Af
Mahathir Mohamad
Malaysias forhenværende premierminister
13. december, 2005
Engelsk original på Information Clearing House, September 16, 2005
People with Blood-Soaked Hands
NGOs protesting that Mahathir was invited to speak
Jeg vil gerne takke Suhakam for den ære det er, at få lov til at tale til jer, om et emne som I ved mere om og har mere erfaring med, end jeg.
I bekymrer jer om menneskerettigheder eller Hak Asasi Manusia. Og det er kun rigtigt, at som et civiliseret samfund og som nation, må vi alle bekymre os om menneskerettigheder i vort eget land og også i verden.
Men menneskerettigheder skal respekteres, fordi de kan bidrage til en bedre livskvalitet. At dræbe 100.000 mennesker, fordi man mistænker, at nogle fås menneskerettigheder er blevet krænket, forekommer at være en selvmodsigelse. Alligevel har menneskeretsfanatikere ført til, at flere mennesker er blevet berøvet deres rettigheder og deres liv, end det antal, der blev reddet. Det virker, som om vi har tabt sansen for proportioner.
Med fremskridtene i civilisation, er det kun ret, at menneskesamfundet forsøger at udmærke sig selv mere og mere frem for Guds andre skabninger, der ikke kan tænke, ikke har fornuft, og ikke kan se ud over deres grundlæggende behov og følelser. At underkaste sig den stærke og magtfulde var rigtigt i dyreriget og i primitive menneskesamfund. Men jo mere fremskredent samfundet bliver, desto større skulle evnen være til at tænke, anerkende og vurdere forskellen mellem rigtigt og forkert og til at vælge mellem disse, med større argumentationskraft og ikke bare baseret på følelser og ønsker.
Verden i dag er, når det drejer sig om at træffe de rigtige valg, stadig meget primitiv. For eksempel er der dem, der hævder at være mest civiliserede og som dog stadig tror, at ulykker, der rammer dem, skyldes deres fjenders handlinger, mens ulykker, de påfører deres fjender, er ret. Dette fremgår af den bekymring og vrede, der fremkaldes af, at 1700 amerikanske soldater er døde i Irak, mens døden af 100 gange så mange Irakere som et resultat af den militære invasion og den borgerkrig, der fremkaldtes af, at man påtvang Irak demokratiske valg, slet ikke nævnes.
Irakiske døde tælles ikke, mens hvert enkelt dødsfald for en amerikansk soldat rapporteres for verden. Der er tale om soldater, der må forvente at blive dræbt. Men Irakerne, der dør på grund af amerikanske handlinger eller på grund af den borgerkrig i Irak, som USA har fremkaldt, er uskyldige civile, som under Saddam Husseins diktatur stadig ville have været levende.
Du og jeg læser rapporterne om Irakeres død med sindsligevægt, som om det var rigtigt og retfærdigt. Du og jeg reagerer ikke med vrede og skræk overfor denne uretfærdighed, denne krænkelse af disse Irakeres ret til at leve, til at være fri for terror, også statsfremkaldt terror.
Før invasionen af Irak døde 500.000 børn, fordi sanktioner, på et falskt grundlag, berøvede dem medicin og mad. Adspurgt af pressen, om hun ikke mente, at denne pris for at stoppe Saddam Husseins diktatur var for høj, svarede fr Albright [som amerikansk udenrigsminister], at det var svært, men det var prisen (de 500.000 døde børn) værd.
På det tidspunkt, [må man spørge] hvor var de mennesker, der bekymrer sig om menneskerettigheder ? Afslørede de Englands og USAs misgerninger ? Protesterede de mod deres egne regeringer ? NEJ. Det er fordi de, fjenden, bliver dræbt. Det er acceptabelt. Men deres egne folk må ikke dræbes. At dræbe dem, er at begå en terrorhandling.
Men, hvad er en terrorhandling. Er det ikke enhver handling, som skræmmer folk ? Skræmmes folk ikke af tanken om at blive bombet og dræbt ? De, der står for at blive dræbt af eksploderende bomber, ved, at de får revet hovedet og lemmerne af deres kroppe. Uden tvivl vil nogen dø med det samme. Men mange vil ikke. De vil nå at mærke lemmerne blive revet af kroppen, at deres tarme falder ud på jorden gennem det sønderrevne underliv. De vil vente i frygtelig smerte på den hjælp, som måske ikke kommer. Og de vil igen føle frygten, mens de forudser næste bombe eller raket. Og de, som overlever, vil kende frygten for, hvad der kunne ske med dem personligt, når bomberne kommer igen, i morgen, dagen efter, ugen eller måneden efter.
De vil vide, at de er de næste til at få revet hovedet af kroppen, og lemmerne. De vil vide, at de vil dø voldeligt eller overleve i rædselsfuld smerte, minus arme, minus ben, invalideret for evigt. Og bombningerne vil fortsætte. I Irak levede folk i en forfærdelig frygt i 10 år, mellem Golfkrigen og invasionen af Irak. De var terroriserede. Har de nogen rettigheder ? Gjorde verdens befolkning noget ?
De britiske og amerikanske bombepiloter kom, uden modstand, sikkert og bekvemt i deres moderne fly, trykkede på knapper for at smide bomber og invalidere rigtige mennesker, som var deres mål, bare mål. Og disse mordere, for det er, hvad de er, tager bare tilbage for at fejre: “Opgaven Fuldført” (“Mission accomplished”).
Hvem er terroristerne ? De mennesker nedenunder, der bombes eller de, der kaster bomberne ? Hvis rettigheder er taget fra dem ?
Jeg fortæller det her, fordi når det drejer sig om menneskerettigheder, har vi ikke bare to sæt normer, der er mange. Selvfølgelig skal vi bekymre os for, om fanger og tilbageholdte udenlandske arbejdere i dette land behandles ordentligt eller ej. Vi skal bekymre os for, om alle kan udøve deres stemmeret eller ej, om den mad, der gives til indsatte er sund eller ej, og selvfølgelig om tilbageholdelse uden retssag, er en krænkelse af menneskerettighederne eller ej.
Men de folk, hvis hænder er sovset ind i uskyldiges blod, Irakeres, afghaneres, panamaners, nicaraguaneres, chileneres, ecuadorianeres; de folk, der myrdede præsidenterne i Panama, Chile, Ecuador; de folk, der så bort fra international ret og igangsatte militære angreb, invaderede og dræbte hundreder af panamanere for at arrestere Noriega og sætte ham for retten, ikke efter Panamas love, men efter deres egne, har disse mennesker nogen ret til at stille spørgsmålstegn ved menneskerettighederne i vort land, til at lave en liste og give karakterer for menneskerettighedstilstanden i verdens lande en gang om året, disse mennesker med de bloddryppende hænder.
De sætter ikke spørgsmålstegn med grove menneskerettighedskrænkelser i lande, der er deres venner. I virkeligheden forsyner de disse lande med midler til at tillade sig menneskerettighedskrænkelser.
Israel forsynes med våben, kamphelikoptere, kugler med betræk af udarmet uran til at føre krig mod mennesker, hvis eneste mulighed for at gøre gengæld er ved selvmordsbomber. De israelske soldater er velbeskyttede med skudsikre veste o.l., opererer fra armerede tanks, armerede bulldozere, når de sender raketter og bomber over palæstinenserne og ødelægger deres huse, mens beboerne stadig er i dem.
Israel har kernevåben, men de fik alligevel bombefly til at bombe såkaldte kernevåbenforskningsanlæg i andre lande. Og som det er med de amerikanske og britiske handlinger, så river de israelske bomber og raketter levende palæstinensere, Irakere og snart syrere og iranere i stykker, uden den ringeste bekymring for, om de dræbte folk har rettigheder, har menneskerettigheder til deres liv, til sikkerhed, til fred.
Så er der andre venner af disse terroristnationer, som krænker deres eget folks menneskerettigheder, nægter dem blot de simpleste demokratiske rettigheder, fængsler og henretter deres folk uden en fair retssag, men som ikke kritiseres eller fordømmes.
Men når lande ikke er venlige overfor disse store magter, så påstår de store landes regeringer, at de har ret til at bruge penge på at undergrave regeringen, til at støtte NGOer med at vælte regeringen, til at sikre, at kun kandidater, der er villige til at underkaste sig dem, vinder. Vi ser allerede valg, hvor kandidater, der ønsker at bevare landets uafhængighed afvises, mens kun de, der er rede til at underkaste sig disse magter, får lov til at stille op og til at vinde.
Der var engang, hvor nationer lovede højtideligt ikke at blande sig i andre landes indre anliggender. Som et resultat heraf opstod mange autoritære regimer, som begik forfærdelige grusomheder. Cambodja og Pol Pot falder i tanken. På grund af ikke-indblandingsprincippet i landes interne anliggender døde 2 millioner cambodjanere på frygtelig vis.
Der kan være grund til indgriben. Men hvem bestemmer, hvornår det er tilfældet ? Skal denne ret ligge hos en bestemt supermagt ? Hvis det er tilfældet, kan vi så være sikre på, at denne supermagt vil handle i det pågældende lands bedste interesse for at opretholde de menneskelige rettigheder.
Saddam Hussein blev retsbehandlet af medierne og fundet skyldig i at undertrykke sit folk. Men det var ikke undskyldningen for at invadere Irak. Undskyldningen var, at Irak truede Verden med masseødelæggelsesvåben. Specielt formodedes England at være truet af masseødelæggelsesvåben, der kunne ramme 45 minutter efter, at Saddam havde givet ordren.
Som vi alle ved, var det en løgn. Ethvert organ, der har fået opgaven at verificere, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben, har opgivet at bevise det. Selv Englands og USAs efterretningstjenester har sagt, at der ikke var noget masseødelæggelsesvåben, som Saddam kunne true USA eller England eller Verden med. Og i dag efter måneder af grundig søgen, uden at Saddam eller hans folk gik i vejen, har man ikke fundet noget masseødelæggelsesvåben.
Alligevel påtog USA og UK sig at invadere Irak for at fjerne en påstået autoritær regering. Resultatet af invasionen er, at mange flere mennesker er dræbt og såret, end man nogensinde har givet Saddam ansvaret for. Endnu værre, de magter som formodes at redde det Irakiske folk har brudt international lov om menneskerettigheder ved at internere Irakere og andre og ved at torturere dem på Guantánamo, i Abu Ghraib og andre steder.
Så kan vi virkelig acceptere, at disse store magter alene har retten til at afgøre, hvornår man skal blande sig i andre landes interne affærer for at beskytte menneskerettighederne ?
Malaysia bekymrer sig om menneskerettighederne inden for sine egne grænser. Det behøvede ikke fremmede magters indblanding for at starte Suhakam, et organ, der skal kontrollere og sikre, at der ikke sker menneskerettighedskrænkelser indenfor landets grænser.
Folk i Malaysia synes at være ganske tilfredse. De kan arbejde og handle og tjene lige så mange penge de vil. Der er ingen begrænsninger på deres bevægelsesfrihed, de kan endda tage til udlandet.
De har politiske partier, som de frit kan tilslutte sig, hvadenten de er for eller imod regeringen. De kan læse aviser, der er for eller imod regeringen. Mens de nationale elektroniske medier er for regeringen, er der ingen, der forhindres i at se eller lytte til fremmede udsendelser, som stort set er kritiske mod regeringen.
Fremmede aviser og blade er frit tilgængelige. Faktisk så trykkes mange fremmede aviser, som International Herald Tribune og Asian Wall Street Journal i Malaysia og er frit tilgængelige for malaysiere. Og så er der internettet som ingen synes at kunne stoppe, selv ikke når der vises ærekrænkende løgne.
Periodisk, uden afvigelser, er der valg i Malaysia. Alle og enhver kan deltage i disse valg. Begge siders kampagner er lige på og hårdt. Og resultaterne viser ganske klart, at trods beskyldninger mod regeringen for udemokratisk praksis, så kan mange oppositionskandidater vinde. Faktisk tabtes flere stater til oppositionspartierne. Ikke en eneste af de vindende oppositionskandidater er blevet anklaget, stillet for retten og fundet skyldig i et eller andet lille brud på valgproceduren og forhindret i at indtage sit sæde i parlamentet, som det sker i et vist land.
Men trods alt dette beskyldtes Malaysia for at have en totalitær regering gennem de 22 år, jeg har været premierminister. At jeg løslod tilbageholdte, da jeg blev premierminister og at jeg brugte ISA [formentlig en sikkerhedslovgivning] meget lidt, ændrede ikke ved, at jeg var en diktator, der krænkede menneskerettigheder.
Og at jeg ikke brugte ISA, ikke tilbageholdt nogen uden retssag, det hjalp heller ikke. Og så da en tidligere vicepremierminister blev anklaget, stillet for retten med 9 forsvarsadvokater og dømt, så blev der bare sagt, at der var tale om en sammensværgelse, at retten var styret og manipuleret og at retssagen var et skuespil. Så det er galt, hvis du bruger ISA og galt, hvis du ikke gør.
Kan de lide dig, så er en retsafgørelse i din favør helt fin, selvom den kommer på et latterligt grundlag.
Det er de folk, som synes at give sig selv retten til at fastlægge grundreglerne for menneskerettigheder og som har udpeget sig selv til vogtere af verdens menneskerettighedskvalitet.
Og nu har disse samme personer fundet på noget de kalder globalisering. For det første, hvem har ret til at foreslå og fortolke globalisering ? Det er helt sikkert, at globalisering ikke er opfundet af de fattige lande. Det blev opfundet, fortolket og startet af de rige.
Den globaliserede verden skal være uden grænser. Men hvis lande ikke har grænser, så er det helt sikkert, at det første, der vil ske, er, at folk vil være i stand til at flytte fra det ene land til det andet uden betingelser, uden papirer og pas. De fattige mennesker i de fattige lande skulle så være i stand til at flytte til de rige lande, hvor der er arbejde og muligheder.
Men det er slået fast, at globalisering, grænseløshed, ikke gælder for mennesker, men for kapital, for valutahandlere, for store selskaber, for banker, for NGOer, der interesserer sig for såkaldte menneskerettighedskrænkelser, for mangel på demokrati, etc. Bevægelsen går, som I kan se, kun i den ene retning. De rige krydser grænserne til gavn for deres forretninger, banker, valutahandlere, deres NGOer, for menneskeret og demokrati.
Der vil ikke ske nogen bevægelse i den anden retning fra de fattige lande til de rige, bevægelsen af fattige mennesker på jagt efter arbejde, NGOer, der bekymrer sig for menneskerettighedskrænkelser i de rige og magtfulde lande, hvor medierne udøver selvcensur for at fremme bestemte partier, hvor tvivlsomme valgresultater godkendes af tamme domstole. Der bliver ikke nogen bevægelse af farvede mennesker til de hvide lande. Hvis de skulle slippe ind, bliver de pågrebet og sendt til afsides liggende øer i midten af oceanet, eller de bliver anbragt bag militærpigtrådshegn. Det er altsammen meget demokratisk og tager fuldt hensyn til menneskerettigheder.
| Ville Du læse her nu hvis Du ikke havde nytte af det? Få flere kvalitets-artikler fra TFF i fremtiden |
Hvis vi ser tilbage, kan vi erkende, hvad globaliseringen egentlig er. Det er slet ikke en ny ide. Handelsglobalisering begyndte, da etniske europæere fandt søvejene til Vesten og Østen. De ville have handel, men de kom i orlogsfartøjer med kanoner og invaderede, erobrede og koloniserede deres handelspartnere.
Hvis de indfødte folk var svage, blev de bare likviderede, skudt på stedet, deres lande blev taget og nye etnisk europæiske lande skød op. Ellers blev de integreret i imperier, hvor solen aldrig gik ned, deres ressourcer blev udnyttet og folket behandlet med foragt.
Verdenskortet i dag viser globaliseringens effekter, som den er tolket af historiens etniske europæere. Der fandtes intet USA, Canada, Australien, Latinamerika, New Zealand før europæerne opdagede søvejene og startede en global handel.
Før europæerne var der arabiske, indiske, kinesiske og tyrkiske handelsmænd. Der var ingen erobring og kolonisering, da disse folk besejlede havene for at handle. Kun da europæerne stod for verdenshandelen blev lande invaderet, menneskerettigheder krænket, folkemord begået, imperier opbygget og nye etnisk europæiske nationer skabt på jord, der tilhørte andre.
Dette er historiske kendsgerninger. Vil ikke dagens globalisering resultere i at svage lande koloniseres igen, at nye imperier dannes og at verden bliver totalt hegemoniseret ? Vil ikke dagens globalisering resultere i menneskerettighedskrænkelser ?
I dagens verden ejer 20 % af menneskene 80 % af værdierne. Næsten 2 milliarder mennesker lever af 1 USD pr dag. De har ikke mad nok, eller klæder, eller et ordentligt tag over hovedet. Om vinteren fryser mange af disse mennesker ihjel. Folk i de magtfulde lande bekymrer sig om vores menneskerettighedskrænkelser.
Men burde vi ikke bekymres over den ulige fordeling af rigdommen, som berøver 2 milliarder mennesker deres rettigheder til et ordentligt liv, berøvet af de folks griskhed, som er så bekymrede for os og de lejlighedsvise utilsigtede smuttere, der har resulteret i menneskerettighedskrænkelser i vort land.
Vi skal fordømme menneskerettighedskrænkelser i vort land, men vi skal vogte os for de folk, der vil ødelægge vor stabilitet, fordi vi er for uafhængige og fordi vi stort set har haft held med at give vort folk et godt liv og trods al kritikken er vi mere demokratiske end de fleste af de magtfulde nationers venner i verden.
Globaliseringen af bekymringen for de fattige og undertrykte er ren og skær hykleri. Hvis disse mennesker, som synes så bekymrede, stod overfor den situation, vi sommetider står i i Malaysia, ville deres reaktioner og svar være meget værre end vore. I Guantánamo fangelejren tortureres og ydmyges de indsatte, mange af dem har ikke den ringeste tilknytning til terrorisme. I Abu Ghraib sanktionerede de højeste officerer faktisk den umenneskelige behandling af de indsatte.
Når verdensopinionen tvinger til handling mod de, der er ansvarlige for disse forkastelige handlinger, så bliver de formastelige enten fundet “ikke skyldig” eller idømt lette straffe. De dømmes af deres egne domstole, efter deres egne love. Ofrene er ikke repræsenteret. De lande, hvor forbrydelserne blev begået, fik ikke lov at føre retssagen. Samlet set var hele processen bare et ordentligt paradenummer. Og alligevel er det de lande og de folk, der påstår, at malaysiske domstole manipuleres af regeringen, at menneskerettighedskrænkelser er hyppige i Malaysia. Og malaysiske NGOer, medier og andre slikkede det bare i sig.
Vi må kæmpe mod krænkelser af menneskerettighederne. Vi må kæmpe for menneskerettigheder. Men vi må ikke fjerne andres rettigheder, majoritetens rettigheder. Vi må ikke slå dem ihjel, invadere og ødelægge deres lande i menneskerettighedernes navn. Selvom der gøres meget forkert i Islams navn og også i andre religioners navn, så gøres der værre ting i demokratiets og menneskerettighedernes navn. Vi må have et ordentligt perspektiv på tingene. To forkerte giver ikke en rigtig. Husk at samfund har også rettigheder, ikke bare individer eller mindretal.
Vi har fået politisk uafhængighed men for mange er mentaliteten stadig koloniseret.
Oversat af Orla Jordal, – www.jordals.dk – som en public service.
