Af Jesper Munk Jakobsen
TFF Associate

31. august 2018

Der var engang, hvor man kunne blive chokeret over, at den danske udlændinge- og integrationsdebat kunne hvirvle ud af proportioner i de danske medier og beslaglægge den offentlige debat. Men efter minimum et årti med hede debatter om svinekød i vuggestuer, burkaer, bederum på universiteter, ramadan og aflysning af gudstjenester, synes ingen grænser længere.

Det er nemt at se et mønster, og det åbenlyse fællestræk er forskelle i værdier og kultur mellem ”dem” i form af Islam og det ”os” i form af den danske identitet. Foregangsmændene i de her debatter påstår ofte implicit eller eksplicit, at ”vores” værdier er truet udefra. Spørgsmålet er om vores værdier i højere grad er truet indefra, af os selv?

I sidste uge kom de visionære folkevalgte i Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet frem til, at et håndtryk fremover bør afgøre, om en ikke-dansk statsborger har gjort sig fortjent til at blive dansk statsborger. Det skal foregå under en ceremoni i henhold til indfødsretsaftalen fra juni 2018, som man skal deltage i for at få dansk statsborgerskab. To til tre måneder efter mener de tre partier, at det ikke er nok at møde op, nu skal man også give hånd.

Den 23. august havde Ekstra Bladet arrangeret et møde mellem Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti og 20-årige Iman Fadhil, som kom marcherende fra hver sit ringhjørne imod hinanden. Martin Henriksen rakte prompte næven frem, og mindede i samme øjeblik Iman Fadhil om, at hun ikke giver hånd.

Det fik han bekræftet, og det var efter politikerens opfattelse en mangel på respekt ikke at give hånd, og han forklarede Iman Fadhil, at ved ikke at tage imod en fremstrakt hånd, er man ikke godt opdraget, og man udviser mangel på pli.

Dermed fortæller Martin Henriksen indirekte Iman Fadhil, at hun er dårligt opdraget og udviser mangel på pli, og hvis man som publikum til denne iscenesatte forestilling tilslutter sig Martin Henriksens synspunkt, kommer man muligvis frem til, at mennesker som Iman Fadhil opfører sig dårligt, og derfor ikke skal være dansk statsborger.

Dansk Folkepartis præmis er, at opdragelse og pli står og falder med om en fremstrakt hånd bliver gengældt, men er det i så fald håndtrykket i sig selv, eller håndtrykkets symbolske funktion som en hilsen, der afgør, om man viser respekt og er godt opdraget?

Til Ekstra Bladet forklarer Iman Fadhil, at hun netop gerne vil hilse på mænd og vise sin respekt, dog ikke ved at give hånd, men ved at lægge højre hånd på sit hjerte. Ifølge Martin Henriksen er håndtrykket dog det væsentlige, fordi det er en del af kulturen i Danmark, og fordi de befinder sig i Danmark, og her er det ”vores spilleregler, der gælder.”, mener han.

Ved at Martin Henriksen italesætter det som ”vores spilleregler”, definerer han et vores, som Iman Fadhil ikke er en del af, og samtidig tilskriver Martin Henriksen sig selv retten til at definerer, hvad der er en betydningsfuld del af kulturen i Danmark.

Det er den kultur, hans parti sammen med Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet nu vil gøre til lov.

 

Er danske værdier frikadeller og flæsk?

Forslaget om at et håndtryk ved en ceremoni om at blive dansk statsborger skal nedskrives som lov, er en del af den uendelige dyrkelse af forskelle og konflikt omkring islam, som har fundet sted i minimum et årti, blot pakket ind i ny emballage fra gang til gang. Der foregår en søgen efter eksempler på, at der er et ”dem” og et ”os”, som bliver defineret af vores politiske ledere i enkelte handlinger som et håndtryk.

Hvis et håndtryk er den væsentligste forskel, som kan fremlægges mellem ”os” og ”dem”, er forskellen ganske begrænset – hvis de forskelle overhovedet skaber de udfordringer som konstant italesættes.

Det er som bekendt ikke første gang, at danske værdier er blevet portrætteret og patenteret af danske politikere med islam som afsæt uanset omtalte problemers minimale omfang.

Den 1. august 2018 fik tildækningsforbuddet sin debut, og der blev ikke lagt skjul på, at formålet var at flå burkaen og niqabben af muslimske kvinder. En hovedbeklædningsgenstand som ikke kunne problematiseres nok, indtil det resulterede i en lov, som snor sig snedigt udenom en konflikt med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om diskrimination på baggrund af religion.

Det væsentlige i hele debatten var ikke det faktum, at en undersøgelse fra Københavns Universitet i 2010 viste, at tre mennesker i Danmark går med Burka og mellem 150-200 går med niqab.

Det samme gjorde sig gældende, da nogle politikere i Randers kommune i 2016 kastede sig over et lovforslag om svinekød i daginstitutionerne, hvilket viste sig at være svært at finde bare ét eksempel på forinden havde optaget andre mennesker end politikerne selv. Alligevel blev svinekød i daginstitutioner et nationalt samtaleemne, og er det stadig i 2018.

Her siger Venstres udlændingeordfører Marcus Knuth til Berlingske – ”Jeg opfordrer kraftigt kommunalpolitikere til at værne om danske værdier og den danske kultur”. Svinekød er en dansk værdi og en del af en kultur, som vi skal værne om.

Ligger danskernes identitet virkelig så nær op ad frikadeller og flæsk?

En aflyst gudstjeneste på Gribskolen i Græsted i Nordsjælland i julen 2017 skabte også oprør i den politiske andedam, og de ellers primært kulturkristne danske borgere blev pludselig mere religiøse end nogensinde.

Og så var der Inger Støjbergs bekymring om buschaufførernes fasten under ramadan, selvom hun ikke kunne fremsætte et konkret eksempel, der kunne underbygge de bange anelser.

Ofte drejer de her emner sig om ganske få muslimer ud af de omkring 306.000 svarende til 5,3 % i Danmark. Hvorfor fylder 5,3 % af den danske befolkning så meget i den offentlige debat, og hvorfor taler vi i Danmark om minoriteten af muslimer fremfor majoriteten?

Lederen af Exit-cirklen og imam Sherin Khankan siger til DR, som Iman Fadhil sagde til Ekstra Bladet, at majoriteten af de muslimer hun kender og møder i sit erhverv ikke har problemer med at give hånd eller kram. Hun nævner også, at det ikke er et islamisk træk, men at det rodfæstet i kultur for dem som praktiserer dette.

Håndtryk, svinekød, ramadan, aflysning af gudstjenester og niqab og burkaer bliver pludselige emner, som betyder alt for de danske politikere at harcelere over, fordi det river den såkaldte sammenhængskraft itu.

Det illustrerer kun, at sammenhængskraften tilsyneladende er svag, når nogle få muslimer kan få hele Danmarks værdigrundlag til at vakle.

 

Den svage danske identitet

Som forsvarer af danske værdier, og dermed det man kunne kalde den danske identitet, har Dansk Folkeparti raget dannebrogsflaget til sig, og gjort det til ét med partiet selv. Som om flaget ville skifte farve, hvis de ikke forsvarede det. De hylder ideen om, at den danske kultur og de danske værdier er statiske og skal forblive statiske, men identitet er socialt og kulturelt funderet, og dem som forsøger at trække en identitet ned over hovedet på os er ude i et bedragerisk ærinde.

Vi lever i en globaliseret og multikulturel verden men klamrer os til små symbolske, konkrete ting, vi kan se, høre, opleve og forestille os. Den største bekymring burde ikke være disse minimale forskelle, men at vores kultur og værdier tilsyneladende i de her år defineres ud fra disse.

Det kan undre mig, at den danske befolkning ikke efterspørger nogle af de grundlæggende værdier, som tilsyneladende er på retræte.

For eksempel vil nogen måske nævne mangfoldighed som en dansk kerneværdi. En grundtvigiansk dyd fra højskolekulturen i 1860’erne, som stadig blev hyldet, da jeg selv gik på Ry Højskole i 2010. Hvor meget mangfoldighed udviser danskerne overfor andre kulturer i deres klapjagt på muslimer?

En anden værdi som ofte anses som grundlæggende i Danmark er kristendommen, hvor næstekærligheden til medmennesker gælder, men altså ikke gælder overfor flygtninge og krigsofre i Mellemøsten fra muslimske kulturer. Eller vi kan hæfte os ved Grundloven fra 1849 hvori der der tales meget klart om frihedsrettigheder som religionsfrihed; men som de foregående eksempler gerne skulle illustrere er de blevet mere en træls forhindring end en kerneværdi i dagens Danmark.

I nyere tid er demokratiet en væsentlig værdi, som gerne nævnes ofte. Vi har været så stolte af den idé, at den skulle eksporteres til Afghanistan i 2001 med invasion som middel uden civilbefolkningens samtykke. Imens vi stadig arbejder på det håbløse projekt i Afghanistan, falder tilliden til de politiske ledere og journalister, og befolkningen fravælger de to store partiers statsministerkandidater.

Min påstand er, at den danske identitet og de grundværdier, vi i Danmark har kunne være stolte af, såsom mangfoldighed, næstekærlighed, frihedsrettigheder og demokrati og så videre er ved at krakelere, og derfor klamrer vi os til halmstrå, som vi bilder os ind definerer os.

Hvis de danske politikere gør et håndtryk til et spørgsmål om dansk identitet og værdier, så har vi mistet samtalen om, hvem vi er.

For hvad er den danske identitet, og hvem afgør hvad der definerer den? Dansk Folkeparti benytter enhver lejlighed til at definere den og finde de forskelle, som kan skabe konflikterne, som medierne dyrker, men hvis den danske identitet kan koges ned til at omhandle svinekød, hovedbeklædning og håndtryk vidner dét kun om, at den danske identitet er i krise.

Konflikten består i det principielle, som taler til, at vi skal føle, at de danske værdier er truet. Det betyder vel at mærke, at problemet omhandler danskerne selv og følelsen af at være dansk. Derfor er det pludselig vigtigt for danskerne, at forestille sig deres børn ikke må spise frikadeller i vuggestuerne, men vi har ingen virkelige udfordringer i Danmark, hvis forargelsen bare ligger i det.

 

Det er os selv, ikke de andre

Jeg vil påstå, at alle de føromtalte emner har det til fælles, at de ikke har nævneværdig indflydelse på de fleste danskeres hverdag i kraft af den minimale andel de repræsenterer af den samlede danske befolkning. Men er det muslimernes skyld, at de fylder så meget i politikerne og mediernes bevidsthed, at de selv samme mister mere troværdighed for hver dag, der går?

Samtidig stiger uligheden i verden, så 1 pct. af verdens befolkning ejer 50 pct. af verdens samlede formue. SKAT kan endnu engang meddele om et milliardtab og kan nu heller ikke få godkendt sit regnskab af Statsrevisionen.

Vores fredelige land har de sidste to årtier deltaget i krige i Kosovo, Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien, og har derfor utvivlsomt været medvirkende til de såkaldte store flygtningestrømme mod Europa. De debatter som omhandler langt flere menneskers hverdag og livssituation får ikke nær så meget taletid.

Det skaber den bange anelse, at de evige debatter om, at islam truer de danske værdier og den danske identitet er pseudodebatter, som skygger for hvorfor så mange danskere virkelig føler, de danske værdier er truet.

Demokratiske Danmark kan ikke rumme tanken. Vi ser det danske værdigrundlag i frit fald og peger ureflekteret og fortvivlet mod en befolkningsgruppe, vis underkastelse vi forlanger i et håndtryk.

Den danske identitet er i krise, og hvis der endnu er lidt af de gamle værdier tilbage, bør vi bruge dem til at rette fokus indad og ikke forblinde os på, at det altid er de andres skyld. Det er måske en fase i processen, man skal igennem, inden masken falder, og vi stirrer ligblege ind i spejlet og opdager:

Det er os selv.

 

Relateret læsning

Regeringen: Dansk statsborgerskab kræver håndtryk under ceremonien

Inger Støjberg efter V-kritik af håndtryk: ‘Ingen er tvunget til at blive dansker’

Løkke om håndtryk: Hvis borgmestre ikke vil, finder vi en anden løsning

Handler om kultur og tolkning: Langt de fleste muslimer giver hånd

 

Jan Øberg’s kommentar på Facebook

 

Foto af hånden øverst
Thrivetalk.com

 

  Dansk politik, Danske værdier, Den danske identitet, Håndtryk, Islam i Danmark, lov om håndtryk, Muslimer i Danmark, svinekød på daginstitutioner