Ikke-spredningsaftalen, som trådte i kraft i 1970, er det centrale element i de internationale anstrengelser for at kontrollere spredningen af kernevåben. Måske fik aftalen et forkert navn ved sin dannelse, for aftalen handler både om kernevåbennedrustning og om ikke-spredning. I sin kerne er aftalen en handel mellem de stater, der har kernevåben og de, der ikke har. Handelen er, enkelt udtrykt, at kernevåbenstaterne accepterer en total afrustning af deres kernevåbenarsenaler, mens de stater, der ikke har kernevåben accepterer ikke at skaffe sig dem. Denne aftale eller handel mellem aftalens parter, der angiver den kurs, de hver for sig vil følge med hensyn til kernevåben, er aftalens vigtigste del. Den er imidlertid også den del, som amerikanske borgere dårligst forstår.
Den sørgelige kendsgerning er, at fra første færd har kernevåbenstaterne vist ringe tilbøjelighed til at opfylde deres del af aftalen. Så sent som i 2000 kom kernevåbenstaterne overens om 13 praktiske skridt mod kernevåbenafrustning. Deres resultater er en næsten total fiasko, ikke fordi de prøvede og mislykkedes men fordi de manglede den politiske vilje til bare ét alvorligt forsøg. Uden et alvorligt forsøg fra kernevåbenstaterne på at opnå kernevåbenafrustning, kommer aftalen til at indeholde dobbeltmoralske principper, som giver specielle privilegier til kernevåbenstaterne. I virkeligheden er det ikke aftalen, men kernevåbenstaterne selv der bliver dobbeltmoralske.
For et år siden startede USA en forebyggende krig mod Irak, byggende på den påstand at Irak havde masseødelæggelsesvåben inklusive kernevåben eller et program for at udvikle dem. Selv hvis man ser bort fra påstandenes tvivlsomme forhold til sandheden, understreger den amerikansk ledede krig dobbeltmoralen i ikke-spredningssystemet. Ikke mindst sammenlignet med USAs tavshed overfor den kernevåbenaktivitet, der blev udfoldedet af Pakistan, dets allierede i “krigen mod terror”. Da det blev afsløret, at den pakistanske videnskabsmand A. Q. Khan solgte kernevåbenhemmeligheder til Iran, Nordkorea og Libyen, og han blev benådet af den pakistanske regering efter at have indrømmet disse alvorlige ulovligheder, sagde USA ikke meget. Tilsvarende har USA aldrig offentligt rejst problemet med Israels kendte udvikling og besiddelse af kernevåben. Alle disse eksempler på dobbeltmoral strider mod betingelserne i Ikke-spredningsaftalen og mod effektive forsøg på at kontrollere spredningen af kernevåben.
I en tale på det Nationale Forsvarsuniversitet februar 2004 behandlede George Bush kernevåbenspredningstruslen. “Den største trussel mod menneskeheden i dag” sagde ham, “er risikoen for et hemmeligt og pludseligt angreb med kemiske, biologiske, strålings- eller kernevåben”. Blandt de 7 forslag hr Bush fremsatte, var en opfordring til de 40 lande i Gruppen af Kerneteknikleverandører om at “nægte at sælge berigelses- og oparbejdningsudstyr og -teknologi til nogen stat, som ikke allerede har fungerende fuldskala berigelses- og oparbejdningsanlæg”. At det forslag blev mødt med bifald, giver et indtryk af, hvor lidt dette publikum og amerikanere i almindelighed er indstillet på overvejelser omkring dobbeltmoral.
Vi kan rose hr Bush for at opfordre alle lande til “at styrke lovgivningen og den internationale kontrol som styrer spredningen”, inklusive det at gøre spredning til en forbrydelse. Hr Bush gør ret i at forsøge at stoppe spredningen af kernevåben. Men han tager fejl, når han tror, at det kan gøres på grundlag af et dobbeltmoralsk internationalt system som giver nogle stater fordele på andres bekostning. Hvor kernevåben end måtte findes udgør de en trussel mod mennesker overalt. Som direktøren for det Internationale Atom Energi Agentur Mohammed Elbaradei advarede om i en tale dagen efter hr Bush’s tale: “Hvis verden ikke skifter kurs, risikerer vi at ødelægge os selv”.
Elbaradei talte
for en opstramning af kontrollen med eksport af kernematerialer og
for at den skulle omfatte alle,
for at styrke de internationale inspektører,
for at forebygge at nogen trak sig ud af ikke-spredningsaftalen,
for at bringe følsomme dele af kernebrændselscyklus under international kontrol,
for at få startet forhandlinger om en aftale om at afskære forsyningen med spalteligt materiale – en aftale vi skulle have haft forlængst, og
for at kernevåbenstaterne skulle bevæge sig i retning af kernevåbennedrustning. Elbaradei kaldte kernevåbennedrustning en “grundlæggende del af aftalen om ikke-spredning”.
“Vi må ud af den uholdbare opfattelse”, sagde Elbaradei, “at det er moralsk forkasteligt for nogle lande at stræbe efter at få masseødelæggelsesvåben men moralsk acceptabelt for andre at bygge deres sikkerhed på dem og endda fortsat forbedre deres egenskaber og udarbejde planer for deres brug”.
Han må bestemt have tænkt på programmer som “små kernevåben” og “bunker-sprængning”, kernevåben som USAs administration arbejder på, da han fremsatte denne udtalelse.
Vi må nu gå fremad
ElBaradeis forslag er brugbare og nødvendige. Det er de af hr. Bush’s forslag også, der ikke dækker over dobbeltmoral. Men det er ikke nok til at stoppe spredning af atomart materiale. Der er behov for et langt tydeligere og mere presserende program, hvis dette svære mål skal nås, fordi konsekvenserne af ikke at gennemføre et sådan program kan vise sig endog meget drastiske.
De typer af seriøse programmer man vil blive tvunget til at implementere, hvis man skal forebygge yderligere atomspredning – med alle de farer det indebærer, følger her:
1) Global tilslutning af ikke-spredningsaftalen.
Aftalen giver ikke resultat med mindre alle lande i verden tilslutter sig den. Indien, Pakistan og Israel er på nuværende tidspunkt ikke omfattet af den skønt de har atomvåben. Nordkorea har trukket sig ud af aftalen, og der påstår man at være i besiddelse af atomvåben. Disse lande må bringes ind under aftalen, og de må gøres ansvarlige for at underlægge deres nukleare våben og materialer international kontrol og sikkerhedsgarantier. Hvis aftalen skal lykkes må disse lande, sammen med de andre atomvåbenlande, indordne sig et gennemskueligt og verificerbart nedrustningsprogram.
2) Opstille en tidsplan og sætte klare mål til gennemførsel af atomnedrustning.
Ikke-spredningsaftalen har været i kraft i over tre årtier, uden at det har ført til fremskridt af betydning med hensyn til nedrustning i aftalens ånd. Den eneste måde at sikre at atomvåbenlande gennemfører deres forpligtelser inden for en rimelig tidsramme, er at etablere en stram tidsplan, med vigtige delmål på vejen til fuldstændig nuklear nedrustning.
3) Etablere et globalt inventarium til opregning af atomvåben- og materiale.
For at kunne kontrollere atomvåben og atomare materialer, må man kende til den eksakte mængde der er tale om. Alle lande uden undtagelse må underlægges krav om rapportering og internationale inspektioner for oprettelse af dette inventarium.
4) Placere nukleare materialer og våben under international beskyttelse.
Som det er nu, opererer man med dobbelte standarder, der tillader atomvåbenlandene at holde deres civile og militære atomprogrammer udenfor IAEA-inspektioner og sikkerhedskontrol. Disse dobbelte standarder må høre op, og alt hvad der findes af nukleare materialer og våben i alle lande må opregnes og underlægges internationale sikkerhedsforanstaltninger.
5) Standse alle bestræbelser for at “forbedre” atomkapaciteten.
For tiden søger USA og andre atomvåbenlande at udvikle nye og mere brugbare atomvåben. Det er endnu et eksempel på dobbelt standard under ikke-spredningsaftalen, der må få en ende.
6) Såvel horisontal som vertikal atomvåbenspredning skal kriminaliseres.
Alle forsøg til nuklear spredning, hvad enten det sker ved overføring af våben og materialer, eller ved forbedring og udvidelse af befindtlige lagre, bør kriminaliseres og behandles som forbryderiske overtrædelser af international lov.
7) Tildel de atomvåbenfri lande sikkerhedsgarantier.
En grundlæggende del af aftalen må, for de lande der har valgt at være atomfri, bestå i at vide sig sikre mod atomare angreb fra atomvåbenlandenes side. Sådanne aftaler skal genopfriskes og indskrives med utvetydig formulering.
8) Forbinde sig til en “ikke-førsteslags”-politik.
Hvert eneste eksisterende atomvåbenland bør forbinde sig til ikke at være det første, der bruger atomvåben mod en anden atommagt, og til at underordne hele deres nukleare politik denne lov.
9) Bibeholde det aktuelle moratorium pålagt atomprøvesprængninger.
Alle lande bør bibeholde den aktuelle atomprøvestop og ratificere “Comprehensive Test Ban Treaty”-aftalen, hvis de ikke allerede har gjort det. USA kan sætte sig i spidsen for dette, ved at standse forberedelserne til at genoptage deres atomprøvesprængninger, og ved indenfor en kort tidsramme at lukke Nevada prøvesprængningsplatformen.
10) Omdirigere penge fra udvikling og vedligeholdelse af atomvåben til afvikling af dem, og til sikkerhedsanordninger for atomart materiale.
Financiering af vedligeholdelse og forbedring af atomlagre bør omdirigeres og målrettes arbejdet med at forebygge spredning af atomvåben- og materiale. Adekvat financiering er nødvendig, hvis internationale bestræbelser for inspektion og sikkerhed af nukleare våben og materialer, samt afmontering af eksisterende atomlagre, skal gennemføres.
Konklusion
Atomar spredning kan ikke stoppes før atomvåbenlandene for alvor foretager betydningfulde og vedvarende bestræbelser henimod atomnedrustning.
Det betyder at atomnedrustning ikke længere kan komme i sidste række, samtidig som man prøver at stoppe spredningen med magt. For at modvirke spredning må dobbelte standarder ophøre, og atomvåbenlandene må med beslutsomhed opfylde sine forpligtelser til atomar nedrustning; tidsfristen herfor har de forlængst overskredet.
En verden fri for atomtrusler er en verden uden atomvåben, eller én hvor man skynder sig for at nå det mål. Den vil også være kendetegnet ved at alle nukleare materialer og våben står under strikt, effektiv international kontrol. Det kræver en ny måde at opfatte sikkerhed på, én uden dobbelte standarder. Og den måde er med al tydelighed nødvendig, hvis man vil forebygge at bare et eneste atomvåben, eller materiel der muliggør et sådant, falder i hænderne på ikke-statlige ekstremister, som ikke er underlagt trusler om tilintetgørelse gennm hævnaktioner.
Albert Einstein sagde, en anelse gådefuldt: “Fantasi er vigtigere end viden”. Vi kan let forestille os hvad der vil ske med vore byer, med civilisationen og med alt liv, hvis vi undlader at standse spredning og brug af atomare våben. Men er vi i stand til at mobilisere den politiske vilje der skal til for at forebygge disse katastrofer, som vores fantasi tegner så klare billeder af? De vil blive virkelighed hvis atomvåben bringes til affyring, hvor som helst på jorden, med tilintetgørelse af vores kollektive fremtid og utænkbar fortvivlelse til følge.
© TFF and the author 2004
