Jan Øberg behandler i artiklen en lang række faktorer, som ligger til grund for den måde vores samfund er organiseret på – og derfor også for konflikter. Artiklen introducerer således sammenhængen mellem familien, foreninger, regeringer, NGO’ er, nation, stat, nationalstat og alliancer for på denne måde bedre at kunne forstå konflikter og i sidste ende blive klogere mht. at løse disse.
Øberg, der er fortaler for global bevidsthed, hvilket skal ses i lyset af den øgede globalisering, skelner mellem kulturkamp og kulturdialog. Endelig behandles begrebet magt og magtesløshed: giver magt ret til at udøve magt – fordi man mener at have ret?
Litteraturliste og arbejdsspørgsmål efter artiklen.
Ordene vi bruger om verden
I satellitperspektiv kan man godt tale om den menneskelige familie eller menneskeheden. Udtrykket understreger, at der eksisterer – eller burde eksistere – et fællesskab fordi vi alle er mennesker og sammen bebor denne klode og ingen anden. Og mennesker er vi uanset hudfarve, køn, nationalitet, religionsudøvelse og de fri- og menneskerettigheder, der er nedfældet i FNs Deklaration om Menneskerettigheder.
På engelsk kender man udtrykket “the family of nations,” der mere præcist siger, at vi nok er en familie af individer men også af folkeslag, af nationer. Nogle få i denne familie er f.eks. danskere og det kan vi føle os af en række grunde; vi kan være født i staten Danmark, have dansk som modersmål og føle os “hjemme” på en måde andre nok ikke kan når vi synger “Den signede dag” eller spiser frikadeller. Måske føler vi glæde eller ligefrem stolthed ved denne nation, ikke mindst når vi ude i den store verden siger, vi kommer fra Danmark og til svar hører – Åh, H. C. Andersens land, ikke?
Der smøg ordet “land” sig ind. På globussen er verden opdelt i lande eller “stater.” Land har geografisk betydning, staten er en måde at organisere landstykkerne på. Det er f.eks. dem, der er medlemmer af alliancer, EU eller FN. Vi kan godt tale om det danske land, men det betyder som bekendt ikke, at der kun bor danskere i det eller, at der ikke bor danskere i de andres lande. Hvis det var sådan ville der være tale om national-stater, hvilket er en stat, der består af kun en nation eller et folkeslag. Somalia kommer tæt på en sådan definition, hvilket altså ikke forhindrer, at de har haft særdeles alvorlige konflikter i de sidste tyve år. National-stater er altså nationalt homogene, og der er efterhånden meget få af dem i vores verden.
De fleste lande er faktisk snarere stats-nationer, dvs. stater der består af mange nationer. Her kan man tænke på det gamle Jugoslavien, der bestod af 6 republikker og 2 autonome provinser, der – for nu at gøre det rigtigt besværligt – hver især havde flere nationer, der var statsbærende i de andre republikker. Således var der i Kroatien en minoritet på 12 procent serbere og Kosovo-provinsens majoritet på 85-90 % albaner havde deres nationale moderland helt uden for Jugoslavien, nemlig Albanien.
Grænserne for et land
Almindeligvis bruger man ordet inter-national, som indgår i denne artikels titel, om relationer mellem to eller flere stater. Når der står noget om “internationale konflikter” på udenrigssiden i vores avis, henviser det som regel til, at to eller flere stater eller lande er i konflikt. Men det kunne lige så godt betyde at to eller flere nationer, altså ret homogene folkeslag, er i totterne på hinanden. Men sidstnævnte kaldes i hvert fald i fagkredse snarere intra-statslige eller “etniske” konflikter, fordi de som regel foregår inden for grænserne af et land.
Verden har været struktureret i stater i hundrede af år. De cirka 200 lande, vi har i verden, har en stat eller et statsapparat samt en regering. Nogle gange tjener disse ledelsesorganisationer sine stats-borgere, andre gange undertrykker de dem. Regeringer “fører” – som man siger – for eksempel handelspolitik, udenrigs- sikkerhedspolitik og indgår i mellemstatslige samarbejdsorganisationer, alliancer og koalitioner på vegne af og til bedste for landets borgere.
Og endelig består verden også af titusindvis af de såkaldte NGO’er, non-governmentale eller ikke-regerings-organisationer, dem der også kaldes folkelige bevægelser. De betyder meget for menneskelig deltagelse og har mange gange flere medlemmer end politiske partier. De kan fremme et direkte demokrati parallelt med, at regeringer praktiserer det repræsentative demokrati. Men ordene vi anvender, siger meget mere end det, der står på linjen. Der må have været nogen i en regeringsorganisation, der engang fandt på, at det direkte demokrati skulle betegnes som “ikke-regering.” Når man ser på det repræsentative demokratis egne mangler og på autoritære regimer rundt om i verden kunne man jo lidt spøgefuldt spørge, om det ikke var lige så rimeligt, at regeringer blev kaldt ikke-folkelige organisationer – Non-Peoples’ Organisation, NPOs? Lad os i stedet kalde disse organisationer for folkelige bevægelser eller civilsamfunds-organisationer.
Identifikation
Hvor kommer du fra? – spørger vi hinanden når vi møder andre mennesker rundt om i verden. 9 ud af 10 svarer med at nævne et land. Kun sjældent er det umiddelbare svar at han eller hun kommer fra Hinduismen, fra Vesten, fra Timbuktu, fra de hvide, fra Europa eller det Radikale Venstre. Der er ingen tvivl om, at de fleste mennesker identificerer sig med et land, som regel det de bor i og føler sig hjemme i. Stadigt oftere skynder de sig at lægge til “men jeg kommer oprindelig fra” og her identificerer man sig med fødestedet; eller man tilføjer “men der tilhører jeg den særlige gruppe” hvor altså kulturen, religionen og sproget fremhæves, hvilket ofte bruges når man netop tilhører en minoritet.
Alt dette er vigtigt for konflikter. Det er jo nemlig sådan at vi udover at identificerer os med et vist niveau i verden (staten eller landet) også gør krav på at være unikke: jeg kommer derfra hvor du ikke kommer, jeg er forskellig, jeg har min identitet ved at være forskellig fra alle andre. Således er der ikke mange, der i ramme alvor svarer, at “hvor jeg kommer fra er ligegyldigt, jeg føler mig som medborger i vores fælles verden” og dermed understreger sin lighed med alle andre i familien.
Det trans-nationale
Der er altså et vist hierarki som vi kan kapere og identificere os med – byen, kommunen, folkeslaget, landet/staten og måske det nære mellemstatslige som EU og NATO. Derefter fortoner det sig. Niveauer eller kategorier som verdensdel, kultur, civilisation, verdenssamfundet vækker næppe særligt konkrete forestillinger. Og hvis det ikke gør det, kan den enkelte ikke bruge det i sin samling af identifikationspunkter.
Vi ser også begrænsningen i vore avisers struktur; den svarer til det vi kan kapere. Enhver avis har en lokalside, en indenrigspolitisk side og så udenrigsstoffet. Den har ikke en globalside med nyheder og analyser af det, der er fælles for hele menneskeheden, som miljøet, ulighederne i verden, de globale økonomiske strukturer og det trans-nationale, dvs. det der handler om forholdet mellem individerne og den globale familie, det der transcenderer staten såvel nedefra som oppefra. Også vore medier er stats-fikserede. Og et jordskælv eller en terrorhandling i Langtbortistan får kun opmærksomhed hvis der er danskere på stedet.
Men alle menneskeliv er ligeværdige og menneskerettighederne er universelle, dvs. de gælder for alle og lige meget for enhver. Hvis uskyldigt døde irakere eller afghanere spiller en mindre rolle i bevidstheden end uskyldigt døde amerikanere er det sikkert ikke ment som hverken diskrimination eller ondskab hos dem, der fører politik eller dem, der dækker det i medierne, men i grunden er det ikke rigtigt og slet ikke fair. Og det harmonerer dårligt med humanismens grundværdi om alles lige værd.
Det drejer sig her snarere om, at vi savner en bevidsthed, en indlevelse og et identifikationspunkt over det nationale. Det trans-nationale – altså det der går på tværs af kategorierne fra det enkelt menneske til den globale familie og netop ikke giver statens eller landets perspektiv en særlig tyngde – det er hundesvært for os. Hvis folk lå og døde af sult i rendestenen i Odense ville vi føle skam og sige at det hører ikke hjemme i vores velfærdssamfund. Hvis de gør det i Indien, så tilhører de bare ikke vores familie. Men, må vi sige, de er dog mennesker og ved fine lejligheder og når vi hævder humanismens og menneskerettighedernes betydning så er hvert menneskeliv lige så vigtigt og har samme værd som ethvert andet.
Man kan indvende, at den menneskelige evne til at leve sig ind i andres lidelser og glæder nok trods alt hænger sammen med afstand. Vi kan nok føle at livet er uretfærdigt for Faduma i Kismayo, men hendes skæbne vedrører os ikke, kan ikke gøre det, på samme måde som vores datters. Det er rigtigt, men i en tid med øjeblikkelige, globalt dækkende medier er der egentlig ingen grund til at danskere skulle interessere sig mere for amerikanske end med afghanske og irakiske ofre for krig og terror. Nej, det drejer sig snarere om kulturel afstand og hvem der har størst betydning for hvem. For danskeren er den afghanske bonde simpelthen mere fremmed og mindre vigtig end amerikaneren er. Sandheden er at vi trods globalisering og øjeblikkelig mediedækning af begivenheder og tendenser i den store verden stadig – ja, måske i højere grad end for tyve eller 50 år siden – lever i vores egne små verdener.
Globaliseringens manglende globalisme
Det er særdeles problematisk, at der i et fundamentalt fælles verdenssamfund, i menneskeheden, ikke findes nogen verdens- eller global bevidsthed. Samtidig med at verden “globaliseres” halter vores bevidsthed om denne fælles klode som et system hjælpeløst efter. Vi drikker kaffe, flyver rundt, ryger, tørrer os i håndklæder fra Indien, bruger computere i hvilke der sidder komponenter fra mange lande sammensat i Kina. Vore spisevaner influeres af alle mulige køkkener rundt om i verden. Ja, faktisk kan man ikke undervurdere, hvor fundamentalt afhængig hver eneste af os er af, at der findes nogle andre, der udvinder råvarer, forarbejder, forædler, transporterer og assisterer os med at forbruge – nyde og bortkaste – varer og tjenester, der skabes i et globalt økonomisk system. Danmark ville stort set gå i stå på 0,5 hvis denne globale økonomi pludselig ophørte med at fungere.
Globaliseringen sker primært på to områder; det økonomiske er netop blevet antydet. Det andet er det militære. Våben, særligt Vestens, er langtrækkende, inter-kontinentale og vi har strategier for intervention overalt. Våbenhandelen er global, indenlandsk våbenproduktion spreder sig til stadigt flere lande. Militariseringen sker på landjorden, men også i verdenshavene med f.eks. ubåde og lyttesystemer og i rummet med f.eks. satellitter, raketter og det amerikanske såkaldte missilskjold, der skal hindre atomvåben i at komme ind og smadre USA. Atomvåben er globale i den forstand, at hvis de bliver brugt kan det lede til menneskehedens undergang. I disse to primære typer af globalisering er USA det land, der for øjeblikket har et forspring.
Det bør vække til både eftertanke og – en vis bekymring – at globaliseringen hovedsagelig sker på de økonomiske og de militære områder. Når det gælder global politik, global kultur, global etik, global forståelse og global identifikation står det skralt til. FN, der er det nærmeste vi kommer et globalt politisk forum, er ikke blot blevet kraftigt undermineret og udsultet de sidste cirka 10 år; det sidder også fast i det statslige systems operationsmåde. De der sidder i Sikkerhedsrådet og Generalforsamlingen er mennesker, der er udpeget af deres respektive regeringer. De er ikke valgte og repræsenterer derfor ikke folkene eller statens borgere i medlemslandene. Der er intet, der kan svare til EU-Parlamentet eller Folketinget. Det vi kalder civilsamfundet, folkebevægelserne, interessegrupper, fagforeninger etc. – findes slet ikke repræsenteret (selvom nogen af dem har observatørstatus i visse af FNs del-organisationer). Det er derfor helt misvisende når de allerførste ord i FNs Charter er “vi, folkene i de forenede nationer, bestemmer…”. Hvis teksten skulle passe til virkeligheden burde det hedde “vi, folkene i de forenede stater,” men den betegnelse var som bekendt allerede optaget.
Demokratisk underskud
Hvis man synes, der er et demokratisk underskud i EU, så er det tifold større i det globale system. Majoriteten af verdens folkeslag oplever givetvis ikke, at de har nogen som helst mulighed for at påvirke det globale samfunds udvikling. Der mangler ganske enkelt kanaler i de formelle systemer, selvom man kan sige, at der er bevægelser, der i en vis forstand er globale som den mod globaliseringen og den for fred eller kvinders ligestilling. Men de er uformelle, kører i civilsamfundene og i netværk, ikke i et formelt globaldemokratisk system.
Hvis der fandtes global politik, kultur, etik, bevidsthed og uddannelse og en global identifikation ville man kunne tale om globalisme. Populært sagt ville vi som enkeltindivider og kollektiver være stort set lige så opmærksomme på verdenssamfundets problemer og muligheder som vi er på vort danske samfund. Som vi skammer os over døende mennesker i Odenses rendestene, ville vi skamme os over, at der i denne rige verden, hvor folk dør af fedme, overhovedet er en eneste, der går sulten i seng, hvis han eller hun altså havde en seng.
På det globale plan vil vi stræbe efter at skabe det gode samfund, “hvor få har for meget og færre for lidt”, som Grundtvig så rammende formulerede det. Vi ville se andre som vore medborgere og således være ude af stand til at betragte dem som moralsk og på anden måde mindreværdige. Og da bomber og krig mod andre netop forudsætter foragten for dem, ydmygelsen og de-humaniseringen af dem, så ville krigen blive noget, vi successivt ville lægge bag os. Vi ville med andre ord stige opad i civilisation og fjerne os fra det omsiggribende globale barbari, der f.eks. indebærer at mellem 60.000 og 100.000 mennesker hver dag dør unødvendigt af mangel på vand, mad, klæder, medicin og husly. Og vi ville se de døende i verdens rendestene som en af hovedårsagerne til terrorismen og gøre noget ved det i stedet for at føre militær krig mod terroristerne.
Endelig ville der med globalisme – til forskel fra globalisering – ske en mindskning i angsten for det fremmede og en øget værdsættelse og glæde ved mangfoldigheden. Vi ville i bedste fald se styrke og rigdom i det gamle hinduistiske livsprincip om verdens enhed i mangfoldighed, ikke enhed i enfoldighed. Globalisering ville blive alles fælles menneskehedsprojekt, et give-and-take på kryds og tværs, på ondt men også på godt – i stedet for globaliseringens projekt, der i hovedsagen bygger på tesen om, at vi i Vest skal civilisere de andre og, for at bruge et bibelcitat, gå ud i alle folkeslag og gøre dem til vore disciple, hvilket i dag betyder konsumenter af vore varer og værdier.
Kulturkamp eller kulturdialog i globalt perspektiv
Lad mig som afrunding af dette berøre en aktuel dansk debat – og der skal vi jo også være for at drøfte den store verden i det trans-nationale perspektiv. Det forekommer mig at være en essentiel, ja eksistentiel, del af en tidssvarende kulturkamp at søge svar på spørgsmålet om hvordan det enkelte menneske og det enkelte lande bør og kan relatere sig til den store verden og blive en del af menneskehedens familie.
Det går ikke længere med udenrigspolitik, der må globalpolitik til. Vore egne værdier er såmænd gode nok for os, men det er tvivlsomt om de er det for hele verden. Alene af den grund at vi ikke vil acceptere at andre sagde sådan og påduttede os deres værdier som de eneste saliggørende. Når statsminister Anders Fogh Rasmussen som et led i kulturkampen mener, at vi skal være værdifaste og ikke værdislappe så er jeg enig. Det er rigtigt, at stå op for det man selv tror på, er godt for en selv og i mangt og meget synes jeg, at de værdier vi forbinder med Norden er kompatible med verden i den forstand, at verden ikke ville blive dårligere, hvis flere blev inspireret af Norden.
I dialog med andre kan man også påvirke dem til at tænke anderledes, forudsat man selv er parat til at blive påvirket. Men det leder næppe i retning af en global familiefølelse – snarere til familiestrid – at gå det der lille skridt videre som statsministeren gør når han siger, at “vi skal turde sige, at vi opfatter dem (vore værdier) som bedre og mere værd en andre værdier” (Berlingske Tidende 3. oktober 2003). Der bliver, frygter jeg et sammenstød mellem civilisationer, der kan komme til udtryk i form af enten kulturkamp eller kulturdialog. Og det tjener ingen på. Det er enhed i enfoldighed, og en sådan enhed kan kun tilvejebringes gennem bekrigelse af dem med de “ringere” værdier. Hvis vore er gode nok, så er de også gode nok til at overleve side om side med andre værdier og kulturer.
Magtens mysterier
Det aktualiserer nemlig spørgsmålet om, hvad magt er. Om det er magten over sig selv og sine egne værdier og visioner eller det er magt til at tvinge andre til at blive som vi selv og makke ret. Og om magt er ret eller man skal udøve magt, fordi man mener man har ret?
Magt handler om at have ressourcer til at tage beslutninger og få ting ført ud i livet til en bestemt pris. Magt måles på en kalkule: hvem vinder hvad – med hvilken indsats? I politik er der flere type af magt, f.eks. økonomisk, politisk, militær, lederskab og karisma. Den der har magt må nødvendigvis have nogen til at udføre beslutninger, en diktator kan jo ikke med egne næver bygge fængsler eller føre krig. Så magten må have midler til at få andre til at udføre arbejde – midler som at producere frygt, give belønninger og at fremstå som legitim eller ligefrem fascinerende. Magtudøvelse kræver således lydighed blandt magtens aktører. Hvis soldater ikke dukker op til krigen, embedsmænd ikke kommer til ministerierne, politiet ikke adlyder ordre – ja, da er selv den stærkest udseende magthaver færdig. Det er denne ide den ikkevoldelige kamp bygger på.
Magt hænger naturligvis ikke blot på magthavere men også – måske mere usynligt – på strukturer. Der er måder at organisere verdens (u)orden, stater, virksomheder og folkebevægelser på, der per automatik gør nogen til vindere og andre til tabere. Mænd organiserer sig ofte sådan, at kvinder taber; store stater sådan at mindre stater taber, regeringer sådan at minoriteter taber. De vil jo ikke dele magten demokratisk fordi demokrati jo, med en let omskrivning af Grundtvig, er når de få har megen magt og de mange har mere.
Magt kan være som narkotika
Personlighed såvel som kultur påvirker selvsagt, hvad mennesker opfatter som magt. Dalai Lama og George W. Bush opererer med temmelig forskellige magtbegreber, men de har begge magt i andres øjne. Visse bestræbelser på at opnå magt stammer fra dyb usikkerhed eller kollektiv paranoia, visse kommer af indre styrke og lader sig ikke blæse omkuld. Den der ejer meget kan opfattes som magtfuld, men kan samtidig føle at han eller hun også har meget at beskytte og forsvare med dyre forsikringer, vagtselskaber og måske maskinpistoler på taget af sit hus. Magten kan på denne måde blive en besættelse. Magt kan være som narkotika, den er kun tilstrækkelig for en tid, så må man have mere. Det er typisk for den udadvendte magt over andre, men ikke for den indadvendte over sig selv. Faktisk kan man i eksistentielle termer argumentere for, at jo mere magt man til stadighed må have over andre, jo mere magtløs er man i virkeligheden. Der er jo som Villy Sørensen klogt har sagt ingen grænser for kvalitet, men der er for kvantitet. Det gælder også magt.
Vi synes at leve i en kultur, hvor fysisk, materiel og teknisk styrke, tolkes som magt. Jeg tror dog, at det kan være nyttigt at skelne mellem Hjernen som det intellektuelles magt, Hjerte som empatiens og etikkens magt og Muskler som magten til at udføre magtens opgaver. Kun hvis der er balance mellem disse tre er der tale om holdbar magtudøvelse. For meget af en af disse er ubalanceret magt og når den møder modstand vil den skrue endnu mere op for den ene og ned på de to andre. Og da indtræder systemsammenbruddet og magten træder frem som selvbedrag, hybris eller tomhed. Kort sagt, destruktiv mod andre og/eller sig selv.
Der er således intet galt i magt. Magtløshed er der ikke meget sjov ved. Spørgsmålet er hvad magtens filosofi, metoder, værktøjer og formål er. Her tror jeg, at den ikkevoldelige magt, det vil sige hjerne, hjerte og muskler der er forankret i magten over sig selv og ikke i muligheden for at bruge vold mod andre, er nok så interessant og bør opgraderes i vort samfund, i vor uddannelse og omgang med hinanden i den menneskelige familie.
Litteraturliste
1. Enhver bog og artikel af forfattere som Johan Galtung, Richard Falk, Dietrich Fischer, Hazel Henderson, Robert Jay Lifton, Kenneth & Elise Boulding, Scilla Ellworthy, Noam Chomsky, Chalmers Johnson.
2. Håkan Wiberg, Konfliktteori och fredsforskning, Almquist & Wiksell, Stockholm, 1989
3. Sven Lindqvist, Udryd de sataner, Gyldendal 1993.
4. Harald Ofstad, Vårt förakt för svaghet. Nazismens normer och värderingar – och våra egna, Prisma, Stockholm 1979.
5. Ludvig Igra, Den tunna hinnan mellan omsorg och grymhet, Natur & Kultur, Stockholm 2001.
6. Eric Fromm, The Anatomy of Human Destructiveness, Fawcett Books, 1973.
7. Dave Grossman, On Killing. The PsychologicalCost of Learning to Kill in War and Society, Back Bay Book, 1996.
8. Eric Hobsbawm, Age of Extremes. The Short Twentieth Century 1914-1991, Michael Joseph, London 1994.
Arbejdsspørgsmål
1. Er det realistisk, at mindske den kulturelle afstand mellem forskellige folk for at mindske volden?
2. Hvilke konsekvenser ville det få, hvis vi indførte global politik, kultur, etik, bevidsthed og uddannelse?
3. Hvad er civilisation i følge Jan Øberg?
4. Kulturkamp eller kulturdialog hvad er forskellen og er kulturdialog realistisk
©TFF & forfatteren 2004
