Af Jesper Munk Jakobsen

Man kan vælge at læse en rapports resultater, som man gerne vil læse dem, man kan også bestræbe sig på at læse en rapports resultater så objektivt, som man formår, eller man kan lade være med at læse den overhovedet og videreformidle, hvad andre har læst.

Det sidste er højst sandsynligt tilfældet for de danske medier i forbindelse med OPCW’s undersøgelse af det ”formodede” kemiske angreb i Douma i Syrien, som nyhedsmedier verden over kunne rapportere om for fire måneder siden den 7. april 2018.

Den 5 juli. 2018 udkom OPCW med de foreløbige resultater af deres undersøgelse.

Da nyheden tikkede ind i april om, at et kemisk angreb i Syrien havde fundet sted, var reaktionen fra omverden i første omgang forståelig, da billederne talte deres tydelige sprog. En video begyndte at florere, der viste, at børn i Douma blev sprøjtet til med vand og fik proppet inhalatorer i munden, billeder der ville frembringe gruopvækkende følelser i enhver.

USA’s præsident Donald Trump skulle ikke bruge meget betænkningstid, for blot mindre end et døgn efter, lød anklagen, at den syriske regering og deres leder Assad stod bag det kemiske angreb, og konsekvensen ville blive en militærreaktion fra USA.

Den syriske regering havde angiveligt tidligere foretaget kemiske angreb mod deres egen civilbefolkning, og derfor pegede pilen på den syriske regering. Natten til lørdag den 14. april pegede USA, Storbritannien og Frankrig så over 100 missiler mod et forskningsinstitut i Damaskus, et lager med kemiske våben og et lager med udstyr til kemiske våben samt en kommandopost. Syriske medier meldte at tre civile var blevet dræbt.

“Nu er der mulighed for selvransagelse, og medierne svigter.”

USA, Storbritannien og Frankrig fremlagde ikke beviser for deres anklage til deres respektive befolkninger. Men i en verden med utallige interesser og uendelige antal nyhedsmedier, avancerede algoritmer, fake news, trolls og andet, hvordan ved vi så, hvad der er egentlig skete, og hvem har bemyndigelsen til at afgøre dette?

Det har OPCW i spørgsmål om kemiske angreb. Ca. to uger efter det formodede angreb fik OPCW adgang til Douma, hvor de kemiske våben skulle være anvendt. OPCW (The Organisation for the Prohibition of Chemical Weapons) er en international uafhængig organisation med 193 medlemsstater heriblandt Danmark, USA, Storbritannien og Frankrig. Organisationen har, baseret på deres undersøgelser af kemiske angreb, autoritet til at afgøre, om et kemisk angreb har fundet sted og med hvilke midler.

Så hvordan forholder OPCW’s nye rapport sig til de to følgende centrale spørgsmål. Fandt der et kemisk angreb sted i Douma, og er den syriske regering og deres leder Assad ansvarlig for dette?

OPCW-undersøgelse i Copy-paste telegrammer

Hvis man læser de danske nyhedsmedier for at få et indblik i rapportens resultater, kan man som det eneste finde et Ritzau/Reuters telegram bragt i Information, DR, BT og JP.

Der står: ”En foreløbig rapport fra OPCW, Organisationen til forbud mod kemiske våben, siger, at der blev anvendt klorin i et angreb i april i byen Douma i Syrien.” og fremhæver følgende uddrag af rapporten: ”Forskellige organiske, klorinkemikalier blev fundet i prøver fra to steder, hedder det i rapporten.”

Hvis man derimod tog et kig i rapporten og læste hele punkt 2.5, som det uddrag er taget fra, vil man dog læse følgende (oversat fra engelsk til dansk):

“Resultaterne af analysen af de prioriterede prøver, der blev indsendt til OPCW-udpegede laboratorier, blev modtaget af FFM-holdet den 22. maj 2018. Der blev ikke påvist organofosfornervenstoffer eller deres nedbrydningsprodukter, enten i miljøprøverne eller i plasmaprøverne fra de påståede tab. Forskellige klorerede organiske kemikalier blev fundet i prøver fra lokaliteterne 2 og 4 sammen med rester af eksplosivstoffer. Disse resultater er angivet i bilag 3. Arbejdet fra holdet for at fastslå betydningen af disse resultater pågår. “

Undersøgelsen konkluderer her, at der ganske rigtigt er fundet klorin på undersøgelsesstedet.Men ud fra organisationens målinger kan det ikke konkluderes, at der er produceret nervegas. Sporene af klorerede molekyler sammen med eksplosions raster, som er fundet to steder, øger mistanken for et kemisk angreb. Men indtil deres prøver er analyseret færdig, kan det ikke vides, om de stammer fra et kemisk angreb, og om den formodede bombe var lavet på et kloridbaseret sprængstof eller noget helt tredje. 

Telegrammet som de danske medier viderebringer forholder sig ikke til, hvem der står bag det kemiske angreb, som undersøgelsen ikke kan dokumentere har fundet sted. Det gør rapporten heller ikke (Punkt 2.7 i rapporten):

”Baseret på udstyr og kemikalier observeret under de to besøg på stedet på
lager og anlæg, der mistænkes af myndighederne i Den Syriske Arabiske Republik
der producerede kemiske våben, var der ingen indikation af, at begge anlæg var involveret i produktionen af kemiske krigsmidler.”

Rapporten fortæller at såvel OPCW selv som den syriske regering samtidigt, den 10/4, tog initiativ til at et team skulle sendes afsted. Dermed har den syriske regering muligvis også haft en interesse i at blive renset for de grove beskyldninger, som medførte bombninger fra USA, Storbritannien og Frankrig

Men undersøgelsen kan dermed ikke påvise, at de to undersøgte steder har været brugt til at producere ”kemiske krigsmidler”, og undersøgelsen kan derfor heller ikke påvise, om den syriske regering står bag produktion af kemiske våben brugt i et ”formodet” angreb”.

Det virker umiddelbart som en væsentlig information at inddrage som medie i fremstillingen af undersøgelsens resultater, men det valgte de danske medier ikke at gøre. Sandsynligvis fordi, at man ikke har læst rapporten. Nu er der mulighed for selvransagelse, og medierne svigter.

Det er fint at viderebringe Ritzau og Reuters telegrammer, hvis man som medie ikke har journalister i nærheden til at dække sagen og ikke kan få fingre i rapporten. Men i dette tilfælde er rapporten frit tilgængelig på OPCW’s hjemmeside. Den er på i alt 26 sider, men selve rapportens tekst er 11 sider i punktform. Det tager med andre ord ikke mere end almindeligt journalistisk arbejde, at afdække sagen. I stedet har man viderebragt ritzau-telegrammet, som forsimpler konklusionen i rapporten så voldsomt, at jeg vil mene, det direkte er en skændsel for journalistikken at føre den uvidende læser bag lyset på den måde.

For hvis medierne viderebringer det telegram, vidner det om, at de danske medier ikke selv har læst rapporten, ellers ville de kunne se, at Ritzau-telegrammet konkluderer unuanceret på den undersøgelse. Selvom en uafhængig myndighed som OPCW fremlægger en grundig undersøgelse, kan de danske medier kun finde journalistiske ressourcer til at copy-paste et telegram.

Jeg mener ikke, at de danske medier har viderebragt et retvisende billede af rapportens hovedpointer, og det har borgerne i Danmark krav på i kraft af, at deres land har støttet et missilangreb på denne baggrund. Dette er vel og mærke et stykke arbejde, som en hvilken som helst journalist med en computer og en internetforbindelse kunne have foretaget sig men bevist har undladt.

Panisk politisk reaktion

De folkevalgte i USA, Storbritannien og Frankrig besluttede på forhånd, at man ikke kunne vente på denne undersøgelses resultater. Man mente derimod, at en undersøgelse ikke var nødvendig og konkluderede selv, hvem der var skyldige.

Det betyder, at tre NATO lande valgte at skyde missiler mod et land uden at have fået undersøgt sagen. Politikere, befolkningen og ikke mindst medierne burde spørge sig selv, hvorfor de folkevalgte dragede konklusionen, inden en undersøgelse havde fundet sted? Hvorfor ikke vente til OPCW havde lavet deres undersøgelse. Imens vi ventede på undersøgelsens udfald, kunne vi debattere på demokratisk vis, hvad vi skulle gøre, hvis undersøgelsen viste, det ene eller det andet, og imens kunne vi have en dialog med parterne i konflikten.

Nogen vil måske hævde, at missilangrebet havde en effekt, da der ikke siden var været foretaget kemiske angreb i Syrien og dermed virkede afskrækkelsen. I den konklusion ligger allerede, at det kemiske angreb har fundet sted, og hvem der er er ansvarlig. Desuden kan det ikke bevises, at affyring af missiler og færre kemiske angreb har en kausal sammenhæng.

Danmark fulgte trofast og ukritisk med

Den danske regering valgte som bekendt at støtte op om USA, Frankrig og Englands missilangreb. Danmarks forsvarsminister Anders Samuelsen kaldte dagen efter det formodede angreb i en video på Twitter Assads brug af kemiske våben for ”No go” og erklærede Danmarks ”utvetydige politiske opbakning”.

Ingen danske medier forsøgte på det tidspunkt at rejse en demokratisk debat om, at Danmark på udokumenteret grundlag kunne have været medvirkende til at starte en ny verdenskrig. Man kan mene, at det er en overdrivelse, men det er værd at huske på, at på den ene side stod USA, Israel, Saudi Arabien og dele af EU, og på den anden russiske tropper, som var tilstede i Syrien og støttede op om Assad sammen med Iran. Vi kan kun takke for, at de ikke affyrede missiler den anden vej.

Nu er rapporten fra OPCW udkommet, og der er dermed mulighed for bare et minimum af selvransagelse i danske medier eller at kickstarte en offentlig debat, men forsømmelsen fortsætter.

Undersøgelsen konkluderer ikke, om der er blevet brugt kemiske våben, og om Assad står bag eller ej, men rapporten slår indtil videre fast, at det ikke kan bevises. OPCW fortsætter undersøgelsen, men uanset hvad det endelige resultat af undersøgelsen viser, er det afgørende, at USA, Frankrig og Storbritannien affyrede missiler for anklager, der ikke kunne føres bevis for, og Danmark støttede ukritisk op om denne beslutning.

Som politiker har man lov til at støtte op om militæraktioner i lige så høj grad som moralen tillader det, men der hvor filmen knækkede i april 2018 var, at de danske medier var totalt fraværende i deres kritiske dækning. Jeg skrev på daværende tidspunkt i Ræson om, at den kritiske journalistik om dansk udenrigspolitik var stendød, det er den stadig takket være de danske medier.

  7. april 2018, Anders Samuelsen, Douma, kemisk angreb, Medier, missilangreb, Offentlig debat, OPCW, Syrien, Trump, USA