Lille bog fra Ny Agenda
Kommentarer direkte til
tff@transnational.live
Lund, Sverige, 5. august 2005
Originalversionen, der er mere detaljeret end den version NyAgenda har udgivet, downloades her.
NyAgendas trykte, kortere, version.
ANMELDELSER & OMTALE
Poul Smidt i Information 5. september 2005
Staffan Dahllöf i Notat 19. august 2005
Resumé af udredningens hovedkonklusioner
Denne enmands-udredning indeholder en makroanalyse af områderne forsvar, sikkerhed, udenrigspolitik, konflikthåndtering og fred i EU’s politik og i forslaget til forfatning. Den går bevidst ikke i detaljer med enkelte lande eller enkeltstående problemområder, men ser på begreber, værdier og målsætninger på det overordnede plan.
Den opstiller først et teori og analyseapparat. Derefter analyserer den hvad der faktisk siges og gøres i EU-regi og kritiserer det ud fra et antal eksplicitte kriterier. Den gennemgår tillige hvad der ikke står men kunne have stået i forfatningsforslaget. Udredningen arbejder på EU’s egne præmisser i den forstand at den tage tre vigtige fakta om EU alvorligt: at Unionens ledere opfatter sig som fredens forkæmpere, at forfatningen nævner freden som Unionens første mål samt at EU udtrykkeligt ikke kun er et fredsprojekt inden for Europa men også skal skabe en bedre verden for alle, det vil sige også for de 92 procent af menneskeheden, der lever uden for Unionen.
Der findes i hovedsagen to opfattelser af hvorledes man kan skabe mere fred i verden. Den ene giver udtryk for at hver stat og overstatslige enheder først og fremmest har brug for en militært baseret forsvar og sikkerhed; den accepterer således, at der findes en god vold, der i et vist omfang skal balancere eller udrydde en ond vold. Den anden hovedopfattelse hævder at det, der skal til, er mere konfliktkundskab, mere professionel konflikthåndtering og en principiel problematisering af volden som sådan samt at når vi har opnået dét, så vil der være mindre brug for våbenmagt.
I udredningen opereres der med de to nævnte fredsopfattelsers relationer til fire dimensioner, nemlig direkte vold, strukturel vold, kulturel vold og miljømæssig vold. Analysen, kritikken og alternativerne foregår således over otte hovedafsnit.
EU betegnes ofte som et fredsprojekt, dog uden at det klargøres hvad der menes med ordet fred. Denne udredning viser imidlertid entydigt, at forfatningsforslaget og Unionens allerede vedtagne politik og institutioner kun er udtryk for fred i førstnævnte forstand, altså militært domineret forsvar og sikkerhed. Intet tyder på at EU vil bidrage til at den direkte vold i verden reduceres. Forfatningen, der intet siger om nedrustning, menneskelig sikkerhed, dialog eller udfordrer eksistensen af kærnevåben, forpligter direkte medlemsstaterne til at opruste fremover. Meget tyder på at øget våbenmagt og militarisering af politikken kan blive en central del af EU’s fremtid, i øvrigt også selvom Unionen hverken har en gennemarbejdet trusselsanalyse eller europæisk sikkerhedsdoktrin.
Udredningen viser også at EU som fredsprojekt ikke tilnærmelsesvis er så intellektuelt konsistent eller visionært som FN-pagten. Det konstateres faktisk at udkastet til Forfatningen må ses som et alvorligt tilbageskridt i forhold til FN-pagtens normer og værdier.
Under de få temmelig uforpligtende formuleringer om at fred i verden er ønskværdig er det ikke muligt at finde konkrete målsætninger om almindelig voldsreduktion i Europa eller verden, en gennemtænkt principfast og professionel konflikthåndtering med vægt på civile midler eller almen nedrustning – herunder atomnedrustning.
Hvad gælder den strukturelle vold konkluderer udredningen at der i forslaget til EU-Forfatning – udover henvisninger til holdbar udvikling, ulandsbistand, humanitær bistand, handel og markedsmekanismer samt normen om ligestilling for kvinder – ikke synes at være nogen videre forståelse for omfanget af det globale underudviklings- og fattigdomsproblem. Der findes ingen nye normer og tilstræbes ingen politisk kraftanstrengelse, der står i proportion til de globale problemers størrelse og den hurtighed hvormed det burde afhjælpes.
I EU synes man at være ubevidst om Europas egen kolonialistiske og krigeriske historie set gennem andres øjne. Det er ikke faldet forfatterne af Forfatningen ind at Unionen kunne have et historisk medansvar for i det mindste nogle af verdens nødlidende, ikke mindst i Afrika.
Skønt den internationale terrorisme gøres til en hovedtrussel mod EU leder man forgæves efter en overvejelse af den mulighed, at nød og følelsen af magtesløshed kunne være én blandt årsagerne til den terrortrussel, der nu rettes mod vestlige mål. Det er således et usædvanligt traditionelt og uproblematiserende verdensbillede, der træder frem i Forfatningen.
Dernæst analyseres hvad EU’s bidrag til at reducere den kulturelle vold i verden er. Når man betænker i hvor høj grad Europa i dag står over for inter-kulturelle forståelsesproblemer, og betænker at Forfatningsforslaget kommer til beslutning i en periode med voksende potentiale for kulturkonflikter især mellem dele af det kristne vest og dele af den muslimske verden, må hele behandlingen af andre kulturer og EU’s rolle i forhold til dem siges at være passé – ja, som skrevet med en missionerende “colonial mind.”
Det er så meget mere beklageligt som EU har som målsætning at bidrage til fred i verden som helhed og ikke bare i Europa. Uden dialog, respekt for andres måder at definere grundværdier på og uden eksplicit vilje til at lære af hinanden, er det vanskeligt at se hvorledes EU skulle kunne bidrage til at mindske den kulturelle vold i verden.
Endelig er der den miljømæssige vold. Taget for pålydende giver forslaget til EU-forfatning intet håb om en global miljømæssig regenerering og fremtidig bæredygtig udvikling. Den savner en helhedstænkning om forholdet mellem menneske, produktion, forbrug og natur. Forfatningens indbyggede tro på at evig økonomisk vækst og markedsøkonomi automatisk er forenelig med både en reduktion af volden mod naturen og løsning af fattigdomsproblemet modsiges af en lang række seriøse undersøgelser, analyser af det globale systems økonomiske historie samt af scenarier som f.eks. Romklubbens seneste rapport.
Vægtningen mellem de mange sider om markedets funktioner og de yderst beskedne to sider om miljøet, der vel at mærke ikke forpligter medlemsstater til nye tiltag men kun udtrykker bestræbelser, taler sit eget tydelige sprog.
Dette sammenfatter indholdet af de indledende afklaringer og afsnittene 1-4. Derefter følger 25 store og mindre forslag i afsnit 5-8 til hvad EU kunne gøre for at fremme freden i den anden betydning, altså gennem konflikthåndtering og reduktionen af vold, den direkte, den strukturelle, den kulturelle og den miljømæssige. De er hverken et program eller udtømmende men fremsættes som konstruktive illustrationer og støttepunkter for den nødvendige videre folkelige debat.
Udredningen afsluttes med en kort efterskrift og en vejledning til de vigtigste dokumenter og hjemmesider om disse spørgsmål.
Download originalversionen.
