Engelsk udgave & Svensk udgave
Det er tid til at samenligne Reality-showet i Kosovo med virkeligheden
Tilbage til udgangspunktet. Få dage før 5. års jubilæum for krigen mod, hvad der da hed Jugoslavien, har etnisk udrensning igen vist sit grimme fjæs på Balkan. Carl Bildt, regionens mest vidende og forudseende tidligere diplomat, sagde, at vi så 5 års international politik gå op i flammer. Bildt har ret i indholdet, men hans tidsperspektiv er for kort; det er 15 års mislykket konflikthåndterings-politik, der går op i luer.
Og vist er der dem, der har grund til at holde en lav profil om denne katastrofe og dens konsekvenser, nemlig det såkaldt internationale samfund og dets allierede, den albanske ledelse i Kosovo.
Da Milosevic og ekstremisterne på den serbiske side begik forbrydelser dér i 1990erne, blev de udpeget som skyldige, ofte før nogen havde kontrolleret begivenhederne og omstændighederne. Nårsomhelst ekstremister på den albanske side har begået forbrydelser siden 1999, forbigås de i næsten ubemærkethed og ustraffet og det beskrives som inter-etnisk eller etnisk motiveret vold som – for et syns skyld – må fordømmes.
FNs missionschef Harri Holkeri kaldte det bandevold og kriminel aktivitet i et misforstået forsøg på at afpolitisere begivenhederne. Så følger mantraerne og “burde”rne – de lokale parter burde arbejde for et multietnisk Kosovo, arbejde nært sammen med KFOR og UNMIK, respektere FN resolution 1244, arbejde på at opnå europæiske Standarder før Status og se til at den slags frygtelige ting ikke gentager sig.
Den slags kan man se i det bemærkelsesværdigt ubehændige og undvigende politiske svar fra FNs Sikkerhedråds Formand den 18. marts, fra EUs Europæiske Råd den 26. marts, fra den amerikanske og de europæiske regeringer. Der er gode grunde til at tro, at situationen er meget værre og mere ildevarslende end vi får at vide, både i Kosovo og for det internationale samfund, der har taget ansvaret for provinsen.
Det er fair at medgive, at NATOs øverstbefalende i Sydeuropa, admiral Gregory Johnson har kaldt en spade for en spade. Han slog fast, at de blodige sammenstød var “etnisk udrensning” og at det var “koordineret” og tilføjede meget passende, at han vidste at “Kosovarerne er bedre end det”.
Fra hvedebrødsdage til skilsmisse
Det ser ud til, at det internationale samfund nu står i en lignende situation, som Milosevic stod i: vurderet af hardline Kosovoalbanere (altså ikke af alle) som en besættelsesmagt, som skal tvinges ud for at tillade etableringen af den uafhængige Kosova stat. Det internationale samfund har ingen bedre løsning når volden flammer op end at sende flere tropper – præcis som Milosevic gjorde.
Mine samtaler med albanere og internationale repræsentanter i Kosovo sent sidste år, gjorde det ganske klart at hvedebrødsdagene mellem de to parter sluttede for længe siden. Hvad der ligger i luften er skilsmisse. Det internationale samfund tror at skilsmissen vil komme fredeligt, hvis det slæber fødderne efter sig nogen år endnu og taler som en lærer om “Standarder før Status”, fulgt op med forhandlinger, der vil eller ikke vil føre til selvstændighed.
De albanske hardlinere har en anden dagsorden: at gøre livet politisk umuligt for og slippe af med de resterende ikke-albanske borgere og, hvis det ikke slår til, gøre livet fysisk umuligt for FN, NATO-KFOR og OSCE. Når de sidste serbere, romer, askhalier, bosniaker, jøder o.s.v. har forladt Kosovo er der jo ikke længere et behov for et internationalt nærvær og beskyttelse.
Og hvem kan blive overrasket ? Kosova, den uafhængige stat, er meget mere vigtig for dem end et fjernt løfte om europæisk og transatlantisk integration. De internationale, der har arbejder i eller med Kosovo et antal år, forstår dette, de “nye” og de fleste europæiske politikere, forstår det ikke.
Det kommer de til, tror jeg, den dag USA erklærer, at albanerne skal belønnes for at leve op til europæiske standarder og erklæres uafhængige – naturligvis fuldstændig uden hensyn til de virkelige forhold i marken. Og derefter vil Kosovo være et problem gennem årtier og et økonomisk byrde af dimensioner for EU. Det er ingen dårlig udgangsstrategi for Washington; man kan hævde, at man gjorde sit job i 1999 og at man nu har vigtigere at tage sig til – og det er jo sandt nok.
Men USA vil blive siddende på et sted i Kosovo: Bondsteel-Basen udenfor Pristina og Camp Monteith i nærheden. De er de største og dyreste baser bygget siden Vietnamkrigen og komisk nok har pressen næsten intet sagt om deres eksistens, fordi de ikke helt passer til de noble motiver, som præsident Clinton angav. De koster omkring 180 millioner USD/år at drive og beskæftiger 7000 albanere. I februar 2003 begyndte USA at bygge to nye baser i den bulgarske by Burgas, Camp Sarafovo, og sikrede sig en aftale om at måtte bruge Bulgarien som udgangspunkt for militære operationer imod Iraq. Burgas viser sig faktisk at være den by, hvor Bulgariens største olieraffinaderi ligger. Og for det tredje bygger luftvåbnet en base i Constanta, som tilfældigvis er centeret for olieindustrien i Rumænien.
Alt dette hænger selvfølgelig sammen med AMBO, Albanien, Makedonien, Bulgarien Olierørledningen gennem Balkan. Olien vil flyde fra det Kaspiske Hav over Sortehavet til Burgas og rørledningen vil pumpe den derfra gennem Makedonien til den albanske Adriaterhavs-havn Vlore. Mere om den sag kan man læse i Chalmers Johnsons eminente The Sorrows of Empire.
Som jeg har gjort gældende ganske længe, så tyder en del på, at krigen i 1999 om Kosovo havde mindst ligeså meget at gøre med det militær-strategiske-oliekompleks og Europas/USAs afhængighed af importeret olie som det havde at gøre med undertrykkelsen af kosovoalbanerne. Og den havde mindre at gøre med Milosevics menneskerettigehedskrænkelser og mere at gøre med den kendsgerning at han ikke ville holde udsalg og underkaste Jugoslaviens og hans egne interesser under den neo-liberale globaliserings interesser.
Tossernes korståg – for at låne titlen på Diana Johnstones bog om den internationale politik under Balkankrisen – forsætter således uhindret. Få af dem, der skaber politikken har lært noget gennem de sidste 10 + 5 år. Men de har gentaget til offentlighedens forbrug: at for det første “laver vi aldrig fejl” og for det andet “det hele går bedre og bedre dag for dag”; og det i den grad, at de nu selv tror på det.
|
Ville
Du læse her nu hvis Du ikke havde nytte af det? Få flere kvalitets-artikler fra TFF i fremtiden |
Det er tid til at samenligne Reality-showet i Kosovo med virkeligheden
Nu for tiden er upartisk journalistik meget svært at bedrive. Også de ledende mainstream-medier har det svært. Kan det mon være fordi1990-ernes sort/hvide billede af albanere som mådeholdende, uskyldige ofre for serbisk etnisk udrensning var en anelse naiv, for ikke at sige falsk? Kan det virkelig være sandt at folk på den side, der officielt var udråbt til at være uskyldig, nu er i stand til af udføre samme slags ugerninger, og dét efter at være blevet støttet af hele verden imod den “Hitlerlignende slagter fra Beograd”?
Og kan det virkelig være muligt at de gør det lige for næsen af historiens største “fredsskabende mission” og imod dens udtalte vilje? Kan dét være sandt når man har pumpet milliarder af dollars ind i denne lille provins – mindre end Skåne – og gjorde det som “humanitær intervention”, altså til menneskenes bedste?
Ærlig reportage synes i dag at være umulig, hvis man ikke, i hvert fald underforstået, medgiver at det tidligere billede var et bedrag, bygget op af propaganda, inklusive løgne, bortforklaringer og politikeres opportunistiske uvidenhed.
Men billedet SKAL bibeholdes så skaden begrænses. Og det er så hér historien om nogle serbere med en hund – var den også serbisk? – kommer ind. Historien om at de jagede nogle albanske drenge ud i floden Ibar, kom lige tilpas. Men hvis al den etniske udrensning mod serbere og andre minoriteter skal ses som en spontan reaktion herpå, hvad så med angrebet mod en serbisk dreng i Gaglavica den 16. eller hvad med håndgranaten der blev kastet ind i Kosovo-præsident, Ibrahim Rugovas, private villa i Pristina den 12. marts?
I UNMIK’s pressemeddelelse fra d.16.marts forekommer der ikke ét ord om at serbere jagede disse drenge:
“Den tragiske hændelse med børn forsvundet i floden Ibar i Mitrovica, undersøges videre i dag. Politiet blev først informeret om den mulige drukneulykke kl.18 i går. Et barn var vendt hjem og havde fortalt forældrene at han og tre andre børn ved 15.30 tiden var gået ud i floden og straks var kommet i fare. Selv havde han nået den modsatte bred, men hans tre venner var blevet skyllet bort og forsvundet under deres forsøg på at komme over.”
UNMIK’s polititalsmand, Derek Chappell affærdigede historien om de serbiske drenge. Beta Nyhedsagentur i Beograd skrev den 17. marts følgende:
UNMIK’s talsmand Derek Chappell sagde i aftes at den overlevede efter drukneulykken i Ibarfloden i går, havde fortalt sine forældre at han og hans tre venner var gået ud i floden og straks blevet hvirvlet ind i den stærke strøm. Han havde selv reddet sig over til den modsatte bred, men hans venner var blevet skyllet bort. Ulykken skete ved 16.30 tiden og politiet begyndte eftersøgningen i floden ca. halvanden time senere. Indtil videre er to lig blevet fundet. Dagens voldsomme sammenstød omkring Kosovo er brudt ud efter anklager om at drengene skulle være blevet jaget ud i floden af serbere med en hund. Chappell meddelte nu til aften pressen i Pristina om at dette, efter hvad den overlevende dreng har fortalt, på ingen måde var sandt.”
I følge Daily Telegraph, d.28.marts, er Derek Chappell “blevet forflyttet til andre opgaver, efter ordre af overordnede FN-funktionærer, som sandsynligvis har anset ham for at være for ærlig.”
Men dette afholder ikke medierne over hele verden fra at gentage den falske historie mere end en uge senere, noget der, hvadenten efterstræbt eller ej, har gjort den etniske udrensning forståelig og skabt en medfølelse med albanernes situation som aldrig er blevet tildelt romaerne, serberne eller andre minoriteter. Man har heller ikke set nogle korrigeringer i medierne af denne gennemfalske historie.
Men også hvis historien ér sand, – at de albanske drenge flygtede ud i vandetog druknede fordi nogle serbere med en hund jagede dem, – kan det så virkelig forklare og undskylde det der efterfølgende hændte? Og hvor findes beviserne for at der var en forbindelse mellen denne sørgelige begivenhed og det “spontane” svar over hele Kosovo i løbet af nogle timer? Indtil nu har vi ikke set dem.
Her er de seneste resultater af den “spontane” aktion, rapporteret af Jeta Xharra i Pristina til Institutet for Krigs og Fredsrapporter:
“Det sidste angreb fandt sted langt senere end de etniske kampe der dræbte 22 personer og sårede 600. Omkring 150 internationale fredsbevarere er skadet i løbet af tre dage med vold, de fleste er blevet ramt i krydsild mellem serbere og albanere, snarere end bevidst at have været mål for skuddene. Ca. 4,366 mennesker har måttet forlade deres hjem, hvoraf 300 er albanere og resten serbere, romaer og ashkaliere.
Andre kilder fastslår at 28 personer er blevet dræbt og over 800 såret, men det står ikke klart hvorvidt det inkluderer de internationale. Et voksende antal internationale er blevet myrdet, angrebet og såret de seneste par uger.
Den materielle ødelæggelse er også ekstrem. 30 serbiske ortodokse kirker og klostre er blevet destrueret, omkring 360 serbiske hjem er blevet antændt og seks landsbyer, der var beboet af kosovo-serbere, ligger nu øde hen.
Dertil viser internationale medier klip fra begravelsen af de albanske drenge og den fuldt forståelige sorg i de albanske kredse. Men vi har ikke set nogen begravelse af de 22 eller 28 døde i den efterfølgende etniske udrensning. Ret bemærkelsesværdigt! Jeg har ikke kunnet finde en eneste notits, der fortæller disse menneskers etniske tilhørighed. Og endnu mere mistænkeligt er det at der har været så uendelig lidt dækning af de omtalte ødelæggelser af privat ejendom, kirker etc. Hvor var billederne på europæiske mediers forsider? Hvordan ville det mon være blevet dækket, hvis det havde været serbere, der handlede tilsvarende mod albanske borgere?
Politisk korrekte medier viser et billede af hele situationen som en isoleret og spontan hændelse. De giver stemme til folk der slår fast at kosovo-albanere er dybt frustreret over at provinsens skæbne ikke er kommet nærmere en løsning, og at der stadig er alt for mange problemer i regionen. Det er også sandt, men forklarer og legitimere det virkelig denne adfærd? Er det foreneligt med “europæisk standard” at overse egne fejl og ikke sige “så er det nok”?
Det blev gentagne gange, for nogle år siden, sagt at Milosevic har tabt den moralske ret til Kosovo; nu, efter fem års udrensning af Kosovos minoriteter, gennemført af den albanske majoritets hårde linie, er det så ikke på tide at stille spørgsmålet: Hvornår taber dé deres moralske ret til et uafhængigt Kosova?
Der er stadig ingen forståelse for serbere og andre minoriteter i Kosovo, for deres frustration over, siden 1999, at leve i enklaver i en provins, der i generationer har været deres hjem. Mediernes negligerer fuldkommen antallet af kosovo-serbiske flygtninge i Serbien, stadig på ca. 500 000, talrigest i Europa. Hvorfor? Simpelthen fordi deres tilstedeværelse dér ikke passer ind i billedet af serbere som etniske udrensere par excellence – serbere og udelukkende dem.
Hukommelsen er kort. CNN benytter stadig Wesley Clark som ekspert i Kosovo-politik; det var tilfældigvis netop ham der havde det militære ansvar for Jugoslaviens ødelæggelse og bombningerne af civile personer og offentlige faciliteter i 1999. Og det faktum at Javier Solana, EU’s udenrigs toppolitiker, blev mødt med vrede protester i Kosovo, præsenteredes uden nogen baggrundsanalyse, og fremstår således som bevis på at Kosovo-serbere er ganske uciviliserede. Deres lidelser disse sidste fem år er blevet usynliggjort, og man udgår også fra at vi har glemt at Solana, på daværende tidspunkt generalsekretær for NATO, havde det højeste civile ansvar for de skamfulde bombardementer.
At rapportere på anden måde, altså uden fordomme, ville naturligvis betyde at man erkendte det banale “Reality Show” og det sort/hvide generelle mediebillede som gennemfalsk. Det ville betyde at man indså at at sandheden er det første, flersidighed er det andet og retfærdighed det tredie offer, når der er krig. Også i den såkaldt frie presse.
Sammenfatningsvis kan det siges at det internationale samfunds politiske og mediale reaktion er en undvigende, underdanig underfortolkning af den pinagtige katastrofe.
I følge Tanjug agenturet, 27.marts, 2004, udtalte chefen for koordinationscentret i Kosovo og Metohija, Nebojsa Covic, at han havde oplysninger, i følge hvilke der gøres alt for at tilsløre de sidste ugers hændelser i Kosovo: “Jeg har oplysninger om at man anstrenger sig for at tilsløre de hændelser og tildragelser der udspillede sig mellem d.10 og 20. marts og forsøger at feje det hele under tæppet, selv om UNMIK véd hvad der skete, og har data på deltagere i den etniske udrenselse af serbere”, sagde Covic da han var gæst i Radio-TV i Serbien.
Der er chanser for at tiden vil give ham ret.
I en PressInfo 197 vil jeg belyse de underliggende grunde til at det internationale samfund er pinligt berørt.
© TFF and the author 2004
Udvalgte artikler om Kosovo siden 1999
Rambouillet – A Process Analysis
Read the Civilian Kosovo Agreement !
Read the Military Kosovo Agreement !
Bombings – Incompatible With Humanitarian Concerns
NATO Mistakes Take More Lives Than the Serb-Albanian War Did
The West is in Moral Trouble if there is an Ethnic Cleansing Plan – and if there isn’t
