Konflikter er det stof livet består af: et samfund hvor der ikke var konflikter og alle ville det samme måtte være det mest Orwellianske, man kan tænke sig. Opgaven foran os er at reducere og på visse punkter helt fjerne volden, inden den fjerner os.
Jan Øberg skriver at voldsforebyggelse drejer sig om god kapacitet til at analysere konflikter i tide og blive konfliktkyndige samt lægge konflikt-analfabetismen bag os. Artiklen indeholder en “Konflikternes ABC og DEF” samt en række konkrete anvisninger på hvorledes vi alle kan arbejde for mere fred.
Visionen
Lad det være sagt med det samme. For at skabe en bedre verden skal vi ikke fjerne konflikter, vi skal reducere volden i alle dens facetter. Konflikter sker, punktum! De findes overalt. Ethvert menneske har indre konflikter mellem at gøre det man har lyst til og det man skal eller det man godt ved man ikke burde. Frie mennesker tænker selvstændigt og forskelligt og vil noget forskelligt. Konflikter er det stof livet består af; et samfund hvor der ikke var konflikter og alle ville det samme måtte være det mest Orwellianske, man kan tænke sig. Ægte demokrati er et af de bedre konflikt-håndteringsmidler, vi kender.
Opgaven foran os er at reducere og på visse punkter helt fjerne volden, inden den fjerner os. Der er volden i tanke, i tale og i handling. Der er volden mod andre mennesker, mod andre kulturer og mod naturen. Der er fysisk og psykisk direkte vold – en person skader eller dræber en anden. Og der er strukturel, systemindbygget vold, der ikke udøves af nogen enkelt aktør men sker fordi et system marginaliserer, ydmyger og lemlæster mennesker.
Kort sagt er opgaven at passe godt på vore konflikter og se mulighederne for udvikling i dem og at lære at leve med dem som civiliserede mennesker. Konflikter kan man gøre mange ting med – leve med dem, løse dem, blødgøre dem, eller transformere dem.
Konfliktløsning
Hvad er konfliktløsning? Det er at finde en vision, et billede af en fremtid, som de konflikterende parter frivilligt går med til, eventuelt med en hjælpende hånd udefra (mæglere eller konfliktlæger), at arbejde sig frem til fordi det er bedre end at fortsætte balladen.
Konfliktløsning er altså en videnskab, et håndværk og en kunst. Den kræver kreativitet, evnen til sammen med parterne at finde på bedre fremtider på den anden side af den mur de stanger sig blodige mod. Konfliktløsning er ikke nødvendigvis at lære, og slet ikke at tvinge, folk til at elske hinanden eller blive sammen. God konfliktløsning kan også indebære at hjælpe parterne til at indse hvorfor de er enige om at være uenige og hjælpe dem til en respektfuld og for andre mindst skadelig skilsmisse.
Kørekortet
For at kunne gå ind i konflikter må man have et minimum af uddannelse. Konfliktløsning og fred er noget, der kræver lige så megen uddannelse og træning som at udkæmpe krig, arbejde med computere eller køre bil. Mæglere, der sendes ud i verden uden uddannelse, risikerer, at “patienterne” derude dør. Det ville den patient også, som man bad fredsforsker Øberg operere for cancer.
En læge må ikke påføre patienten mere lidelse eller spilde mere blod end det, der er absolut nødvendigt for at bidrage til helbredelse. Det er en alment accepteret norm, at vi skal gøre, hvad vi kan for at reducere antallet af dræbte og sårede på vore veje. Altså får man ikke kørekort før man har studeret teori og praktiseret bag rattet. Videre bygger vi sikrere veje og biler og der bruges millioner på trafikforskning, alt sammen for at reducere volden i vort trafiksystem.
Det ville være fint hvis noget lignende skete i det internationale samfund. Det er sandt at mange problemer løses ved forhandlinger og at der er krige, der ifølge teorierne om kriges årsager skulle være brudt ud, men ikke gjorde det. Men der er tilstrækkeligt megen vold i vores verden, tilstrækkeligt megen død, ydmygelse og traumer hos millioner, som der er blevet foretaget fredsoperationer på, til at spørge hvad det egentlig er der går så grueligt galt både med krigen og freden.
Konflikternes ABC og DEF…
Det er med vold som med sygdomme. En konfliktlæge må lave en ordentlig diagnose, prognose og forslag til behandling for at være til nytte og skabe fred. I begge brancher er forebyggelse centralt. Vi ved jo godt, at jo tidligere vi gør noget ved problemet, jo lettere er det at helbrede.
En konflikt består af A – Attituder, dvs. parternes holdninger til hvad konflikten drejer sig om, deres opfattelser af sig selv og modparten/erne, samt deres vrede, sorg eller had. Dernæst består en konflikt af B – Behaviour eller adfærd, det parterne gør i en konflikt. De siger f.eks. nedladende ting om de andre, skyder på dem eller ignorere dem. Konfliktadfærd er noget Tv-avisen kan vise billeder af, men A eller C er mindre visuelle. C er nemlig det som selve konflikten består af, modsætningen, uforeneligheden.
For at forstå andres konflikter må man selv kunne noget om konflikter og derpå lytte til parterne, når de taler om og praktiserer A, B og C. D er konfliktens Deltagere. Der er en uheldig tendens til at sætte alle konflikter på formlen de Gode mod de Onde, altså to parter. Men der findes ingen komplekse konflikter af den type. I det tidligere Jugoslavien var der cirka 40 parter, herunder mange del-parter i hver republik, folkeslag og i det politiske system. Så hvis sandheden er det første offer i konflikter, så er kompleksiteten det andet.
E og F… står for alt det andet, man også bør vide noget om: konfliktens historie, de vigtigste lederes personlighed, om konflikten i første række handler om kvaliteter som identitet, hæder, prestige, menneskerettigheder og andre dybt menneskelige ting eller om mere eksterne ting som løn, territorier, mineralforekomster. Man bør analysere, hvem der har hvilken magt i konflikten og hvorledes relationen er mellem parterne – er det David mod Goliat og altså en asymmetrisk konflikt eller er parterne stort set jævnbyrdige? Og hvilke potentialer for konfliktløsning findes der i samfundet selv hvor konflikten foregår? Er der grupper, gamle ritualer eller særligt trænede mennesker, der nægter at deltage i konflikten og holder civilsamfundet sammen trods volden?
Krige vokser ud af konflikter
Hidtil har jeg talt om konflikter. Krige og andre former for vold vokser ud af konflikter, der enten kan være forkert behandlede eller være blevet ignoreret. Men til forskel fra den typiske medie- og politikeropmærksomhed på krigen ser den professionelle konfliktlæge på de underliggende konflikter. Voldsforebyggelse drejer sig om god kapacitet til at analysere konflikter i tide.
Desværre glimrer alt dette med sit fravær i det internationale samfund. Opmærksomheden domineres af krige. Stater og alliancer har redskaber til at udkæmpe krige, men ikke hverken uddannede mennesker eller specialorganisationer til at behandle konflikter i tide. Der er næppe mere end et par tusind professionelt uddannede fredsforskere (de er ikke de eneste der er brug for) mod cirka en halv million forskere, der udtænker nye våben. Ministre, diplomater og officerer står parate til at føre krig. Men der findes ingen fredsakademier eller skoler til uddannelse af mæglere og mennesker, der ved noget om forsoning. Verdens undervisningsministerier har undervisningsplaner, der siger at børnene skal lære matematik. Ikke et har en plan for at børnene skal lære at håndtere konflikter på en god måde livet igennem. Er det tidssvarende? Hvad er egentlig relevant kundskab når man skal ud i verden?
Der er forskelle på individuelle og internationale konflikter – og ligheder
På smågruppe- og individniveau findes der ikke noget der svarer til stående hære, krigsplaner eller atomvåben. De mennesker, vi kommer i konflikt med, er ofte mere lige og lig os selv end f.eks. de asymmetriske nord-syd relationer i verden. Stormagter forsøger på at “civilisere” andre med hellige bøger og Sværdet, noget lignende er der ikke tale om i nabostriden. Vore hverdagskonflikter handler ikke om at udslette andre, men det gør interventioner og krige. Individer og smågrupper kan lide af noget vi kan kalde psykologisk aggression og de kan hade. Denne form for drivkræfter findes ikke internationalt, da alle mennesker i et folkeslag eller land ikke kan hade på en gang. At forsones mand og mand imellem er muligt, at forsone stater er langt vanskeligere.
Det internationale samfund er desuden præget af ufattelige uligheder i sammenligning med det, vi udkæmper vore småkonflikter i. Egentlig kan man sammenligne det internationale samfund med en gade i hvilken næsten alle huse har maskingeværer på taget og miner nedgravet i forhaven mens tungt bevæbnede styrker patruljerer. I nogle særligt store huse, der er rene fæstninger, findes lagre af nogle mærkelige våben, som kan udslette alt og alle på hele gaden. I 2/3 af gadens længde bor der en majoritet af folk i fattige skjul og uden beskyttelse og uden vand eller adgang til skole og sygehus. I den anden ligger de velbarrikaderede luksusvillaer med svømmepøler og luksusbiler i garagen. Sådan ser der jo gudskelov ikke ud i Hjørring.
Alle konflikter har nogle ligheder, men hver eneste konflikt er også unik. Igen er det med volden som med sygdomme: forskellige typer af cancer har nok nogle ligheder og skal have lignende behandling, men ethvert tilfælde, den enkelte cancerpatient og lidelse, skal behandles specifikt.
Parternes aktive medvirken
Konflikter på forskellige niveauer griber ind i hinanden. De såkaldt etniske konflikter søger deres energi i kollektive traumer og deres nationalisme kan give individuel identitet i samfund hvor andre identitetspunkter er gået i opløsning. Vi har fået private virksomheder med lejesoldater og paramilitære grupperinger samt krigsherrer, der har opkastet sig selv til ledere uden for statens kontrol. Det militære slag med velorganiserede stående hære er ved at blive en saga blot. Staters våbenhandel formidles mange gange af private forretningsmænd.
Den, der ikke ved noget om konflikter, overfører ofte individuelle mekanismer på de komplekse konflikter ude i verden. Her er nogle af de største “syndere”: at reducere det hele til to parter; at gøre folket usynlig og blot fokusere på en leder som eneste årsag til konflikten; at se sig selv og det international “samfund” som udelukkende god og modparten som udelukkende ond. Og endelig at fortie den historie, der som regel fortæller at vi selv – vi i Vest – har et vist medansvar for konflikten f.eks. ved at have delt territorier op i tidligere krige eller taget ressourcer fra området. Eller vi har samarbejdet med den nu fæle diktator før i tiden, så monstret er blevet monster takket være vores våbenleverancer og betaling til ham som f.eks. CIA-agent.
Den store myte i dagens konflikt-håndtering er, at nogle parter ude i verden, som vi aldrig har haft noget at gør med, nu er i konflikt og derfor går vi ind helt altruistisk med det ene motiv at hjælpe dem til fred. En sådan situation findes ikke noget sted på kloden, hvilket ikke hindrer at det er den mest solgte opfattelse i medier og politik. Konsekvensen af denne opfattelse er, at man ser konfliktløsning som en dommer og ikke som en læge: “I har selv været ude om Jeres problemer, vi afgør hvem de gode og de onde er. Her er vores fredsplan, skriver I ikke under, bomber vi Jer.” Uden diagnose, prognose og behandlingsforslag og uden parternes aktive medvirken bør det ikke kaldes konflikt-løsning. Der lægges blot låg på krigshandlinger samtidig med at konflikten fryses. Det er den situation vi har i dag i det tidligere Jugoslavien, Somalia og Afghanistan. I Irak er alt tilmed blevet værre.
Fred kan læres
Nogle mener, at mennesket er ondt eller syndigt eller har dyriske instinkter og at det forklarer krig. Min egen erfaring er, at dette er en irrelevant teori og tilhængere af den ser oftest sig selv som en undtagelse. Men selvom teorien var rigtig er den ubrugelig, for vi kan ikke lave menneskets natur eller instinkter om. Vi kan derimod ændre på de måder, vi organiserer vort eget og verdenssamfundet på: Vi kan skabe samfund og udvikling, der fremmer det dårlige i os men også noget, der fremmer det bedste. Og så kan vi uddanne hinanden, dialogisere og forsøge at forstå det vi er bange for.
Fred kan læres. Fred er at løse konflikter med mindst mulig brug af vold. Vold opstår, som jeg ser det, fordi de fleste ikke kender eller har gennemtænkt de omfattende arsenaler af ikkevoldelige metoder. Vold bruger man, når man ikke har hjerne og hjerte til andet. Der kræves ikke meget for at starte et slagsmål, men at hindre det eller skabe fred og forsoning bagefter er ikke enhver beskåret. Den der ved noget om konflikter tager ikke så let til revolveren. Som den der har kørekort og rutine har mindre statistisk risiko for at skade sig selv og andre i trafikken.
Derfor bør vi studere vore konflikter på alle niveauer, blive konfliktkyndige og lægge konflikt-analfabetismen bag os. Uddannelse – og dannelse – er ikke løsning på alle problemer, men det ville hjælpe hvis børn og unge, skolebøger, universitetsuddannelser, forskning og politikerprofessionen fik en dosis konfliktkundskab.
Fred er en mulighed
Uddannelse og forskning i disse ting er altså essentielt. Hvis vi i øvrigt ønsker at mindske volden i verden kunne vi have studiekredse og brainstorms om de ting, der er realistiske og kunne føre til en bedre verden. Her følger afslutningsvis nogle få antydninger helt bevidst i flæng for at stimulere læseren til endnu mange andre:
• Gør afhjælpning af den globale nød og elendighed til et punkt på dagsordenen i Danmark. Det vil i tilgift også gøre vor egen dagligdag tryggere.
• Ophør med at tale om smukke idealer, humanitær intervention og konflikthåndtering hvis der i virkeligheden er tale om gammeldags magtpolitik og nationale interesser i f.eks. råvarer og strategisk positionering i forhold til andre magter.
• Hold et vågent øje med de økonomiske interesser bag nøden og bag militariseringen. Lyt nøje til andre ting, der ikke siges når vi deltager i krige og konflikter.
• Læs og brug FN’s Charter indtil noget bedre skabes. Det indeholder de allervigtigste regler for en civiliseret verden og intelligent konfliktløsning. Og husk at der står det skrevet, at krig skal afskaffes og fred skabes med fredelige midler. Ikkevold er altså en uomtvistelig universal norm.
• Gør EU til den første store organisation i historien, der satser mest på civil konflikthåndtering og ikke forsøger at konkurrere med USA om at blive militær supermagt. Og hvis det alligevel går mod en militarisering af EU, så sørg for at der findes et gennemtænkt koncept for hvornår vold skal bruges og at der findes en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
• Lad os producere flere bøger, uddannelsesprogrammer, forskningsprojekter og film om hvornår mennesker har skabt fred og er blevet forsonet. Definer nyheder sådan at gode nyheder også er nyheder. Dagens nyhedsstrøm kan ikke bidrage til andet end vrede, sorg og modløshed – alt sammen ting, som vi ikke har brug for. Lad os få globalsider i vore aviser og Tv-programmer om det globale samfunds tilstand, udvikling, tilbageslag og fremgange.
• Send aldrig mæglere ud i verden uden grunduddannelse i konfliktforståelse og mægling.
• Skab reformer af FN, så de folkelige bevægelser – ikke mindst den tredjedel af menneskeheden, der er børn og unge under 16 – får adgang til at artikulere verdens problemer. Brug Generalforsamlingen til høringer hvor parter i forskellige konflikter kan fremlægge deres synspunkter, blive udspurgt og vi dermed kan højne informationsniveauet.
• Tag Ikkespredningsaftalen om Atomafrustning fra 1968 alvorlig. Så længe de eksisterende atommagter fortsætter med deres programmer i strid med denne aftale, vil der altid være nye stater, der ønsker at få sådanne våben. Problemet er eksistensen, ikke spredningen, af atomvåben.
• Lad os øge forskningen i og debatten om nye, mindre militære og mere civile måder at forsvare os selv og verden på. Krigen er forældet i en globaliseret verden, hvor alt hænger sammen med alt andet og enhver handling kan have konsekvenser på den anden side af kloden.
• Vær åben overfor i-landsbistand – at vi skal lære noget af de andre og ikke altid være lærermestre. Respekt, ydmyghed og nysgerrighed er nok så vigtige ingredienser i fredsarbejdet.
• Brug ikkevoldelig konfrontation med modparterne og skab altid mulighed for dialog. Brug 20 % af forandringens energi til at kritisere, 80 % til at udvikle konstruktive alternativer og indbyde til dialog og 50 % af din tid til at være pædagogisk, sælge budskabet til dem, der ikke allerede er overbeviste. Det bliver 150 % ja, og det er hvad der er brug for i denne sene stund for vores verden.
• Gør atter Danmark til et land, der bruger mere på bistand og retfærdighed og hjælp efter krige end på selv at deltage i krige.
• Pas på ikke at udhule demokratiet og menneskers rettigheder i navnet af at bekæmpe terrorisme. Terrorismen kan kun bekæmpes ved at styrke og udbrede demokrati og andre former for ikkevold.
• Spørg hvorfor samfundsdebatten og dansk politik ikke handler mere om alle disse muligheder.
Er disse forslag og ikkevolden urealistiske? Ikke halvt så urealistisk, tror jeg, som at fortsætte med at bruge vold mod andre mennesker, andre kulturer og mod Naturen som vi gør i dag. Hvis du vil freden, så forbered freden inden du planlægger krigen.
Litteraturliste:
1. Bøger og artikler af Mahatma Gandhi, Dalai Lama, Daisaku Ikeda, Glenn D. Paige, Chaiwat Satha-Anand, Martin Luther King Jr., Johan Galtung.
2. Aage Bertelsen, Her er dit våben, Gyldendal 1962.
4. Fredrik S. Heffermehl (red), Hvem sa at fred er umulig, Genesis, Oslo 2000.
5. Roger Fisher & Scott Brown, Getting Together. Building a Relationship that gets to Yes, Houghton Mifflin Company, Boston 1988.
6. Jens Østergård Petersen m.fl., Krigskunsten, Akademisk Forlag 1989 (om Sun Tzu).
7. Robert S. NcNamara & James G. Blight, Wilson’s Ghost. Reducing the risk of conflict, killing and catastrophe in the 21st Century, Public Affairs, 2001
8. Mahatma Gandhi, Självbiografi. Eller historien om mina experiment med sanningen, Artos, Skellefteå 1996.
10. TFF – Reconciliation and Forgiveness
Arbejdsspørgsmål
1. Hvilke typer af vold eksisterer og hvordan virker disse?
2. Hvordan arbejder en fredsdoktor ifølge Jan Øberg?
3. Er der problemer med Jan Øbergs model?
4. Skal EU have et fælles militær eller er europæisk pacifisme vejen frem?
