Af Claus Kold
Fra Månen kan man ikke se Danmark, lige meget hvor godt man kigger. Det kan man ikke, fordi Danmark er en kulturlig konstruktion, som er inde i danskernes hoveder, og som derfor ikke kan ses. Man kan heller ikke se Rusland, USA eller Indien.
Disse stater er nemlig også kun inde i hovederne på de mennesker, der tilfældigvis er født og opvokset i det, de har valgt at kalde fx Israel. Danmark er m.a.o. en tilfældighed. Det kunne lige så godt ikke eksistere, eller ligge et andet sted eller danskerne kunne tale et andet sprog, som de godt nok ville kalde dansk, men som ikke lød dansk – for os, de rigtige danskere.
Stater og statssystemer har ikke altid eksisteret, og op gennem tiden har de, der eksisterede, haft meget forskellige form. De har været religiøse, familieeje, enemandsvælder, étpartistater – i dag er det dominerende ideal territorialt afgrænsede demokratiske stater, hvor befolkningerne helt principielt skal inddrages i beslutningsprocesserne. De forskellige demokratiske stater, der udgør hovedparten af det internationale samfund i dag er dog langt fra ens, og det kan derfor være svært for staterne at forstå hinandens motiver og handlinger.
Til det tilfældige system af tilfældige stater hører lige så tilfældigt menneskeskabte systemer som politik, territorie, økonomi, sikkerheds- og forsvarspolitik, konkurrence, etc. Systemer som kunne være anderledes, men som i dag er bundet til sine egne logikker, som de er blinde for og derfor ikke sætter sig ud over. Systemer kan typisk ikke se og tænke ud over sig selv. Blindheden er farlig, for der tegner sig i stigende grad et billede af at disse tilfældige menneskelige systemer står i kviksand og kæmper med hinanden, uden at opdage at de synker dybere og dybere i, ligesom det heller ikke opdages at konflikterne ikke er nødvendige men systemskabte, kulturlige. Der er nok af globaliserede udfordringer: global opvarming, udryddelse af plante- og dyrearter, krige, terror og flygtninge.
Det statslige system, vi lever med i dag, blev til under helt andre befolkningsstørrelser, livs- og forbrugsformer, økonomier og teknologier end dem, der dominerer i dag. Overfor de globale udfordringer er disse stater på samme tid for store til hverdagens små problemer og for små til de globale udfordringer. I deres forsøg på at forholde sig til globale udfordringer, betjener politikere sig således af forældede instrumenter, og forsøgene på at forholde sig til de globale problemer falder tilbage på politikerne, der fremstår som utroværdige, som musikerne på Titanics stadig mere hældende dæk.
Hvis man kigger på et historisk europakort vil man se at staternes grænser de sidste par hundrede år har flyttet sig i betydelig grad. De europæiske stater er opstået og ændret gennem de krige, der er blevet udkæmpet på europæisk jord, dvs tilfældigt og ikke besluttet ud fra værdier, etik, etnicitet, retsordninger, osv. – men simpelthen afgjort med brutal vold og magt.
De europæiske krige kan groft inddeles i nogle store perioder, som også markerer store forskelle i staternes styreform, organisering og teknologier: de græske bystaters hoplit-krige fra 700 og frem til ca. 300 f.Kr.; Roms krige fra ca. 300 f.Kr. og frem til ca. 500 e.Kr.; ridderkorstogene mellem 1000 – 1300; religionskrigene fra ca. 1300 og frem til den Westphalske fred i 1648; herefter de begrænsede dynastiske krige frem til nationalstaternes totale krige i 1789, som finder sted frem til 1945. Efter 1945 har de statslige grænser ligget nogenlunde fast i Europa, som også var forskånet for direkte krig, men underlagt kold krig.
Krigene efter 1945 fortsætter dog i resten af verden frem til ca. 1980 som befrielseskrige fra tidligere tiders kolonimagt. Efter at de tidligere kolonimagter har trukket sig tilbage, kommer det til indre opgør, og perioden fra ca. 1980 til 1990 er derfor præget af borgerkrige.
Op gennem 1990erne dukker en ny type krig op, der af Kaldor får navnet ’nye krige’ i modsætning til de gamle symmetriske, hvorom Tilly havde kunnet sige: ’Krige skaber stater og stater skaber krige’. Noget af det nye ved de ’nye krige’ er at de med globalisering, ny viden og teknologi er blevet uafgrænselige og endeløse – og ude af stand til at skabe stater.
Sammenhængskraft
Hvis det er svært at få nye stater til at hænge sammen i dag, hvad fik så de gamle europæiske stater til at hænge sammen tidligere?
Det første sociologiske spørgsmål til de gamle europæiske stater var et sådant metaspørgsmål: ’Hvordan er samfundet muligt?’, som er en anden måde at spørge til statens ’sammenhængskraft’. Dette spørgsmål søger sociologien at belyse gennem delstudier i centrale livsområder. De store hovedretninger har kaldt dem noget forskelligt, og til skrevet dem ind i forskellige teoretiske konstruktioner i en fortsat diskussion. Habermas arbejder således med ’kommunikativ handlen’, system og livsverden, hvor Giddens bruger begreberne strukturdualitet, struktur, system og strukturation. I hovedtræk peger alle sociologiske teorier dog på nogenlunde de samme centrale livsområder, og på hvordan de efterhånden italesættes og rationaliseres.
Herder og Fichte beskrev nationen og staten, som noget der bestod af naturlige bånd, der udsprang fra naturen, moderen, blodet og jordbunden. Enkelte danske partier abonnerer stadig på denne tænkning. Se fx Espersen eller Gotfredsens blog i Berlingske, 9.12.15 Fromm beskrev i begyndelsen af 2. verdenskrig, hvordan disse ideer om bindinger til nationalstaten i form af blodets bånd, giver borgeren en følelse af rodfæstethed og samhørighed. Blodets bånd tilskrives dem, der er blodsbeslægtede i de inddelingssystemer, der er opfundet. Familien, klanen, staten, nationen eller kirken indtager alle samme funktion, som den enkelte mor oprindeligt havde for barnet. Individet støtter sig til dem, føler sig rodfæstet i dem, har sin identitetsfølelse som en del af dem og ikke som en person skilt fra dem.
Fromm peger videre på, at menneskets krop er en del af naturen, underkastet fysiske love og ude af stand til at ændre dem, og at mennesket som kultur fødes det øjeblik dets selvbevidsthed, fornuft og fantasi bryder den harmoni, som karakteriserer dyrets tilværelse. Dette brud gør mennesket til det hjælpeløseste og ængsteligste af alle dyr, da det er tvunget til at finde nye løsninger på den kulturlige tilværelses udfordringer. Menneskets situation rummer således betydelige følelser af eksistentiel hjælpeløshed og angst, og kan kun undvære de naturlige rødder for så vidt som det kan skabe nye tolkningsrammer. En af løsningerne var troen på guddommelig beskyttelse, en anden var flugten ind i de fællesskaber, der senere udviklede sig til forskellige statskonstruktioner.
Mennesket har således deponeret dyb eksistentiel angst i nationalstaten, der stiller med fælles kompenserende orienteringsredskaber, som sprog, handlinger og strukturer, der i hver stat bliver til en særlig national identitet. Men det ’særlige’ er fælles ved at være historisk skabt, identiteterne og nationerne kunne lige så godt se anderledes ud, hedde noget andet og ligge et andet sted.
Den kulturlige nationalstat opleves ifølge Agnes Heller som naturlig, fordi den har evnet at afgrænse borgernes samfundsliv på helt afgørende livsområder: sprog, handlinger/rutiner og fysiske strukturer (bygninger, pladser, monumenter, etc.). Sprogets begreber er så at sige de prismer vi ’ser’ og fortolker verden igennem. Vi glemmer dog hurtigt at vi netop ’ser’ verden gennem begrebslige prismer, og tror naivt at vi ser verden som den er. Heller bruger Schutz og Bergson og inddeler menneskelige handlinger i tre typer: ’repetitive’, ’intuitive’ og ’inventive’; i en fordansket udgave kan vi tale om: rutiner, skred og brud, som hun knytter til bestemte forståelses- og håndteringsformer. Rutiner er de automatiserede handlinger, vi ikke tænker over; tavs kropslighed.
Ordløse rutiner er nødvendige både for individer og for samfund, fordi de skaber genkendelse og tillid; og de frigør opmærksomhed, der så kan rettes mod en lige så nødvendig overskridelse af de samme rutiner i udviklingen af eller rationaliseringen til nyt. Skred er handlinger, som vi over tid reflekterer over, lærer noget af, tilegner os og rutiniserer. Brud er, når situationen pludselig kræver helt nye måder både at tænke og handle på, og som derfor ikke længere passer den herskende redskabssituations mange rutiner.
Alle samfund og stater har fysiske strukturer, som er mere eller mindre symbolbærende – rådhuse, kirker, hospitaler – som indgår i statens rutiner, selvforståelse og funktioner, og som samtidig flettes sammen på bestemte måder med de forskellige handlingstyper. Til alle de kulturbærende institutionsbygninger hører ganske bestemte rutinehandlinger, som vi ikke tænker over, før nogen bryder med selvfølgeligheden for, hvordan man opfører sig i fx en kirke. Sammenhængskraften består i bindingen (Elias’ ’interdependenskæder’) mellem sprogets begreber, rutiniserede handlinger og de betydningsladede symboler alle nationalstater har opbygget.
For det enkelte menneske begynder skabelsen af den nationale identitet i det første åndedrag og skrig, hvor det møder reaktionen fra den nation det er født ind i, i form af moderens kulturlige omsorgshandlings gestik og sprog, og senere rækken af nye handlinger og tings betydning og brug. Mennesket lærer i de fleste kulturer samtidig, at det er forskelligt fra mennesker, som tilhører andre kulturer: Det forstår ikke, hvad de siger, forstår ikke hvad de laver, deres ritualer og hvornår de synes noget fx er sjovt, eller forbudt.
Den specifikt danske måde disse livsområder nationalstatsligt er sammensat på, lærer vi således fra spæd af; vi indøver danske rutiner, ledsaget af dansk sprog, og vi lærer det i ganske bestemte sociale sammenhænge, fx i børnehavens leg, i fritteren, på cyklen, hos slagteren, i stillekupeen, osv. På samme måde som i Frankrig, Pakistan, osv. Ordløse handlingsrutiner så selvfølgelige og velkendte, at de tages for givet, og opleves som trygge rutiner og identiteter – som ’hjemme’.
Nationalstaten er altså udviklet over flere historiske perioder og styreformer, og er i sin nuværende form tæt forbundet med basal opdragelse, familieformer, institutioner, økonomier – og dog på mange områder forældet i forhold til de nye globale former for teknologi, marked, arbejde, sikkerhed, etc. som den ikke kan sætte rammer for. Historisk og sociologisk set er der er ikke mange grunde til at vi skal standse op ved nationalstaten i udviklingen af nye former for menneskeligt fællesskab.
Fællesskabets rutiner og globaliseringens brud
Der er dog et centralt problem forbundet med globalisering og former for fællesskab, og det består, som vi netop har set det, i at nationalstaten er bærer af dybe rutiniserede identiteter, der samtidig er bærer af eksistentiel angst, der kan udløses hvis staten svækkes.
Med Plutins ord er mennesket spændt ud mellem dyrene og guderne: begrænset, dødelig og samtidig bevidst om det. I denne usikre og konfliktfyldte situation griber mennesket til det eneste det kan: at udvikle sig og sin viden. Denne udvikling er ikke genetisk lejret, men lejret i ’den menneskelige situation’, og udgør så at sige ’motoren’ i globalisering.
Globaliseringen er en kulturlig udvikling, som allerede Platon fik øje på. Senere gjorde Augustin, Kant og Hegel sig tanker i samme retning. Uden at kunne referere til Hubble-teleskoper og lign. teknologier, gjorde de sig netop tanker om øget basal natur- og samfundsvidenskabelig viden, etik og retslige tilstande for det menneskelige liv. Globalisering kan siges at bestå i den erkendelse, der gradvis udvikler sig, at Jorden er rund, at biosfæren hænger sammen og at menneskeheden er afhængig af begge.
Mennesket producerer altså to fundamentalt modsatrettede livskrav: For det første globaliseringsprocessen, som udvider vores viden om os selv og naturen, og som medfører nye teknologier og nye samlivsformer. Og for det andet det menneskelige behov for fællesskab, det at høre til og at kunne forstå sin næste. Dette behov knytter sig til konkrete fællesskabers indretning, teknologier og de kendte handlinger, de består af. Brud med disse resulterer i konkret og rettet frygt.
Den eksistentielt begrundede angst er svær at formulere for den enkelte og får derfor alt for ofte frygtens form og rettes mod projektionsfigurer. Projektioner er udtryk for forskydninger og vil derfor fungere efter irrationelle dynamikker. Det vil sige, at uanset hvor meget vi skærer i fx antallet af flygtninge og uanset hvor meget vi vil ned- og elendiggøre deres midlertidige eller tålte ophold, vil det aldrig være nok. For det drejer sig ikke om frygt, men om angst. Og den diffuse angst vil, når alle flygtninge er sendt tilbage derfor fortsat søge nye kompenserende projektioner, som den vil slå ned på med frygtens rettethed. Det vil typisk være andre grupper, som bærer bestemte kendetegn som: sygdom, svaghed, sårbarhed og anderledeshed.
Det er set før. Såvel Richter som Fromm pegede på at middelalderens hekseforfølgelser var udtryk for sådanne angstudbrud, ligesom de moderne jødeforfølgelser var det. Og de pegede begge på at denne grundlæggende dynamik ville blive brugt politisk igen, når nye kriser opstod: at samfund, hvor sprog, handlinger og materialitet over kort tid ændres – hvor vi ikke forstår hinandens sprog, handlinger eller symboler – i stigende grad vil være samfund præget af angst og utryghed. Og det vil ikke være samfund med overskud til at udvikle nye produkter eller nye inkluderende måder at leve på. Så sammenhængskraften er vigtig for oplevelsen af tryghed, og forebyggelsen af nye forfølgelser af svage mindretal.
Globaliseringens forandringer sker nu med så stor hastighed, at forandringerne i hverdagen for mange opleves som brud, når dybe nationale rutiner og identiteter pludselig brydes. Den stadig stigende hastighed, får udtryk i staternes forskellige konkrete håndteringsforsøg, som f.eks. lukningen af børnehaver, posthuse, politistationer, kaserner, centraliseringen af hospitaler, osv.
Sådanne forandringer udløser i første omgang frygt. Frygten for mistet indkomst og position. Men på længere sigt skifter frygten til angst, hvis frygten ikke håndteres politisk og gives en meningsfuld horisont for hvor al denne forandring leder hen? Hvor bliver fællesskabet af i alle besparelserne og effektiviseringerne? Det kontrakts- og visionsløse menneske mister troen på sin stat og sine politikere, og bliver angst.
Menneskelige fællesskaber og deres rutiner er altså nødvendige ligesom værdier, viden og udvikling er det. Modsætningen mellem rutiner og udviklingens brud med rutinen er derfor et centralt politisk område. Et område, der siden 1995 har haft betegnelsen ’værdipolitik’, og som er blevet brugt til at optrappe den politiske retorik, der har trukket det danske demokrati væk fra det Hal Kock’ske samtaledemokrati til ja/nej-beslutningsdemokratiet, hvor enten rød eller blå blok har magten efter en marginal valgafgørelse. Begge blokke er stort set lige store, men politikken ser ud til at være på vej væk fra den tidligere besindelse og omsorg for mindretallet.
Magtens besindelse og et i nogen grad fælles Danmarksprojekt udgjorde tidligere den ’politiske kontrakt’ . Det så vi med valgretsreformerne under Første Verdenskrig og socialreformerne under krisen i 1930’erne. Vi så det efter 2. Verdenskrig under retsopgøret, og vi så det i politikken, der ledte til velfærdsstaten. Fundamentet bestod i en blanding af klassesammenhold, nationalisme og ikke mindst klog og langsynet idealisme. Det betød at befolkningen gennem en årrække oplevede en udvikling, som var præget af skred (med tid til refleksion og læring) snarere end af en absolut fastholdelse af traditionens rutiner eller krav om absolutte brud med samme.
Behovet for en ny samfundskontrakt
Lige nu står Europa så over for en ny krise i form af et Mellemøsten, hvor det demokratiske forår i stedet for at blive til demokratiske styreformer er gledet ind i ’ny krig’. Krigene har medført massive flygtningestrømme til nærområder og til Europa. Det, der kendetegner alle flygtningegrupperne – uden undtagelse – er at de er flygtet fra autoritære regimer til demokratier i håbet om beskyttelse.
Flygtningene kommer dog nu så pludseligt og i et antal, at det i de modtagende lande af mange bliver oplevet som et brud med de tavse rutiner. Og flygtningene udfordrer forestillingen om nationalstaten, som et territorialt fællesskab, man er født ind i. Flygtninge kommer med fremmede begreber i et fremmed sprog; de kommer med andre handlinger end vores. De er fremmede.
I debatten om disse fremmede bruges så sammenhængskraften i stigende grad som argument i forhold til om Danmark kan og skal tage imod flygtninge. Se fx Støjbergs Facebook opslag d. 7.12.15 Tidstypisk er debatten polariseret i to unuancerede blokke: i dem, som vil fastholde og styrke nationalstatens rutiner, og som derfor betoner tradition, territorium, flag og grænse. Og i dem, der uden megen omtanke for fællesskabets bæreevne vil tage alle ind og kaste sig ud i det nye. Hvad sammenhængskraften består i defineres sjældent i denne politiske debat. Det burde den, for det åbner for nye sammenhænge og læringsmuligheder.
Det kan undre at ’sammenhængskraften’ kun bruges som argument, når der tales om flygtninge, og ikke når der tales om besparelser på meget væsentlige kulturbærende institutioner (velfærd) som fx børnehaver, skoler, Danmarks Radio, hospitaler, ældrepleje, osv. som alle er centrale for opretholdelsen af trygge danske rutiner, selvforståelse og sammenhængskraft.
Det er også i denne sammenhæng interessant at observere, hvordan et nationalromantisk parti som Dansk Folkeparti, er med til at understøtte en neoliberal konkurrencestatspolitik, der gennem besparelser og privatiseringer netop opløser kulturbærende danske institutioner til fordel for en markedsøkonomisk logik, som bryder med dybe danske rutiner og udløser dyb angst i dele af befolkningen, jf fx at DF lægger stemmer til lovforslag nr. L 67, d. 8.12.15. En angst som DF så bruger i en frygtens politik, rettet mod flygtninge, fremmede og svage.
Grupper, som står uden beskyttelse og stemmeret, og ingen politisk indflydelse har på den førte politik. Danskhed og sammenhængskraft kunne lige så godt bruges modsat: at økonomisk konkurrence- og vækstpolitik, at deltagelse i krige, at en stram politisk kurs mod flygtninge, at nedskæringer i velfærdsinstitutionerne – alle sammen svækker sammenhængskraften hos de grupper, der ønsker at udvikle Danmarks fredelige sameksistens med omverdenen, øge velfærden og tage imod flere flygtninge.
Folketingets nuværende flertal – de 51 % – kan vælge at halse efter angstens projektioner og gennemføre stadig mere drastiske og strammere lovgivning rettet mod frygten. Problemet er, at de med frygt aldrig vil berolige angst. Samtidig vil den anden halvdel af befolkningen – de 49 % – som ikke opfatter denne politik som ’dansk’, opleve det som et brud med tidligere tiders tolerance, åbenhed, solidaritet og udviklingsorientering.
Hvis man ikke kan fra månen kan se konfliktårsagerne til de mange problemer globaliseringen skaber, så kan man få et godt indblik i dem, ved at bruge kulturlige kilder som bøger om historie, sociologi og fredsforskning.
Hvad politikerne under indtryk af en sådan læsning burde gøre, var at åbne for etableringen af en ny politisk kontrakt. Gøre de afbalancerede og oprigtige demokratiske samtaler mulige igen.
Genoptage den vestlige kulturs tanker om menneskelig lighed, om livets hellighed, om alle menneskers ret til at få del i naturens frugter, og hvordan de kan finde udtryk i ideerne om indfødsret, humanisme, oplysningsfilosofi og demokrati – denne gang globalt og for alle. Og gøre det i et tempo så det hverken kørte fast i traditionelle rutiner eller blev til brud med fællesskabet, men fik et udviklingstempo, hvor erkendelse og læring kunne nå at fæstne sig i den enkelte og i det demokratiske fællesskab.
