På engelsk her Ikke-spredningsaftalen, som trådte i kraft i 1970, er det centrale element i de internationale anstrengelser for at kontrollere spredningen af kernevåben. Måske fik aftalen et forkert navn ved sin dannelse, for aftalen handler både om kernevåbennedrustning og om ikke-spredning. I sin kerne er aftalen en handel mellem de stater, der har kernevåben og de, der ikke har. Handelen er, enkelt udtrykt, at kernevåbenstaterne accepterer en total afrustning af deres kernevåbenarsenaler, mens de stater, der ikke har kernevåben accepterer ikke at skaffe sig dem. Denne aftale eller handel mellem aftalens parter, der angiver den kurs, de hver for sig vil følge med hensyn til kernevåben, er aftalens vigtigste del. Den er imidlertid også den del, som amerikanske borgere dårligst forstår. Den sørgelige kendsgerning er, at fra første færd har kernevåbenstaterne vist ringe tilbøjelighed til at opfylde deres del af aftalen. Så sent som i 2000 kom kernevåbenstaterne overens...