Irak spørgsmålet skal ud af “tavshedszonen”. Videnskabsmænd laver empirisk arbejde, der bygger på teorier og hypoteser. Journalister mener, at de beskriver virkeligheden. Diplomater formodes at kende lande og deres politik ved at være til stede. Vestlige ambassader i Moskva var særligt vigtige under den kolde krig. Sådan har det ikke været med Irak. I almindelighed – et ord, der betyder, at der er undtagelser – har vestlige videnskabsfolk tilsyneladende forestillet sig, at de ikke behøver tage dertil, danne sig en egen opfattelse eller prøve at påvirke andres.
Journalister og deres redaktører synes ikke at mene, at de skal tage dertil før de skriver deres artikler og ledere. Regeringer er under-informerede fordi mange lande enten ingen repræsentation har, opretholder en forbindelse på lavt niveau eller dækker Baghdad ved at pendle ind og ud fra et naboland en gang i mellem.
Sådan bør det ikke være. Rapporter alle steder fra fortæller os, at Bush-regimet er ubøjelig i sin beslutning om at starte en større krig for at vælte Saddam Hussein. Hvis det sker, og det tror jeg det gør, så står vi overfor usigeligt megen menneskelig lidelse, massedrab, flygtningekatastrofe og sult – kort sagt, totalt kaos – i Irak og uforudsigelige regionale følger, konflikter mellem vestlige lande, måske en opsplitning af koalitioner og alliancer, for ikke at tale om opadgående oliepriser og global økonomisk krise.
Når man tænker på situationens alvor for os alle er det forfærdende i hvilken udstrækning Irak tilhører “tavshedens zone”. Ledende aviser og websites kan have små bagsidetekster om det, de amerikanske medier en smule mere, men altid kun om USAs krigsplaner og det amerikanske perspektiv, aldrig noget fra den anden side. Medierne i de nordiske lande har en forholdsvis stor og kvalificeret dækning af internationale affærer, men i disse uger og måneder er Irak fortsat et ikke-emne. Og hvis det endelig er, så er det Irak set fra vest, det amerikanske perspektiv.
Det er ikke svært at komme dertil.
TFFs hold kontaktede den irakiske ambassade i Stockholm og sagde, at vi ville gennemføre en upartisk undersøgelsesrejse, tale med så mange og forskellige mennesker som muligt i løbet af et ophold på 2 uger. Vi sagde tydeligt, at vi hverken var en solidaritets- eller en humanitær organisation, men en forskningsenhed, med interesse for at lytte til synspunkter, som de findes i Irak/Baghdad. Vi ønskede at få et indtryk af levevilkårene og stedet. Vi gjorde det også klart i vor henvendelse, at ikke-vold er mere intelligent og produktivt end vold.
Det gav ikke anledning til nogen som helst problemer. Hverken før, under eller efter prøvede nogen at “udnytte” TFFs hold til propagandaformål. Alle NGOer synes at blive modtaget af Iraks forening for fred, venskab og solidaritet i samarbejde med udenrigsministeriets protokolafdeling; vi blev givet 2 personer, som var ansvarlige for at arrangere møder med de irakiske personer og organisationer, vi havde bedt om at kunne mødes med. Lederen af det meget lille irakisk-svensk venskabsforbund, en pensioneret militærperson, der var blevet succesfuld forretningsmand, blev hurtigt en ven, som virkelig så til at opfylde vort ønske om at sove så lidt som muligt og arbejde så meget som muligt og tog os med rundt og prøvede at åbne døre.
Fremgangsmåden var enkel: møder med irakiske borgere blev arrangeret af de to nævnte og møder med udlændinge og internationale organisationer af os selv. Vi flyttede til et lille privat hotel efter at være blevet flået på Al-Rashid hotellet, hvor ellers alle udlændinge bor. (På det kort gæsten får, står der 2 priser, en i dollars og en i irakiske dinarer. Når du kommer, tror du, at det er samme pris i forskellig valuta, men desværre: de skal lægges sammen. Den ene går til staten, den anden til hotellet. Totalt bliver det en femstjernet pris, som TFF, principielt, ikke accepterer).
Vi kunne bevæge os, hvorhen vi ville, helt frit, og tale med folk på gaderne, besøge religiøse steder og tage billeder, det sidste dog ikke uden restriktioner. Monumenter, de fleste paladser, militære, halvmilitære og politiske bygninger er forbudte, men uden markering, der fortæller det. Så man må spørge. Selv mange af de tusinder af billeder og monumenter af præsidenten må ikke fotograferes af udlændinge. Landet ser sig selv som værende i krig.
At komme over grænsen og ind i Baghdad
Vi kører ind fra Amman i Jordan. Der er omkring 350 km til den irakiske grænse og så 550 eller deromkring til Baghdad. Det tager os godt en time at komme over grænsen til Irak. Vi vidste, at vi ikke skulle have vores mobiltelefoner med, så dem havde vi efterladt i Amman. Vi deklarerede vores valuta og der blev lavet et dokument på hver af vore computere og kameraer. Mens vi venter får vi te, alle er venlige og høflige. Kufferterne skal åbnes, men hverken bøger eller papirer undersøges.
Embedsmanden i det lille kontor, hvor sagerne blev deklareret, gav os hånden og sagde “Fred være med jer” og “Velkommen til Irak” med hånden på sit hjerte. Han har en Samsung computer på sit bord og mens vi venter, kan vi se en let påklædt dame danse på skærmen, akkompagneret af et lille orkester. Vi følger med på skærmen, mens han ordner papirerne, han kigger op og siger: “CD fra Syrien. God, hva’ ?”. Et TV ved siden af hans simple jernseng, som han formentlig hviler på, når der ikke er nogen, der vil ind i landet, står på med konstant flimmer. Dette er første tilfælde af, hvad vi senere erfarer igen og igen: varer kommer til Irak.
Udenfor stod 12 hvide Volvo lastbiler og ventede på at komme ind; der er spild af olie overalt og køer af gamle biler og tankvogne. Den toldfrie butik ligner alle andre og har et stort udvalg af vin og spiritus. Mens du ikke kan få vin, øl eller spiritus på restauranter i Irak, kan du købe det og indtage det privat. Vor chauffør fylder bilen med benzin – 200 l for 4 dollars ! Vi veksler nogen dollars hos en dreng til en kurs af 1900 dinarer pr dollar og så går det videre.
Det sandede grå landskab, fladt og stenet, strækker sig så langt øjet rækker ud i horisontens varmedis. Hvis man leder efter nogen få kilo af en kemisk substans eller små dele af masseødelæggelsesvåben, kan de være gemt overalt uden nogensinde at kunne findes. Den fysiske inspektion er en absurditet, den eneste mulige inspektion bygger på tillid.
Her og der er der et lille kasseformet hus, en flok får, en lille kafé. Men der er bestemt ikke meget at se på denne 2 – 3 sporede lige landevej. Vi kører med omkring 150 km/t og det er en farlig vej på grund af dyrene ved vejkanten, militære transporter, tusinder af lastbiler og førere, som tilsyneladende ikke aner, hvad et kørekort er. Beklageligvis, ugen efter skulle vores udmærkede chauffør bringe en svensk diplomat tilbage til Amman om natten og slog sig selv og passageren ihjel; han mistede kontrollen over bilen efter med høj hastighed at have ramt et æsel.
Militære transporter og mængder af udrangerede olietankvogne henvises til en parallelvej. Vi ser to slags lastbiler, dem, der kører olie fra Irak til Jordan og dem, der transporterer andet gods, inklusive et læs hø. Opsummeret over dage og måneder må olien komme op på et betragteligt antal tønder. Man møder lastbilchaufførerne, når de samles ved små vejkantsrestauranter som omgives af stande hvor lokale sælger frugt, grøntsager, cigaretter og dadler. Resten er private biler proppet med gods, inklusive medicin og andre nødvendigheder, som det er svært at finde i Irak fordi et eller andet land i FN’s sanktionskommitté har forlangt det stoppet uden så meget som at angive en grund.ß
Vi når Baghdad omkring kl 21 til en stor overraskelse. Sammenlignet med Amman er det et meget livligt sted. Forretningerne er åbne, der er masser af handel og trafikken er tæt, men reguleret af politi, en blanding af nye og gamle biler. Farverige neon lys overalt, musik blander sig fra alle sider. Når vi kører gennem enorme boulevarder ser vi straks, at forretningerne er fyldte af kunder og varer; forkert parkerede biler køres bort af kranbiler. Det er en ret ren og velordnet by og atmosfæren er afslappet. Baghdad formodes at have omkring 5 millioner indbyggere, en femtedel af landets befolkning.
Byen er moderne, men man ser tydeligt, at den kun er en skygge af, hvad den har været, når man ser på fornyelse og vedligeholdelse. Der er en betragtelig byggeaktivitet her og der, ikke mindst en gigantisk moske, som det vil tage 10 år at få færdig, nye paladser, boligkomplekser og offentlige bygninger. Man overvældes af Baghdads størrelse og dens endeløse højhastigheds-boulevarder. Selvom den ikke er uden charme her og der, specielt langs Tigris, er det ikke en by, som afspejler sin imponerende historie eller den kendsgerning, at det har været civilisationens vugge.
Omegnen og dens folk.
Når vi forlader Baghdad ændres sceneriet og det minder mere om fattige udviklingslande. Fra hovedvejen mod Babylon ser man halvfærdige huse, vandingsanlæg, der ikke virker og hegn af pigtråd, hvor al metallet er taget bort og kun pælene står nøgne tilbage. Den typiske landsby er et antal huse på hver side af den fire-sporede vej med små forretninger, der sælger cigaretter, købmandsvarer og grøntsager. Folk, får og nogle få køer bevæger sig her og der rundt i sand, støv og skidt. Der er selvfølgelig et utal af bilværksteder og vulkanisører. Der er nogle store plantager, hvoraf nogen er overraskende grønne, men der er også grå eller lysebrune landbrugsarealer, som ikke ser ud til at have fået vand i måneder. Beduin-mænd og kvinder i sorte eller hvide kjortler bevæger sig langsomt omkring med deres fåreflokke. Hér en ødelagt bus; dér en Vauxhall station car fra 1950erne; længere henne en Toyota med majs. To mænd prøver at reparere en vandpumpe i den stikkende varme, nærmere 50 °C.
Kvinder, nogen helt dækket i sort med kun øjnene synlige, henter vand fra en brønd, mens mændene drikker te og ryger under et træ. En overfyldt Scania-bus, der har set bedre dage, passerer en slags triumfbue ved indkørslen til landsbyen under et stort billede af den smilende leder. Man spekulerer over om han, der i paladset i Baghdad, nogensinde har været her eller har en idé om forholdene 50 km væk ? Ind i mellem, men absolut ikke i overraskende antal, ser vi soldater, checkpoints og ubemandede vagttårne.
Vi spørger os selv, om dette er den type af landskab, som de tusinder af Baghdadborgere vil flygte til, når og hvis deres land bliver bombet og invaderet ? De har ingen mulighed for at overleve herude. Det hele gennemsyres af stagnation og afvikling efter år med hjemlig dårlig ledelse og internationale sanktioner.
Irak er et meget specielt land, men på et punkt er det, som alle de andre steder jeg har set krige: det er almindelige, magtløse mennesker, som betaler prisen for de stores politik. Befolkningen har ingen chance for at komme ud af dette dobbelte bur af hjemlig og international undertrykkelsespolitik.
Selvfølgelig ser vi Babylon; det bliver i nogen udstrækning genopbygget. De store mure og nogle få originale sten og relieffer er imponerende. Forsøgene på at genopbygge Babylon og de små fliser, der er sat ind, med teksten om, at Saddam Hussein er byggeren og protektor for alt dette, virker lidt pinlige i betragtning af den elendighed, vi netop er kørt igennem.
De underprivilegeredes håb
Vi er imidlertid ikke kun i Babylon for at se dette, men også for at se nogen af UNDP’s (FN’s Udviklingsprogram) mikrokreditprogrammer. I Babylon by møder vi en ung energisk kvinde, som taler nogle få engelske ord. Hun kører i rullestol og fortæller os, at hun netop har afsluttet sine studier i datavidenskab ved Babylon universitet. Hun søgte derefter om et UNDP mikrolån og fik hvad der svarer til 750 USD efter anbefaling af det irakiske arbejdsministerium. Hun fik videre uddannelse af UNDP og kører nu kurser for alle slags studerende, lokale (ældre) borgere, selv en, der ikke har en computer, men håber på engang at få det. Væggene i hendes kombinerede forretning og undervisningslokale er fyldt med manualer og der er avancerede programmer på mange af rummets computere.
De lokale UNDP-folk tager os også til en ugift snedker, født i 1964 uden ben. Han reparerer på en stor rokoko stol med guldmaling på, da vi kommer til hans lille forretning. Han har fået 500 USD, som han betaler tilbage med ca 25 USD ommåneden. De store skabe han bygger, mens han sidder og kravler rundt på gulvet koster ca 80 USD. Han har gode chancer for at betale lånet tilbage i løbet af få år, sådan som hans virksomhed vokser. Han har netop investeret i en sav, men hans største ønske for fremtiden er at blive istand til at købe en rullestol, som koster omkring 75 USD. Vi forlader ham med en følelse af håb; han har en chance for at klare sig, fordi han laver utrolige ting med sine hænder og arbejder hårdt. Det er umuligt at undgå at registrere stoltheden og håbet i hans store brune øjne.
Vi besøger også bazarområdet, hvor en ung, rund mand har fået hjælp til at åbne en skobutik. Han køber blandt andet kinesiske og syriske sko i Baghdad for 7500 irakiske dinarer pr par (3 USD) og sælger dem for 9000. Vi besøger hastigt alle slags butikker i bazaren og spørger om priserne (1 USD = ca 2000 irakiske dinarer). Et stykke sæbe 250, make up pudder 2000, en bluse 16000, en natkjole 7500, et kilo oliven 1000, 1 kg sydirakiske ris 200, 100 g karry 500, 1 kg mel 500. Det almindelige menneske – dem der har arbejde – tjener næppe 10,000 – 20,000 irakiske dinarer om måneden. De, der har arbejde eller en pension, må dele med den del af den store familie, som ikke har.
Her, som ellers og i Baghdad, møder vi kun venlige imødekommende mennesker. Vi ville ikke være blevet overraskede, hvis nogen antog os for at tilhøre Vesten (det gør vi jo !) for at være amerikanere eller på anden måde være skyldige i de sanktioner, som er den væsentligste grund til deres elendighed. Det var der ikke en eneste, der gjorde i de 14 dage; vi følte os sikre overalt. Vi tog billeder, mange bad os om at gøre det og børnene var naturligvis ubeskriveligt lykkelige over at se sig selv på det digitale kameras monitor. Forretningsejere inviterede os ind, bød på sød te og viste os deres fint arrnagerede varer. Overalt venlige smil og “Velkommen, velkommen, hvor kommer I fra, kom indenfor”
Den klassiske arabisk-beduinske gæstvenlighed og indbydende holdning overfor fremmede er bestemt ikke blevet ødelagt. Deres taknemmelighed og glæde over den kendsgerning, at nogen var kommet langvejsfra for at spørge dem om deres livsforhold, er rørende.
Det er disse mennesker, vi, der har været der, tænker på, når vi læser om Bush-regimets planer om at bombe landet. Selvom bønderne, beduinhyrderne, den unge handikappede computerpige og snedkeren og vore bazarvenner ikke skulle blive dræbt, så knuses brutalt deres – og 25 million andre irakeres – drømme og håb.
Der findes ingen menneskelighed uden medfølelse.
Når du er her og ser det med dine egne øjne, ser du ganske andre billeder af Irak, end dem du ser fra lænestolen derhjemme. En grund til, at så få videnskabsmænd, journalister og diplomater kommer her, er, at det åbner dine øjne for en anden virkelighed en bredere menneskelig virkelighed, i problemet Irak. Det bliver umuligt ikke at have sympati for de 25 millioner mennesker, der i årtier har siddet i deres dobbelte bur.
Det bliver svært at acceptere at koldblodige, følelseskolde folk i vor egen vestlige “civilisation” ikke har bedre tilbud til det irakiske folk end deres nuværende liv, hvor de lever som dyr i en zoologisk have (mad-for-olie-programmet holder netop folk i live på et minimum af kalorier) og en fremtid med krig. Den krig vil ødelægge deres få simple ejendele, huse, vandforsyning og varer. Det vil knuse deres håb. Det vil være toppen på et årtier af umenneskeliggørelse og ydmygelse. Hvordan kan den slags nogensinde føre til fred og retfærdighed? Hvad er det vi skal “lære” dem ved at bombe dem?
Kun en konklusion er mulig, når du har været der: det irakiske folk fortjener verdens sympati, ikke vores bomber. Hvis du tager dertil, vil du næppe være i stand til at tale for krigen. Det er vel dét, de vestlige propagandamagere er rædde for.
Ikke et eneste medlem af den internationale stab, som vi mødte – de fleste af dem havde arbejdet her i måneder og år – mente, at sanktioner var et effektivt middel eller at en invasion ville løse flere problemer end den ville skabe.
Hvis TFF kan tager dertil, så kan tusinder af andre borgere, NGOer og mediefolk, videnskabsmænd og diplomater gøre det. Gør det og find ud af noget om de andre synsvinkler, som du aldrig ser herhjemme.
© TFF 2002
Oversættelse fra engelsk af Orla Jordal.
