Af Birgitte Rahbek
kultursociolog og forfatter til bogen
“En stat for enhver pris – konflikten i Mellemøsten”
3 september 2002
Samtidig med at Vesten – USA og dets allierede inklusive Storbritannien og Danmark – bekæmper terrorister med den ene hånd, skaber de samme allierede med den anden i hobetal af nye terrorister gennem bombardementerne i Afghanistan og gennem deres dobbeltspil og hykleriske politik i Mellemøsten.
Da præsident Bush umiddelbart efter 11. september arbejdede på at skabe en global koalition imod Afghanistan, var han klar over at Mellemøstkonflikten var et problem han måtte løse hvis han skulle have sine arabiske venner i Golfen og Saudi Arabien (kun beklageligt at de fleste terrorister kom netop derfra!) til at bakke op om aktionen – eller i hvert fald ikke gå åbenlyst imod den. Derfor fik Israel i første omgang en kold skulder da det søgte at udnytte situationen ved at forsøge at sidestille palæstinensernes frihedskamp med terrorisme og ivrigt rundsendte billederne af jublende palæstinensere i Jerusalem. Sharon lod verden forstå at bin Laden og Arafat var to alen ud af ét stykke.
Desperationen meldte sig i de politiske kredse i Israel, nu havde de lige troet at verden havde forstået hvad de selv var oppe imod, og så måtte de ikke være med. Der tegnede sig hermed et nyt billede, og måske kunne der i Mellemøstkonflikten komme noget positivt ud af katastrofen.
Men nej. Enten er George W. Bush blevet mindet om at den næste valgkamp aldrig ligger langt ude i fremtiden, hvorfor det er dumt og uøkonomisk at lægge sig ud med den pro-israelske lobby i USA, eller også har han blot indset åndsslægtskabet med den ledende israelske cowboy. Sharons krigsforbrydelser syner måske ikke af så meget over for et halvt århundredes amerikansk politik som i Guds og menneskerettighedernes navn har myrdet millioner i Vietnam, Cambodia og Latinamerika for ikke at tale om alle dem der er blevet dræbt af amerikanske våben eller amerikanske allierede. Sharons primitive retorik om det gode og det onde og om dem og os minder om det der udgår fra Det Hvide Hus. Dertil kommer at den historiske hukommelse i Washington er meget kort; med hensyn til Palæstina går den sjældent længere tilbage end til det sidste palæstinensiske angreb som så bliver forklaringen på de efterfølgende israelske angreb. Israels største politiske og propagandamæssige triumf er at have udnyttet Vestens korte hukommelse til at fremstille konflikten som en konflikt mellem to parter der slås om det samme land, og hvor den enes metoder ikke har noget at lade den anden høre.
Det vakte derfor stor opsigt da Danmarks forhenværende udenrigsminister Mogens Lykketoft kaldte en spade for en spade ved at gå til Mellemøstenkonfliktens kerne og tale om kolonialisering og besættelse. Aldrig før havde Danmark spillet så stor en rolle i Mellemøsten. Der blev lyttet; hvad var det man i Tel Aviv havde overset, siden Danmark, der hidtil havde støttet Israel i tykt og tyndt, nu krævede lighed og retfærdighed i det politiske spil om det hellige land? På den israelske fredsfløj var man taknemmelig. Danmark blev et forbillede og et trusselsbillede: hvis Sharonregeringen ikke snart ændrer politik, vil hele verden blive som Danmark, skrev de.
For Danmark var den politik vort bedste værn mod terrorisme. Men også det er nu historie; tilbage sidder verden og vi med den dårlige smag i munden fra en fladpandet og modbydelig dansk valgkamp, hvis retorik udgør den største sikkerhedsrisiko. Her var der virkelig tale om landsskadelig virksomhed.
Selv om vi er godt inde i det 21. århundrede, foregår krig efter samme metoder som igennem årtusinder: først skal fjenden dæmoniseres, derefter kan man behandle ham som man lyster. På den måde er verden blevet forført til at acceptere massakrer på afghanske krigsfanger; den amerikanske forsvarsminister har endog gjort det klart at han helst ser at de alle dør. USA har ikke villet tilslutte sig den internationale krigsforbryderdomstol, men det burde ikke legitimere summariske henrettelser og/eller standretter på amerikanske flådefartøjer. Det burde selv en korsfarer kunne indse.
Først da billedet af Walker, den unge amerikanske talibansoldat, tonede frem, strejfede det måske nogen at også talibansoldater er mennesker, der har forældre og andre som holder af dem – eller som en palæstinensisk minister sagde til en israeler “selv om I betragter os som dyr, skal I huske at selv dyr holder af deres unger.”
Med al respekt for kulturforskelle gør man klogt i at tage udgangspunkt i at mennesker i al deres fascinerende individualitet mere ligner hinanden end adskiller sig fra hinanden. Kun derigennem vil man kunne finde frem til antydningen af en forklaring på hvorfor nogle unge mænd og enkelte gange kvinder er parate til at sprænge sig selv i luften og tage uskyldige med i købet. Det er ikke sorg og afsavn der skaber en terrorist; det gør derimod konstante ydmygelser og krænkelser.
Det er disse daglige ydmygelser som palæstinenserne har været udsat for i 34 år under israelsk besættelse: mangel på bevægelsesfrihed med de ubehagelige konfrontationer ved checkpoints, lukning af skoler, ransagning af hjem, lukning for vand og forsyninger, hindringer for ambulancekørsel. Måske fødes der ikke længere børn i krybber i det hellige land, men der er blevet født en del palæstinensiske børn i de ambulancer som israelske soldater har nægtet at lade passere deres checkpoints. Ikke alle børn og ikke alle mødre har overlevet fødslen. Man kan opremse ydmygelserne og læse om dem, men ingen af os kan forestille os et dagligliv under de betingelser. Men rundt omkring i arabiske og muslimske lande har folk lettere ved at identificere sig med og oprøres over denne uretfærdighed, og måske kan de danskere der husker besættelsen, fornemme en flig af hvad det drejer sig om.
Oven i dette skal lægges verdens ligegyldighed over for palæstinensernes skæbne som verdenssamfundet selv har ansvaret for. Dertil kommer den udbredte dobbeltmoral over for Israels mange krigsforbrydelser. Uvidenhed spiller også ind: når det i dag er muligt for israelske ministre og ambassadører at rejse rundt i verden og optræde som advokater for fred selvom de i realiteten er medskyldige i krigsforbrydelser og utallige overtrædelser af folkeretten, skyldes det at det generelle vidensniveau blandt journalister er skræmmende lavt. Der er i dag ikke megen respekt for specialiseret viden, alle skal kunne det samme – det vil i realiteten sige ingenting.
Derfor har medierne, ikke mindst i det sidste halvandet år, sat gud og hver mand til at interviewe om og dække Mellemøsten. Det resulterer i at israelske ministre fortsat kan bilde fx danske journalister ind at palæstinenserne i Camp David fik tilbudt næsten 100% af Vestbredden og Gaza og en selvstændig stat, uanset at det – både her og i Israel – er blevet dokumenteret at der intet konkret tilbud blev fremlagt i Camp David – end mindre noget generøst tilbud.
Det er, mere end noget andet, frustrationen over alt dette der er forklaringen på at en ung palæstinenser kan vælge at bruge sig selv som bombe for derigennem at overføre sin smerte og vrede på unge israelere som heller ikke har bedt om denne konflikt, og hvis forældre næppe havde tænkt at det var deres barn der skulle betale prisen for Israels selvmordsagtige politik. For nok er det palæstinenserne der tegner sig for de små selvmord, men Israel er i færd med det store selvmord.
En israelsk avis skrev den 12. december sidste år at Israel for øjeblikket “rider på en bølge af verdens forståelse”. Denne forståelse har med den israelske minister for intern sikkerhed Uzi Landaus ord betydet “at vi nu står over for en gylden mulighed – en mulighedernes vindue som man ikke må gå glip af – til at slå ned på terrorismens infrastruktur, på selve dens fundament”. Mens den muslimske verden fejrede deres største højtid, rullede israelske tanks ind i de palæstinensiske selvstyreområder, jævnede huse med jorden og føjede endnu mange til den lange liste over palæstinensiske ofre for den lange konflikt.
Men først og fremmest var der tale om en operation der skulle ydmyge Arafat og straffe ham fordi han ikke knuste organisationen Hamas. En absurd situation: samtidig med at man bomber palæstinensiske fængsler, sikkerhedsstyrker og politistationer, bebrejder man palæstinenserne at de ikke kan fungere effektivt; det er som at hugge armene af en mand og derpå bebrejde ham at han ikke rækker hånden frem. Endnu mere absurd er det i et historisk perspektiv, for Hamas er ikke Arafats afkom, men derimod et produkt af 1980’ernes israelske politik. Dengang var Hamas en lille velgørenhedsorganisation som Israel opmuntrede til at bygge flere moskéer i Gaza. Den israelske støtte havde samme politiske udgangspunkt som den amerikanske i sin tid til bin Laden og hans folk, nemlig at islam ville være det bedste våben imod – her ikke russerne men – Arafat og hans PLO. I en forvrænget udgave føres den politik for så vidt videre som Sharons statsterroristiske metoder har betydet en større støtte til Hamas end nok så mange af organisationens velfærdsprogrammer eller terrorbomber.
Vi har at gøre med verdens ældste flygtningeproblem – og et af de største – og med verdens længste nutidige besættelse, nemlig af Vestbredden, Østjerusalem og Gaza. Vi har også at gøre med klare og utvetydige brud på folkeretten, det gælder fx. de mange bosættelser som er en overtrædelse af den fjerde Genèvekonvention. Der er i dag over 400.000 bosættere på Vestbredden, i Gaza og i Østjerusalem. Tallet er blevet næsten fordoblet siden Osloaftalen i 1993. Et andet brud på folkeretten er de israelske likvideringer af palæstinensiske ledere, slyngelstatsmetoder som i den nuværende form blev indført af Ehud Barak sidste år. Metoden var ham ikke fremmed. Han har tidligere personligt stået bag flere mord på palæstinensiske ledere.
Da palæstinenserne svarede igen med at myrde den højreekstremistiske turistminister Ze’evi som på mordtidspunktet var ved at træde ud af regeringen fordi han fandt Sharon for blødsøden, gik Israel amok og dræbte i løbet af et par dage over 40 palæstinensere. Selv var Ze’evi gået ind for etnisk udrensning, alle palæstinensere skulle ud af Gaza og Vestbredden, for, som han sagde, “palæstinenserne er som lus. Man må fjerne dem som lus”. Ved sin død blev denne mand hyldet af hele det israelske establishment.
De israelske regeringer har gjort hvad de kunne for at skræmme palæstinenserne væk: 16.000 har set deres hjem jævnet med jorden og titusindvis af træer blive revet op med rode, og brønde bliver kastet til. Når israelerne kunne tro at Camp David ville føre til en fredsaftale, skyldes det at de ikke så hvad der skete i de besatte områder, hvor hver eneste ny omkørselsvej, hver eneste ny bosættelse og de løbende udvidelser af gamle bosættelser skete med store omkostninger for palæstinenserne. Som en israeler fra Fred Nu har formuleret det: “I Osloårene var der næppe en palæstinenser som, når han vågnede om morgenen og åbnede sit vindue, ikke så at besættelsen var blevet udvidet”.
Danmark må indse at med mindre hele verden skal holdes som gidsel af krigsforbryderen Sharon, så skal der handles, og det hurtigt. Der er ingen grund til at bruge kræfter på at diskutere udviklingshjælp til Palæstina, for Israel ødelægger mere på en uge – og i skrivende stund på en dag – end Danmark kan yde på et år. Vi må under vort EU-formandsskab se i øjnene at USA ikke vil spille den rolle som især palæstinenserne har tigget og bedt dem om i mange år. Af indenrigspolitiske grunde vil USA ikke skabe den internationale ramme om fredsforhandlinger i Mellemøsten som skal tvinge parterne til at efterkomme FN’s resolutioner, overholde folkeretten og respektere hinandens tilstedeværelse i det historiske Palæstina som to selvstændige lande for to folk.
Måske er USA – beruset af sin militære succes i Afghanistan – blevet ligeglad med sine arabiske proselytter, vel vidende at man alligevel vil miste dem når man måske tager fat på at bombe Irak. Eller også ved de at USA’s militære dominans er så overvældende at intet land kan risikere at sætte sig op imod den. En magtberuset King Kong er sluppet løs, og kun en hulebeboer i Afghanistans bjerge kan true den.
Medlemmer af den amerikanske kongres vil fremsætte et lovforslag om at Irak skal give FN’s våbeninspektører adgang til alle steder i Irak; hvis det nægtes, vil det blive betragtet som “en aggressiv handling imod USA”. Med andre ord: først tager vi Kandahar, så tager vi Bagdad!
USA har selv modsat sig kontrol med biologiske våben, og ingen FN-inspektør har krævet adgang til fx Israels fabrikker og lagre for biologiske og kemiske – og atomare – våben. Israel bliver med en dansk politikers ord fortsat behandlet som en svagbørnskoloni; vi skal tage særlige hensyn til Israel og forstå landets vanskelige situation.
Men hvad er det egentlig vi skal forstå? At Israel, struttende af våben, har malet sig selv op i et hjørne og nu befinder sig omgivet af arabiske lande hvis befolkninger hader dem på grund af deres undertrykkelse af palæstinenserne, uanset at de arabiske ledere i et halvt århundrede har været parate til at sælge deres egen bedstemor for at tækkes vesten? Hvorfor ikke i stedet vise forståelse for det mindretal i Israel som udgør landets fredskræfter, og som ikke ønsker at se deres børn dræbt af en selvmordsbombe, og som ikke vil spilde deres tid med at bevogte bosættere hvoraf nogle er indvandret for blot et par år siden, for derefter straks at gøre krav på de sidste 22% af det gamle Palæstina?
Israel kan genbesætte de områder som de palæstinensiske myndigheder havde fået overdraget, de kan slå Arafat og andre palæstinensiske ledere ihjel, de kan omdanne det bibelske landskab til en parkeringsplads for israelske tanks, men fred bliver der først den dag hvor Israel har trukket sig tilbage fra de i 1967 besatte områder. Det ved de fleste egentlig godt, de ved blot ikke hvordan man kommer derhen.
En ting er givet, der skal tales i klartekst, vi har ikke at gøre med en flok forfinede intellektuelle, der kan klare sig med antydninger; de der bestemmer i Israel, er militærfolk. Som situationen er nu, skal skytset fra dansk og europæisk hold ikke rettes mod konfliktens svage part. Først når Israel har bragt besættelsen til ophør (og det vil kun ske efter internationalt pres, for efter Sharons afgang kommer Netanyahu antagelig tilbage), vil man kunne skabe grobunden for at unge palæstinensere kan se frem til et liv i sikkerhed og værdighed og med håb for fremtiden – og da vil der ikke længere fostres terrorister.
Men spørgsmålet er hvor mange der skal dø forinden, fordi verden vælger at bøje loven og relativere internationale konventioner for at tækkes en regering der i sin magtfuldkommenhed er parat til at sætte hele regionen – og verden – i brand.
