at der i den brede befolkning i Vesten er en forståelse af, at atombomber er noget, som hører historien til, og som vi nu, efter den kolde krigs afslutning, har på museum, selvom vi lever under det vilkår, at vi kan blive blæst væk når som helst af kernevåben, siger Jan Øberg.
En præsident, der beslutter at sende et fly lastet med kernevåben af sted, er ifølge Jan Øberg et menneske, som sætter sig i Guds sted.
Skønt han betegner sig selv som fritstående i forhold til religion, så er han overbevist om, at der skete noget med menneskers gudsopfattelse den dag for snart 60 år siden, hvor bomben ramte Hiroshima.
– Det blev bevist, at teknikken muliggør, at mennesket kan påtage sig ansvaret for at ødelægge alt levende i det, som vi kalder skaberværket, og dermed indføre det store destruktionsværk, siger han og tilføjer:
– Der er ikke bare tale om, at man ignorerer Gud eller fornægter ham, men man påtager sig rollen at spille Gud og sende den store afstraffelse over menneskeheden. De nationale ledere, som i dag har magten over kernevåben, sidder på sin vis med nøglen til det, som man kan betegne som en moderne syndflod. Det stiller mennesker over for en ny etisk udfordring. De, som mener, at atomvåbnene er vigtige, de må dybest set foragte Gud fuldstændigt, eller også må man bilde sig selv ind, at man har Guds mandat til at føre sin politik ud i livet, siger Øberg.
Han har fundet et citat frem fra Albert Einstein, der som en refleksion over brugen af atomvåben tilbage i 1945 skrev: “Med dette er alt i vores verden forandret undtagen vores måde at tænke på.” Med de ord mener Øberg, at Einstein sætter fokus på kernen af den problematik, som står tilbage, årtier efter at Hiroshima og Nakasaki er genopbygget.
– Vores måde at tænke på er uændret, og atomvåben er nu nærmest blevet indpasset i moderne amerikansk strategisk tækning, som var de konventionelle våben. Vi har rationaliseret atomvåbnene og kommet dem ind i teorier om, at de kun var til for at afskrække fra krig. Men de skal faktisk bruges under visse omstændigheder. Hvis vi havde forstået følgerne af den 6. og 9. august 1945, ville vi i Vesten have nedrustet. I dag er der ingen i vores del af verden, som vil forsvare kannibalisme eller slaveri, for det har vi afskaffet, fordi vi har indset, at det er uciviliseret, men sådan er det ikke gået med atomvåbnene, selvom det er den ultimative terrorisme. Jeg ser terrorisme som det at misbruge uskyldige, sagesløse individer for at opnå et politisk mål. Hvad der er sket i London og New York, er intet at regne mod, hvad de våben kan udrette, siger Jan Øberg.
Med til den forandrede verden, som ifølge Øbergs tolkning var en konsekvens af atombomberne over Japan, hører også, at De Ti Bud må revideres. Forståelsen af Moselovens femte bud, “Du må ikke slå ihjel”, skal udvides, mener han.
– Siden august 1945 har vi egentlig påtaget os et andet etisk ansvar. Med ét blev det tydeligt, at vi alle var del af en klode og er hinandens globale naboer, og vi har påtaget os et ansvar for at opføre os ordentligt som globale borgere, for alt, hvad vi gør, har globale konsekvenser. Den individuelle naboskabsetik, som ligger i kristendommens bud om, at du ikke må slå ihjel, den skal ekspanderes, siger han.
Han bruger et andet billede fra Bibelen, når han skal forklare, hvordan han oplever USA og NATO’s forståelse af sig selv som atomvåbenmagter. Han finder Jesu ord fra Lukasevangeliet om splinten og bjælken frem: “Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?”
– Siden 1989, hvor vi sagde, at den kolde krig var overstået, er talen om atomvåbenkrig gledet i baggrunden. Jeg tror ikke, at det er en udfordring, som optager flertallet. Og når vi taler om atomvåben og det problematiske ved dem, så handler det altid om den risiko, der er ved spredning af atomvåben, og ikke om eksistensen af vore egne atomvåben. Jeg mener, at det svarer til, at vi ser splinten i vores brors øjne, men ikke bjælken i vores eget, og det er udtryk for civilisatorisk racisme, siger Jan Øberg.
Ligesom Øberg mener, at mennesket ved at bruge atomvåben bestiger den almægtige Guds trone, så tror han også, at nogle mennesker forventer, at der kan komme noget godt ud af syndfloden. Da duen vendte tilbage til Noa i arken med oliegrenen i næbet, fortæller historien, at en ny, bedre verden var brudt frem.
– En af grundene til, at vi stadig har atomvåben 60 år efter det forfærdelige fejlgreb, er, at nogle mener, bevidst eller ubevidst, at en sådan syndflod forårsaget af en atombombe vil kunne udrydde den ondskab, som er i verden. En slags katarsis for kloden. De alt-ødelæggende kernevåben repræsenterer et løfte om den store renselse, og hvis du er tilstrækkelig primitiv i din livsopfattelse, så er atomvåbnene et håb om renselse i verden og en bedre verden, siger han.
Han er selv drevet af en overbevisning om, at verdens konflikter en dag vil blive løst gennem andet end krig. Det er denne tro, som har fået ham til at vie sit liv til fredsforskningen.
– Jeg tror på, at vi kan sætte mekanismer i gang gennem debat og folkeoplysning, hvor vi bakker tilbage fra afgrunden. For jeg har en tro på, at mennesket vil ligge kursen om, når det bliver rigtig alvorligt, siger han.
Jan Øberg
54 år, født i Århus og student fra Aarhus Katedralskole. Blev doktor i sociolog fra Lunds Uni-versitet i Sverige i 1981 og var i ni år ansat på universitetet, hvor han blandt andet stod i spidsen for instituttet for fredsforskning. I 1985 tog han og hans svenske kone, Christina Spännar, initiativ til forskernetværket Transnational Foundation for Peace and Future Research, den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning. Arbejdet i stiftelsen er ulønnet, men Jan Øberg er en flittig foredragsholder og desuden forfatter til flere bøger, hvilket gør det økonomisk muligt for ham at arbejde frivilligt i stiftelsen. Øberg har modtaget flere internationale priser. Hans seneste bog fra 2004 hedder “Forudsigelig fiasko”.
