Prinsesse Dianas forskrækkelige død ændrede på forunderlig måde vor verden. Mediernes onde magt blev stillet til skue og skam, omend der blandt de sørgende over netop denne dramatiske død må have været konsumenter af den fornedrende sladderpresse.
Samtidig knyttede mediernes gode magt mennesker rundt om på Jorden sammen sammen i et unægteligt egenartet fællesskab. Det gentog sig da Moder Theresa døde, omend i mere normalt format.
De var u-konstituerede ledere, hverken prdukter af demokratiske valg, diktatur eller økonomisk magt. De var ledere i det civile samfund, ikke af regeringer eller internationale organisationer. De havde magt, men ikke den sædvanlige, der yderst bygger på tvang og vold.
De talte til hjertet først men så sandelig også till fornuften, mens mange valgte magthavere hverken taler fra det ene eller til det andet. De var kvinder, der valgte ikke at følge den slagne karriere men gjorde noget konstruktivt ud af sit “udenforliv.”
Af disse grunde ramte deres død mennesker, inklusive mig selv, på et dybere plan. Men nok en ting, tror jeg. ikke så let at formulere, men nogenlunde således: De fleste såkaldt almindelige mennesker har faktiskt et hjerte. Stort set alt hvad vi ser og hører om verden derude er krig, nød, dobbeltmoral, landminer, flygtingestrømme, naturkatastrofer, økonomisk krise, magtmisbrug, umoral, you name it. Det er bare problemer, håb- og modløsheder som stabelvare, den brutale nedslidning af det civile samfunds normer og sammenhold der giver næring til den omsiggribende coola hverdagskynisme.
Med andre ord, intet der kan tilfredsstille et rimeligt menneskeligt behov for gode oplevelser, tro, gåpåmod, optimisme. Gode nyheder er per definition ikke nyheder, det skulle da lige være noget med en bjørneunge i en zoologisk have til sidst i tv-avisen.
Det der så eksploderer hér er den enorme kraft som den uafviseligt gode handling har – negationen af den løgn, der indrammer det gængse mediebillede: at man jo bare spejler virkeligheden og giver folk hvad folk helst vil ha, nemlig vold, sex, krig, fladpandet underholdning og elendige nyheder fra verden derude.
Gu vil de ej! Om nogen er det magthavere og ikke folk flest, der kan se fordele i passivisede, pessimistiske masser, der ikke skal tænke men underholdes. Inde-ordet er “titty-tainment,” der spiller på både næring og sex og fastholder føjeligheden: “nå, men så er det jo nok som ‘de deroppe’ siger, det kan sikkert ikke være så meget anderledes, og problemerne er så store at lille jeg ikke kan gøre noget ved dem.” Og så videre…
Sen aften i vores lille træhus i Tokyo-forstaden Hino, efteråret 1995. Zapper over kanalerne men holdespludselig fast af BBC’s interview med Diana. Hvilket mod! Hun kunne have føjet sig inden for rammen, det stivbenede monarki, og normen at man gerne taler åbent om fysiske, men ikke psykiske, problemer. Som mangen en (livs)kunstner med lige så skræmte øjne lykkes hun med kunststykket at forvandle sin indre svaghed til styrke, sprænge rammerne i sin egen verden og – formodentlig per intuition og empati – handle godt ind i den dér onde ydre verden: “Jeg vil være dronning i menneskers hjerte, nogen må gå ud og røre menneskene…”
Kærlig intuition eller intuitiv kærlighed er – modsat hvad kynikeren tror – tilstrækkelig som motivation til at flytte verden, stærkere end kritiken af eller hadet til nogen eller noget nok så afskyeligt. Selvfølgelig var der en del, der mente hun var politisk naiv…
Hverken Diana eller Moder Theresa sagde, så vidt jeg ved, noget om årsagerne til at verden er fuld af unødvendig lidelse og uretfærdig. Men de gjorde noget ved den, mens andre forklarer og/eller legitimerer vanviddet.
Diana’s civilcourage placerer hende i forreste række blandt nutidige fredsarbejdere. Som kongelig udfordrer man ikke våben og militær. (Dodi Al Fayeds mor var forresten syster til Adnan Khashoggi, en af verdens gennem tiderne største våbenhandlere, men forældrene skiltes tidligt). Hendes arbejde for ofrene og mod landminerne var ikke “bare” humanitært, det var politisk i sin natur og konsekvens. Det ved vi nu fra Daily Telegraph’s tidligere redaktør Bill Deedes, som også rejste med Diana i Bosnien.
Ved sin død arbejde de på en tale til Oslo-mødet, der understregede at et totalforbud ikke var nok, men at de omkring 110 millioner miner må findes og uskadeliggøres og at de, der havde investeret så meget i minerne, nu måtte speede processen op ved at satse alle sine bedste resourcer på dette. (Med det nuværende tempo i minefjernelse vil det tage langt over hundrede år inden alle er borte).
Moder Theresa gjorde i en vis forstand hvad man kan forvente af en nonne. Diana gjorde personligt og politiskt det alt andet en forventelige og betalte i live og gennem sin død.
Madeleine Albright – der næppe på nogen måde kan sammenlignes med Diana – bør have haft det svært på sin prssekonference den 19. september hvor hun endnu engang fortæller menneskeheden at De forenede Stater, der i parantes anvender 265 milliarder dollar om året på en meningsløs militarisering af verden, ikke agter at betale mere end godt halvdelen af den gæld, hendes land erkender at have til FN, sølle 1,5 milliarder.
Med den besked når hun kun kolde hjerter og køligt beregnende hjerner. Den kom kort efter at Præsident Clinton – de politiske klaphattes helt på Gammeltorv, De ved – meddelte at De forenede Stater ikke kan acceptere et totalforbud mod landminer foregivende, gudhjælpeham, at 37.000 amerikanske soldater i Sydkorea står (hvad de så står dér for) over for et angreb af over en million mand fra et Nordkorea, der i praksis er brudt sammen, hvorfor landminerne må forblive i den “demilitariserede” zone.
For dem der bruger hjertet står det efter NATO-ekspansion og nejet til mineforbud klart at USA ikke kan være moralsk leder.
Det hele skete få timer efter at Ted Turner, manden bag CNN, havde meddelt at han vil give 1 milliard dollar til FNs humanitære arbejde bl.a. fordi han skammede sig over at USA ikke betalte sin gæld. Han opfordrede alle andre rige mennesker til at gakke og gøre ligeså.
Det er på tide medier og andre får øjnene op for det civile samfund og dets u-konstituerede ledere, rige som fattige, store som små. Det civile samfund er de klynger og kroge af vore livsrum, der drives af frivillige med tro på visse principper og med glæde, medmenneskelighed, tolerance og ikkevold. Det kan balancere statens og kapitalets råt beregnende magt, hvis vi vælger at se det sådan.
Det civile samfunds gode kræfter taler til flere end de onde og de taler til hjerterne. Nu véd vi at “folk” værdsætter den slags – og gode nyheder om dem – meget mere end krig og billeder af statsledere på rad i jakkesæt.
Good news, no?
